Misse blev smidt ud… Igen… For tredje gang i sit korte liv… Heldet har aldrig været på hans side. Og det skulle forandre alt.
Misse blev smidt ud. Igen. For tredje gang i sit korte katteliv. Han havde aldrig haft det held, andre katte har.
Han var kun ét år gammel, men allerede videregivet fra den ene familie til den anden og nu blev han bare båret ud ikke bare afleveret, men derefter sat ned i affaldscontaineren i gården, og folkene bag trak sig hurtigt væk, så han ikke kunne finde hjem igen. Men han prøvede heller ikke.
Han forstod det straks. Allerede på mandens ansigt så han afgørelsen. Da Misse kradsede det nye lædersofa, blev fruens tålmodighed opbrugt. Den sofa havde kostet mange penge. Hun traf beslutningen. Og manden? Ja… Han sagde aldrig hende imod.
Han bar den spinkle, unge kat under armen og gik over til affaldscontaineren på nabovejen. Misse stak ikke engang af – han forstod alt for godt. Alt var spildt. Ikke engang et ordentligt farvel. Ikke et klap. Ikke et undskyld.
Det føltes umenneskeligt nærmest som om han bare havde smidt gårsdagens skrald væk.
Misse sukkede, og ledte i containeren efter noget at spise. Han gnavede i nogle gamle kyllingeben, kravlede op og satte sig ved siden af den store, grønne skraldespand og kiggede op mod solen.
Han kneb øjnene sammen mod lyset, men vendte sig ikke bort. Solens varme stråler føltes godt. Han nød det.
Det var de sidste solstråler. Solstråler fra sommeren, fra sensommeren, fra vinterens kortvarige tø. Isen smeltede men kun udenpå. Indeni var Misse stadig frossen.
Aftenen faldt på, og natten var bidende kold. Efter solnedgang. Vinden bar frost og kulde, mens natten tog til.
Den røde kat var iskold. Han anede ikke, hvor han skulle gå hen eller hvor han kunne gemme sig, så han fandt en stor dynge visne, brune blade og puttede sig helt ind i den. Han krummede sig sammen til en lille bold. Først var det frygteligt koldt, og han rystede, men så…
Så, da vinden bar isflager, og hans pels blev stiv, blev det alligevel som om varmen bredte sig, og rystelserne fortog sig. En svag stemme inde i ham hviskede blide ord.
Ord, der vuggede ham og bad ham om at lukke øjnene og glemme alle ulykkerne.
Krøl dig endnu mere sammen og sov. Sov, sov, sov. Han følte varmen.
Varmen spredte sig gennem hans stive krop.
Det var så nemt. Man skulle bare give slip, så forsvinder alt. Roen, evigheden, alt det onde.
Misse sukkede én gang til og opgav. Hvorfor kæmpe? For hvad?
I morgen ville kulden og sulten vente igen. Samme ønske om bare at lukke øjnene og aldrig åbne dem igen.
Gadelygterne tændte derude, langt væk. Misse så én sidste gang på lyset. Han havde ofte siddet og kigget på det fra vinduet. Røde Misse tog det sidste lys ind, og hans øjne glimtede i mørket.
Netop det lille skær fangede en rødtopret piges blik. Hun var på vej hjem med sin far. Hun hev ham i jakken.
– Der er nogen, sagde hun Der er nogen i bladene.
– Der er ingen, sagde faren og frøs. Kom nu, jeg fryser.
Han prøvede at trække hende væk fra den store bunke blade. Men den rødhårede pige trak sig fri.
– Jeg så det. Jeg så lyset.
– Lys i en bunke blade? undrede faren. Det kan da ikke passe…
Men pigen var allerede henne ved bunken og gravede i de visne blade, og dér lå han. Den røde kat.
– Far! råbte hun.
– Der er han. Det er ham!
– Hvem? spurgte faren, mens han gik over til hende.
– Ham her, sagde hun og prøvede at løfte det lille, kolde kattetænk.
– Lad ham ligge, sagde faren.
Han er død. Vi kan ikke tage en død kat med hjem.
Han er ikke død, svarede den rødhårede pige. Jeg ved det. Jeg så lyset i hans øjne.
– Lys i kattens øjne? Faren løftede et øjenbryn skeptisk.
Han gik alligevel tættere på og prøvede at mærke efter, om der var hjerteslag.
Misse ville bare sove. Søvnen klistrede hans øjenlåg sammen, og varmen bredte sig i hans krop. Inderst inde hviskede stemmen: Sov, sov, sov… Luk ikke op.
Men så lød en tynd pigestemme, vedholdende og blid.
– Lyset i hans øjne.
Hvorfor forstyrrer de mig nu? Hvorfor må jeg ikke bare få fred?
Han åbnede besværet sine øjne for at se dem, nogen forstyrrede ham igen.
– Se! udbrød pigens stemme glad. -Se! Jeg sagde det. Så du? Lyset!
– Hvilket lys? spurgte faren forvirret, men tog sin jakke af, svøbte katten, og bar den hen mod opgangen.
Pigen fulgte hurtigt efter. Skynd dig far, han fryser jo.
De forsvandt op i opgangen og snart efter tændtes lyset i femte sals vindue.
Misse blev badet i lunt vand og fik lidt opvarmet mælk. Og pigen…
Pigen hviskede beroligende til ham: Du skal leve. Ikke dø nu, ikke dø, lov mig det.
Og isen begyndte at smelte på hans pels, men også dybt inde i hans sjæl.
Den store røde kat så forvirret til, mens far og datter tog sig af ham. Han var vågen nu og virkelig varm.
Varmen fyldte ham, ikke fra radiatorerne, men fra det lille barns hjertelag.
Udenfor stod han ham, der nogle gange hjælper, når alt er aller mørkest.
Han blev lidt og så op på det oplyste vindue på femte sal. Og han sagde: Jeg gør, hvad jeg kan. Hvad jeg kan.
Han blev stående og tilføjede med et lille smil:
Lyset, det er ikke alle, der kan se det. Og endnu færre kan holde fast i det.
Misse tænkte ikke som mennesker gør, på menneskets storhed og alt det. Han så bare på den rødhårede pige.
I hendes øjne strålede lyset.
Livets indsigt: Nogle gange skal det mindste lys i mørket til, for at noget, eller nogen, får en ny chance. Hjertet og håbet er det varmeste vi har.
