Æblet
Du er fuldstændig som din mor!
Som hvad, mormor? Karen kom uvilkårligt til at skyde skuldrene frem, men fangede sig selv med det samme. Hvem er det egentlig, hun forsvarer sig imod?!
Din egen! Din mor ville heller aldrig høre på nogen som helst. Og nu gør du nøjagtig det samme!
Hvad er det, jeg ikke vil høre?
Mig! Du skal lytte til mig! Og vise respekt! For jeg er ældre og ved trods alt, hvordan tingene hænger sammen! Forstår du?
Karen stirrede overrasket på sin let forpjuskede, rødmosset mormor, der rystede pegefingeren faretruende tæt ind under næsen på hende.
Det er alligevel interessant! Hvorfor skal hun absolut bestemme, at man skal høre på hende? Hun har slået sig ned her og flytter sig ikke!
Karen kunne mærke fingrene knuge sig lidt sammen, som havde hun lyst til at fjerne den grå vejrsky, der hang over denne dag. Bare lige at lysne lidt i kanterne Hun hadede mørket hun hadede skænderier, brok og skærpede stemmer Hendes mor havde aldrig talt oppe i ansigtet af hende. Mor plejede altid at sige, at ordentlige mennesker kan både lytte og forstå hinanden.
Åben ørerne, Karen, og lyt nu! Ligesom en kanin. Ved du, hvorfor kaninen er så god til at lytte? Fordi ræven lister! Hvis bare kaninen ikke hører ordentligt efter så hapser ræven lige fat i den. Bum! Så er det slut.
Lad nu være! lille Karen blev helt stille, og så på sin mor.
Præcis. Derfor er kaninen ikke dum. Den lytter rigtig godt efter og løber hurtigt. Ingen ræv får fat i sådan én.
Det var for længe siden, Karen næsten ikke længere kunne huske, hvornår det var sidste gang. Men alle mors historier sad stadig fast.
Det er mærkeligt da Karen var yngre, tænkte hun, at mor måske overdrev. Nu opdagede hun, at det faktisk var så rigtigt, som noget kunne være.
Man kan jo bare tage “mormor”. Karen havde aldrig mødt hende før sidste år. De boede i en lille by ved Vesterhavet, Karen gik i børnehave, hun sloges og blev gode venner igen med Tine og Mille, og derefter spiste de softice nede på den lille strandpromenade. Så begyndte skolen, hun mødte Rasmus, og der kom de første kys om sommeren ved vandet i solnedgangen.
Og mor var der
Karen mærkede, at hendes fingre gned på den store falske turkisperle, hun havde fået i et armbånd lavet af mor.
Det er måske fake? Men se lige, hvor fint det blev! Ved du, min pige, nogen gange er det ægte ikke altid det bedste. Det kan være både bittert og besværligt. Men erstatningen er ofte næsten lige så god eller bedre.
Hvordan da?
Jo, for nogle uger siden blev du og Tine sure på hinanden. Hvad var det for noget?
Hun sagde, vi var fattige, fordi mine Nike-sko var fake, og ikke ægte. Hun påstod, hun vidste, hvordan de skulle se ud.
Tja, det havde hun måske ret i. Din onkel Jens lavede dem jo til dig. Men ingen sagde, det var ægte Nike, vel?
Nej
Men de er af god læder, flotte, og lavet med kærlighed, fordi onkel Jens kan ikke gøre andet. Kan du lide dem?
Ja!
Nå, og hvad betyder det så, om de er ægte? Det eneste der betyder noget er, at du er glad for dem. Mange vil kun have fine mærker for at vise sig. For dig handler det om, at folk er ægte indeni ikke udenpå.
Dengang tænkte Karen længe. Så længe at hun fik vasket både sit eget værelse og mors. Til sidst gik hun ud i køkkenet. Mor stod og rørte i den varme hyldebærgrød og Karen spurgte:
Mor Betyder det, at Tine ikke er min bedste veninde? For hun siger søde ting, men bagefter stikker hun bag ryggen. Jeg ved, hun kan lide mine sko, men ville ikke indrømme det.
Hvor ved du det fra?
Mille har fortalt det. Hun sagde, at Tine lavede ballade hjemme, fordi hun ville have nogle, der var endnu smartere end mine.
Åh, Karen! mor lagde træskeen fra sig og krammede hende. Tag det nu roligt, Tine er lige så stor en unge som dig.
Mor, jeg er altså ikke lille!
Karen vred sig væk og kiggede op. Hun var sur, men mor vidste Karen var mest sur på sig selv. Hun havde tænkt noget dårligt om sin veninde, og det var jo ikke så pænt.
For mig er du lille det bliver I begge for jeres mødre altid. Og hvor ville jeg ønske, jeg kunne være lille igen, blive krammet og passet på Det er ikke så let.
Mor sukkede, kyssede hende og trak vejret dybt.
Men Karen du skal give Tine tid. Kan du huske, da hun trak dig hjem, da du faldt ned fra gyngen? Jeg var sikker på, hun var mere bange for dig, end for sig selv! Og det selvom hun selv havde slået knæene, fordi hun ville hoppe efter dig. Og hvor græd hun højt! Lægen spurgte, om hun også skulle have et stik, så I kunne lide det sammen. Kan du huske det?
Ja
Og da hun forærede dig de nye tuscher, som hendes far havde købt, bare fordi du var syg, og jeg ikke lod hende besøge dig? Hun sagde, du skulle tegne hende det flotteste billede, så hun kunne sætte det op på væggen og vente på, at du blev rask.
Mmm
Kan du så høre, hvor ligegyldigt det med skoene egentligt er? Med tiden vil du opdage, det betyder ingenting. Men lad nu være med at smide venskaber væk på grund af en misundelse.
Hun har allerede været her.
Hvorfor?
For at sige undskyld.
Og du?
Jeg sagde, at jeg ikke gider se hende mere og nej, vi er slet ikke fattige!
Du var sur?
Ja! Meget! Også nu! Men lidt mindre.
Vent, til du ikke er sur mere så snak med hende. Skænder I videre nu, bliver det værre. Giv tiden lidt ro.
Hvor Karen dog savnede sin mor nu Mor ville have vidst, hvad hun skulle sige og hvad hun skulle gøre. Især nu! Med mormor i huset
Hun dukkede ellers op helt ud af det blå. Karen havde ikke anet noget om, at mor havde haft det dårligt længe, eller at hun havde kontaktet sin eks-svigermor og bedt mormor om at komme.
Nå da! Hej, Ingrid! Jeg havde ikke troet, vi skulle ses igen! Den runde, rødmosset dame smækkede lågen i, lænede sig opad, og forsøgte at få vejret. Det er ulideligt varmt! Ved ikke, hvordan jeg skal klare det!
Goddag, Ruth!
Karen så forbløffet på mor hun anede ikke, hvilken mærkelig tone det var.
Er det Karen? Ruth slappede tungt ud og så nærmest mistroisk på pigen. Du er nu ikke til at genkende! Er du nu også Svend Aages datter?
Du er ikke blevet anderledes!
Nu var der grin i mors stemme og Karen slappede lidt af. Så slemt var det nok ikke.
Mormor faldt ikke i Karens smag. Larmende, hektisk, rastløs. Med ét fyldte hun huset med postyr og indbildte problemer.
Rod overalt! Kan du slet ikke holde orden, Ingrid?! Du har et barn! En pige ovenikøbet! Hvordan lærer hun at være kvinde sådan et sted? Hun bliver smidt ud i samme sekund, hun gifter sig! Og det ville være på sin plads!
Karen forstod aldrig, hvorfor hendes mor bare smilede lidt og lod det fare. Hun sagde aldrig fra, mens Ruth flintrede rundt og lavede huset om, men prøvede heller ikke at stoppe hende.
Kattemisserne blev skræmt så grundigt af den energi, at de endte med at gemme sig i alle hjørner, og hunden, Balder, en gave fra onkel Jens, listede stille ud og lagde sig i skyggen under æbletræet og knurrede kun indimellem, hvis Ruth råbte for højt.
Nå sådan! Husets eneste fornuftige væsen er åbenbart hunden! Den ved i det mindste, at den ikke hører til her! Dyr bør ikke være indendørs!
Missemisserne pilede for en sikkerheds skyld helt ud i haven, da de så Ruth gribe moppen.
Og så gjorde Karen modstand for første gang. Hun indfangede sin ynglingskat, Snøret, og gik med store demonstrative skridt ind på sit værelse.
Hov! Hvad er nu dét for noget, Karen! Ruths stemme var så dominerende, at Balder ude i haven begyndte at gø.
Jeg tager katten med. Kattene bliver indenfor. Og Balder også! De var her længere end dig. Hvis du vil have orden, så gør det men det her er vores hus, og du er gæst! Hjemme hos sig selv kan man gøre, hvad man vil.
Karen! Ingrid måbede og dækkede sig for munden. Hun havde aldrig hørt sin datter tale sådan til voksne.
Men til Karens overraskelse blev Ruth ikke fornærmet. Hun kneb øjnene sammen, smilede på sin egen mærkelige måde og fnøs:
Ja, hun er bestemt vores slags! Et æble, der ikke er faldet langt fra stammen! Ingrid! Du kunne godt have opdraget min datterdatter lidt bedre.
Siden lod Ruth faktisk kattene være. Hun skubbede dem væk med foden, når de kom i vejen, men jagede dem ikke længere ud af huset.
Men der var ikke tid til katte. Alt gik alt, alt for hurtigt og Karen kiggede fortabt på det gamle Bornholmerur, der stod på kommoden i stuen. Kunne tiden ikke bare holde op et øjeblik?! Karen havde brug for mere tid med sin mor. Det her var forkert!
Men tiden standsede ikke. Den hakkede videre, upåvirket af Karens bønner.
Læger, medicin, hospital
Ingrid døde en tidlig forårsmorgen.
Dagen inden havde Karen åbnet vinduet i mors værelse, lukket den kolde havluft ind og hvisket:
Mor, snart blomstrer dit kirsebærtræ! Helt snart!
Jeg skal gøre mit bedste for at se det, Karen Jeg vil så gerne!
Da Karen fik at vide, at hendes mor var væk, knækkede hun grenen fra træet, der ragende ind til vinduet. Nu var der ikke længere nogen, der kunne kigge på den.
Ruth brugte ingen omsvøb med Karen. Hun krammede hende fast, trak et kæmpe lommetørklæde op mere et lagen end et tørklæde og beordrede:
Græd! Skrig! Kom ud med det! Du har ikke brug for den byrde indeni! Du kunne ikke have gjort noget Vi har alle vores tid.
Hvor pokker kom de ord fra? Hvordan vidste mormor, hvad der boede i Karens sjæl lige nu? Men det var jo sandt. Karen bebrejdede mest sig selv. Mor arbejdede for meget, slappede ikke af Alt var for Karens skyld Hun skulle på universitetet, have sig en god uddannelse
Og Karen? Brugte aftenerne med Rasmus og veninderne, i stedet for bøger og pensler. Hun var dumpet, selvom hun vidste, hvor lidt tid, der var tilbage. Hun nåede kun lige at rette op men hun fortalte det ikke. Ville ikke gøre mor urolig
Det brev, Ingrid havde skrevet til Karen, fik hun først stukket i hånden på morens fyrretyveårsdag.
Her! Nu må du læse det. Din mor har efterladt det til dig.
Hvorfor er kuverten åbnet? Karen vendte det hvide, adresse-løse brev.
“Til Karen” var alt, der var skrevet med mors store håndskrift bagpå.
Tror du, jeg er sådan én, der læser fremmed post? Jeg ved godt, du nok ikke kan lide mig men så lav er jeg altså ikke! Ruth rystede på hovedet, vendte sig mod køkkenet og brummede: Jeg har ikke tid nu alligevel. Hvis du vil hjælpe med at gøre rent, så kom. Men jeg har travlt!
Karen kunne straks mærke, hun var blevet lidt såret. Der var hverken brok eller skænderi bare en stille snerren, mens døren blev lukket. Karen stillede sig op ad det sted, hvor mor med blyant havde lavet streger for at markere, hvor meget Karen var vokset.
Hold nu op! Hvor er Karen blevet stor! Tænk, hvor du er vokset!
Mors stemme lød næsten tydelig, så Karen fór tilbage.
Rigtig stor! Hvis hun havde været det, ville hun ikke uden videre gøre andre kede af det. Mor ville ikke have bifaldet sådan opførsel.
Hun gik ind på sit værelse, satte sig på gulvet og lagde brevene på knæene uden at åbne. Det føltes tungt Hun ville gerne sige så meget til sin mor. Og der var så meget, hun aldrig havde hørt
Kuverten var tyk og fyldt med sider revet ud af en blåstribet notesbog. Hun trak Snøret ind til sig og hev forsigtigt papiret op.
“Karen! Hold nu op med at tude! Du er stærkere, end du tror! Livet er fantastisk det gælder om at sætte pris på det. Selvom du synes, vi fik for lidt tid sammen, så tror jeg, vi fik mere end de fleste. Dét skal du huske!
Måske skal jeg begynde med at fortælle dig om dig og din far. Jeg blev stormende forelsket i ham, da jeg mødte ham. Mine veninder vendte øjne: Er du vild, manden er jo rødhåret! De kunne ikke se hans charme. Du har hans fregner, øjne og næse resten har du fra mig.
Og Ruth ja, hun er din farmor er egentlig en god dame. Tag ikke hårdt på hende, at hun er højtråbende og emotionel sådan har hun altid været. Men hun er til at regne med.
Du undrer dig måske over, hvorfor du først møder hende nu. Det er min skyld jeg var ung og stædig. Vi skændtes groft, dengang din far fandt en anden. Sådan sker det. Det handler ikke om, at du ikke betød noget, eller jeg ikke elskede din far. Han mødte bare en, der blev hans hele univers…
Jeg så ikke klart. Ruth kom for at hjælpe, men vi råbte så grimt den dag, at jeg nægtede, hun havde noget med dig at gøre. Hun havde været så god, da jeg lå på hospital og du endnu ikke var født hun blev boende hos os i en måned, lavede dampede frikadeller og lagde huset om, så jeg næsten ikke kunne finde mine ting bagefter. Hun tog ikke hjem, før hun vidste, alt var godt.
Jeg vidste ikke, hun havde kontaktet den nye dame, snakket og nærmest kommet op at skændes for at alle skulle have det godt. Og hun har taget godt imod hendes børn for du har faktisk både en bror og en søster. Hvis du vil møde dem, spørger du Ruth. For ensomhed er ikke godt for nogen.
Men nu Karen, uddan dig. Find noget, du virkelig vil! Lad ikke andre styre dig! Du har talent brug det. Jeg bad Ruth hjælpe dig, hvis det blev svært. Jeg har lidt penge tilbage ikke mange, det meste gik til medicin men nok til, du kan klare dig et år eller to. Så klarer du dig selv du har jo tidligere solgt dine tasker og billeder nede til turisterne. I København eller Aarhus skal det nok gå endnu bedre! Slip ikke drømmen.
Og jeg tror på, at du en dag har din egen udstilling i en storby. Jeg glæder mig selvom du ikke kan se det. Hav tillid til dig selv, Karen. Jeg elsker dig! Tør nu de tårer!
Mor.”
Karen lagde brevet fra sig og sad længe helt stille, mens tårerne rendte. Mor havde jo sagt, hun ikke skulle græde!
Snøret lå og snoede sig på måtten, og Karen vidste ikke, hvordan hun skulle komme videre.
Hun blev revet ud af tankerne, da Ruth kiggede ind, tændte lyset og sagde:
Stå op! Nu er det slut med at sidde her og sumpe jeg laver te, og så snakker vi. Der er arbejde at gøre ikke tid til gråd!
Projekt “kunstner” brød Ruth sig bestemt ikke om. Hun brugte tusinde ord på, at Karen burde tage en “rigtig uddannelse”. Karen gad ikke høre efter. Til sidst rullede Ruth med øjnene og erklærede, at Karen var stædig som et æsel, præcis som én, der ikke kunne indrømme, at et enkelt dumt ord kunne betyde ens karriere og familiers varme kunne blive smadret for altid.
Tænk, så mange år uden så meget som et kort! Og jeg ledte efter jer, så det halve kunne være nok! Hvordan skulle jeg vide, din mor gav dig nyt navn og fandt på et helt andet efternavn? Jeg troede bare, hun havde taget sit pigenavn! Men hun fandt på noget helt nyt! Hvordan bar hun sig ad?
Onkel Jens hjalp.
Ham skal jeg nok snakke alvor med! Han tog chancen fra mig for at finde dig! Han skal få at høre!
Nej, lad være, han er så god! Han hjalp os i årevis! Mor ville ikke gifte sig med ham, for hun elskede far men jeg vidste jo ikke, han levede!
Det er sandelig mærkeligt, Ruth drønede tallerkenen lidt hårdt i bordet. Spis så! Og tænk over, hvad du vil blive! Kunstner hvad er det for noget pjat? Du skal da være økonom eller bogholder så er du sikret!
Mormor! For Guds skyld.
Hvad? Først lærer du at tælle andres, så bliver der måske lidt til dig også!
Nej tak. Jeg skal gøre det, jeg elsker! Mor har givet dig penge jeg fylder atten om en måned. Jeg vil have de penge og så klarer jeg mig selv! Du behøver ikke tænke på mig mere!
Ruth røg til vejrs over det, pegede men lod alligevel være med at brokke sig. Hun målte Karen intenst, nikkede, og lavede det der mærkelige håndtegn, som alle børn kender allerede i børnehaven.
Sådan! Ser du? Jeg tager med! Og jeg skal holde øje med, at du gør dig umage. Jeg har givet din mor mit ord! Og så er det sagt.
Ruth gryntede, skubbede tallerkenen hen til Karen og gav ordren:
Spis! Det hele er blevet koldt!
Et par år senere, i et lille galleri i København, går en sær forsamling rundt mellem billederne.
En rødblond, lidt rodet, småbuttet dame, en høj, langlemmet fyr i smarte briller og Karen nu med sin et-årige søn på armen.
Nå? spørger hun, selvom hun flere gange har lovet sig ikke at bede om mormors dom i dag.
Ruth kigger på Karen, fnysser lidt mere, napper lige sønnen og tørrer næsen af ham, lægger hovedet til sit bryst, og så nikker hun.
Det er godt! Flotte rammer også! Men du bruger nu rigeligt med farve på lærredet, Karen! Kunne du ikke spare lidt? Og ryd så op i dit værksted! Jeg var der i morges man kan knap nok træde ind! Gustav! Hun vender sig mod fyren i briller. Hvad kigger du på?
Hvad nu, Ruth?
Prøv at se hvilke poser, hun har under øjnene! Hun får jo ikke sovet! Sådan jeg tager Simon med hjem i dag! I skal sove, slappe af, komme ovenpå, og så ses vi igen efter weekenden! Forstået? Godt så går vi, ikke også, lille ven?
Og lige efter, på vej forbi Karen, stopper hun op for en stund, aer hende på kinden og hvisker:
Din mor ville være stolt af dig, min pige! Det er jeg sandelig også! Det ved du, ikke? Du er mit lille æbleKaren nikkede ordløst, for et øjeblik. Hun mærkede den varme hånd på sin kind, oplevede det underlige stød gennem kroppen, som når man ved, noget endelig har fundet på plads i én. Hun så Ruth vralte afsted, Simon på armen, snakkende lavmælt, mens Gustav forsøgte at holde trit, og så stod hun alene midt i det lille galleri, midt mellem sine egne farver og fortællinger.
Hun kiggede op. På det ene billede havde hun malet det gamle æbletræ hjemme fra haven, badet i forårslys, grenene tunge af blomster og skyggen blød under kronen. Der sad en lille kanin gemt i det grønne. Og et par fregnede barnehænder, næsten skjult, som var de ved at række op efter et særligt smukt æble.
Karen smilede stille.
Måske var hun ikke den, der havde svaret på alt. Men hun havde modet til at plante nye træer og måske, en dag, fortælle historier, som blev hængende endnu længere end æblerne på grenene.
Da døren gik op, fyldtes rummet af latter og stemmer. Nye besøgende, nye spørgsmål, nye veje.
Hej Karen! Når du er klar, så står vi og venter Gustav er ved at købe jordbær, og Ruth har allerede taget overtøjet på Simon, selvom vi bliver. Vil du med hjem?
Karen trak vejret ind, fyldt af lyset fra rummet, duften af lærred og kaffe. Hun gik hen imod dem.
Ja, jeg kommer nu! I ventede jo på mig.
Og ude mellem brostenene gled hendes fod let som om hun for første gang opdagede, at jorden under hende var hendes egen.
