Jeg fortæller jer, hvorfor jeg ikke ønsker at lade mine børn være alene med deres bedstemødre.
Jeg er 31 år gammel og mor på fuld tid til to piger: Ida på 3 år og lille Rikke på 1 år og det er mit helt eget valg! Da jeg fik mit første barn, forestillede jeg mig naivt, at bedstemødrene selvfølgelig ville hjælpe til i starten. I stedet blev de hurtigt mere forvirrende end hjælpende, og jeg endte med at klare alt selv.
Lad mig forklare nærmere:
Efter Idas fødsel, og især da vi kom hjem fra hospitalet, følte jeg mig fortabt alt føltes som om, man havde søvn i øjnene og gik rundt i en mærkelig tåge. Det, som nu føles så enkelt efter to børn, virkede dengang umuligt at regne ud. Alt hjemme føltes monotont og underligt fjernt som om jeg stod udenfor og kiggede ned på mit eget liv med fugleperspektiv.
Naturligvis stod der ikke nogen manual skrevet i mit hoved om, hvordan man skulle tage sig af et spædbarn.
Jeg ved ikke, hvor det kom fra nok det der drømmelogik, hvor gamle generationer bare ved ting men jeg troede virkelig, at de ældre kvinder, med al deres erfaring, ville vide alt: hvordan man skifter, vasker, fodrer, klipper negle, behandler snot og feber. Men nej, bedstemødrene kunne ikke engang blive enige om, hvordan Ida skulle bades.
Selvfølgelig lærte jeg hurtigt kunsten at skifte ble og resten af gøremålene. Jeg er oprigtigt taknemmelig for alt, min mor og svigermor har gjort for mig og måske netop derfor må jeg stadig smile et skævt smil:
Bedstemor 1 (min svigermor):
-Du skal velsigne vandet med en lille sang, inden barnet får det at drikke.
-Halvt år senere købte jeg alligevel et Brita-filter.
-Hun kom drømmende ind med en mærkelig, grå sæbe børn skulle kun vaskes med dén, og den kunne endda bruges mod udslæt på albuerne.
-Du opdrager dine børn forkert derfor bliver de syge (ingen ville helt forklare hvordan).
-Hvis du vil have dit barn til at holde op med at skrige, skal du tage til vestkysten og finde en gammel klog kone, så hun kan se på barnet.
Bedstemor 2 (min egen mor):
-Skrigeriet? Det er ingenting, det går over.
-Feber? Giv dem en halv Panodil, så går det væk.
-I køber alt for meget legetøj, børn har bedre af at kede sig.
-Jeg kan komme lørdag klokken 13 og passe dem, men skal videre til biografen klokken 16. Det er sådan hver weekend.
-Man kan sagtens give sukker og salt til en baby på 6 måneder, bare lidt. Hvis børnene beder om noget fra bordet, skal de prøve det.
-Jeg elsker min mor, men nu har jeg pludselig så mange spørgsmål til, hvordan vi selv blev opdraget!
Blev vi egentlig fodret ordentligt? Jeg husker, at vi blev sat af hos mormor i Hvidovre og hele dagen spiste makaroni. Hjemme stod den altid på fed sovs. Min hoste blev aldrig taget alvorligt; det endte med kighoste. Måske forstår jeg først nu, hvorfor jeg altid har haft ondt i maven der var ikke nogen, der så sammenhængen.
Så, konklusionen er: Jeg holder faktisk af bedstemødrene, men jeg kunne aldrig drømme om at lade dem passe pigerne i flere dage. Under opsyn? Ja. Er jeg paranoid? Nej, men jeg er bange. Måske endda lidt bange for min egen drøm.
