Jeg er her ikke
– Har du nu igen købt det bras? Henrik satte posen hårdt på bordet, så noget klirrede inden i. Jeg sagde jo: ikke mere “Velour”. Det er dyrt og unødvendigt.
Ninna Sørensen stod ved vinduet og så ud i gården. Dernede jagtede nabopigens datter, omkring syv år, duerne op, så de lettede i en sky, splittede og samledes på asfalten igen, som om intet var hændt. Ninna kiggede på dem og tænkte på, hvornår hun sidst havde købt noget bare for sin egen skyld. Bare fordi hun havde lyst.
Det er håndcreme, Henrik. Tooghalvfjerds kroner.
Tooghalvfjerds er da tooghalvfjerds. Kan du ikke regne længere?
Hun svarede ikke. Hun vendte sig, tog posen, fandt den lille dåse med gyldent låg frem, satte den i vindueskarmen ved siden af geranien. Geranien havde ikke blomstret længe. Ninna havde tænkt, hun skulle finde ud af hvorfor, men havde aldrig fået gjort det.
Ninna. Jeg taler til dig.
Jeg hører dig, Henrik.
Hun gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tænkte på aftensmaden. Bag sig hørte hun hans tunge, jævne skridt og derefter døren til kontoret, der smækkede. Hun åndede ud.
Hun var otteoghalvtreds. Boede i Odense, i en treværelses lejlighed på Klaregade, havde været gift med Henrik Pedersen i niogtyve år. De havde en voksen søn, Anders, der boede i Aarhus og ringede søndage, medmindre han glemte det. De havde et sommerhus nord for Kerteminde, Henrik kørte bilen, hun arbejdede på byens bibliotek som seniormedarbejder det havde hun gjort i atten år.
Der var et liv. Det havde ingen taget fra hende.
Hun tog kyllingefileten op, lagde den på skærebrættet, fandt kniven frem. Udenfor var pigen væk, og duerne var fløjet. Gården stod tom og grå, enkelte grønne vækstskud skød op gennem sprækkerne i fliserne.
Ninna opdagede, at hun stod med kniven i hånden uden at gøre noget. Bare stod.
Hun lagde kniven fra sig, gik hen til vinduet og skruede låget af cremedåsen. Duften var mild, lidt blomsteragtig. Hun tog lidt creme på håndryggen, smurte det ind. Huden sugede det hurtigt, og det føltes som om nogen holdt blidt om hendes hånd.
Ninna skruede låget på og gik tilbage til kyllingen.
Den aften var som sædvanlig. Henrik spiste i tavshed, så nyheder og gik i seng. Ninna sad længe i køkkenet over en kop te, der for længst var kold, og bladrede i et gammelt haveblad. Læste ikke. Bare sad.
Næste morgen kom hun på arbejde og fandt Helle Kristensen grædende bag periodikahyllen.
Helle, hvad sker der?
Helle var tre år ældre end Ninna, havde arbejdet på biblioteket længst og kendte hver bogs placering. Ninna havde aldrig før set hende græde.
Intet, intet, Helle vinkede afværgende, fandt lommetørklædet frem. Undskyld. Det er privat.
Du må gerne fortælle det.
Der er ikke noget at fortælle. Helle pudsede næse og gemte tørklædet. Min datter ringede i går. Hun sagde: “Mor, du er blevet gammeldags.” Lige ud. Gammeldags.
På hvilken måde?
Præcist sådan. Jeg gav hende et råd om, hvordan hun kunne tale med sin mand. I min ånd, menneskeligt, du ved. Hun sagde: “Mor, dine råd hører fortiden til. Du forstår ikke, hvordan folk lever nu.” Helle skjulte hænderne i lommerne. Måske har hun ret.
Det har hun ikke, sagde Ninna.
Hvordan ved du det?
Ninna fandt ikke noget at svare. De stod et øjeblik i den tyste lugt af papir og gammel hylde, så gik de til hver sin opgave.
I frokostpausen gik Ninna en tur ud. April var kølig, men solen stod lavt og orange, og hun satte sig på en bænk i Lottrups Have og lod lys skinne bag øjenlågene. Hun tænkte på Helle, på hendes datter, på ordet “gammeldags”. På sig selv.
Ninna Sørensen, født 1966 i Odense. Hun havde læst dansk på seminariet. Gift som niogtyveårig sent for sin generation. Henrik var ingeniør, alvorlig og virkede solid. Året efter kom Anders til. Ninna havde først været på barsel, derefter på deltid, så tog hun sin mor til sig, indtil hun gik bort, og så fuldtid på biblioteket igen. Livet blev til, stødt og roligt, uden store udsving.
Et eller andet blev væk undervejs, et noget hun ikke længere kunne navngive. Noget, hun følte, havde været der, men ikke var mere.
Hun åbnede øjnene. En blomstrende kirsebær stod overfor bænken, overdådigt hvid. Ninna kom i tanke om, at hun ikke havde tegnet i mindst tredive år. På seminariet tegnede hun pastel for sig selv, bare sådan. Siden blev der aldrig tid. Siden kom akavetheden. Så blev det glemt.
Hun tog sin mobil og ringede til Anders. Han svarede efter tredje ring. Han lød distraheret.
Hej mor. Alt okay?
Ja. Jeg ville bare lige høre din stemme.
Jeg er næsten på vej til møde, må jeg ringe igen i aften?
Selvfølgelig. Ring endelig.
Han ringede ikke tilbage. Det var som det plejede.
Ninna vendte tilbage til biblioteket, fik dagen til at gå, købte et brød med hjem, gik den vej hun gik hver dag. Knew hver flise, hver bue i fortovet.
Henrik var hjemme før hende. Sad for computeren. Hun stillede skoene og gik i køkkenet.
Skal du have aftensmad?
Senere.
Hun satte vand over og fandt den sidste rest suppe. Mens den blev varm, så hun på cremen, der stadig stod i vindueskarmen. Den var lille, pæn. Henrik havde nok ret tooghalvfjerds kroner. Hvorfor egentlig?
Så tænkte hun, at duften havde været god.
Hun lod dåsen stå.
To uger gik der. Alting gik i sine vanlige baner. En dag kom Signe ind på biblioteket.
Ninna lagde mærke til hende straks. En kvinde på femogfyrre, i frakkefarve som modne kirsebær, kort hår, rank holdning. Hun gik målrettet hen til skranken og sagde, hun ville lånes op, gerne bøger om psykologi og, hvis de havde, noget om akvarelmaling.
Akvarel? spurgte Ninna.
Ja. Jeg tegnede lidt som barn og vil prøve igen.
Ninna fandt et lånerkort til hende og viste hende bøgerne. Signe gik rundt mellem hylderne, bladrede, lagde fra sig, tog op igen. Der var noget ved hende, Ninna ikke straks kunne sætte ord på en selvstændighed, som om hun var nok i sig selv.
Efter en halv time kom Signe med to bøger.
Læser du selv noget af det her? sagde hun og nikkede mod psykologi.
Af og til.
Du har vel været her længe?
Atten år.
Signe så på hende, ikke kritisk, men lyttende.
Det er længe, sagde hun.
Ja.
Kan du lide det?
Ninna tøvede. Let spørgsmål, svært svar.
Jeg kan lide bøgerne. Jeg kan lide folkene. Og jeg kan lide at komme her.
At komme her, gentog Signe og mærkede på ordet. Hun tog bøgerne med.
Ugen efter kom hun igen, afleverede én bog og bad om mere om akvarel. Ninna fandt et tyndt album med reproduktioner. Signe tog det, og spurgte pludselig:
Har du ikke lyst selv at prøve?
Prøve hvad?
Male. Jeg går til akvarel hver lørdag. En lille gruppe, afslappet. Kom med.
Ninna ville næsten sige nej. Men hun sagde:
Hvor er det henne?
Signe skrev adressen på et stykke papir. Kunstværkstedet “Hvidt Lys”, Gråbrødre Plads, lørdag klokken elleve.
Hele aftenen kiggede Ninna på papiret, lod det ligge i forklædet, så ved cremen i vindueskarmen. Henrik spurgte ikke til det. Han spurgte overhovedet ikke til hendes gøremål, medmindre det drejede sig om penge eller husholdning.
Om fredagen, da de spiste, sagde hun:
Jeg skal på akvarelkursus i morgen.
Henrik så op fra sin mad.
Hvor?
På Gråbrødre Plads. En fra biblioteket, hun har inviteret.
Hvad koster sådan noget?
Jeg har ikke spurgt.
Nå. Så gør det da, hvis du ikke har andet at lave.
Han så ikke på hende. Spiste bare videre. Ordene lød bekendte: Hvis du ikke har andet at tage dig til. I niogtyve år havde hun hørt det: Nu igen. Hvorfor? Hvad koster det? Intet andet at lave.
Javel, sagde hun. Jeg går.
Næste morgen stod hun op klokken otte, vaskede sig, tog grå sweater og mørkeblå bukser på. Hun så sig i spejlet for første gang i lang tid rigtig så hun sig selv. Ansigtet ældre, men ikke grimt. Gråblå øjne, liv. Håret stribet af grå, stadig tæt. Hun satte det op, lagde lidt creme på hals og hænder.
Hun tog afsted i god tid.
Kunstværkstedet “Hvidt Lys” lå på anden sal i et gammelt købmandshus. Indeni var der lyse vægge, trægulv, store vinduer. Ninna gik op ad trappen, ind ad døren.
Signe var der allerede sammen med fire andre kvinder og én mand på omkring halvtreds. De sad rundt om et langt bord, alle med glas vand og ark papir foran sig.
Ninna! Signe vinkede. Du kom!
Ninna satte sig ved siden af hende. Læreren, en ung kvinde ved navn Stine, forklarede, at de i dag skulle male en syrengren. Ninna tog penslen op. Hånden rystede lidt ikke af nervøsitet, men uvant.
Glem om det skal være pænt, sagde Stine. Tænk kun på farven og vandet.
Ninna satte den første streg. Lilla flød ud over papiret, blandede sig med blå. Hun lod farven løbe, lidt uden for hvad hun ville, men det var spændende. Signe arbejdede koncentreret, manden kæmpede med en lille pensel og så utilfreds ud.
Efter en time så hun på sit billede. Det lignede ikke en syrengren. Men der var liv, noget hun selv havde skabt.
Smukt, sagde den ældre kvinde overfor, som hed Grete.
Det synes jeg ikke.
Men det gør jeg. Der er en stemning.
Ninna kiggede igen. Måske.
Efter kurset inviterede Signe på kaffe på den nærliggende café. De sad ved vinduet, bestilte, og Signe spurgte:
Kunne du lide det?
Ja. Overraskende meget.
Det vidste jeg. Signe holdt koppen med begge hænder. Du kigger på ting, som om du vil se dem, men ikke helt tør.
Ninna svarede ikke straks. Så spurgte hun:
Har du været længe i Odense?
Tre år. Flyttede fra Aalborg efter min skilsmisse.
Det må have været svært.
I starten ja. Men så blev det bedre. Og så interessant.
Interessant?
At lære sig selv at kende. Jeg vidste ikke, hvem jeg var. Hun smilede, varmt. Er du gift?
Niogtyve år.
Og…?
Ninna rørte rundt i kaffen.
Nogle gange godt, nogle gange mindre godt.
Signe nikkede. Pressede ikke på.
Hjemme var Henrik optaget af fodbold. Han spurgte ikke. Ninna varmede suppe, spiste alene og satte akvarellen op ved siden af geranien.
Den virkede mere levende end før. Ninna så efter der var en lille rød knop på en stilk.
Næste lørdag gik hun igen til malekurset. Og igen. Signe kom hver gang. Snakken efter kurset blev længere. Ninna fortalte om biblioteket og bøger hun holdt af. Signe fortalte om sit arbejde hun var bogholder i et mindre entreprenørfirma om Aalborg, om sin datter, der boede hos faren og lærte engelsk.
En dag spurgte Ninna:
Føler du dig ikke alene her?
Nogle gange. Men det er en anden ensomhed end før.
Hvordan?
Signe lagde hænderne på bordet, tænkte sig om.
Før følte jeg mig alene, selv i et forhold. Det var tungt. Nu er jeg alene, men ikke ensom. Kender du forskellen?
Ninna nikkede. Hun sagde det ikke højt, men indeni rørte noget på sig. Som flager på en frossen sø, langsomt løsnet.
I maj udbød kommunen en kulturel konkurrence for bibliotekerne man skulle arrangere et event for lokalområdet. Bibliotekslederen, Marianne Lund, spurgte:
Nogen idéer?
Alle var tavse. Ninna rummede allerede tanker.
Hvad med en aften om kvinder? sagde hun.
Alle så på hende.
Hvordan? spurgte Marianne.
Kvinder fra kvarteret, i alle aldre, fortæller deres historier. Ikke litterære, men virkelige liv. Samtidig kan vi vise deres håndarbejde, maleri, strik, keramik.
En pause.
Det er anderledes, sagde Marianne.
Men levende.
Hvem tager opgaven?
Det gør jeg, sagde Ninna, lidt overrasket over sig selv.
Godt, sagde Marianne. Lad os prøve.
Ninna ringede straks til Signe, der grinede:
Dig? Hvor er du modig! Jeg er med og vi kan spørge Grete fra akvarelholdet. Hun laver keramik.
Grete toogtres, pensioneret, lavede små fugle og solgte på markeder. Hun sagde straks ja.
Ninna skitserede programmet om aftenen, når Henrik sad i kontoret. Ved køkkenbordet skrev hun, rettede, skrev om. Det føltes usædvanligt, at skabe noget. Ikke bære op, ikke holde orden, men skabe.
En aften kom Henrik i køkkenet.
Hvad skriver du?
Arbejde. Jeg planlægger et arrangement.
Bibliotek igen.
Ja.
Han fyldte et glas vand.
Du er optaget af meget for tiden.
Er det et problem?
Han trak på skuldrene.
Maden var kold i dag.
Undskyld. Jeg var opslugt.
Han gik. Ninna så efter ham og tænkte, han nævnte maden og ikke hendes energi. Altid praktiske forhold, aldrig hvordan hun faktisk havde det.
Arrangementet blev lørdag i juni. Ninna havde fire kvinder med, inklusiv Signe og Grete, plus to andre fra lokalområdet: Kirsten, tidligere geografilærer med digte i skuffen, og Stine fra malekurset, den yngste.
Hun lavede plakater, indryk i lokalavisen. Og frygtede, at ingen ville komme. Men salen blev fyldt. Over tredive kvinder fra naboområdet, alle aldre, én meget gammel dame ledsaget af sin datter.
Ninna bød velkommen kun få ord, at det vigtigste var at lytte til hinanden. Grete startede, fortalte om at gå på pension og føle sig unyttig indtil hun opdagede glæden i keramik: “Jeg opdagede, jeg havde hænder!” Salen lo, hjerteligt.
Signe talte om at starte forfra i midten af fyrrerne: “Jeg var bange men for vanen, ikke for det nye.” Ninna lagde mærke til ordene.
Kirsten reciterede to digte, stemmen rystede først, ikke til sidst. Da hun var færdig, klappede alle.
Efter arrangementet ryddede Ninna op sammen med Helle. Helle sagde:
Det var rigtig godt. Jeg mener det.
Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg ikke har gjort det før.
Du har altid kunnet med folk, du gav bare ikke dig selv lov.
Mener du det?
Jeg ved det. Vi har arbejdet sammen i atten år.
Ninna fandt et glemt tørklæde, hængte det på knagen. Måske havde Helle ret. Det var godt og lidt sørgeligt at det først var nu.
Hjemme sov Henrik allerede. Ninna drak et glas vand i køkkenet. I vindueskarmen stod creme og akvarellen af syren. Geranien blomstrede med fire røde hoveder.
Ninna smurte forsigtigt creme på hænderne. Så på geranien og tænkte på Signe. “Jeg frygtede ikke nyt, men det vante.”
Næste morgen spurgte Henrik:
Hvordan gik det?
Godt. Der kom mange.
Fik du da noget at spise?
Vi fik te.
Te er ikke mad. Han kiggede ned i sin mobil.
Ninna tog sin kaffe og gik ud på altanen. Haven var tom, duftede af poppel. Hun tænkte, Henri havde spurgt, om hun havde spist. Omsorg, måske. Hans måde. Niogtyve år havde hun forvekslet formen for indholdet, bemærkede ikke, at indholdet måske var væk.
Hun vidste ikke. Hun var kun begyndt at se klart.
I juli ringede Anders en onsdag ikke søndag, usædvanligt.
Hej mor. Hvordan går det?
Fint, Anders. Noget galt?
Signe skrev til mig. Hun fandt mig på nettet og fortalte, du havde arrangeret et fantastisk event. Det vidste jeg ikke.
Du spurgte ikke.
Stilhed.
Undskyld, mor. Fortæl mig om det.
Ninna fortalte. Om akvarelholdet, Grete og hendes keramiske fugle, Kirsten og hendes digte, og om fyldte sale. Anders lyttede uden at afbryde.
Du er sej, mor. Ærligt.
Tak.
Har du gjort det tit?
Det var første gang.
Det skulle du have gjort noget før.
Det skulle jeg, sagde hun.
Efter en pause spurgte Anders:
Er alt godt med dig og far?
Ninna så ud af vinduet. Gården var badet i julisolen, to drenge sparkede bold.
Det kører som vanligt, sagde hun.
Er det godt eller dårligt?
Det ved jeg endnu ikke.
Det blev ikke mere berørt.
I august besøgte Anders dem fire dage. Han lignede sin far af udseende, men havde noget af sin mors måde at lytte på. Han havde ost og nødder med, sad længe ved køkkenbordet, hørte hende fortælle.
En morgen, Henrik var i sommerhuset, sagde Anders:
Mor, du har ændret dig.
På hvilken måde?
Jeg kan ikke sætte ord på det. Som om du fylder mere.
Jeg forstår det.
Er du glad?
Ninna holdt om koppen. Kaffen var varm.
Ja. Men det er også lidt skræmmende.
Hvorfor?
Når man ser sig selv klarere, ser man alt andet klarere. Og det er ikke altid behageligt.
Anders nikkede.
Ser far det?
Han ser, at maden er kold, sagde Ninna og skævede til ham. Undskyld, det var ikke fair.
Det må man da godt sige. Har du talt med ham om, hvad du har brug for?
Det ved jeg ikke, hvordan man gør.
Prøv.
Da han tog afsted, lagde hun rent på gæstesengen og tænkte over det. Prøv. Hvorfor havde hun ikke prøvet rigtigt før? Hun havde aldrig talt om det allervigtigste. Det føltes sikrest sådan.
I september fortalte Marianne Lund, at kommunen ville gentage kvinde-eventet for hele bydelen og Ninna skulle igen være ansvarlig.
Det er et stort arbejde. Men vi genforhandler også din løn.
Jeg siger ja.
Marianne smilte.
Du har forandret dig denne sommer.
Ikke på en dårlig måde.
Ninna så ud i biblioteket. Hylde efter hylde, læselamper, det store vindue med septemberlys.
Atten år. Først nu følte hun, hun ejede sit sted. Ikke bare var der. Hendes sted.
Efteråret bragte stille skift hjemme. Henrik opdagede, hun kom senere, at hun var væk lørdag formiddag til folk han ikke kendte.
Hvem er den der Signe?
Min veninde.
Siden hvornår har du veninder?
Siden februar. På biblioteket.
Hver uge?
Næsten.
Henrik så på hende noget nyt i hans blik. Forvirring, ikke irritation.
Jeg vil ikke bestemme, sagde han. Det er bare uvant.
Hvad?
At du har så meget i gang.
Ninna satte sig over for ham, så på ham uden forsvar for første gang i lang tid. Prøvede at se ham, som han var.
Henrik, sagde hun. Bliver du glad for jeg har noget ud over hus og arbejde?
Han tænkte.
Jeg ved det ikke. Måske.
Måske?
Det er uvant. Du var jo altid hjemme før. Nu er du alle vegne.
Jeg er her.
Ja, men anderledes.
Ninna så på hans ryg. Seksogtres, lidt rundrygget. Han var blevet ældre, mens hun havde været borte i sig selv.
Hvornår talte vi sidst med hinanden, om noget der ikke var mad eller bilen?
Han svarede ikke.
Netop, sagde Ninna.
November kom med kulde og det store event, nu med otte kvinder og en lokal kunstners udstilling. Signe hjalp, de sås næsten dagligt, drak kaffe, gik langs Åen når vejret tillod.
En dag sagde Ninna på gåturen:
Jeg forstår ikke, hvordan jeg virkelig har levet før nu.
Du levede jo bare, sagde Signe.
Nej, jeg boede indeni mig selv, gemte mig.
Det er ikke en beslutning, det er bare sådan.
Men jeg kunne jo have gjort andet.
Du gør det nu, Signe så på Odense Å, grå i novemberblæsten. Der er kvinder, der er udtømte, færdige som femogtrediveårige. Du begynder nu. Det er ikke sent.
Ninna fulgte en pram på vandet.
Jeg maler hver uge. Ni måneder i træk.
Jeg ved det.
I dag har jeg skrevet mit eget eventindlæg. Mine ord.
Jeg hørte dig læse det op.
Jeg kan lide det.
Det lever, sagde Signe.
Arrangementet trak over halvfjerds deltagere. Ninna bød velkommen, læste sit stykke op om at hver kvinde rummer noget, der kan vare længe, før det frigives. At alder åbner nye døre. Det var hverken moraliserende eller klogt bare sandt.
Da det sluttede, kom den ældste deltager, Anna Madsen, treogfirs.
Var det ikke om mig, du talte?
Om os alle sammen.
Nej, det føltes som mig. Jeg broderede som ung, stoppede igen. Måske skulle jeg prøve igen selv i min alder?
Det er slet ikke for sent.
Tror du virkelig?
Ja.
Anna gik. Datteren støttede hende; de gik langsomt, men gik med noget nyt.
December faldt roligt. Ninna havde nu sit eget lille litteraturhold i biblioteket hver onsdag. Seks-syv møder trofast op. De læser, diskuterer, er uenige så hun knap kan nå at føre ordet.
Derhjemme var der tyngde. Henrik var mere end normalt stille. Hun mærkede, han tænkte, men sagde intet. Nu ventede hun heller ikke længere.
Midt i december gik hun ind til Henrik og sagde:
Henrik, vi skal tale.
Nå, så tal da.
Ikke sådan rigtigt. Hun lukkede døren og satte sig overfor.
Hvad er der?
Ikke noget. Jeg har bare noget jeg vil sige du ikke har hørt før. Eller som jeg aldrig har sagt.
Henrik blev vag i ansigtet.
Jeg har i årevis levet, som om jeg næsten ikke fandtes, sagde hun stille. Men jeg fandtes. Jeg lavede mad, gik på arbejde, gjorde det, jeg skulle. Men indeni var jeg væk. Det er ikke kun din skyld, jeg lod det ske, men det handler også om os.
Henrik kiggede ned.
Vil du skilles?
Jeg ved det ikke. Men jeg vil tale rigtigt sammen. Jeg har brug for, du ser mig. Ikke maden, ikke skjorten. Mig.
En lang stilhed. Snevinden mod ruden.
Jeg kan ikke, Ninna, sagde han så. Jeg ved ikke hvordan.
Det ved jeg. Jeg bebrejder dig ikke. Men jeg vil prøve. Vil du også?
Han svarede ikke straks. Hun så spor af det han følte forvirring, men ægte.
Du har forandret dig meget i år, sagde Henrik.
Ja.
Jeg forstår dig ikke altid.
Jeg ved det.
Men… jeg vil ikke have, du går. Fra huset. Eller fra mig.
Ninna så på ham. Seksogtres, trætte skuldre, et ansigt der prøvede at lære nyt.
Lad os forsøge, sagde hun. Jeg lover ikke, det er let. Men vi prøver.
Januar kom med kulde og lys. Ninna gik i biblioteket, holdt sit hold, malede hver lørdag. Flere billeder pyntede nu køkkenvæggen. Geranien havde fået mere plads og blomstrede.
Hun så ikke Signe så tit arbejdet trak på hende men de snakkede ofte.
En dag sagde Signe:
Skal du fortsætte arrangementerne til foråret?
Ja, jeg planlægger et lille festival, flere dage.
Det er stort.
Ja, det tiltaler mig.
Signe lo.
Det havde jeg ikke troet om dig for et år siden.
Med Henrik var tingene stadig svære, men de talte mere. Nogle gange let, andre gange slet ikke. Ninna ventede, eller gjorde sit.
I februar sagde han en tilfældig aften:
Jeg var til lægen i sidste uge. Et tjek.
Hvad sagde han?
Bare blodtryk, fik piller.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Jeg ville ikke forstyrre dig. Du har nok at lave.
Ninna så på ham.
Henrik, jeg vil hellere vide noget, end ikke vide. Også om dig.
Jeg forstod det ikke før.
Nu gør vi, sagde hun.
Han så på billedet i vindueskarmen.
Er det dig der har malet det?
Ja.
Flot.
Jeg øver mig.
Sidst i februar ringede Helle Kristensen sent:
Forstyrrer jeg? Min datter er hos mig.
Er det hyggeligt?
Meget! Vi er blevet forsonet. Hun sagde undskyld for det med “gammeldags”.
Hvor er jeg glad på dine vegne.
Kan jeg prøve dit akvarelhold?
Selvfølgelig. Lørdag klokken elleve.
Jeg er bange for jeg kludrer.
Vi kludrer alle første gang. Det er pointen.
Lørdag kom Helle. Første streg blev for mørk, næste for lys. Hun sukkede opgivende.
Ninna, prøv at se det rod.
Jeg ser. Jeg kan godt lide det.
Det er ikke en gren, det er en plet.
Det er, hvad det er, første gang.
Behøver du ikke at trøste mig?
Jeg mener det. Næste gang bliver det noget andet.
Helle så på billedet og lo.
Ja, næste gang.
Marts bragte første varme. Ninna søgte kommunen, festivalen blev godkendt. Anders skrev han ville komme i april.
En aften efter Henrik var gået i seng, sad Ninna i køkkenet med sin idébog. Det smeltede fra taget, foråret rørte på sig udenfor. Geranien stod frodig, tre røde hoveder og en knop ventede på at åbne sig.
Hun så på cremedåsen. Den var tom nu, men hun lod den stå og havde allerede købt en ny “Velour”. Tooghalvfjerds kroner. Henrik sagde ingenting.
Hun åbnede notesbogen og skrev øverst: “Hvad ved jeg nu, som jeg ikke vidste for et år siden”. Kiggede på sætningen. Lagde bogen væk det behøvede ikke skrives ned. Det var allerede indeni.
Telefonen ringede sent næsten elleve Signe.
Er det ok? spurgte Ninna.
Ja, jeg har det godt. Bedre end før. Signe lød anderledes, levende. Ninna, jeg må fortælle dig noget. Jeg har fået tilbudt et job i Aalborg. Godt job, god løn. Min datter bor der. Jeg overvejer.
Ninna var stille et øjeblik.
Vil du tage af sted?
Jeg ved det ikke. Hvad siger du?
Jeg tror allerede du har besluttet dig, du har bare ikke sagt det til dig selv.
Stilhed.
Måske, ja.
Hvad frygter du?
At jeg efterlader alt det her: holdet, dig, Grete, Kirsten.
Vi forsvinder ikke.
Odense er langt væk fra Aalborg.
Signe. Kan du huske, hvad du sagde i november ved åen?
Hvad sagde jeg?
“Anderledes begynder, når det begynder”.
Signe lo blidt.
Der var jeg klog.
Det er du stadig.
Ninna, jeg vil spørge dig om noget. Helt oprigtigt.
Ja?
Er du lykkelig?
Ninna så på geranien. På cremen, på billederne i køkkenet. På notesbogen med den blanke side.
Jeg er mig selv nu, sagde hun. Det er vigtigere end alt andet.
Det er det gode svar.
Ja.
Stilhed.
Jeg er glad på dine vegne.
Og jeg på dine.
Ninna…
Ja?
Hvad gør du, hvis jeg tager til Aalborg?
Ninna så på den åbne notesbog, på den hvide side.
Jeg fortsætter, sagde hun.
