29. april
I dag satte jeg mig igen ned med dagbogen. Foråret er på sit højeste, og jeg er lige kommet hjem fra Tårnby, hvor jeg besøgte min moster, mors storesøster, som mor bad mig holde øje med, inden hun døde.
Moster Gudrun er lille og skrøbelig nu. Jeg har flere gange foreslået hende at flytte ind hos os i København jeg har fortalt, at hun får sit eget værelse, kan gå ture i gården, og der bor flere damer på hendes alder, så der ville ikke mangle selskab. Men hun nægter at forlade sit hjem i Tårnby, og jeg kan jo egentlig godt forstå hende. Så det er blevet en vane, at jeg hver tredje måned beder om fem dages orlov uden løn fra arbejdet og tager toget derud. To dage går med transporten, resten hjælper jeg til med alle småtingene i huset. Det er heldigt, at jeg selv er afdelingsleder, og min chef Michael er en gammel ven, så jeg kan tillade mig det. Denne forårstur blev dog først sidst i april arbejdet havde hobet sig op.
Moster Gudrun har ikke haft det let i vinter, og hendes nabo, fru Agnes, fortalte mig, at de to gange havde ringet efter ambulancen.
Hvorfor sagde I ikke noget? Hver gang jeg ringede, sagde I, at alt var fint, spurgte jeg, lidt frustreret.
Hun fik mig til at love ikke at sige noget Når jeg dør, så kan du sige det, sagde hun. Hun ville ikke forstyrre dig på arbejdet, svarede fru Agnes med et lille smil.
Jeg gik i Brugsen efter det sukker og salt, moster Gudrun havde skrevet på sedlen, og tog også ris, dåsekød og kondenseret mælk med. På vej hjem, henne ved trappen, så jeg en fem måneder gammel schæferhvalp den var noget for sig selv, storhovedet og med lang næse.
Gudrun, hvor har du fået den hund fra?
Den dukkede bare op. En aften i marts lukkede jeg lågen op, og der sad den, rystende og forfrossen. Den var så mager, men nu har jeg fodret den op. Den gør det hele lidt lysere i huset, grinede hun, mens hun kløede hunden bag øret.
Jeg satte mig ved siden af hvalpen, der straks lagde sit hoved på mine knæ. Jeg elsker hunde har altid ønsket mig en som barn, men mine forældre sagde nej. Nu har jeg ikke tid til en hund, og da min kone, Bodil, engang fik en kat, forsvandt den sporløst efter tre år. Vi har ingen børn det blev ikke sådan for os men vi har fundet en ro i bare at have hinanden og tage på rejser sammen.
Hvad hedder den så?
Ulrik. Det hed min gamle kat også.
Jeg kunne ikke lade være med at le: Er det ikke mærkeligt at kalde en hund noget så katteagtigt?
Hun trak på skuldrene. Det er da ligemeget han kommer, når jeg kalder.
De dage jeg var der, fulgte Ulrik mig overalt. Da jeg skulle hjem, sagde jeg til moster Gudrun, at hun ikke skal skjule det, hvis hun får det dårligt hun kan altid ringe, og hvis hun mangler medicin eller noget andet, så skal hun bare sige til.
Du render alt for meget for mig, lille ven. Men det bliver nok ikke så længe endnu.
Lad nu være, Gudrun. Bliv hos os så længe, du kan. Det er ikke til besvær for mig.
Hun tav et øjeblik.
Må jeg bede dig om noget? Hvis jeg dør, lover du så at tage dig af Ulrik? Han er jo et levende væsen.
Jeg skal nok finde et godt hjem til ham.
Nej, vil du ikke selv tage ham? Jeg tror, der er en mening med, at han kom hertil.
Imens lagde Ulrik pludselig hovedet i mit skød og så op på mig med sine store øjne.
Okay, Gudrun. Hvis det bliver aktuelt, så tager jeg ham.
En måned senere måtte jeg lige præcis det. Moster Gudrun døde stille, og jeg lagde hende i jorden sammen med naboerne. Efter ni dage gik Ulrik og jeg ud til kirkegården for at tage afsked.
Så kom dagen, hvor jeg skulle hjem. Jeg havde købt mundkurv og snor til Ulrik, og vi tog toget fra stationen. Jeg havde købt billet til dyrekupeen. Da vi gik ind, knurrede Ulrik pludselig af manden ved vinduet.
Han vendte sig med store øjne: Helt ærligt, du kan da ikke have en ulv med?
Slap nu af, det er bare min hund, Ulrik.
Ulrik? Det der er sgu da en ulv. Jeg er jæger jeg kender sådan nogle.
Ulrik knurrede højere.
Få det bæst væk, ellers slår jeg den ned.
Tag dig sammen. Hvis du vil køre videre, så bland dig udenom.
Fyren mumlede, at han ville sidde ude i gangen indtil sin station, og så var Ulrik og jeg alene. Jeg så på Ulrik:
Sig mig, Ulrik er du virkelig en ulv? Han lagde snuden mod mine ben og logrede bare stille. Nå, selv hvis du er en fantastisk ven.
Lidt efter kiggede togpersonalet forbi.
Hvad har du der, ulv eller schæfer?
Ham der? Det er en særlig slags schæfer, han hjælper mig med eftersøgninger.
Godt, men du har vel papirer på ham?
Ja, selvfølgelig vent. Jeg rodede i lommerne, men så sagde jeg nervøst: Ulrik, jeg glemte papirerne ved billetlugen. Jeg kiggede på damen. I lader jo ikke folk købe billet til sådan nogen uden papirer det ved du.
Selvfølgelig, nikkede hun, og det var nok, når nu det var datteren til fru Agnes, der sad i billetkontoret.
Næste morgen tog jeg Ulrik til dyrlægen rundt om hjørnet derhjemme. Dyrlægen Signe så på ham og spurgte:
Er du fra cirkus?
Nej, hvorfor tror du det?
Du har jo en ulv.
Jeg sukkede. Det er min mosters gamle hund. Hun døde, og jeg tog ham til mig.
Hun gik tættere på, smilede og sagde: Det er en blanding ulv og schæfer. Såkaldt ulvehund. De er normalt rolige og trofaste. Vi skal bare have ham registreret og vaccineret, så der ikke opstår problemer.
Bodil blev hurtigt glad for Ulrik hun badede ham, fodrede ham, gik ture og talte med ham hver dag. Der gik ti måneder, og så kom nytåret. På en af fridagene, hvor Bodil havde siddet for længe hjemme, tog hun Ulrik med i parken ti minutter væk.
Pludselig, da de gik ad de mørke stier, spidsede Ulrik ørerne og løb ind blandt træerne. Bodil råbte og råbte, men han var væk i syv minutter. Lige som hun skulle til at ringe til mig, dukkede Ulrik op igen, slæbende noget i munden.
Hun løb ham i møde og i munden bar Ulrik et spædbarn, indsvøbt men i live. Bodil selv læge ringede straks 112, og politiet kom hurtigt. Hun måtte blive, fordi hun havde Ulrik, og først da hun havde bragt ham hjem, tog hun ind på hospitalet sammen med mig.
Personalet fortalte, at det var en lille pige, en måned gammel og sund. Der var en seddel med hun hed Sofie, og moren bad om, at hun skulle komme til gode folk.
Bodil bad om at se hende og da hun så Sofie, vidste jeg med det samme: Mit hjerte smeltede. Vi så på hinanden, og jeg nikkede. Bodil fortalte personalet, at hun selv var læge, og at vi gerne ville adoptere Sofie.
To måneder senere var babyen, som Ulrik havde bragt til os, Sofie flyttet ind i vores hjem. Som moster Gudrun sagde: Der var mening med, at Ulrik dukkede op på hendes dørtrin.
