Grænser for tålmodighed
Hvorfor ser du så mut ud? Har du mon haft et skænderi med Agnete? drillede Sten sin ven, mens han betragtede Mortens sure ansigtsudtryk. Kom nu, kvinder er altså sådan ene dag er de sure, næste dag elsker de én igen. De kan jo slet ikke undvære os mænd!
Vi er gået fra hinanden, mumlede Morten tilbage og signalerede tydeligt, at han ikke ville snakke mere om det. Og lad os bare lade den ligge.
Sten stivnede med åben mund. Hans øjne blev kæmpestore af overraskelse han kunne nærmest ikke få et ord ud i flere sekunder. Gået fra hinanden? Det måtte da være løgn! Han kendte Morten og havde set, hvordan han havde det med Agnete! Det var ikke bare sådan en flirt fyren havde nærmest sat hende op på en piedestal.
Sten huskede tydeligt, hvordan vennen havde opført sig på det seneste. For at være ærlig havde han med et halvt skeptisk smil set til, når Morten efter arbejde styrtede på date med en kæmpe buket roser, pralede med det nye smykke han havde købt til Agnete, eller fortalte om den fancy restaurant med udsigt de havde besøgt. Hver fredag middag ude, hver lørdag i teater eller på museum. Og i gamle dage hadede Morten jo alt det der! Han ville hellere fiske eller se fodbold end glo på malerier eller stene et teaterstykke. Men for Agnete lagde han alle sine vaner på hylden og lavede livet helt om.
Du overrasker mig virkelig, sagde Sten endelig, stadig helt målløs. Hvad søren kunne have været så voldsomt, at det perfekte par gik fra hinanden? Du har brugt så mange penge på hende! Trukket dig fra vennerne! Begyndt at bygge hus! Og nu er alting bare slut?
Han ville ikke bebrejde, men følelserne slog igennem. Han havde virkelig ondt af sin ven, som havde gjort alt for kærligheden og nu bare lignede én, der var knækket.
Ja, nu er det slut, sagde Morten kort og gemte sig bag computerskærmen. Han lod som om han lige kom i tanke om noget vigtigt arbejde, tastede lidt på må og få. Han havde ikke lyst til at snakke videre men han ville heller ikke være en idiot overfor Sten.
Inde i Morten rasede det. Han vidste godt, at Sten kun bekymrede sig, men lige nu ville han bare have fred. Selv her på cafeen var der ingen ro! Han havde simpelthen ikke lyst til at snakke om det. Var det virkelig så svært at forstå?
Dybt inde kunne Morten stadig ikke holde op med at tænke på bruddet. Han havde jo elsket Agnete rigtigt elsket, uden at tænke på penge eller besvær. Derfor gjorde det bare dobbelt ondt nu, hvor alting var væk.
De havde egentlig mødt hinanden helt tilfældigt. Den dag gik Agnete forbi Netto efter arbejde for at købe ind til ugen. Hun gik rundt mellem hylderne, fyldte kurven op med grøntsager, pasta, mælkeprodukter, småting og pludselig, da hun stod ved kassen, var kurven blevet til tre store, tunge indkøbsposer. Hun sukkede, da hun forestillede sig at slæbe dem hele vejen hjem. Der var kun to stoppesteder med bussen men med den last ville det føles som en evighed. Hun trak mobilen op for at bestille en taxa, men appen blev bare ved med at vise: Ingen ledige biler. Hun prøvede igen men nej.
Agnete satte poser på gulvet, tørrede en usynlig svedperle af panden og så sig omkring. Folk gik frem og tilbage, én småsludrede om frugt, en anden ramlede ind i hende med sin vogn. Og så opdagede hun, at en mand så på hende. Han stod lidt væk, med en flaske danskvand og en pakke kaffe i hånden. Han så venlig og lidt medfølende ud.
Skal jeg ikke køre dig hjem? tilbød han pludselig og tog et skridt frem.
Agnete blev lidt forskrækket hun kunne bedst lide at ordne sine ting selv og bad sjældent om hjælp.
Ej, det er vist lidt pinligt begyndte hun, men mærkede snart, hvor trætte hænderne var efter at have slæbt poserne. Fint, så. Men bare så du ved det der er ikke kaffe eller te hjemme hos mig!
Det kom næsten ud som en joke mere end et alvorligt forbehold, og hun anede ikke helt hvorfor hun sagde det måske for at lette stemningen.
Manden lo højt og hjerteligt. Hans latter var varm og smittende.
Helt i orden, sagde han med et smil. Jeg skal nok lade være med at mase mig på.
Han tog let de tunge poser, og så gik de sammen ud i solskinnet. Bilen stod lige i nærheden blank og relativt ny. Mens de kørte, faldt snakken hurtigt på plads. Morten, som han hed, viste sig at være overraskende åben og sjov. Han fortalte anekdoter fra livet, spottede det skøre i det helt almindelige, kom med små, finurlige bemærkninger på præcis det rigtige tidspunkt. Først sad Agnete bare og småsmilte, men til sidst lo hun ægte.
Turen tog ikke mere end ti minutter, men hun følte virkelig, at hun havde kendt ham længe. Hele hans måde at snakke på gjorde det trygt. Da bilen holdt ved hendes opgang, blev hun pludselig lidt ked af at skulle sige farvel.
Tak for løftet, sagde hun og åbnede døren. Det har virkelig været hyggeligt.
I lige måde, svarede Morten og så varmt på hende.
Pausen trak lidt ud. Agnete pillede ved tasken, overvejede Så rakte hun ham et stykke papir med sit nummer.
Her, sagde hun. Ring, hvis du har lyst engang.
Det lover jeg at gøre, sagde Morten og stak nummeret ind i skjortelommen.
Og allerede dagen efter ringede han. De mødtes på en populær restaurant med live musik. Agnete sagde ja til daten, nærmest uden at tænke over det.
Og det blev faktisk helt perfekt. Deres forhold udviklede sig stille og roligt ingen drama, bare et varmt fællesskab. De havde været sammen i flere måneder, og der kom hele tiden nye, dejlige ting: lange gåture, snakke til sent ud på natten, små overraskelser. Morten begyndte at overveje, om Agnete ikke skulle flytte ind lejligheden var stor nok, og det ville da være endnu bedre at have hende hjemme.
En aften tog de igen på samme restaurant, hvor det hele var startet. Ved bordet ved vinduet, i skæret fra en hyggelig lampe, blev Agnete pludselig stille. Hun rodede lidt rundt i resterne af desserten med skeen, som om hun tænkte på noget svært. Morten bemærkede nervøsiteten.
Jeg har ikke fortalt dig det her før, begyndte hun lavt, uden at se op. Jeg troede egentlig ikke, at det blev så alvorligt mellem os, men
Morten frøs. I hovedet gik tanken: Har hun en mand derhjemme? En klump satte sig i halsen.
Jeg Jeg har en søn, han er syv, fik Agnete sagt hurtigt. Jeg elsker ham virkelig højt og efterlader ham aldrig.
Morten sukkede lettet ud, mere end han selv havde forventet. Spændingen slap, og han smilede.
Gudskelov! sagde han og mærkede varmen brede sig indeni. Jeg troede næsten, du fortalte, at du var gift! Men en søn det er da bare herligt! Jeg har altid ønsket mig børn selv. Skal jeg ikke hjælpe jer med at pakke sammen og flytte ind hos mig? Der er jo rigeligt plads!
Han mente det ingen skjult tøven. Bare tanken om, at han måske kunne få en rigtig familie, gjorde ham helt glad. Han så allerede for sig, hvordan de alle tre sad og spiste sammen, hvordan lille Lukas begyndte at kalde ham far
Men Agnete virkede ikke nær så begejstret. Hun skubbede tallerkenen lidt til siden og så på ham med tvivl i blikket.
Lukas skal lige vænne sig til tanken om at få en ekstra voksen i huset, sagde hun forsigtigt. Min eksmand opførte sig skrækkeligt og forsvandt bare vil ikke engang tale med sin egen søn. Lukas var helt knust. Han gik rundt efter mig hele tiden og spurgte, hvornår far kom hjem
Hendes stemme dirrede, og Morten forstod straks, hvor ondt det gjorde. Han lagde en hånd på hendes, som for at sige: jeg lytter.
Jeg vil ikke have, at han får endnu en skuffelse, fortsatte Agnete nu mere beslutsomt. Hvis vi skal være sammen, skal det være på alvor. Så Lukas ved, du ikke også forsvinder ligesom den anden.
Morten nikkede og så hende seriøst i øjnene.
Jeg forstår, sagde han lavt, men sikkert. Jeg har ingen planer om at forsvinde. Vi tager det stille og roligt. Jeg vil gerne være en del af jeres liv, både dit og Lukas. Jeg skal nok finde ud af det men kun, hvis I begge er klar.
Agnete smilede for første gang under samtalen. Der var lettelse og et spinkelt håb i det smil.
Morten prøvede virkelig at virke rolig, da han sagde, at han nok skulle klare at skabe kontakt til Lukas. Han havde trods alt aldrig rigtigt snakket med børn før. Hans nevøer var stadig små, og vennerne havde ikke børn endnu. Hvordan skulle man egentlig tale med en syvårig dreng?
Det skal nok gå, jeg skal hurtigt blive venner med din knægt! forsikrede han med et lidt for frisk smil. Men hvordan vænner han sig til mig, hvis vi ikke bor sammen?
Agnete sad og bed sig i læben. Hun vidste, han havde ret, men var bange for at gøre noget overilet. Lukas kæmpede stadig med savnet efter faren noget voldsomt kunne let såre ham.
Hvad med, at du måske sover her et par gange om ugen? foreslog hun forsigtigt. Som en start? Så flytter vi nok snart alle sammen men min mor bor altså hos os. Men hun blander sig ikke, virkelig!
Morten kunne ikke skjule en lille latter. Selvfølgelig blander hun sig ikke! tænkte han sarkastisk. Han forestillede sig straks svigermorens evige småindsigter og regler.
Men her tog han fejl. Ingrid, Agnetes mor, viste sig at være værd at have med at gøre. Lige fra starten tog hun ham varmt imod uden at være nysgerrig eller pressende. Hun smilede altid venligt, spurgte ikke ind til fortid, og ville ikke blande sig i deres forhold. Og hele tiden sagde hun til Agnete:
Du har været heldig at finde sådan en mand. Flittig og omsorgsfuld
Ingrid var rolig overfor datteren og elskværdig overfor Morten. Hun blandede sig aldrig, og slet ikke i deres tempo. Morten slappede faktisk af på den front blev det ingen problemer.
Til gengæld gik det straks skævt med drengen. Lukas brokkede sig straks, da han så Morten i døren. Han råbte ikke, stampede ikke engang han så bare sammenbidt på ham, kneb næverne om, og svarede aldrig.
Først var det bare passiv modstand: han ignorerede Morten, smuttede ind på værelset og ville aldrig være med i samtalerne. Men efter et stykke tid blev det værre og mere udtalt.
Dagene gik, og det blev kun værre. Lukas fandt hele tiden på nye måder at drille ham på. Én gang hældte han maling på Mortens fine italienske sko og hvor pokker havde han overhovedet fundet maling? Engang rev han Mortens dyre skjorte i stykker den, han kun brugte til store møder. En dag spildte han endda te på Mortens bærbare computer og kun med nød og næppe overlevede maskinen, efter en halv dag på radiatoren.
Hver gang forsvarede Agnete sin søn. Hun sukkede og rystede på hovedet:
Han synes bare, det hele er svært. Det er jo hårdt for et barn
Morten nikkede og holdt igen. Han forstod drengens frygt men indvendigt voksede frustrationen. Han ville jo så gerne være en del af familien, prøvede at finde fælles fodslag med drengen, men blev kun mødt af smålig ballade.
En sen aften knækkede filmen. Han skulle til at lægge sig, da Lukas, glad som en chimpanse, fløj ind ad døren med en flaske klorin. Uden et ord hældte han det hele ud over sengen. Klorlugten stak i næsen, sengetøjet blev med det samme vådt og ødelagt.
Morten stivnede og mærkede vreden boble op. Langsomt rejste han sig og spurgte roligt:
Hvorfor gjorde du det?
Lukas trak på skuldrene, som om det ikke var noget særligt.
Jeg vil sove med mor, sagde han vrangvilligt. Man kan ikke sove her nu! Mor skal hen til mig. Og du du kan bare skride! Du hører ikke til her! Ud!
Hans ord ramte Morten som et piskeslag. Han stod dér, åndede klorindamp og så på den ruinerede seng. Alt det han havde prøvet på nu bare ligegyldigt.
Nærmest på autopilot gik han hen og hev bæltet ud af bukserne, smaskede det mod håndfladen med en isnende mine. Lyden var hård og ubehagelig.
Lukas fór skræmt ud til Agnete og greb fat om hendes ben. Gennem tårer og snøften råbte han:
Mor! Han vil slå mig! Han er ond! Jeg sagde det jo!
Agnete reagerede straks: lagde armene om sønnen, samtidig med at hun sendte Morten et blik af vrede og skuffelse. Hendes stemme skælvede:
Morten! Hvordan kan du? Han er kun et barn! Det var bare en drengestreget Han savner bare opmærksomhed! Jeg nægter at lade dig slå mit barn! Ikke tale om så står jeg hos politiet!
Morten stod og knyttede hænderne, kæmpede for at bevare fatningen. I hovedet kørte det rundt: En lille drengestreget? Blev mine ødelagte ting og denne aften bare stemplet som en fejl?
Du har godt nok fået ham forkælet grundigt, hvæsede han lavt. Han ville allermest bare give bælten en svingom, men tog sig sammen.
Pludselig forstod han: I det her hjem var han ingen. Han havde ingen rettigheder, ingen respekt. Hvorfor skulle han holde ud? Hvorfor var han nødt til at finde sig i det her?
Han gik hen til skabet og begyndte hurtigt at smide sine ting ned i sportstasken.
Og nu er alt min skyld! trættede han videre, uden at se på Agnete. Når han en dag hælder klorin i din kaffe, skal du ikke komme og brokke dig!
Agnete holdt stadig om Lukas, men nu så hun mere forvirret ud end vred. Hun havde ikke troet, at Morten ville pakke.
Morten, hvor skal du hen? spurgte hun stille, næsten hviskende. Hvad med os?
Der var noget rådvildt over hendes blik. Hun rakte hånden ud, men han så væk.
Os? gentog han bittert. Hvad os, Agnete? Kan du ikke se, hvad der foregår? Din dreng gør alt for at smide mig ud, og du undskylder det konstant. Jeg har prøvet alt det er bare håbløst. Han vil ikke have mig og du lader bare stå til.
Lukas stak hovedet frem bag hende og sendte ham et trodsigt blik ikke det fjerneste tegn på fortrydelse.
Agnete ville sige noget, men ordene forsvandt. Hun kunne godt mærke, hun havde været for ubøjelig, men stoltheden og beskyttertrangen tog over.
Morten, please lad os bare lige sætte os prøvede hun.
Han stod allerede i entreen, tasken i hånden, ansigtet spændt, kæberne presset sammen, mens Agnete spærrede døren. I hendes ansigt var både sorg og vrede.
Det går bare ikke! sagde han koldt og så hende direkte i øjnene. Jeg er træt af, at du fjerner ansvaret fra ham hver gang. Han smadrer ting, og du siger skidt pyt. Skræmmer folk væk, og du siger han er lille og uskyldig.
Hans stemme skælvede af ophobet frustration. Alle de gange, Lukas bevidst havde forsøgt at såre ham, kom væltende op.
Agnete blev bleg, men holdt sig rank.
Lukas er min søn. Jeg vil altid være der for ham! sagde hun bestemt. Du må simpelthen være mere tålmodig og kærlig! Han mener det ikke ondt Han er bare bange for at miste mig.
Din søn har altså brug for en opsang! kom det vredt fra Morten nu.
Han fortrød ordene i samme sekund, men nu var de sagt. Agnete trak sig tilbage, tårerne stod i øjnene.
Uden at vente på mere trådte Morten frem, puffede mildt til hende ikke i vrede, mest i desperation, fordi hun stod i vejen. Han ville bare væk, før det stak helt af.
I gangen stødte han på Ingrid. Hun stod helt stille med korslagte arme. I hendes blik var ingen vrede, bare træt resignation.
Undskyld, mumlede Morten. Men der er intet mellem mig og din datter mere.
Ingrid standsede ham ikke. Hun sukkede og strøg sig over ansigtet.
Jeg forstår dig, og jeg respekterer din beslutning, sagde hun lavt. Jeg har selv svært ved at holde ud med ham. Jeg tager hjem. Min datter må selv klare sig nu
Hendes stemme var ikke vred, bare opgivende. Hun havde set det komme, men håbet, Agnete ville finde balancen nu var det for sent.
Morten sendte hende et blikkede, ville sige noget, men lod være. Han nikkede bare, åbnede døren og gik. Ude på gangen var der stille, kun dæmpede stemmer fra en lejlighed længere henne. Han tog trapperne, åbnede porten og stod pludselig i den friske, kølige aftenluft.
Agnete blev tilbage. Hun satte sig tungt på en stol i entreen og tog sig til hovedet. I ørerne rungede Mortens ord, og hans triste blik brændte sig fast. Lukas hulkede inde på værelset han havde hørt råbet, men forstod stadig ikke helt, hvad der var sket.
Ingrid gik ind til sig selv og lukkede døren. Der var blevet tungt stille i lejligheden, kun brudt af få, små snøft og Agnetes tavse suk. Pludselig føltes alt bare kaotisk og uoverskueligt og ingen aner, om det kan repareres.
Morten gik gennem aftenens København, armene dybt i lommen. Den kolde brise fik håret til at flyve, men han mærkede den næsten ikke han brændte indvendigt af forvirring og vrede. Han vidste godt, det var rigtigt at gå men nemt var det ikke.
Han tænkte på Lukas: hvor ondt det måtte gøre at miste sin far, og pludselig få en fremmed ind i sit hjem. Men hvor går grænsen mellem barns sorg og ren og skær ondskab? Lukas havde ikke bare været ulykkelig han havde forsøgt med alle midler at såre ham. Og det lykkedes.
Ja, så lykkedes det ham at smide mig ud, tænkte Morten bittert. Han havde virkelig prøvet snakket, talt, været tålmodig. Men intet hjalp. På den ene side: stædig dreng. På den anden: mor, der ville beskytte ham uanset hvad.
Han stoppede ved et lyskryds og spejdede på det grønne blink. Tankerne gik tilbage til starten: mødet i Netto, de første dates, de hyggelige aftener med Agnete. Dengang troede han, at de kunne bygge noget ægte sammen. At familie ville blive virkelig.
Nu var det væk, og det værste var ikke et kæmpe drama, men en masse små ting, ingen ville ændre på især for Agnete, der satte sin forkælede dreng overalt. Hvis hun bare havde sat foden ned én gang…
Det er nok bare ikke meningen, tænkte Morten, da han krydsede vejen.
Ordene rungede i hovedet. Han prøvede at sige til sig selv, at det kun var godt. Han skulle ikke holde fast i nogen, der ikke så ham. At der måske venter én, hvor han betyder noget for alvor.
Men hjertet havde sit eget liv. Det længtes stadig efter Agnete. Efter hendes smil, hendes stemme, de sjældne stunder, hvor det bare var dem to uden Lukas narrestreger og mors bekymringer. Følelserne havde ikke sluppet ham de ulmede bare under overfladen, og flammede op hver gang han tænkte på hende.
Morten drejede ind i Ørstedsparken, ville lige gå en tur inden han tog hjem. Træerne raslede svagt, gadelygterne gav et varmt skær til stien. Alt var stille derude derude, hvor han længtes efter samme ro inde i sig selv.
Han vidste: det tager tid. Tid til at komme sig, til at vænne sig til et liv uden Agnete, uden drømmen om familie. Tid til at forstå, at drømme tit brister og det gør ondt. Men sådan er livet.
Han tog en dyb indånding, hev mobilen op. Måske skulle han ringe til Sten, få snakket ud eller bare blive distraheret. Måske tage ud med gutterne i morgen. Livet gik videre selvom det lige nu var lidt svært at forstå.
