Mor, flyt nu hjem til os! Hvorfor skal du hele tiden gå alene rundt? Her vil du få det bedre, det bliver nemmere, og så er der altid nogen, der holder øje med dig sagde min datter, Alberte, hver gang hun ringede om aftenen for at spørge mig, om alt var som det skulle.
Længe sagde jeg nej. Jeg er trods alt blevet femoghalvfjerds, har mine vaner, min egen rytme.
Jeg kan godt lide at stå tidligt op, lave kaffe i min gamle, skårne kop og tage en stille stund ved vinduet, mens jeg kigger ud på kastanjetræerne foran boligblokken. Det er ikke luksus, men det er mit hjem. Min ro. Min verden.
Men ensomheden krøb alligevel nærmere. Især siden min lille hund Frida døde for to år siden. Stilheden i lejligheden var sommetider næsten larmende. Fjernsynet kørte, men kunne ikke fange mig længere. Jeg lagde bogen fra mig efter tre sider, og naboerne tog oftere til deres børnebørn end forbi til en kop te. Indimellem tænkte jeg, at Alberte måske havde ret.
En eftermiddag ringede hun igen og sagde:
Mor, flyt hjem til os. Vi gør værelse klar til dig, det hele bliver meget nemmere
Okay, svarede jeg til min egen overraskelse. Hvis I virkelig gerne vil det, så gør jeg det.
Jeg anede ikke, at denne beslutning både ville give og tage fra mig. Først det ene, så det andet.
Alberte var helt oppe at køre.
Mor, du ved ikke, hvor glad jeg er! sagde hun, nærmest bange for, jeg skulle ombestemme mig. Mads henter dig i weekenden. Vi har købt nyt sengetøj, gardiner og en fin natlampe til værelset. Det bliver så hyggeligt!
Jeg ville tro, at det her skulle blive en ny rolig tid for mig. Tættere på familien. Ikke længere at falde i søvn alene og lytte til uret i stilheden. Den aften pakkede jeg lidt tøj, nogle billeder og et par af de romaner, jeg holder mest af. Resten måtte vente. For jeg bildte mig selv ind, det bare var på prøve.
Lørdag formiddag kom Mads, smilende og hjælpsom lidt for energisk til mine smagsløg, men venlig. Da vi låste døren til min lejlighed, løb der et underligt gys gennem ryggen. Som om en del af mig tog afsked.
Albertes hjem var stort, lyst og fyldt med liv: legetøj over det hele i stuen, malingpletter på bordet, en kurv med vasketøj, der ventede på at blive lagt sammen. Mit værelse var gjort så pænt i stand. Nyt sengetøj, et blomsterbillede, varm lys fra lampen og en pelargonie i vinduet. Jeg tænkte, at måske ville jeg faktisk falde til.
De første dage var vidunderlige. Alberte lavede god kaffe, mit barnebarn Emil fortalte om børnehaven, og Mads spøgte under aftensmaden. Jeg gik ture i parken med Alberte, lavede hønsekødssuppe, og Emil spiste mine pandekager med jordbærsyltetøj som i trance. Jeg følte mig nødvendig. Det gav glæde.
Men fjerde dag begyndte det at knirke.
Først larmen. Mads drønede gennem lejligheden med sko på, Alberte arbejdede hjemme, telefonen ringede ustoppeligt, og Emil legede med sine biler, de larmede som brandbiler og ambulance. Mine ører var ved at give op.
Da jeg nævnte det for Alberte, smilede hun bare.
Mor, sådan er livet med børn. Det vænner du dig til.
Jeg prøvede virkelig. Om aftenen, når roen sænkede sig, bankede hjertet dog som aldrig før. Efter så mange år alene blev kaos pludselig overvældende.
Så dukkede næste problem op. Under aftensmaden tog Mads et glas rødvin. Så et til. Okay men ved det tredje og fjerde, blev han højtråbende. Jeg bryder mig ikke om høje stemmer, slet ikke efter det min far Ja, det behøver vi ikke dvæle ved.
Emil var træt, Alberte var udkørt, og Mads blev irriteret: Der er aldrig ro i det hus! udbrød han. Jeg sad med hænderne foldet i skødet og tænkte på det hjemlige nærvær, jeg havde forestillet mig.
Dagene gik, flere småting dukkede op.
Når Alberte havde en dårlig dag, sagde hun:
Mor, kan du ikke prøve at lade være med at forstyrre? Jeg har så travlt.
Mads satte ofte brugte tallerkener på køkkenbordet og lo halvt:
Du har jo altid været god til at rydde op, mor, ikke?
Emil kom næsten aldrig ind på mit værelse. Selv gik jeg sjældnere ud.
Når jeg tilbød at lave aftensmad, svarede Alberte:
Mor, det behøver du ikke. Slap hellere af.
Når jeg foreslog en gåtur, sagde hun:
Vi har ikke tid nu. Måske i morgen.
Men i morgen kom aldrig.
En lørdag nat blev jeg vækket af et slamrende skænderi. Mads og Alberte råbte til hele opgangen kunne høre. Rasende stemmer, beskyldninger, tårer. Jeg ville rejse mig, berolige, bede dem falde ned: Børn, stop nu, det tærer på jer. Men da jeg trådte ind, kiggede Alberte koldt på mig:
Mor, det her rager ikke dig. Gå i seng.
Jeg adlød. Tilbage på værelset mærkede jeg noget gå itu indeni. Senere på aftenen fik jeg det dårligt, blodtrykket steg. De ringede efter vagtlægen, jeg måtte forklare, at jeg ikke får medicin endnu, selv om de fleste på min alder gør. Lægen sagde, det var nok ved at være på tide.
Da tænkte jeg første gang på min egen lejlighed. På mit lille blomstrede bordstykke i køkkenet. På stolen ved vinduet, bøgerne og stilheden. Og friheden.
Den tanke kom hyppigere. Indtil jeg en eftermiddag så Emil sidde mut alene på værelset foran sin tablet, så travlt optaget af et spil, at han ikke opdagede mig. Da gik det op for mig.
Jeg hører ikke hjemme her.
Jeg er gæst ikke familie.
Ikke en ventet gæst.
Mere en, man bare accepterer.
Om aftenen sagde jeg til Alberte:
Jeg tager hjem igen.
Hun trak tallerkenen væk, kiggede overrasket, måske endda lidt irriteret.
Mor, du har jo alt her. Hvorfor tilbage til ensomheden?
Elskede, ensomhed er ikke det samme som manglende fred. Det vil du forstå, når du bliver ældre.
Alberte prøvede at overtale mig, men mit hjerte havde besluttet sig.
Dagen efter pakkede jeg mine ting, bad Mads køre mig hjem.
Da jeg stod i min lille lejlighed igen, føltes det som at slippe efter at have holdt vejret alt for længe. Jeg vaskede gulvet, selvom det var rent. Stillede blomsterne, lavede te i min eget krus. Sad ved vinduet.
Stilheden var min igen. Ikke skræmmende. Tryg. Der, for første gang i evigheder, smilede jeg rigtigt.
Jeg tænkte på en killing. En lille rød, med grønne øjne. En fremtidig ven, der igen skal fylde mit hjem med spindelyde.
Ja. I morgen går jeg på internatet.
For man kan starte livet forfra i alle aldre.
Bare det er et sted, som er ens eget.
