Familiefest adgang uden grænser
18. december
Det er utroligt, hvor meget rod man kan samle på én aften. Jeg fiskede forsigtigt et stykke af Moster Lones gamle blå-hvide vase op fra gulvet og lagde det på vindueskarmen kunne ikke nænne at smide det ud endnu. “Undskyld, moster Lone” mumlede jeg ud i den tomme lejlighed.
Det duftede af shampoo, Cava og fjernt af klementiner, selvom ingen så vidt jeg husker skrællede nogen i går. På gulvtæppet bag sofaen lå en plastikkrans med glimmer. Da jeg åbnede skuffen under sofabordet, fandt jeg et silketørklæde påtrykt Pigernes aften drømme bryllup.
Og under radiatoren lå en enkelt, halvrusten, pink gummihandske som om den havde prøvet at flygte fra gårsdagens fest, men sad fast.
Med sutsko og en slatten slåbrok med trætte frynser i taljen gik jeg, Anna, rundt mellem rester med en sort affaldssæk. Hvert skridt knasede let af chokoladepapir.
På vindueskarmen stod et vinglas med størknet rødvin i bunden. I vasen stak tre plastik-sugerør med sølvstjerner hvor blomsterne burde have været. Langs væggen hang en guirlande af papirs-hjerter et enkelt var tydeligt bidt af.
I køkkenet ventede der endnu en omgang kaos.
Midt på spisebordet stod halvanden etage af en lagkage. Fløden lå og sejlede, som en smeltet snemand, og de skæve lys på siden dannede tallet 38 selvom vi bare mødtes til tøsehygge uden anledning.
I vasken stod vinglas med læbestifterester. På tallerkenerne lå indtørrede humuspletter. På en stol var et spil spillekort til spådom halvdelen vendt op, resten ned, som om nogen havde tabt tråden midt i fremtiden
***
Jeg samlede en tilfældig spillekort op ruder konge så overlegent trist ud. I går havde vi spået bryllupper, udlandsophold og mystiske sommerforelskelser på de kort. Hviskede og grinede, mens vi drak bobler og bildte os alt muligt ind.
Jeg bøjede mig ned for at fjerne en glimmerstjerne, og fik i stedet fat i noget blødt under sofaen et fremmed blomstret strømpebånd! Klart levn fra gårsdagens dans på spisebænken Jeg rystede stille på hovedet og gik i soveværelset for at få ro.
Kun nogenlunde orden bortset fra de tre puder på gulvet og dynen, forvandlet til én stor snegl. Da jeg lagde min pude på plads, dukkede et foldet pink brev op.
Mit hjerte sank. Endnu en glemt besked fra Kasper fra baren til en af Sofies veninder? Men håndskriften var kendt Sofie skrev altid sine oer som små bolde.
Du er den bedste værtinde i verden! Knus Sofie.
Jeg blev stående lidt. Værtinde med knust vase, glimmer overalt, og nu gør ethvert morgenbad brusekabinen til Tivoli.
Hvor mange gange har jeg svoret: Nu aldrig mere mumlede jeg, mens jeg lod mig dumpe tungt ned på sengekanten.
***
Der var noget under min fod.
Jeg fik tøflen af og dér, linet til rette, lå en fejlfri klementin, spændt fast med elastik og en lille seddel: Så livet bliver sødt.
Det var gårsdagens fælles grin med kliche-taler. Nu virkede det næsten som en hån.
Mobilen dirrede på natbordet. Sofie (Vores Orkan) stod der på skærmen.
Selvfølgelig, sagde jeg til den tavse lejlighed, og tog røret.
Annnnaaa! lød det, som om festen slet ikke var slut, bare flyttet et andet sted hen. Du er fantastisk, ærligt! Pigerne er vilde med dig! Manikyrist-Anna er her endnu; vi griner stadig af, hvordan du jog spøgelset ud af dit garderobeskab!
Baggrunden lød som latter og råb: Sig til Anna, jeg føder kun hos hende! og videre til larmen.
Tak, Anna, lød Sofie mere dæmpet. Du ja det føles bare hjemligt hos dig.
Jeg kiggede ned på klementinen i min tøffel.
Ja det føles som hjemme
Nå, forstyrrer ikke mere! Slap af, buffet-dronning! og så blev linjen stille.
***
Jeg tog brillerne af og lagde dem ved siden af Sofies seddel. I døren til garderoben mødte jeg mit eget spejlbillede: en kvinde først i halvtredserne med trætte rynker, men grønne øjne, der så overraskende unge ud. Håret var sat op i en hastig knold og lige i toppen sad en genstridig glimmersnert.
Mobilen summede igen, nu med videoopkald. Laura min datter.
Stille strøg jeg hånden gennem håret. Men glimmeret blev.
Ja, skat? trykkede besvar, Lauras ansigt kom frem med uglede pandehår og kaffekop.
Mor! hun knib øjnene sammen. Ha! Glimmer igen?! Er det katten denne gang?
Nej, på mig. Katten forsvandt, da I lavede krigskort i går. Hun gemmer sig sikkert i skuffen igen
Så fortalte jeg hende hele historien.
Mor, Laura smilede, men så blev hun alvorlig. Kan du høre dig selv? Kat gemmer sig, vase i stykker, klementiner i tøflen Måske ér det tid at sige nej til Sofie?
Jeg mærkede både ømhed og irritation i min datters stemme.
Hun har det jo svært, svarede jeg pr automatik. Det ved du.
Og hvad med dig? Hvornår slappede du sidst af uden at være vært?
Jeg så længe på gummihandsken under radiatoren, sedlen og min tomme, larmende lejlighed.
Ved det ikke, sagde jeg ærligt. Måske ligesom katten; gemmer mig i skabet.
Laura lo blidt.
Jeg elsker dig, mor. Men ærlig talt Næste gang, lad os bare drikke te sammen. Uden spådomme og glimmer.
Der blev stille. Skærmen frøs, og koblingen knitrede.
Vi får se, sagde jeg.
Men for første gang føltes vi får se ikke som et undvigelses-svar. Mere som begyndelsen på noget nyt.
***
Første gang Sofie kom forbi bare fordi, var i det tidlige forår, mens der stadig lå sørgelig sne udenfor, men jeg allerede havde bakker med spirer i vinduet.
Anna, luk op jeg kommer med fred! Og kage!
Hun duftede af vaniljeparfume og frost, med en kæmpe tærte under armen.
Hjemmebagt porretærte, som mormor lavede, husker du?
Jeg var både stolt og forlegen over min lille, hyggelige andelslejlighed i Vanløse. Lyse vægge, gamle blonder i vinduerne, køkken med hvide låger og altankasser fyldt med pelargonier mit fristed.
“Så hyggeligt,” sagde alle, der kom. Det var min lille sejr.
Kom ind, smid skoene, tog mod Sofies tærte. Pyh, tung!
Som mit liv, grinede hun. Hør, min lejlighed du ved selv, murene smuldrer, og der er seks kvadratmeter køkken. Ovenpå larmer nogen, under bliver der boret konstant. Men hos dig!
Hun snurrede midt i stuen, armene ud.
Her er luft! Her er synd at sidde alene. Lad os holde små samlinger! Bare os og to veninder de er søde!
Sofie ramte et ømt punkt: jeg så for mig alle de aftener, hvor jeg faktisk sad alene og strikkede endnu et halstørklæde, mens Laura var hos faren. Familie dukkede kun op til fødselsdag.
Altså hvorfor ikke. Tærte har vi da, forsøgte jeg at lyde munter.
Du siger ja?! Anna, jeg havde slæbt tærten som bestikkelse, og så behøver jeg ikke engang lokke dig!
Så blev det lørdag og første lille forfest.
***
Det blev snart en ting: Vi tager det hos Anna, sagde Sofie altid, når nogen spurgte.
Min to-værelses blev centrum for påske-brunch, pinsefester, fødselsdage hele bakken. Katten Misser, gråstribet, blev en form for maskot for pigerne.
Der kom veninder, der kom veninders veninder. Pludselig havde jeg ikke bare Lene, men Mette, Stine og Rikke rendende. Jeg jagede rundt med ekstra stole, kogte æg og pyntede vindueskarmen med marcipanæg og pyntede påskekager.
Midt i samtale om bedste glasur begyndte Sofie at skrive til flere: Kan Katja og Julie ikke lige kigge forbi? De tager selv æg med! Kom bare, jeg skal bare lige åh, ovnen ringer!
Og på den måde voksede det.
Det udviklede sig hurtigt fra hygge til bazar. Der blev diskuteret, grinet, skyllet øl og snakket om fortid, fremtid og alt muligt indimellem. Jeg vaskede ketchup fra dugen og smilede, når nogen sagde: “Så hyggeligt hjemme hos dig, Anna!”
Men langsomt voksede presset. Folk dukkede op uden at Sofie spurgte ind imellem veninder, jeg knap kendte. Naboer, svag bekendte. Eller endda folk, jeg helst var fri for at se igen.
Det gamle minde med Nadja, en af Sofies barndomsveninder, dukkede op. En uretfærdig anklage, og så slæbte hun sig med til min dør: Sofie sagde, jeg bare kunne komme
Jeg sank en ekstra gang og sagde: Te?
***
Jeg fandt på små forsøg på protest som at servere billige småkager, ikke de hjemmebagte vaniljekranse fra bageren. Festen blev stadig god. Veninderne lo, delte vin og ryttede selv det værste roderi op bagefter.
En morgen fandt jeg et par plastikperler dinglende på hoveddøren efterladt ved en fest. Da Sofie kom forbi, lo hun:
Selv dine dørhåndtag holder fest, Anna!
Jeg trak på skuldrene indeni havde jeg lyst til at sige: Det er ikke fest. Det er rod. Men det blev til et tøvende: “Fest, ja”
Og festen ville ikke gå hjem.
***
Aftenens højdepunkt var det spådoms-arrangement, Sofie insisterede på. Hun udnævnte mig til Oraklet. Lene kom med tarotkort, et stearinlys og et gammelt spejl. Misser forlod stuen og gemte sig i vaskeskabet.
Vi prøvede at tage kontakt til højere magter, men i virkeligheden var det bare os, der grinede, legede spåkoner og skændtes om, hvem der ville blive gift næste gang.
Et splitsekund senere gik strømmen kortslutning. Misser spænede under sengen og blev væk hele natten. Da hun kom frem igen lettere støvet og fornærmet rakte jeg ud og sagde: “Vi gemmer os begge, ikke? Bare os to og alle andres latter bag døren.”
***
Det tog tid, før jeg turde sige fra.
Jeg skrev sætningen igen og igen på mobilen, men kunne ikke sende den til Sofie:
Næste gang, tag dem hjem til dig. Jeg har brug for en pause.
Det lød forkert enten for hårdt eller for undskyldende. Jeg hørte Sofies stemme i hovedet: Anna, du er jo den sødeste! Du forstår jo.
Så gik jeg ind i soveværelset, så mig selv i spejlet og sagde sagte:
Sofie, næste gang må du holde fest derhjemme.
Stemmen rystede. Jeg rettede mig op igen.
Nok nået. Du har lov til at sige fra. Jeg skrev: Jeg er træt, Sofie. Kan vi ikke holde næste komsammen hos dig?
Sendte beskeden, lagde mobilen og gik. Noget løsrev sig lettende indeni. Det var på tide at tage snakken ansigt til ansigt.
***
Jeg tog til Sofies lejlighed på Frederiksberg uden varsel præcis som hun altid kom spontant hos mig.
Den gamle etageejendom duftede af våd kælder og billig spray, og døren kunne kun åbnes efter flere minutters raslen med låsen. Indenfor mødte mig et kaos jeg slet ikke havde forestillet mig. Rod, skåle, tomme flasker, krøllede viskestykker og sofaen dækket af tøj.
På bordet halvdrukken kaffe og krummer. På køkkenet kartoffelskræller og et bjerg af kopper i vasken. Intet blomsterlys i vindueskarmen kun en indtørret citron og plastikbægre.
Sofie stod midt i det hele, uoplagt og tilfældig, og sagde undskyld med øjnene.
Efter mor døde, når jeg er alene føles min lejlighed bare som lejlighed, ikke hjem, sagde hun pludselig.
Vi satte os. Jeg glemte alt, hvad jeg havde forberedt. Kun sætningen stod tilbage: Jeg vil gerne forstå dig men jeg kan ikke længere være det eneste sikkerhedsnet.
***
Vi blev enige.
Fra nu af: Samlinger på skift én gang hver. Kun små grupper, én gang om måneden.
Men lad os begynde fra bunden bare dig og mig, ingen andre. Vi ryddede op, smed ud, vaskede kopper, og til sidst stegte vi pandekager og lo, da melet dryssede på Sofies kind.
Lige som vi sad, kom Laura forbi. Hun mærkede straks, at stemningen var ny: lidt luft, lidt plads. Der var stadig glimmer. Men nu var det vores glimmer ikke kun mit.
Vi spiste pandekager fra samme fad. Og for første gang føltes det som en fest, vi alle havde sagt ja til. Ikke fordi min lejlighed var på autopilot. Men fordi vi var sammen. Fordi vi alle sammen med eller uden glimmer indimellem bare har brug for at føle os hjemme.
AnnaSenere, da jeg gik hjem sammen med Laura, indhyldet i aprilkulde og latter, så jeg op mod lejlighedernes mange vinduer. Nogle lyste varmt, andre flimrede køligt blåt. Jeg tænkte på alt det, vi smugler rundt på fra fest til fest kagekrummer og gamle kort, knuste vaser og skjult ensomhed.
Mor, sagde Laura, det her er måske starten på dit eget hjem igen.
Jeg nikkede stille. Ikke længere værten, der skjulte sit eget rod bag andres behov. Men Anna med græs mellem tæerne, glimmer i håret, og et sprukket, men levende, hjerte.
Misser ventede i vindueskarmen, vrikkede sin hale og hoppede ned for at møde os. Laura skubbede døren op med sin skulder, og jeg standsede et øjeblik på måtten. Over hovedet hang stadig et enkelt papirhjerte fra hjørnet af døråbningen halvt krøllet, men umiskendeligt hjerte.
Jeg trak det forsigtigt ned, pustede glimmeren væk, og lagde det i en køkkenskål sammen med den fejlfri klementin. Så tændte jeg for elkedlen og fandt tre kopper frem.
I det lille køkken blev alting tyst, bare vasketøjets sagte pling og kattens spind. Udenfor gik sporvogne forbi i et mønster uden ende. Laura lagde hånden på min. Jeg mærkede et spirende forår bryde frem ikke kun i vindueskarmen, men i selve huset, i hjertet.
Det gik op for mig, at hjem ikke kun er det sted, andre søger ly men også det, hvor vi endelig tør åbne for os selv.
Næste gang kom folk ikke, fordi de måtte, men fordi vi inviterede hinanden ind.
Og festen? Den blev mindre. Men den blev min.
