At være lykkelig er et must
Faren forlod familien for en anden kvinde, da lille Malou var fire år gammel. Han gik sin vej lige efter nytår, og idet han stod i gangen, sagde han undskyld til sin datter, og lukkede hoveddøren bag sig.
Mor tog det hele meget roligt, nærmest som om det var en uundgåelig skæbne. I hendes familie var der ingen kvinder, der havde lange ægteskaber bag sig. Men et par uger senere, midt om natten, slugte hun alle de Panodiler og sovepiller, der var tilbage i huset, og faldt stille i søvn for altid.
Om morgenen prøvede Malou længe og højlydt at vække sin mor. Hun fandt lidt morgenmad i køleskabet og spiste halvhjertet, for derefter at gå ind og prøvede igen at vække hende. Slidt og træt lagde hun sig til sidst tæt ind til moren og faldt i søvn.
Den kolde januar-dag forsvinder hurtigt, og det er allerede begyndt at dæmre, da pigen slår øjnene op. Hun vågner af kulden, trækker dynen tættere omkring sig og klemmer sig ind til morens krop, men det hjælper ikke. Tværtimod mærker Malou, at det er fra moren, der kommer en isnende, ubærlig kulde. Tårerne brænder ned over kinderne.
Pludselig går hoveddøren op i entreen. Malou farer derud. Det er Mette, morens lillesøster, der kommer.
Malou, du er hjemme. Hvor er mor? Jeg har ringet hele dagen, hvorfor tager hun ikke telefonen? Jeg har da været så nervøs!
Malou griber fast i Mettes frakkeskøde og trækker hende med sig. Med store blanke øjne peger hun ind mod soveværelset og prøver at skrige, men stemmebåndene svigter; munden åbner sig i stumme råb og ansigtet forvredet af gråd, alt imens tårer og snot løber, men lyden mangler.
Mette havde aldrig selv kunne få børn, og hendes mand forlod hende efter fem års ægteskab. Hendes niece elskede hun med hele sit hjerte, nærmest som en datter. Derfor gik det naturligt, at da ulykken ramte, fik Mette overdraget forældremyndigheden, og Malou blev boende hos hende. Hun omgav pigen med omsorg, men hverken behandling eller tre års intensiv genoptræning gav stemmen tilbage.
Denne vinter slog frosten ekstra hårdt i januar, med sne og knirkende kulde over hele København. Malou og veninderne kælker hele dagen i Ørstedsparken, de laver snemænd og ruller sig i driverne, laver sneengle på plænerne.
Nu må det være nok, min skat. Du er gennemblødt og dine vanter er stive af is. Kom, vi handler i Netto vi mangler mælk og pasta, siger Mette bestemt.
Folk går ud og ind, dørene åbner og lukker, og ude foran butikken sidder en rødstribet kat på trappestenen. Den sidder blot der, krummer sig, som om den ikke mangler noget, men skifter alligevel lidt mellem forpoterne for at holde varmen. Malou sætter sig ned foran katten og beder Mette om at gå selv ind i butikken.
Jeg er hurtig, jeg lover det du bliver her og rør dig ikke, siger Mette.
Pigen aer katten langsomt, og den strækker sig, spinder og presser hovedet mod Malous hånd. Hun omfavner katten og presser dens hoved ind til sin kind. Pludselig strømmer de varme tårer ned over kinderne, og katten begynder at slikke dem væk og nyser lidt over salten.
Fy for katten, hvad laver du? Den er jo udekat og sikkert beskidt, udbryder Mette.
Hun river Malou væk og trækker hende hen til bilen. Pigen stritter imod, men Mette får hende bakset ind på bagsædet og sætter sig selv bag rattet.
Katten kommer luskende hen til bilen, kigger op på Malou gennem ruden og mjaver.
Sådan må det ikke være, hvis han allerede er min, kan jeg jo ikke bare forlade ham, hvisker Malou og gnider tårerne ud over ruden.
Er det dig der taler? Sig det igen, hvor var det dog vidunderligt, beder Mette grådkvalt.
Vi kan ikke forlade ham. Han dør jo uden mig! skriger Malou så højt, at hun helt mister pusten.
Mette springer straks ud, griber katten og sætter sig ind på bagsædet til Malou. Katten klamrer sig forskrækket fast til Mettes frakke, men springer hurtigt over til Malou, lægger sig til rette og bliver helt stille.
Vil du virkelig have ham, så får du ham. Det mangler da bare, griner Mette lettet og smiler varmt.
