Sneens bid brændte ikke længere på de bare fødder Dorte kunne slet ikke mærke dem nu. Kun vinden, railende og skærende som en pisk, hamrede mod hendes ansigt, hænder og hals, trængte helt ind gennem brystet, kun dækket af en slidt natkjole. Det grå hår hang tungt, tynget af vinterens sne, og lignede istapper mod hendes kinder. Stormen hylede gennem landsbyen, og Dorte famlede vildt rundt i sin egen have, uden længere at vide, hvor hun var. Hun pressede ryggen mod det frosne plankeværk, foldede armene på brystet og begyndte at jamre:
Åh, lad mig da bare dø! Tag mig nu, Gud! Lad det være slut!
Hun var død den nat frosset ihjel, hvis ikke naboen, Gertrud, var gået ud for at se til koen. Kunne den mon gå med kalv? Hun fik øje på Dortes dør, der stod åben, og lys slog ud gennem sprækken.
Dorte! Er du derude og roder i mørket?
Men Dorte stod bare klemt inde mellem træerne og den skrigende sne, øjnene knebet sammen, og gentog stædigt: “dø dø”
Gertrud smed alt og løb ind gennem Dortes haveport.
Dorte, hvor er du! Dorte, for fanden! DOOORTE!
Selv hvis hun havde villet, kunne Dorte ikke svare. Hun sank sammen langs plankeværket, mumlede usammenhængende og hvilede det våde, gråhvide hoved på sine knæ. Hendes kindben var benede og gennemfurede af tårer. Pludselig mærkede hun hænder under sig, som forsøgte at løfte, men den gamle krop var stivfrossen.
Åh, din gamle tosse! Jeg henter hjælp! lød Gertruds stemme, og hun styrtede ind til sig selv for at hente sin mand. Sammen fik de slæbt Dorte ind.
Efter den nat stod Dorte aldrig op igen. Morgenen efter kom den unge sygeplejerske, Astrid, for at se til hende; hun løftede på øjenbrynene over, at en kvinde på enoghalvfems år ikke havde pådraget sig noget forkølelse, men havde fået forfrysninger på fødderne. Hun lagde en hånd på Dortes ansigt.
Du skulle måske på hospitalet? Vi kan ringe efter bilen.
Den gamle kvinde så bedrøvet på pigens mørke hår, på kindernes forårsrødme, og rystede stædigt på hovedet.
Nej, jeg bliver her. Brug ikke mere af din tid på mig, min due. Jeg har ikke brug for hjælp. Gå med Gud.
Sådan lå Dorte i to uger. Ingen forstod, hvorfor hun den nat gik barfodet ud nogen mente, det var dumhed. For Dorte selv rummede det noget skæbnebestemt. Hun havde siddet på sengekanten, under det matte lys fra lampen, og pillet et strikket strømpe op. Hendes hænder kendte arbejdet udenad men hendes tanker var længe væk, blikket tomt, et skævt smil til noget fjernt, et ekko fra minderne.
Der havde aldrig været andet end slid i hendes liv, nød fra barndommen, men kun én gang var hun blevet ramt af kærlighedens korte lys.
Han hed Gregers.
Gregers… min Gregers… fniste hun stille med halvlukkede læber, smilet bredere, mere uforklarligt.
Hun drømte eller var det virkelighed? at hun stod ude på marken bag skoven, hvor herregårdens grunde sluttede. Hun spejdede håndskygget mod solen. Hun ventede. Han havde lovet at komme, og frygt blandede sig med håb. I det flimrende rugmark så hun en skikkelse et mandligt ansigt, og hun løb, lykkelig, råbende: Gregers! Gregers!
Med disse drømme faldt Dorte i søvn. Ud på natten vågnede hun, urolig, og kiggede ud: alene hylende sne, ruderne klirrede. Hun skubbede dynen væk, famlede sig ud gennem mørket, hænderne strakt foran sig.
Jeg er hurtigt tilbage
Hun gik ud, barfodet, åbnede døren med foden, og stirrede famlende ud i hvidt kaos over landsbyen. Hun rakte hånden frem:
Gregers!..
Kulden skar ind, og benene blev kolde som sten, men hun mærkede intet. Hun gik kun fremad, ud mod stakittet mod ham mod lyset, uden at se sig for.
Gregers! Jeg er her! Gregers!
Pludselig opdagede hun, at fødderne ikke længere lystrede de var stive af kulde. Hun skyndte sig, men kunne ikke længere finde porten. Alting snurrede: først et træ, så en stak brænde, så sne til knæene. Hun famlede forgæves. Drømmene gik i opløsning.
Siden gik dagene i et slør. Gertrud kom, bar mad ind og tændte op i brændeovnen, snakkede lidt. Den unge sygeplejerske kom, lagde forbindinger, smurte stinkende salve på fødderne, ville tage temperatur alt Dorte blev befalet, gjorde hun, men i ensomheden sad hun bare og stirrede op i loftet med tomme øjne. Lydene udefra strømmede ind: hundegøen, slæder over sneen, skolebørns glade stemmer på hjemvejen.
Oftere og oftere faldt hun i sløv døs. Hun åbnede øjnene: dagslys eller nat. I brændeovnen knitrede ilden. Taget dryppede tøvende. Gud, hvornår får jeg lov at dø? Bare det snart var slut tænkte Dorte igen og igen.
Allerede fra barndommen havde Dorte forstået én ting: hendes liv var som en glat skråning, mudret og fyldt med tornebuske. Man kunne kun glide længere ned. Ingen ville række en hånd, ingen standse faldet, ingen hjælpe en op mod lyset. Sådan var det for alle omkring hende, og hun forventede sig ikke mere. Hun havde vænnet sig til, at livet blot var et tungt, endeløst styrt, og det eneste at gøre var at bide tænderne sammen og tie.
Det år kom foråret sent og ondt til landsbyen. I stedet for varme bragte det kuldegysende blæst og regn, der omdannede vejene til dynd. Sneen forsvandt først i maj og efterlod den brune, livløse jord tung og træt som læder. Birkene stod nøgne langt ind i maj, og alting så ud, som om det var brændt. Dorte rettede på det tunge tørklæde og slæbte sig hen ad den mudrede vej fra brønden, vippende spande gyngede og sprøjtede isvand på hendes sprukne fødder. Overfor, lænet op ad et skævt plankeværk, stod gårdens mænd og røg i murrende regn, snakkede lavmælt sammen, mens Dorte usynlig, vant til at være en del af det triste sceneri gled forbi uden at løfte blikket.
Dorte! lød den skarpe, summende stemme fra Agnete, den gamle tjenestekvinde, som hun havde delt slit og dag med på herregården. Skynd dig ned til købmanden! Sig til Karsten, at han skal give det fineste bomuld til frøknen. Med blomster, hør du! Og så ikke mere snak der kommer gæster fra byen, middagsbordet skal dækkes op!
Dorte satte spandene fra sig, tørrede hænderne i det slidte forklæde og gik ad landevejen. Hun var kun toogtyve, men livet var allerede levet forbi hende uden at efterlade et eneste pust af lykke. Tolv år før, efter morens og farens død, havde herregårdens enke taget hende som pige for et stykke rugbrød. Dorte var dengang et slagent barn, bange for lyde og trusler. Nu var hun høj og stærk, tavs, med ru hænder og øjne så mørke og matte, at intet smilede mere i dem.
Hun arbejdede fra morgen til aften, til det snurrede i hovedet og benene truede med at give op. Dorte kløvede brænde i regn, malkede geder i frost, æltede ler til ovnen og skyllede tøj i det iskolde vand, indtil fingrene ikke længere virkede. I haven, under solen, voksede rød solbær og hindbær tungt; men ikke én fik hun lov at smage. Ikke til dig, dovne kartoffel! sagde fruen, og greb hende med brændenælder. Dorte så aldrig til siderne. Hun rev ukrudt med rasende tempo, kneb læberne sammen, og håbede bare på lidt ro. Fra morgen til aften var hendes bøjede ryg synlig i den våde have, de røde bær fristende tæt men hun nægtede sig selv alt.
Om lørdagen opvarmede hun selv den gamle gårdbadstue, bar tunge kar med vand fra åen, hentede brænde til ovnen, gned den slappe, brede ryg på husfruen så knoerne var blodige. Bagefter støttede hun hende ind i huset, iført rent, med hovedet brummende. Fruen sukkede, knurrede eller nikkede veltilpas og kaldte Dorte for sin arbejdshest. Hun kendte ikke andet liv, drømte ikke om noget. Hverken tøj eller smil eller kærlighed ragede hende. Hun søgte ingen selskab, var hverken tiltrukket eller tiltrækkende for nogen mand. Da hun en dag, stående balancerende på en stol for at polere spejlet, blev spyttet på af fruen:
Måske vi bare lader dig blive pebermø, Dorte? Vil du det? sagde hun.
Dorte steg af, vred kluden, trak på skuldrene.
Som de andre synes.
Ja, du bliver vist bedst som gammel jomfru! Med den bagdel kunne du alligevel bære ti unger og Gud nåde mig, du er da stærk nok til det.
Der var ikke én puls, der rørte sig ved de ord. Dortes sjæl sov tyst, ubevidst. Hun ville ikke noget mere, og mændene bemærkede kun hendes kraft og tavshed Hendes skønhed er til Gud, ikke mænd! sagde gammelkarl Bent. Sådan kunne livet være fortsat, hvis ikke en dag alt ændredes.
Det var sket i juni. Alt var grønt, fugtigt, efter den lange vinter. Fruens datter, en bleg frøken, ventede gæster en ung herre fra byen, der måske skulle fri. Dorte blev sendt på engen for at plukke margueritter. Hun gik nøgne fødder gennem græsset, da hun blev standset af en fremmed fyr. I blanke støvler og hvid skjorte stod Gregers, den nye staldkarl på nabogården. Hans lyse hår var glattet bagover, og øjnene skinnede drillende.
Goddag, skønne, sagde han overlegent og kiggede fra hendes hænder til brystet, hvor blusen sad stramt.
Dorte gjorde ikke mine til svar. Hun gled forbi, så han måtte træde til siden. Hvad vil du? sagde hun lavt uden at se op.
Hvad hedder du?
Den der navngav mig, ved det godt! knækkede hun af og gik.
Men Gregers blev ikke væk. Han begyndte at komme ugentligt, og Dorte mærkede hans blik på sig, om hun skrubbede gulv, vasketøj eller lavede ild. Han prøvede på alt, men hun afviste ham stumt. En dag overrumplede han hende i laden hun skubbede ham væk, så han væltede, og hun sagde kun: Så fik du den, hva og gik uden frygt.
Han sad længe efter, med hænderne slået om baghovedet, nu mærket af både smerte og voksende nysgerrighed. Gregers var vant til villige piger. Men Dorte var stærkere og noget vågnede.
Dorte var ikke ligeglad. Hun forstod ikke engang selv, hvad hun følte det var som nyt liv strømmede ind i hende. Hun begyndte at smile. Hun stod op før sol, så disen over engen, malkede koen, drømte om at løbe gennem blomster og le bare eksistere. Hun løb dog straks tilbage til arbejdet, bange for at spilde tid.
Gregers fik aldrig held til sin kurtise et enkelt stjålet kys i kælderen resulterede i en lussing, der rungede. Men han opgav ikke, og hendes sind begyndte at gløde, og hun smilede til ham, begyndte at kigge længselsfuldt efter ham.
En dag kom Gregers hende til undsætning, da en svend blev pryglede for tyveri på herregården. Dorte rystede, løb frem for at lægge sine egne hænder under pisken, men blev væltet omkuld. Hun greb en kæp, klar til at slå bagfra men Gregers rev pisken fra karlen, råbte: Væk med dig! Jeg skal nok tale med fruen!
Kvinderne stimlede sammen og trøstede drengen. “Min mor døde i går” snøvlede han. Noget slog klik inde i Dorte. Barndommens sorg væltede tilbage, og hun flygtede ind og græd i sin køje, kroppen hulkende af medlidenhed og indesluttet raseri.
Gregers fandt hende, satte sig tavs på kanten, og lagde roligt armen om hendes skuldre. For første gang lod hun sig omfavne. Hun trykkede sig ind mod varmen fra ham, mærkede ham ånde, og spurgte pludselig:
Hvad er der på den anden side af skoven? Hvad så?
Byen, mumlede han forundret. Store huse, kirker, butikker
Og så?
Tja, længere væk en anden by, og til sidst havet, siger de. Langt borte.
Hun havde aldrig set havet, engang åen skræmte hende. Men nu ville hun se det væk herfra, hvor hun blev slået, hvor hendes hænder blødte, hvor hun ingen navn havde. Hun tog hans ansigt, lod sine ru hænder mærke ham, så ham i øjnene:
Vil du tage mig med? Vil du gifte dig med mig?
Gregers blev fortumlet, snakkede udenom, at man måtte vente, skulle tjene op. Dorte lyttede slet ikke mere, hun slappede alt ind, kyssede ham, hviskede, at intet betød noget, bare hun kunne være med ham væk herfra. Den nat mistede hun sit kobberkors fra barndommen snoren sprang, og det forsvandt i mørket. Hun ledte ikke.
Gregers kom et par gange endnu. Hemmelige møder mellem høballer, i buskadset bag landsbyen. Dorte blomstrede, gik som en ung pige med let hoved, et nyt lys i øjnene, og kinderne runde af glæde.
Så var det forbi. Fruens datter blev gift med stas og halløj, Gregers kørte med familien til byen. Dorte hørte det ikke engang selv, men fra køkkenpigen: Han er rejst, Dorte. Søger du vinden, gør du.
Dorte ventede. Hver aften gik hun ud, stirrede mod landevejen, stod længe, armene over brystet, indtil stjernerne tændtes. Hun stoppede med at spise, stoppede med at sove. Hendes smukke, magre ansigt blev næsten gennemsigtigt, øjnene mørke af en vild ild. Agnete skældte og slog, men Dorte smilede kun, overbevist: han ville komme tilbage.
Sommeren gik, så efterår, regn og tåge. Dorte kunne lide at stirre mod horisonten, hvor skoven mødte himlen. Ingen fik hende til at forstå, han var borte: hun troede, han var forhindret af onde kræfter. Hvis bare hun ventede, ville alt godt vende tilbage. Hendes dage gled ud, måneder blev til år i venten.
Sent en oktoberdag, træerne nøgne, markerne sorte, gik Dorte ud i sin have. Pludselig så hun en skikkelse ved skovbrynet, hjertet sprang. Hun glemte alt, løb, råbte efter ham:
Vent! Vent!
Han vendte ikke om; måske hørte han hende ikke. Dorte løb, standset ved den svulmede å. Hun kunne ikke svømme, og han var allerede langt. Hun klatrede op på væltet træ, stod på tæerne, stirrede ud mod den svindende ryg. Hun turde ikke græde, bange for at han skulle opløses for hendes øjne.
En bondemor fandt hende, bøjende over hindbærbuskene. Kvinden rystede bare på hovedet.
Hvad laver du, Dorte? Hvorfor løb du?
Det var Gregers, sagde Dorte uden at vende sig om.
Hvem?
Staldkarlen fra nabogården.
Den Gregers? spurgte kvinden. Hør nu, han giftede sig for længst, lever i Vordingborg. Har en hel flok unger, siger de. Siden ulykken ligger han lam, hans kone slider med alt.
Lyv ikke, mumlede Dorte, øjnene brændte mærkeligt. Kvinden bakkede, kiggede bange.
Det gør jeg ikke, Gud hjælpe dig! Han må være død nu… Hvorfor ler du?
Ha-ha-ha! lo Dorte, siddende i jorden. Håret pjusket, skørten hævet, knæene blege i lyset, latteren skæv og forvreden.
Stakkel, hun griner! mumlede konen og slog korsets tegn, løb væk fra Dorte.
Siden så alle hende som vanvittig: ventede ikke længere desperat, men knoklede på sin lille jordlod, lavmælt og stiv. Efter arbejdet sad hun ofte på trappen og stirrede mod skoven, hvor havet måtte ligge. Hendes øjne var tomme, sjælen tom. Folk hviskede, holdt sig væk.
Inden alderdommen slog hende helt ud, kunne man midt om juni se Dorte trække i ren skjorte, redes det lange, stribede hår og gå ud på engen. Hun stod længe, slank men bleg, rettet mod horisonten, som stod hun og ventede siden evigheder. Spurgte man, blev svaret blidt, svagt smilende:
Jeg venter mit lykke. Den er derude bag skoven. Gregers sagde, han kom i dag.
Åh, stakkels kvinde!
Kun vinden hvislede i trætoppene, åen gled stille forbi, mens ude bag marker, skove, og byer bruste det fremmede hav, hun aldrig nåede at se.
Døren til huset knirkede. Gertrud var kommet for at tænde op. Dorte vendte sig, øjnene matte, uden nuance.
Nå? Hvordan går det med fødderne? spurgte Gertrud.
Dorte mumlede utydeligt. Gertrud lænede sig ind:
Hva? Jeg kan ikke høre dig!
bare dø nu Nej, han kommer ikke mere. Kun døden er tilbage nuGertrud sukkede og lagde dunken med paraffin fra sig. Hun satte sig tungt på sengekanten, lod hånden glide over det grå hår. Der er ingen, der kommer mere, Dorte, sagde hun blidt. Men du skal ikke sidde her og vente. Vi er her jo.
En flig af sol gled over dørtrinnet, ramte det gamle kludetæppe. Ude stak spæde græsstrå op mellem snemudderet. Gertrud kiggede længe på Dorte, der lå med lukkede øjne, åndedrættet sagte.
Kan du høre lærken? spurgte Gertrud pludselig.
Dorte åbnede øjnene, fjernt. Et svagt smil gled over hendes læber.
Ja, fint den synger over engen Der er så lyst.
Hun lukkede øjnene igen og så for sig solen på rugen, Gregers smil under birketræerne, fjern og klar, som i de første drømme. Det var så let nu ingen smerte, ingen vægt. Udenfor begyndte lærken sit spinkle forårskvad. Gertrud lagde et dampende klæde på Dortes pande. Jeg bliver lige her, indtil du sover, sagde hun roligt.
Men Dorte var allerede langt borte, smilende, let. Hun gik henover dugvådt græs, hvor vinden fra havet bar duften af salt, og hvor lyset dansede mellem birk og rug. På engen stod Gregers, ung som dengang, og rakte hænderne ud efter hende.
Dorte løftede blikket. For første gang i årtier løb hun let, leende uden smerte, uden frygt. Bag hende lukkede huset sig stille, mens to kvindestemmer holdt hinanden med tavs omsorg. Over det hele svævede lærkesang, forår og en ny begyndelse.
Dér, hvor skoven ender og havet begynder, ventede lykken. Og denne gang standsede solen ikke.
