Dørklokken ringer Uden at hilse og efter at have puffet sin søn til siden, stormer svigermor ind i lejligheden.
Nå, fortæl mig så, kære svigerdatter, hvilke hemmeligheder har du for din mand?
Mor? Hvad sker der, mor?
Da Frederik kommer hjem, er der stille i lejligheden. Allerede fra morgenstunden havde hans hustru, Birgitte, fortalt ham, at hun ville blive sent på arbejde ledelsen havde besluttet at gennemføre et uanmeldt tjek.
Han går ud i køkkenet og tjekker køleskabet der er ikke noget aftensmad. Frederik sukker, sætter elkedlen over og laver et par rugbrødsmadder, inden han slår sig ned foran fjernsynet.
Mens han zapper rundt med fjernbetjeningen, ender han til sidst på sportskanalen. Men han når aldrig for alvor at slappe af og nyde boksekampen.
Dørklokken ringer, og på dørtrinnet står Frederiks mor, Antonette Sørensen. Med stormskridt træder hun ind i lejligheden, hilser ikke og skubber sønnen til siden.
Frederik, du skal høre, hvad jeg lige har fået at vide! Det er Hanne nede fra vejen, der har fortalt mig det.
Hvad drejer det sig om, mor? spørger Frederik.
Birgitte, din kone, hun har endnu en lejlighed, som hun lejer ud! Hun bruger pengene på sig selv!
Mor, hvorfor lytter du til den skøre Hanne? Hun samler rygter op i hele byen, og du sidder bare og sluger det hele.
Ja, Hanne kan vist godt overdrive lidt en gang imellem, men denne gang er det sandt! Lige nu lejer naboens niece Birgittes toværelseslejlighed.
Pigen er lige blevet gift, og de lejer hos Birgitte. De betaler otte tusinde kroner om måneden og synes, det er billigt. Og vigtigst: hun har lejet den ud i over to år, og disse er langt fra de første lejere!
Det var sgu da utroligt, siger Frederik eftertænksomt. Men hvorfor har hun aldrig sagt noget til mig?
Vent du bare til Birgitte kommer hjem, så kan du selv spørge hende! Men det er jo klart: hun sparer op, så hun kan forlade dig. Hun stikker af med alle pengene, sagde Antonette.
Birgitte træder ind halvanden time senere. Manden og svigermoren venter. Antonette har valgt ikke at gå hjem hun er spændt på, hvordan hendes svigerdatter vil forklare sig. For at slå tiden ihjel laver hun aftensmad og bespiser sin søn.
Da Birgitte går ind i stuen, bliver hun mødt af to sæt agtpågivende øjne.
Svigermor starter:
Kom nu, fortæl, hvilke hemmeligheder har du for din mand?
Ingen, så vidt jeg ved, svarer Birgitte.
Ingen, siger du? Hvad så med lejligheden på Nørrebrogade nummer 43?
Hvad har min lejlighed med hemmeligheder at gøre? spørger Birgitte forundret.
Du lejer den ud og skjuler pengene for Frederik, erklærer Antonette.
Er det rigtigt, Birgitte? spørger Frederik for første gang. Hvordan fik du overhovedet den lejlighed? Og hvorfor har du aldrig fortalt mig, du lejer den ud? Jeg kunne da også godt tænke mig at vide, hvordan du bruger de penge.
Lejligheden arvede jeg fra min mors moster, Karen. Altså min grandtante jeg kan dårligt finde rundt i alt det familie
Karen døde næsten for tre år siden, Frederik. Jeg fortalte dig om det, og du svarede, at så slap jeg for at rende hos den gamle dame.
Og da jeg bad dig hjælpe med begravelsen, sagde du, at du havde alt for travlt på arbejdet.
Hvorfor efterlod hun dig lejligheden? ville svigermor vide.
Fordi jeg var den eneste, der besøgte hende, svarede Birgitte.
Men hvorfor fortalte du ikke Frederik om arven? blev Antonette ved.
Hvilken forbindelse har Frederik til min arv?
Hvad mener du med det? Han er jo din mand!
Ja, og?
Spiller du dum nu? Pengene burde gå i familien, men du bruger dem bare på dig selv!
Jeg har ret til det! Arv er mit personlige eje, og det jeg får ud af at sælge eller udleje det, er også mit. Jeg skylder ikke nogen forklaring, siger Birgitte.
Birgitte, jeg brugte sidste år en formue på at reparere bilen to månedslønninger røg der. Og du havde penge hele tiden? Det havde jeg ikke ventet af dig, bryder Frederik ind.
Det er jo din bil, Frederik. Du kører i den, og når jeg beder dig køre mig, siger du, at du har travlt, eller at det ikke er på din vej, og at jeg bare kan tage en taxa.
Sidste år kørte du mig tre gange: én gang på torvet før jul, én gang fra arbejde, da du havde glemt dine nøgler, og én gang til skadestuen, da jeg forstuvede min fod.
Hvorfor skulle jeg betale for reparationer på en bil, jeg ikke bruger?
Hvor meget har du så sparet op? spørger svigermoren. En million?
Det er nu ikke helt så meget. Frederik, du husker vel, at du har to døtre, der læser på universitetet? Hvornår sendte du sidst penge til dem? spørger Birgitte.
De arbejder da selv lidt ved siden af, svarer Frederik.
Ja, de studerer og arbejder, men hvis de skal forsørge sig selv, får de ikke tid til at læse.
Hvorfor fortalte du så ikke noget om arven med det samme? spørger han.
Fordi jeg ikke gad dette forhør, som vi har nu. Og jeg har en anden grund: se bare på, hvordan din mor fik din brors kone solgt hendes ungdoms-lejlighed.
Hvad mener du?
I pressede Oline et helt år. Sælg nu lejligheden, så køber vi et sommerhus og kan frigøre os lidt om sommeren.
Lejligheden blev solgt, og sommerhuset står nu registreret i dit navn, Antonette! Oline har ikke ret til at komme der uden din tilladelse, og venner må hun slet ikke invitere! Men ukrudtet på jeres grund må hun gerne hakke. Nej tak, det vil jeg ikke!
Du er respektløs, Birgitte! råber svigermoren. Du tænker kun på dig selv.
Jeg følger bare dit eksempel, Antonette, svarer svigerdatteren.
Frederik, hører du, hvordan hun taler til mig?
Jeg siger kun sandheden. Lige så snart du fandt ud af, jeg havde arvet, kom du løbende. Hvorfor?
For at fortælle Frederik om det, så klart.
Nu ved han det. Hvad så?
Din opgave er at lægge pengene i familiens fælles pulje.
De går allerede til familien. Bare til de behov, jeg finder nødvendige. Ikke til din bil, Frederik, eller til reparation af dit sommerhus, Antonette.
Vi kunne jo sætte os ned og tale om, hvad pengene skal gå til, siger svigermoren.
Synes I virkelig, jeg i en alder af seksogfyrre ikke selv kan styre mine penge?
Man må også tænke på andre end sig selv! udbrød Antonette.
Andre? Du mener dig selv? Netop derfor sagde jeg ikke noget om arven. Pengene går til mig og mine børn!
Og sådan vil det forblive. Det er nok bedst, hvis du, Antonette, glemmer alt om min arv som om den ikke fandtes! slutter Birgitte.
Så du vil selv administrere det hele?
Ja.
Heller ikke dele med din mand? spørger svigermoren.
Jeg deler, hvis jeg finder det nødvendigt. Jeg har jo sagt, det hele går til MIN familie.
Og jeg, er jeg så ikke familie?
Du er slægtning, Antonette. Min familie er mig, min mand og vores børn, siger Birgitte.
Sådan blev det altså umuligt for Antonette at få noget ud af svigerdatteren. Men hun giver ikke op, og prøver løbende som hun selv siger at få sin retfærdige andel.
Men Birgitte lader sig ikke manipulere. Antonette må indse, at hun ikke får heldet med sig præcis som man siger: Hver fugl synger med sit næb.
