Dagbog,
At tage med en gruppe pensionister på bustur til Italien virkede som en ganske almindelig beslutning. Jeg forventede hverken eventyr eller store overraskelser et par dages sightseeing, nogle billeder til albummet og nogle småsouvenirs til børnebørnene derhjemme i København. For mig handlede det mest om et afbræk fra ensformigheden og den ensomhed, der har gnavet på mig i de senere år.
Rom, Firenze, Venedig Navne der burde klinge som eventyr, men jeg troede egentlig bare, de ville føje sig til rækken af oplevede byer. Så stod jeg der under Kolosseums buer, betaget af bygningens storhed, mens guiden fortalte noget om gladiatorerne. Mine tanker gled væk. Netop der hørte jeg en stemme viske sjovt: Mon de gamle romere også brokkede sig over varmen ligesom os danskere?
Jeg vendte mig om og smilede til en høj, gråhåret mand med varme øjne og et smil, som virkede både genkendeligt og helt nyt. Han havde en enkel skjorte og solhat på, lignede én der slet ikke forsøgte for hårdt og kiggede på mig, som om vi var de eneste i verden.
Vi faldt straks i snak. Han hed Karsten, var enkemand og havde været pensionist i nogle år. Han fortalte, at han havde taget afsted alene, fordi han ikke længere ville vente på det rigtige tidspunkt for at opleve Rom.
Samtalen med ham var let og ubekymret, som om vi havde kendt hinanden længe. Vi sad på en lille café foran Kolosseum med hver vores espresso, og jeg blev næsten forundret over, hvor længe siden det var, at nogen havde lyttet til mig på den måde.
De følgende dage ændrede hele rejsen karakter. Vi satte os altid sammen i bussen, spiste frokost ved siden af hinanden og blev væk fra gruppen i menneskemylderet for så kun at finde hinanden med et blik. Der var noget barnligt over det, men også noget ubeskriveligt spændende.
Om aftenen, når de andre spillede kort eller så dansk tv på værelset, stod vi på hotelbalkonen, kiggede ud over byens lys og talte om alt fra vores børn og børnebørn til gamle minder og den overraskelse, det er pludselig at føle hjertet slå hurtigere.
Jeg blev grænsende til fjollet. Jeg begyndte at gå mere op i tøj, satte håret, lagde en diskret makeup, grinede højere. Mine veninder sendte mig smil nogle med varme, andre med en snert misundelse. Mest af alt følte jeg, at jeg fandt en del af mig selv, som jeg næsten havde opgivet sammen med hverdagsrutinerne og stilheden derhjemme.
Men som dagene gik, begyndte spørgsmålet at presse sig på: Hvad nu? Karsten boede flere hundrede kilometer fra mig, et sted på Fyn, mens mit liv er her på Amager. Vi havde kun denne ene uge løsrevet og usædvanlig. Er det nok til at ville noget mere?
Sidste dag gik vi tur i Rom kun os to, og til sidst fandt vi en plads på Den Spanske Trappe. Vi delte en gelato i stilhed. Karsten kiggede ud over byens tagtoppe og sagde: Det er længe siden, jeg har haft det så godt. Men jeg er bange for, at når vi er hjemme igen, så forsvinder det hele i ingenting. Du har dit liv, jeg mit. Er det her bare en sommerdrøm?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Indeni mig kæmpede håbet om en ny begyndelse mod frygten for, at det kun var en flygtig forelskelse, der ville fordufte sammen med feriens sidste dag.
På lufthavnen tog vi en afsked, der varede lidt for længe, med et blik hvor der var både farvel og måske en skjult aftale. Vi byttede telefonnumre, men ingen af os sagde Lad os snart ses igen.
I dag, mens jeg skriver dette, ved jeg stadig ikke hvad jeg egentlig føler. Hele ugen føles som en drøm. Smuk og intens, men skrøbelig. Måske havde Karsten ret måske var det bare en illusion. Eller måske er det fejt ikke at tage chancen, hvis det er et nyt kapitel, livet forsøger at give mig.
Så jeg sidder her og spørger mig selv: Skal jeg virkelig risikere mit trygge, forudsigelige liv for et følelse, der kom så pludseligt? Var det bare et affære under sydeuropæiske himmelstrøg, eller begyndelsen på noget, jeg endnu ikke kender? For hjertet slår stadig hurtigere, når jeg tænker på ham, og fornuften fortæller mig, at det måske er galskab.
Det er derfor, jeg skriver det her ned for at spørge andre: Har man ret til kærlighed og eventyr, når man er fyldt tres? Eller skal man nøjes med at gemme oplevelsen som et sikkert, varmt minde? Eller burde jeg kaste mig ud i det og se, hvor lang turen kan blive?
