Sidste ønske
“Nej, jeg kommer ikke hjem igen…” sukker Johan tungt, mens han vrider sig af smerte. “Og jeg ser aldrig Amalie igen. Jeg havde ellers planlagt at fri til hende Nåede det ikke Hvorfor lige mig?”
“Tag det nu roligt,” smiler sygeplejersken, da hun ser, hvor bleg den unge mand er, som netop er ankommet med akutmodtagelsen. “Det skal nok gå alt sammen.”
“Det tvivler jeg stærkt på…” får Johan mumlet.
Derefter ligger han blot og stirrer skræmt på det, der skal blive hans forberedelse til operation.
*****
Johan har altid hadet hospitaler.
Den modvilje har han haft siden han var barn altid harm over, at det gjorde ondt, og værst af alt: ingen undskyldning for al sorgen, der fulgte med.
“Hvorfor tuder du nu igen, Johan?” ler sygeplejersken, der trækker blodprøve fra hans finger. “Du skal jo snart starte i skole, men du græder som en lille pige. Skammer du dig ikke lidt?”
Johan prøver at hævde sig gennem tårerne, forsøger febrilsk at slippe fri, men det lykkes ham ikke at flygte fra behandlingsrummet. Han skammede sig ikke. Det gjorde bare ondt.
Hver gang han og hans mor gik hjem fra børneklinikken, svor han, at han aldrig ville sætte sine ben på et hospital igen. Aldrig nogensinde, ligegyldigt hvad. “Jeg dør hellere end at komme tilbage!” sagde han skråsikkert.
“Johan, hvad siger du dog?” prøver moren at berolige ham. “Lægerne er der jo for at hjælpe folk, så de ikke bliver syge og kan leve længe. De er gode mennesker du skal ikke være bange.”
“Ja, gode mennesker” snøfter Johan, mens han kigger på sin finger, hvor det føles som om halvdelen af livet er blevet tappet ud. “De kan bare helbrede sig selv, mig skal de lade være!”
Og vi behøver næppe fortælle, hvordan Johan reagerede, da forældrene med magt slæbte ham til tandlægen for at få fjernet en tand? Hans skrig kunne høres udenfor, selv gennem lukkede vinduer.
Det blev ikke til mange gode minder. Derfor er det helt forståeligt, at han som voksen har en stærk modvilje mod alt, der har med læger og hospitaler at gøre. Han holder sig så langt væk fra lægekonsultationer som muligt.
Men så skulle skæbnen lige stikke ham et ben: en dag blev Johan ramt af blindtarmsbetændelse.
Smerten var så voldsom, at Amalie, som han havde aftalt restaurantbesøg med, blev nødt til at ringe 112.
“Du behøver ikke ringe efter en ambulance, det går over” trygler han.
“Er du skør? Jeg kan jo se, hvor dårligt du har det. Jeg har selv haft blindtarmsbetændelse det ser præcis sådan ud.”
Sådan ender Johan, mod sin vilje, i Akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital.
Hvordan det føltes, kan I nok regne ud
Blot at forestille sig kirurger rode rundt i hans indre gør ham trist.
Og da han ser to alvorlige portører trække en båre forbi med en afdød, rammes han af en overvældende følelse af undergang.
“Det var det jeg kommer ikke hjem igen Jeg ser aldrig Amalie mere. Ville ellers fri til hende. Nåede det ikke. Hvorfor mig?”
“Lad nu være med at bekymre dig sådan,” smiler sygeplejersken forsigtigt, imens hun ser Johans blege ansigt. “Alt skal nok gå.”
“Det tvivler jeg på”
“Der er ingen grund. Det er en rutineoperation, og du er heldigvis kommet ind i tide. Var du kommet senere, kunne det have været alvorligt.”
Operationen går uden problemer, til Johans lettelse. For første gang i årevis får han næsten positive oplevelser fra et hospital overraskende nok uden smerter.
Han sover tungt hele natten igennem, kun afbrudt kortvarigt, når dropet skiftes.
Om morgenen vågner han, og i rummet ligger nu en ældre mand.
“Kunne jeg bare få fred,” tænker Johan utilfreds. “Nu ender det nok med, at han vil fortælle hele sin livshistorie.”
Johan orker ikke at tale. Han vil bare have ro. Ikke engang Amalie ringer han til han sender blot en SMS om, at alt er okay.
Han spekulerer over, hvor dårligt timingen har været. Han har boet sammen med Amalie i et år. I går skulle han fri havde bestilt bord, fik musikerne til at spille hendes yndlingssang, og ringen skulle leveres af tjeneren under dække af dessert.
Alt skulle være perfekt.
Men nu ligger han i en hospitalsseng med en gammel mand.
Til Johans overraskelse begynder den ældre ikke at snakke uafbrudt. Han hilser venligt, ringer et par gange til nogen uden held hans gamle Nokia løber tør for strøm.
Han har ikke opladeren med. Personalet har heller ingen så gammel model.
Da den ældre ser den sorte skærm, løber tårerne. Johan føler et stik af skyld her ligger han og forestiller sig det værste, mens manden reelt har problemer.
Efter lidt tøven sætter Johan sig i sengen og spørger, om alt er okay.
“Nej, det er min søn jeg kan ikke få fat på ham,” siger den ældre bedrøvet.
“Ved han ikke, du er her?”
“Jo, men vi har været uvenner et halvt år. Han ville have mig på plejehjem og sælge huset, men jeg nægtede.”
Den gamle fortæller om sit sygdomsforløb og, at operationen er om to dage. Han er bange for, at han ikke når det.
“Det skal du ikke tænke på,” siger Johan opmuntrende. “Lægerne gør jo alt for at redde liv de fjerner mit blindtarmsbetændelse i går, og se jeg lever endnu.”
“Du kan ikke sammenligne et hjerte med et blindtarmsbetændelse,” trækker den ældre på smilebåndet.
“Jeg har kun min hund tilbage. Alfred. Han er udenfor, og jeg ville gerne have, at min søn tog sig af ham, hvis jeg forsvinder… Han får jo huset, så det må da være en rimelig byttehandel. Men han tager ikke mine opkald. Da sygeplejersken ringede, nægtede han at tale med mig det er sådan, han er.”
Tårerne vender tilbage. “Alfred er det eneste selskab, jeg har. Jeg fandt ham på min fødselsdag, for halvt år siden. Min kone døde for fem år siden, ingen andre tilbage. Natten inden min fødselsdag drømte jeg hende hun kom gående med en hund. Og samme dag fandt jeg Alfred, forladt og bundet fast i kulden.”
Du kan høre kærligheden i stemmen. “Vi fandt hurtigt sammen. Jeg søgte ejerne i flere uger, men ingen meldte sig. Nu betyder Alfred alt.”
Johan ligger længe den nat og spekulerer på hunden og sønnen, der aldrig tager sin telefon.
Om morgenen vækkes Johan af højlydt rallen den ældre gisper efter vejret, holder sig til hjertet.
“Skal jeg hente en læge?” spørger Johan forfærdet.
“Nej Ring hellere til min søn, Anders,” hvisker han. “Nummeret ligger på kommoden. Fortæl ham, at jeg gerne vil sige farvel, eller i det mindste bede ham tage Alfred og give ham et hjem.”
Johan tager papirslappen med de håndskrevne cifre og ringer.
“Hej, er det Anders? Jeg er din fars værelseskammerat Det gælder Viggo Jensen han er dårlig, og vil gerne se dig.”
“Dør han så måske? Hvilket hospital er han på? Var det ikke Aarhus?” siger Anders.
“Jo, tredje etage, stue 314.”
Johan skynder sig ud for at finde personalet de kommer hurtigt til stede, men allerede da er Viggos hjerte stoppet.
*****
“Din far døde faktisk næsten i mine arme,” fortæller Johan til Anders, da han endelig dukker op.
“Det var jo nok bedst sådan,” siger han tørt. “Så slipper man da for at rende og passe dem. Nu er huset mit, og jeg har selv familie og job.”
“Viggo bad dig virkelig indtrængende tage dig af Alfred,” tilføjer Johan.
“Spar mig for det den hund betyder ingenting. Han nægtede jo at komme på plejehjem kun på grund af den tøsede hund. Nu kan man da sætte huset i stand og få det solgt.”
Johan kaster et langt blik på den kyniske søn, der kun samler den gamle Nokia op og smækker døren.
Johan bliver liggende trist og tænker, at Viggo kunne være blevet gammel, hvis ikke Ja, men heldet var ikke altid med ham.
Og nu er Alfred alene, måske uden nogen til at tage sig af ham.
Han tvivler på, at Anders gør noget for hunden huset bliver solgt, Alfred overlades sikkert til sin skæbne. Måske fodrer naboerne ham, måske ikke.
Den nat drømmer Johan, at Viggo søger efter sin hund gennem byen tårerne løber ned ad hans kinder.
Johan græder også i drømmen. Det har han ikke gjort siden barndommen, hvor han lovede aldrig at græde “som en pige” igen.
Også hjemme fortsætter tankerne. Hver morgen ser Amalie, at Johan er langt væk i sine tanker.
“Er du okay, Johan?”
“Jo, tænker bare”
“På hvad?”
“Jeg lå på stue med en ældre mand, Viggo. Han skulle have en hjerteoperation, men nåede det ikke. Hans søn reagerede aldrig, og Alfred hunden er nu måske alene.”
“Kender du nogen, der vil tage Alfred?”
“Kun sønnen, men han er ligeglad. Han ringede endda til ejendomsmægler for at få solgt huset så hurtigt som muligt. Jeg synes, det er synd for Alfred.”
“Skal vi ikke tage ud og kigge efter ham?” foreslår Amalie. “Hvis han stadig er på gaden, kan han bo hos os.”
“Er du seriøs? Er du ikke imod at få en hund i lejligheden?”
“Nej da, det bliver hyggeligt!”
“Men hvordan skal vi finde huset uden adressen?”
“Mon ikke jeg kan finde ud af det på hospitalet,” siger Amalie. “Vi skal bare lige forbi en butik de ansatte vil nok gerne have lidt chokolade og kaffe.”
Det viser sig, at lidt god kaffe og chokolade får sekretæren til at hjælpe; Amalie får adressen til Viggos hus på et stykke papir.
En time senere parkerer de foran et gammelt rødt hus lidt uden for Aarhus.
De leder, kigger over hækken ingen hund.
Naboen, Birthe, kommer ud: “Hej, søger I nogen? Her bor der ikke længere nogen.”
“Vi er kommet for Viggo,” siger Johan. “Han gik bort forleden. Ved du, hvad der blev af Alfred?”
“Ja, den søde lille hund. Han ventede i flere dage uden for lågen, kiggede mod vejen. Jeg tror aldrig, han forstod, hvorfor Viggo ikke kom tilbage Sønnen, Anders, blev så sur, at han en dag tog hunden med i bilen. Siden har vi ikke set Alfred.”
“Ved du, hvor han tog ham hen? Hvordan så han ud?”
“En lille charmerende fyr. Jeg har faktisk et billede,” siger Birthe og skubber mobilen frem med et foto. “Det er en corgi,” smiler Amalie. “Sød! Og Anders fortalte kun, at han havde fundet nogen til Alfred men jeg tror ham ikke.”
Johan og Amalie takker, sætter sig tyste i bilen og kører; de er kede af, at de kom for sent.
De kører et par omgange gennem kvarteret, spørger forbipasserende om nogen har set en forladt corgi i området, men uden held.
Da Johan prøver at ringe til Anders, indser han, at han er blevet blokeret.
“Vi må håbe, der er nogen, der har taget sig af Alfred,” siger Amalie stille.
Skæbnen vil, at de vælger en alternativ rute hjem, og pludselig ser Amalie en hund sidde ved siden af landevejen nøjagtig som på billedet.
“Johan, der sidder han!”
De holder ind, Johan nærmer sig hunden.
“Alfred!” råber han venligt. Hunden vender sig, kigger nervøst. Johan sætter sig på hug: “Jeg kendte Viggo han bad mig tage hånd om dig. Må vi tage dig med hjem?”
Efter nogen tøven nærmer Alfred sig, snuser til Johans hånd han kan lugte sin tidligere ejers duft.
Pludselig logrer han, trykker sig ind til Johan, mens Amalie rækker armen ud til ham. Begge har tårer i øjnene.
Senere sidder de alle sammen i bilen, på vej hjem. Alfred hopper op på bagsædet, ligger sig roligt klar over, at han endelig har fundet nogen, der ville ham.
***
“Ham der Anders det er ikke meget at regne for,” siger Johan hjemme. “Han skulle give hunden et nyt hjem, men i stedet smed han ham væk. Jeg har lyst til at sige ham et par sandheder.”
“Lad det ligge,” svarer Amalie. “Vi har hjulpet Alfred måske får Anders en dag selv brug for hjælp, og så bliver han måske også alene. Det skal regne, som man sår.”
“Du har nok ret,” smiler Johan og ser på Alfred, som ligger på sofaen og småtrippen i drømme.
Johan finder æsken med ringen frem nu frier han, lige her, uden restaurant eller musik. For han har forstået, at man ikke skal vente på det perfekte øjeblik. Det ene øjeblik, der er vigtigt, er nu. Og Amalie siger ja.
Sådan gik det for Johan, Amalie og Alfred.
