“Det Forbandede” Gamle Hus
Så er vi fremme! Ud med jer! sagde chaufføren og slukkede motoren, da flyttebilen holdt ved et gammelt, skævt plankeværk.
Karen nappede blidt til Laura, der lå og sov på hendes skulder og trak vejret, som kun børn kan, når bilen vugger dem i søvn.
Skat, vi er fremme. Vågn op.
Søvnige Laura gned sig i øjnene og vred hovedet, mens hun prøvede at lure huset an.
Mor, skal vi bo HER nu?
Jep, min pige. Kom, så må vi hellere få læsset af og se, hvad vi har kastet os ud i.
Karen sprang ned fra det høje trin og løftede forsigtigt sin datter op. Bag flyttebilen dukkede Mathias op, der var kommet i egen bil, som han nu parkerede lidt tilfældigt på fortovet.
Alt okay?
Ja. Hvor er nøglerne?
Her, sagde hendes eksmand og rakte hende nøglebundtet. Papirerne til huset ligger på bordet. Finder du sagtens. Jeg henter Laura igen lørdag som vi har aftalt.
Fint.
Jeg giver en hånd med tingene, men så smutter jeg. Der er knald på arbejdet.
Karen nikkede. Hun havde stadig alle følelserne sidende som en vildkat kradset rundt i maven, men hun vidste, der ikke var noget at gøre. Man må bare klø på helst uden at drukne i selvmedlidenhed.
De havde holdt sammen i fem år. For en måned siden fik Karen at vide, at Mathias havde fundet en anden. Ikke bare en sideflirt det var alvor. Han gik direkte efter stationcar og familiepakke.
Karen havde følt det som at blive flyttet til en parallelverden af sort/hvid tv. Hvad nu? Hvordan overlever man det her? I går havde hun et trygt hjem, en rar ægtemand og livet sat i system og nu? Ingenting. Hun mistede endda troen på folk. Hvis den, man stolte på mest, kunne svigte sådan uden at blinke, hvad så med resten? Især fordi de jo aldrig havde de store dramaer. De var bare sammen normalt. Derfor havde Karen slet ikke set det komme.
Det var ikke bare et chok. Det slog benene væk under hende.
Hun holdt sig selv i gang med rutinerne: hente og bringe, madpakker, arbejde, støvsuge men tanken om fremtiden nægtede at vige. Hun kunne kun tage én dag ad gangen.
Lejligheden, de havde boet i, tilhørte Mathias forældre.
Karen havde kun sin gamle tante, Lydia, i nabobyen. Da Karen ikke kunne besøge hende så tit, havde hun fået naboen til at se til hende handle ind og holde øje med medicinen. Karens forældres gamle lejlighed lejede hun ud, og lejen gik ind på en konto, de to kvinder delte. Mange gange havde Karen spurgt, om Lydia ikke ville bytte sit lille hus ud med lejlighed tættere på men Lydia nægtede.
Da Mathias proklamerede sin utroskab, regnede han ikke med skænderi eller hulk. Sådan var Karen ikke. Han vidste, at hvis hun fik tæppebombet sit hjerte, så ville hun bare trække sig ind i sig selv. Så da sandheden ikke kunne skjules længere, og “veninder” selvfølgelig havde sladret, satte han hende ned ved køkkenbordet, mens Laura sov.
Jeg ved, du ved det hele. Jeg gider ikke undskylde, men sådan blev det. Vi har et barn. Hun skal ikke lide under det her. Har du tænkt på, hvordan du vil leve videre?
Aner det ikke Karen sad og stirrede på kaffen, som om den måske kunne spå om fremtiden.
Følelserne var i orkanstyrke, men udenpå virkede hun rolig. Hun nægtede at vise Mathias, hvor knust hun var. Hun kunne næsten ikke få vejret for bare skuffelse. Men han havde ret: Laura var vigtigst.
Måske vi skal opsige lejeaftalen i din lejlighed, sagde Mathias.
Nej. Det er min skyld. Jeg har talt med mine forældre, og hvad hvis du og Laura flyttede? Min mors gamle hus i Sorø står tomt. Ja ja, det er et faldefærdigt skur, og det trænger til en kærlig hånd, men det er solidt og varmt. Din tante bor jo også lige om hjørnet, ikke? Min mor vil gerne overdrage huset til dig og Laura. Hvordan lyder det?
Det er vel aftrædelsesordningen, smålo Karen, men faktisk lød det som et fornuftigt valg. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at gå ture gennem byen og støde ind i Mathias og hans nye familie”projekt”. Alt var alligevel forbundet med minder, der sved, når hun så legepladsen, hvor de plejede at grille.
Nu måtte hun tænke nyt for både sig selv og Laura.
En lille by med skole, egen bager og læge, alt tæt på og vigtigst tante Lydia som livline. Laura var lille der skulle holdes øje konstant. Og Mathias ville næppe give hende det samme nærvær nu. Karen ville nok skulle finde arbejde.
Hun nikkede beslutsomt.
Okay. Det bliver sådan.
Fint! Mathias rejste sig. Mor ringer, når I skal til notar i morgen.
På vej ud tøvede han i døren og sagde med et halvt blik tilbage:
Undskyld, Karen! Det var ikke meningen, det skulle ende sådan.
Hun svarede ikke, nikkede bare stift, lukkede døren og gled ned ad væggen med ærmet i munden for ikke at vække Laura, mens hun småhylede.
Det var ikke gråd det var uldulvehyl. I barndommen havde hun set en dokumentar om ulve. Lige nu følte hun sig som en såret hunulv. Hun tudede længe, og langsomt forsvandt vreden ud gennem tårerne. Tilbage var et tomrum. Noget skulle hun fylde i. Ellers ville hun ende i det sorte hul af mismod, der bare ventede på at sluge hende.
De følgende uger tænkte Karen ikke på andet end at komme videre og få skaffet sig et hjem til sig selv og sin datter.
Nu stod hun så foran det skæve plankeværk til sit “nye” hjem og så ud over den vildtvoksende have, hvor hverken hus eller have kunne ses for bare æbletræer og buske. Der stak en stump tag og en flig af verandadøren ud mellem grenene.
Laura hev hende i ærmet.
Mor, hvad venter du på? Kom nu!
De gik op ad stien, rundede det gamle æbletræ og standsede foran huset.
Nej, “hus” var for lidt, tænkte Karen. En romantisk, lidt træt villa-agtig sag med lille kvist og stor, farvestrålende veranda omfavnet af efterårets gyldne have. Det var som om, det sagde “fotografér mig” så Karen fiskede sit kamera frem og tog et par billeder. Pludselig følte hun, at hun faktisk kunne lide det her sted. At alt det hårde slid, der ventede, var præcis, hvad hun havde brug for.
Laura stod med åben mund og halvdelen af hånden i munden. Karen nøjede sig med at hive hende i kvasten på huen:
Tag fingeren ud af munden, guldklump. Overrasket over dit nye slot?
Moooor! Det er SÅ flot!
Ja, vi må hellere se, hvad der gemmer sig indenfor! Og finde ud af, hvor du skal sove.
JA! Kom nu, kom nu!
De gik op ad trinene og ind gennem den gamle veranda. Huset var ikke stort: køkken, to små værelser i stue-plan og ét oppe under kvisten og så en temmelig rummelig stue, hvor der stod et rundt bord med en hæklet sjal over lampeskærmen. Her var råkoldt. Der var vist ikke blevet fyret længe. Men, underligt nok, følte Karen allerede, at huset var varmt på den hyggelige måde.
Karen! Det hele er ude, og jeg har givet flyttefolkene deres penge, Mathias stak hovedet ind. Kom, jeg viser dig, hvordan varme og vand fungerer.
Han viste hurtigt vej, sagde diskret farvel og kørte.
Karen fandt vej til køkkenet, satte elkedlen over og hev mad frem fra tasken, så Laura kunne få noget at spise. Mens maden simrede på komfuret, fandt Karen baljen med rengøringsmidler. Køkkenet var lille, men havde charme to store vinduer ud til haven. Ved det ene stod et bord, som Karen begyndte at vaske af. Laura dinglede med benene og betragtede skabslåger og den kulørte lampe over bordet.
Pludselig bankede det højt på ruden. Laura skreg, Karen skvattede næsten på gulv-sæben og udenfor sad verdens tykkeste, røde hankat på vindueskarmen og gloede.
Hold nu op, det var et chok! Ja, du skræmmer livet af os her, hr. kat, stødte Karen ud og smilede så. Se, Laura, en ægte charmetrold!
Katten nægtede at blinke og stirrede bare.
Nå, vil du ind, så kom da bare? Jeg finder sikkert en dåse tun.
Katten forsvandt sporløst.
Nå, ja, bare man har fået invitationen, Karen trak på skuldrene. Laura, vask hænder så er der mad!
Karen gik mod døren og dér sad katten. Inde. Selvom døren VAR låst.
Det lod ikke til at forstyrre ham han sad der bare, stirrende, så sødt, at selv Karen måtte opgive at være sur.
Hun hev et stykke kylling op og lagde det på en tallerken.
Så, værsgo, du kan bare tage for dig.
Katten luntede hen og smagte på sagerne, som om det var stjernetapas.
Karen kontrollerede hurtigt døren. Låsen var stadig drejet, men nederst i døren så hun en lille lem. Kattelem. Selvfølgelig man skal bare kende de hemmelige indgange.
Da Karen vendte tilbage, sad Laura og kat og snakkede, som var han et menneske. Katten så ud, som om han forstod hvert ord.
Karen grinede for første gang længe.
Nå, Laura, I ser da ud til at have fundet hinanden!
Både barn og kat drejede synkront hovederne, og Karen sværgede, at katten trak på skuldrene ligesom Laura.
Det bankede på døren, og Karen vinkede til datteren:
Bliv her, jeg åbner lige.
Dav! Jeg er jeres nabo. Povl Grevesen men I kan bare kalde mig onkel Povl. Her, tag denne her, og han rakte en liter fløde frisk fra egne køer. Drik det, det gør godt!
Dav, Karen var lidt overrumplet, men formen blev hurtigt fundet frem. Jeg hedder Karen. Hyggeligt at møde dig! Uh, stadig varmt, tak! Kom indenfor!
Onkel Povl tøvede ikke, men fulgte med.
Karen satte mælken på komfuret. Laura vendte sig:
Hej! Jeg hedder Laura.
Hej med dig, og jeg er onkel Povl.
Kender du denne kat, onkel Povl?
Kender jeg den? Selvfølgelig det er min røver! Han hedder Bastian. Skulle han spise for meget her, så spar ham bagdelen hjemme hos mig bliver han fodret grundigt. Ellers fanger han aldrig flere mus.
Har I mus? Laura så nærmest fascineret ud.
Ja, det har vi alle i de gamle huse. Især når det bliver efterår. Så…
Mor, vi MÅ have en kat. Vores egen!
Måske, Laura. Vi får se. Onkel Povl kender du nogen, der kan hjælpe med have og hus? Jeg skal bruge nogle stærke arme.
Kender jeg nogen? Johannsen tre huse nede grøn port. Han er ferm til alt. Hjælper gerne, og han er rimelig i prisen.
Tak! Vil du have en kop te? Vi er kun lige flyttet ind, men der er da småkager.
Den tager jeg gerne! smilede onkel Povl.
De sludrede under teen, og onkel Povl fortalte om byen, hans familie og alt det løse.
Sig mig, Karen, hvordan havnede du egentlig her?
Arv, svarede Karen, og smilede lidt bittert. Hun havde ikke lyst til at åbne op for livshistorien.
Du ved, huset har stået tomt i mange år, ikke? Det siger man jo er lidt uheldsramt.
Du skræmmer mig! Hvorfor?
Nej nej, der sker ikke noget ulækkert! Folk har bare aldrig kunnet bo her ret længe. Så er der sygdom, dødsfald, eller ulykken hænger fast det blev bare husets ry. Huset blev bygget af byens købmand til hans forlovede, men hun døde mindre end et år efter brylluppet af feber. Han solgte huset og forsvandt, og siden er det gået sådan. Det er næsten hundrede år gammelt nu, og hver gang nogen byggede om eller fik nye planer, så gik de snart igen.
Karen rørte tankefuldt i sin te.
Nå, ja… Det er nu engang det hus, jeg har. Vi må se, hvordan det går. Vi er da modige piger, ikke Laura? Os skræmmer du ikke sådan uden videre!
Flere måneder gik.
Karen var kommet i gang. Hun havde fået job som fotograf hos det lokale fotostudie og klarede sig helt hæderligt. Engang var det en hobby nu blev det en levevej. Under graviditeten havde hun taget kurser, og nu fik hun også bestillinger på børneportrætter og fester.
Lidt efter lidt blev huset og haven trimmet. Johannsen “Mester”, kaldte han sig var virkelig guld værd. Han ordnede det grove, og sammen fik de ryddet haven, hvor Karen opdagede, at hun faktisk havde frugttræer og bærbuske nok til at forsyne Laura med vitaminer tæt på gratis. Derefter fik de styr på tag, veranda og trappestenen. Det tog tid, men det var det hele værd.
Huset vågnede op og det føltes nu trygt at træde ud på trappestenen om morgenen med yndlingsteen i kruset og klappe de nymalede rækværk.
Karen tog sig også af tante Lydia, og hver aften kiggede hun og Laura forbi et par minutter, inden de gik hjem. Det føltes som det rigtige valg at flytte. Karen begyndte at finde ro og lod næsten sin vrede mod Mathias gå.
Han dukkede op ofte og så Laura de klarede det. Mathias havde ikke svigtet pigen. Han hjalp til. Alt det med dem to var bare, ja, livet. Karen droppede efterhånden at rode rundt i hvorfor og hvordan. Hun var jo heller ikke perfekt, fangede sig selv i at have brugt mest tid på barnet, mens Mathias måske følte sig overset. Men hun gav Laura forståelsen der var stadig både en mor og en far, der elskede hende, selv om de ikke var sammen.
Tante Lydia sagde det så godt:
Det er rigtigt, Karen. Slemt at blive vred men du skal ikke bære nag. End ikke en lille sorg skal have lov at fylde for evigt, for til sidst vokser den dig over hovedet. Glem det onde hav fokus på det gode. Tænk på din dejlige pige! Hun er det vigtigste. Resten må du give slip på vrede gør kun din sjæl tung, og unger fanger ALT. Husk det. Hvad vil du have, hun husker om denne tid? Dit humør er hendes barometer.
Karen nikkede.
Hun lærte snart alle naboerne at kende, og snart væltede det ind enten børn, der ville lege med Laura, eller ældre damer med hjemmebag. Tante Marie nede ad vejen lærte Karen at bage brød, og det løste Lauras småklynker blot et stykke nybagt brød i hånden, og Laura drak mælk uden brok.
Senere kom Karen også til at kende gamle Erik, der dukkede op og bød på jordbær så store som tennisbolde.
Det er “Victoriabær”, skat. Når du er klar, får du tricket til plantning!
Efterhånden fik Karen verandaen shinet op farvede vinduer, vasket gulv, og så en gyngestol i hjørnet, hvor Laura tilbragte hver aften sammen med den røde Bastian, som mente, det var helt normalt at bo i to huse på én gang. Nu gik Karen nærmest på line ud hver morgen, efter at have trådt på en mus, som Bastian havde lagt sirligt frem på trappen. Han leverede varen og Laura elskede ham.
Eneste minus: Zita. En kvinde lidt ældre end Karen og ubetalelig sladderhank. Hun sludrede om alt og alle og hvis Karen prøvede at snakke om noget andet, havde hun ikke meget held. Det eneste Zita ikke kunne snakke væk, var katte, for hun havde allergi.
Onkel Povl, hvordan stopper man hende? spurgte Karen. Det er som en radiokanal, man ikke kan slukke.
Tjaa, du kan ikke gøre meget. Hun skaber drama, hvis man ikke lukker hende ind. Jeg har katte derfor holder hun sig væk.
Kat eller hund, du siger noget…
Zita nøjedes dog snart med at dukke op sjældnere. Hver gang hun var der, gik der nærmest Murphys Law i det første gang rev hun sin nye nederdel op på et usynligt søm, trods alt lige var blevet renoveret. Næste besøg missede hun sin stol og satte sig på gulvet. Karen begyndte at tænke, at huset beskyttede hende mod uvedkommende.
En dag klippede hun buske ved porten og overhørte Zita, der snakkede med onkel Povl:
Sivert, hør engang. Hun bor alene med unge og påstår, hun ikke har en mand?! Tror jeg ikke på. Huset står snorlige, haven ligeså hun har altså en hemmelig kæreste!
Vrøvl, du. Alle ved da Johannsen hjalp, og hun betalte ham fair og ærligt.
Men huset, Povl. ALLE i byen ved, det er forbandet. Hun burde komme væk. Og hvorfor kommer alle til hende og ikke til mig?
Fordi det ikke handler om huset, men om mennesket. Karen er et godt menneske folk føler sig velkomne. Du skulle prøve det. Gå nu hjem, Zita, der er mælk på kogepladen! Ud med dig!
Karen listede væk, smågrinende. Folk er nu skøre på hver deres måde.
Mooooar! Hvor er du? Laura stod og ledte ved døren.
Herude! Er du oppe og vasket?
Ikke endnu, se her!
Karen fulgte hendes finger. Ind gennem haven kom Bastian slæbende med en lille, rød killing i nakken. Han stoppede foran Karen, så op med et udtryk, der sagde “take it or leave it”. Karen tog imod, og killingen protesterede højlydt.
Tak, Bastian! Synes du virkelig, det var nødvendigt?
Katten knurrede godnat og stavrede over mod onkel Povls hus mission completed.
Nå, Laura, vi må vel beholde ham. Hvad skal han hedde?
Bastian Junior!
Karen løftede killingen op i øjenhøjde.
Velkommen, hr. Bastian Bastiansen! Så, børn, ind og spise morgenmad.
Laura grinede, døren til verandaen gik op, og duften af tryghed fyldte huset.
