For pokker, Jens! Hvor er du dog bare et tungt menneske! Det er ikke let med dig! Hvorfor kan du ikke bare gøre sådan, som jeg beder dig om?
Den unge kvinde, der skældte sin mand ud, var smuk. Nej, det var mere end det hun var enestående! Lange, slanke ben, dybmørkeblå øjne og former, så mænd drejede hoveder, når hun viste sig i stierne ved parken, der hørte til hotellet.
Hendes ægtemand var derimod alt andet end køn. Næsten et hoved lavere end sin kone lignede han en lille tønde med lange arme, korte ben og begyndende måne på hovedet. Det eneste virkelig smukke ved ham var øjnene levende, kloge, som om de kunne gennemskue ethvert menneske. De to som par var et overraskende match. En krævende skønhed og ham, der forstod alt, hvad hun gjorde.
De mindede om Hefaistos og Afrodite, dog i denne udgave bar manden ofte parrets lille datter på armen fremfor en hammer.
Den lille pige lignede i uhyggelig grad sin far, så man aldrig var i tvivl om deres slægtskab. Fra moren havde hun kun arvet øjenfarven og det skinnende kobberrøde, viltre hår, som var så uregerligt, at moderen havde opgivet at tæmme det. Så Pernille, omkring fem år gammel, farede gennem hotellet som et rødt lyn, med faren halvt løbende efter.
Mette, hvis du virkelig gerne vil på den udflugt, så tag afsted. Jeg synes stadig, Pernille er lidt for lille til det cirkus der. Det er langt væk, og det er så varmt. Hun kommer til at græde og ødelægger bare din dag. Du ved det jo!
Og hvad skal jeg så bruge dig til? Jens! Jeg tog altså på ferie med min mand! Jeg kan jo ikke få et øjebliks fred på hotellet er du bare ligeglad? Er det sådan?
Mettes stemme knækkede, og Pernille klamrede sig straks tættere til farens hals.
Søde, selvfølgelig er jeg jaloux! Jens smilte svagt, mens han lod hånden glide gennem datterens hår. Kan vi ikke finde på noget andet? Vil du sejle i båd eller prøve dykning? Hvad vil du?
Jeg vil se templerne! Mette vendte sig væk. Kan I ikke, så tag jeg afsted alene!
Skænderiet blev udført med præcision, og Jens kunne kun trække på skuldrene, da hans kone med et opgivende blik stak ned til poolen, uden at se på hverken ham eller datteren.
Jens var vant til Mettes adfærd. Deres ægteskab lignede mange andre i omgangskredsen: Han, velhavende og altid optaget, og hun, en ung, smuk kvinde, der tillod sig selv at blive beundret.
Hvordan det var sket, at Jens blev kategoriseret som en moderne ægtemand, forstod han aldrig selv. Han havde aldrig haft let ved kvinder uanset udseende. For Jens landede det aldrig rigtigt, undtagen i arbejdssammenhæng, hvor han var galant, sjov og professionel. Men så snart det blev romantisk, blev Jens akavet og nervøs, og efterhånden opgav han kærlighedslivet helt. Han hengav sig til sit arbejde, tog på besøg hos sin mor i Sorø, og lod stille og roligt tanken om kærlighed sive væk.
Det eneste lys i hverdagen var, som hans mor sagde det, et lille hyggeligt selskab til helbredet.
Sådan ville det have fortsat, hvis ikke hans mor, Karen, havde besluttet, at nu måtte hun gøre noget.
Jens! Jeg har kigget længe på dig. Selv får du aldrig gjort alvor af det vi har brug for en anstandsdame!
Hvem? spruttede Jens over teen og spildte næsten det hele ud over sin nye jakke.
Ja, så meget for det stykke tøj… konkluderede Karen roligt. Du er et godt menneske, Jens. Begavet, venlig, har opnået mere end de fleste. Men du er ikke lykkelig. Jeg kan se det. Især når du ser på Maries børn. Jeg elsker dem, men det er ikke det samme. Min drøm er at se dig bære din egen datter først dér vil du forstå, hvad lykke er. Alt det her… hun fejede hånden over deres hyggelige have …det forgår. Men livet gør ikke. Forstår du?
Mor, jeg forstår, men hvorfor en anstandsdame?!
Fordi, Jens! Du kan jo tydeligvis ikke finde nogen selv. Du har aldrig lært det. Og det er min skyld, jeg har ikke fået lært dig det. Så nu tager jeg sagen i egen hånd. Tag nu et stykke papir og skriv ned, hvordan hun skal være.
Så de sad længe den aften om øjenfarver, egenskaber, drømme, frygt. Alt blev skrevet ned, også det Jens ikke før havde indrømmet for sig selv. Til sidst læste han forbløffet det igennem.
Sådan en findes ikke.
Det ser vi på! sagde Karen, og tog papiret.
Hun fandt ham en brud. Mette lignede påfaldende meget det, han havde beskrevet. Men det indre… det måtte han lære at håndtere hen ad vejen.
Hurtigt lærte Jens, at deres forhold mere var en kontrakt. Mette stod aldrig for madlavningen og gik ikke hjemme. I det store hus, Jens havde købt efter brylluppet, havde de separate soveværelser, fordi hun sagde hun ikke kunne holde ud at sove for hans snorken. Om han snorkede, anede han ikke. Men for hende ville han gøre alt.
At få børn ønskede Mette slet ikke. Men hun indså, at også det var et kontraktpunkt, og bad ham om udsættelse nogle år.
Jeg er ung, har ikke oplevet nok. Skaf mig nogle oplevelser, skat.
Jens sagde ja. De rejste, var sammen med venner, og skabte et liv sammen, hvor de til sidst nærmest tålte hinanden.
Da Pernille blev født, opstod der lidt ro mellem dem. Jens var lykkelig, skyndte sig hjem fra arbejde og prøvede at bruge tid med datteren. Kun én ting nagede ham moderskabet lå ikke naturligt til Mette.
Jeg vil ikke amme! Skal jeg så ligge under kniven bagefter for at få rettet brysterne? Nej tak! Find en amme eller også får hun modermælkserstatning. Mange børn har overlevet på det, og du fejler jo ikke noget, vel? Så jeg ser intet problem!
Ingen i familien kunne overtale Mette. Pernille suttede glad på flasken, og Jens begyndte at lede efter barnepige.
Jeg bliver sindssyg! At sidde inde med et skrigende spædbarn dag ud og dag ind… Du går på arbejde, og jeg rådner op. Skal jeg have en depression? jamrede Mette.
Mettes mor, Birte, hørte at Jens overvejede barnepige, og satte straks foden ned.
Hvorfor? Din mor kan jo ikke hjælpe hun har stadig arbejde, men jeg kan godt være mormor for pigen. Ingen fremmede i huset…
Det blev Jens glad for, men førte til det første store skænderi.
Skal min mor så rende og opdrage på mig? Er du vild? Jeg troede du ville hjælpe mig, Jens, men… Hvorfor er du så tung at have med at gøre? Elsker du mig overhovedet?
Jeg elsker dig. Men jeg elsker også Pernille! Du rør hende jo næsten ikke. Hun fortjener da, at mindst ét menneske elsker hende, ud over mig!
Det var sandt. Mettes omsorg for Pernille begrænsede sig til nyt tøj, legetøj og et smukt børneværelse, kun til at vise frem for veninder. Fra starten sov Pernille i farens værelse, hvor hendes seng stod sammen med skuffer til legetøj.
Jeg elsker mit barn, på min egen måde! Mette græd mere bittert end hun havde gjort længe men Jens var uimodtagelig.
Din mor bliver. Hun passer Pernille, mens jeg er væk. Hvis du vil tage over så siger du bare til. Men indtil da bestemmer jeg.
Mette indså, at det var klogest friheden var vigtigere. Så Birte flyttede ind og blev snart den anden person i Pernilles verden, udover Jens.
Sådan gik dagene Pernille voksede. Hun kom til ballet, senere privatinstitution, som Birte afleverede hende i hver morgen. Hun havde været i halvdelen af Europa før hun startede i skole, og var vant til hoteller og fly så længe far var tæt på.
Denne ferie lignede alle de andre, indtil Pernille pludselig fik feber og ondt i hovedet.
Nu er hele ferien ødelagt! Mette gik hvileløst rundt på værelset, mens Jens ventede på lægen.
Er det det, du tænker på? Dit barn er syg!
Almindelig børnesygdom! Hun skulle ikke have haft så meget is. Jeg har jo sagt det! Du dovner for meget nu står vi med problemer! Mette fnysede. Hvad gør vi så nu?
Vi venter på lægen.
Jens stemme fik Mette til at tie. Lægen sagde, det bare var overanstrengelse.
Ro og søvn. Det skal nok gå.
Jens nikkede, men så snart lægen var ude, sagde han bestemt:
Vi tager hjem.
Hvorfor? Lægen sagde, alt var ok!
Det er ikke nok. Jeg bryder mig ikke om det her. En femårig skal ikke have så ondt i hovedet. Så ingen diskussion! Vi tager hjem nu.
Undersøgelsen på hospitalet i København afslørede, at Jens havde ret. Og i det øjeblik gik tiden nærmest i stå.
Én klinik, så en anden… Pernille fik det ikke bedre, men sygdommen udviklede sig heldigvis heller ikke. Jens overlod forretningen til andre, gik ikke fra Pernille en eneste time, kun lige hjem til bad og rent tøj. Mette sad ved sengen, men lægerne opdagede hurtigt, at hun mest af alt var rekvisit hun vidste intet, og græd bare stille med blikket rettet væk.
Sandheden var, at Mette ikke for alvor bekymrede sig. For hende var sygdommen mest et indgreb i hendes frihed. Hun savnede sit gamle liv, brydede sig ikke om hospitalslugten – selvom det var blandt de bedste hospitaler, Jens havde råd til.
Hendes tålmodighed slap helt op, da hun fandt ud af, at Jens havde sat deres hus til salg.
Hvorfor, Jens? Mangler du penge?
Ja.
Ordene faldt, uden tøven, og for første gang virkede Mette forvirret.
Men… hvorfor?! Du havde jo masser…?
Havde du kun boet med mig på grund af pengene? Jeg havde nu har jeg ikke. For behandling af vores datter koster. Hun skal opereres i udlandet og det får jeg kun råd til, hvis jeg sælger alt. Hus, firma, alt… Jeg gør det for Pernilles skyld!
Og hvad med mig? Mette hviskede, med tomme tårer. Hun havde altid været krævende og umulig, men ikke dum.
Du får din frihed. Du får penge, bil, lejligheden i byen. Men du skal komme på hospitalet et par gange om ugen, og tage med til udlandet, når hun skal opereres. Uanset hvad, du er hendes mor! Hun har brug for dig egoist eller ej! Så vis bare LIDT omsorg, om det overhovedet er muligt!
For første gang mistede Jens besindelsen, skånede hverken sig selv eller hende. Han var rædselsslagen alt hvad der virkelig betød noget, lå nu i hospitalsstuen, hvor de skændtes udenfor.
Stop! Gå ud og få vasket dit ansigt. Du må ikke skræmme Pernille. Hun skal have ro. Du får alt du vil, men nu fortjener du det ved at være her! Gør nu bare, Mette! Og lad mig ikke gentage mig selv.
Noget var ændret i Jens. Hvis nogen havde spurgt hende, kunne Mette ikke have svaret for pludselig var Jens større, mere solid end nogensinde før som en klippe, man aldrig kan flytte.
Tavs gik hun ned ad gangen, gjorde sig klar. Hun så slet ikke, at Jens gik ind på stuen. Den lille kobberrøde hovedpude bevægede sig.
Far…
Birte, der sad ved barnebarnet med en bog, listede ud med Jens.
Jens, må jeg blive?…
Selvfølgelig, Birte. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle have klaret det uden dig.
Jeg skammer mig sådan… Måske har jeg selv gjort det galt med hende? Hun var jo så sød, og så var jeg blind for, hvordan hun egentlig havde det… Hvordan undgår du, at det sker med Pernille?
Man ville helst lægge puder ud hele tiden… Jeg forstår ikke alt, men jeg vil gøre mit bedste.
Det gælder bare om at tænke sig om på forhånd, Jens… sagde Birte, tørrede øjnene og strammede sin hestehale. Nå! Send ikke sådan en lang næse på hospitalet. Hun må ikke mærke, vi bekymrer os. Jeg får hende til at sove, så kan du hente lidt is. Hun har intet spist i dag. Og Jens lad nu være med at dømme for hårdt på Mette endnu. Giv hende tid…
Operationen for Pernille faldt nogle måneder senere. Karen stoppede med at arbejde og rejste med dem, så Jens ikke skulle stå alene.
Et halvt år efter var Pernille hjemme igen, sammen med far og begge bedstemødre. Mette blev i Belgien.
To år gik med genoptræning… Håbet i deres lille familie brændte stærkt, så blev det svagere, men slukkede aldrig. Indtil lægen en dag smilede:
I klarede det…
Og livet gik videre, tøvende til at begynde med, men så stærkere end nogen sinde.
Mette dukkede op til Pernilles 15-års fødselsdag. Smuk og velholdt, præcis som før, gav hun Birte et kys på kinden, nikkede til Jens og gik direkte over til hvor klassens venner grinede og råbte tillykke.
Min pige…
Samme mørkeblå øjne mødte hendes.
Mor…
Mette søgte ord, forsøgte at forklare men Pernille stoppede hende.
Ikke nu. Vær rolig. Vi snakker senere.
Jeg ville bare…
Det kan godt vente. Ikke nu.
Pernille, please…
Okay. Kom.
Hun nikkede til gæsterne og førte Mette ind på Jens kontor. Lukkede døren, trak gardinet fra, satte sig med benene op på vindueskarmen.
Jeg lytter.
Gud, hvor du ligner din far…
Hvad, mor, er jeg også tung at have med at gøre?
Det mente jeg ikke…
Jeg gør. Men skal jeg sige dig noget? Ham, du mente, var din underlegne, ham du sårede han sagde aldrig ét dårligt ord om dig, aldrig! Han fandt aldrig en anden, for at skåne mig. Han blev ikke skilt. Han sagde, jeg havde en mor selvom du aldrig var der. Og ved du hvad? Han lærte mig at tilgive. Han sagde, vi ikke skulle bære nag. Jeg ved ikke, hvor god jeg er til det. Men jeg er hans datter, og jeg afslutter altid, hvad jeg begynder. Jeg har ikke brug for dig. Jeg har far og bedstemødre. De har lært mig, hvad jeg skulle vide. For din skyld, far, giver jeg dig en chance til. Måske kan du vise mig, at jeg har brug for en mor alligevel.
Og før … hvad var jeg da?
Hvad som helst en smuk skal, en blank facade, måske en uden hjerte. Lidt hårdt? Men sådan var det jo jeg husker det tydeligt. Far lagde mig i seng, jeg holdt ham i hånden, aldrig dig. Jeg husker, jeg fik håret klippet, og Birte græd, men Karen købte en lyserød hat. Vi lo, til vi næsten tissede i bukserne. Men du var der ikke… Da jeg startede i skole, var du heller ikke der. Det var bedstemødrene, der hjalp mig med lektier, mens far knoklede. Birte syede balletskørt til mig, selvom hun vidste, jeg aldrig ville stå på scenen. Men de var der. Det eneste billede jeg stadig har her er det, jeg har malet til fars fødselsdag. Den vandt faktisk førstepræmie på en udstilling. Du var der ikke…
Men nu er jeg…
Hvorfor? Hvorfor nu?
For at være tæt på…
Og hvorfor tror jeg ikke på dig? Pernille lavede mønster på vinduet. Udenfor stod Jens og kiggede op. Hun vinkede til ham, og vendte sig så igen Jeg ved det ikke og det gider jeg ikke tænke på nu. Find ud af det. Måske får du lov til at bevise, at jeg mangler en mor alligevel. Velkommen. Kagen kommer om en time. Jeg smutter ud til gæsterne.
Pernille gled ned fra karmen, glattede gardinerne, og i døren kiggede hun tilbage.
Er jeg tung, hva, mor?
Mette stod bare, bange for at ødelægge håbet, der lige var tændt.
Det er godt! Så ligner jeg min far! Tak bedre kompliment får jeg aldrig. Måske er jeg klar til at tilgive. Vi ses.
Røde krøller blinkede, inden døren blev lukket bag hende, og Mette lagde hånden mod vinduet, hvor hendes datters fingeraftryk stadig var synlige.
