Mit eget sted
Mor, hvad laver du?! Hvad har du gang i? Mette var på nippet til at græde, mens hun så på, hvordan hendes mor smed hendes få ejendele ud af skabet. Hendes yndlingsrøde kjole med prikker blev bare smidt på gulvet, og straks opdagede lillebroren Mathias den. Han sad i det bløde tæppe på stuegulvet, greb fat om kjolens bælte og stoppede det i munden. Nej, Mathias! Giv slip!
Tænker du mere på et stykke stof end på din familie eller hvad! Marianne kastede Mettes bukser oven i bunken af tøj og smækkede skabet i. Så er det ud!
Men mor, hvor skal jeg dog gå hen? Det er mørkt udenfor! Hvad har du gang i?
Jeg gør lige, hvad jeg har lyst til! Det her er mit hjem! Og du hører ikke til her længere!
Hvad med mig? Er det ikke også mit hjem?
Nej, min skat! Du har ikke noget her, der er dit! Marianne tog Mathias op og tørrede næsen på ham med kanten af Mettes kjole. Ingenting! Og nu gider jeg ikke høre mere! Lige da jeg endelig begyndte at få styr på mit liv, skal du ødelægge det hele for mig? Nej, det skal ikke ske!
Mor! Hvordan ødelægger jeg dit liv? Hva’?
Hvem render og gør sig til over for Henrik? Er det ikke dig?
Mor! sagde Mette, nu så højt at Mathias fór sammen og begyndte at græde. Hør på dig selv! Kan du virkelig ikke høre, hvad du siger?!
Jeg hører udmærket! Nok nu! Jeg har sagt, hvad jeg siger! Om fem minutter vil jeg ikke se dig her!
Marianne skubbede døren op med foden og forsvandt. Mette stod tilbage som lammet, uden at forstå hvad der lige var sket. Hun var blevet smidt ud af sit eget hjem? Hendes hjerne nægtede at arbejde hun prøvede at finde bare én klar tanke, der kunne hjælpe hende videre, men det var umuligt. Bag døren tudbrølede Mathias, og hun vågnede op. Hun havde ikke kunnet lade være med at reagere hendes opgave havde jo altid været at trøste og aflede lillebroren, bare han nu stoppede med at tude. For hendes mors nye mand kunne slet ikke holde det ud, når hans søn græd. Børns tårer generede ham, ja, faktisk alt ved børn var ham til besvær. Og Mette, der jo var vokset op i kærlighed og omsorg, kunne slet ikke forstå, hvad hendes mor blev til i de der øjeblikke. I stedet for selv at tage barn op og trøste, smed hun ham bare over til Mette og forsvandt ind til manden.
Tag dig af ham! Du er voksen nu du må hjælpe til!
Voksen I går var hun stadig mors og fars forkælede datter, i dag var hun bare “den udstødte”, som hendes mor så pænt sagde. De sidste to år var alt gået så stærkt for stærkt til at Mette kunne følge med de forandringer, der hele tiden ramte familien.
Først døde deres far af en blodprop. Uretfærdigt og meningsløst han kunne have været reddet, hvis bare nogen havde hjulpet ham ved busholdepladsen. Han var jo kun midt i fyrrerne, flot klædt, lignede slet ikke en hjemløs. Men folk gik forbi på vej til egne vigtige ærinder. Ingen stoppede, ingen ringede efter hjælp. Måske tænkte de, at han bare var fuld og lå og sov midt på gaden i novemberkulden. Først da en kvinde nærmede sig og rørte ved ham, var det for sent.
Mette kunne tydeligt huske, hvordan hendes mor reagerede dengang. Hun blev som forstenet, mut og fraværende uden tårer, uden ord. Mette græd, forsøgte at få mors opmærksomhed, men det lykkedes aldrig. Da hendes mor uden en eneste tåre havde sagt farvel til sin mand, trak hun sig ind på sit værelse og glemte alt om datteren, der var blevet helt alene tilbage.
Familien havde ingen rigtige slægtninge, og forældrenes venner var for længst blevet til bekendte, der kun dukkede op til mærkedage og ellers forsvandt igen. Mette huskede jo, hvordan forældrene altid havde sagt, at de ikke havde brug for andre end hinanden. Familielivet fyldte alt. I starten troede Mette også på det og var ikke vild med gæster. Hvorfor skulle andre blande sig? De trivedes jo sådan.
Det ændrede sig først, da Mette begyndte i skole. På en eller anden måde var pigerne mange flere end drengene i hendes klasse, og hun fik plads ved siden af en lille københavnsk pige med et navn, man ikke hørte udenfor Danmark Signe. Hendes tætte, mørke fletninger var så tunge, hun gik som om hun balancerede dem. Mettes eget lyse hår var én lang forbandelse hun hadede sine krøller, der satte hende på navnet Mælkebøtte. Det var klassekammeraternes spøg fra start. Da Signe, på andendagen, en anelse irriteret, smed de store sløjfer om bag ryggen, sagde hun tørt:
Jeg klipper dem altså bare af. Også selvom mor bliver sur.
Mette kunne ikke lade være hun rakte hånden ud og kærtegnede det sorte glansfulde hår. Er du sindssyg? Det er jo så flot!
Sådan begyndte deres venskab. Signe var den yngste af fire søstre i familien Hansen, der boede i et stort og rodet hus på Frederiksberg, hvor der altid var larm, mad på bordet, latter fra alle hjørner og gæster i lange baner. Mette oplevede første gang, at slægt og familie ikke var så farligt ja, måske endda meget rart. Her blev hun altid budt velkommen med åbne arme, fik serveret boller og syltetøj, og lærte at piske flødeskum og bage sammen med Signes søstre. Selv de små kusiner kunne lave mad, mens Mettes egen mor mente det var for tidligt for hende at komme i køkkenet.
Ude hos familien Hansen blev Mette klar over, at familie og venner faktisk betød noget, og at det at give gaver til hinanden ikke kun til fødselsdage, men ved enhver anledning var helt normalt. Signe blev eksempelvis altid overrasket med slik og bånd, selv hvis det var mosterens fødselsdag, mens Mette blev nødt til at spørge, hvorfor? “Man skal vel ikke vente på en særlig grund for at glæde nogen, man elsker?” lo Signe bare.
Mettes mor brød sig aldrig om veninden, og hvis hun havde set Signes hjem, havde Mette helt sikkert fået forbud mod at komme der. Heldigvis arbejdede hendes mor meget, så Mette kunne nå hjem og spise hurtigt, så hun kunne liste af igen og få den varme velkomst, hun hungrede efter.
Det var Signes familie, der sendte to af de store brødre, da de hørte, hvad der var sket hjemme hos Mette. De havde penge med og hjalp til, da der skulle ordnes papirarbejde og alt andet praktisk Marianne deltog kun modvilligt, men det blev gjort. Signe trøstede og græd med Mette, mens de bagte så meget, at de måtte bede naboen om at låne fryserplads.
Den næste dag følte Mette sig fulgt overalt af de store brødre, de hjalp med alt, beskyttede dem og ordnede småting på vejen. Marianne tog sig ikke af det, men Mette glemte det aldrig.
Senere, kun et halvt år efter mistet faren, giftede Signe sig. Mette kunne næsten ikke tro det og blev forvirret, da hun spurgte veninden: Gider du det virkelig? Du ville jo blive sygeplejerske og læse i Aarhus! Dét drømte du jo om?
Jo, jo, jeg skal også nok studere. Min far har snakket med min kommende mand, det hele kører alligevel, svarede Signe, mens hun pakkede sin fine slør ud.
Men elsker du ham overhovedet? Kan du forestille dig livet sammen med én, du nærmest ikke kender?
Signe så på Mette med åbne øjne: Jeg har dårligt mødt ham. Men hos os vælger forældrene, og vores opgave er at få det til at fungere det er deres ansvar at det bliver en god mand, og jeg stoler på dem.
Mette havde ingen argumenter mod det. Til brylluppet var hun ved at græde, og da hun fandt ud af, at Signe og hendes mand skulle flytte til Odense, blev Mette helt ulykkelig.
Hvad skal jeg gøre uden dig?
Og hvad med mig?
Du er jo gift der er nogen, der tager sig af dig nu
Mette, hvis alt brænder på, så kom! Vi finder ud af noget.
Oppe på Mettes værelse hang situationen hjemme stadig som en tung sky. Hendes mor havde fået Henrik, og Signe lagde mærke til, at Mette trak tiden ude efter skole. Hvad skulle hun sige? At hendes stedfar ventede på hende i entreen, at mor altid var sur, at hun blev nødt til at låse døren, så hun ikke blev vækket for at passe Mathias hele natten uden hensyn til at Mette selv skulle op i skole. Jo, hun elskede broren og ville gøre alt for ham, men nætterne tog på kræfterne, og det var sket mere end én gang, at hun var besvimet i skolegangen.
Før hun overhovedet blev færdig, begyndte hun at arbejde lidt på hospitalet i Roskilde nattevagter gav hende en undskyldning for at undgå at komme hjem.
Da Signe med manden var flyttet, endte Mette i et fuldgyldigt skænderi med sin mor kæmpestort, og konflikten voksede dag for dag, uden Mette kunne finde ud af, hvordan den kunne løses.
Og Marianne ville ikke lytte kun til sig selv. Da en nabo kiggede forbi, strøg Mathias over kinden og sagde: Hold op, hvor har du lavet nogle flotte børn, Marianne! Kan man forstå, at folk kigger din pige, hun er blevet en rigtig køn, kvik ung kvinde! Hun løber mellem job og skole, men nu er det vel på tide hun får sit eget liv på plads?
Der skete noget i Marianne, da hun hørte det måske blev det for meget. Derefter smed hun Mette ud. Nu pakkede Mette hovedløst sine ting og havde ingen idé, hvor hun skulle tage hen. Hvor var der et sted for hende? Kunne hun ringe til Signe? Men hun var jo gravid og læste stadig, så hun skulle ikke forstyrres. Mette var magtesløs hun kunne engang ikke forklare sin egen mor, hvad hun følte.
Hun så sig omkring én sidste gang. Hentede et lille billede af sin far fra skrivebordet, stoppede det i tasken og tørrede tårerne væk. Fint nok, tænkte hun. Måske var det bedst sådan. Hun havde for længst følt sig som fremmed her. Nu kunne mor få ro til sit.
Køkkenet rungede af støjen fra fjernsynet, og mor stod og gnavede i gryderne. Mette tog et skridt mod gangen, men stoppede. Hvad skulle hun sige? Var der ikke sagt nok? Kunne man overhovedet tilgive det, hun netop havde hørt? Nej, nu var det nok. Engang havde de haft det godt, og hun havde været elsket, men nu var det slut, og Mette var fremmed i sit eget hjem.
Udenfor var det blevet mørkt. Med næsen begravet i sjalet gik hun mod busstoppestedet. Efteråret kom sent i år, men nu gik det hurtigt, og byen summede af folk i shorts og tykke jakker på én gang. Hun frøs og var glad for det halstørklæde, hun fik af Signe sidste jul, for nu ville hun ikke længere tilbage for varme ting, ikke efter det her.
Busstoppestedet var næsten tomt. En hjemløs blandingshund og et par fodgængere var det eneste selskab. Mette satte tasken på bænken og gemte kolde hænder i lommen.
En bil kørte op og bremsede. Hun stivnede der var stadig folk i gaden, men Mette følte sig pludselig ikke sikker.
Mette?
Anders?!
Hun kunne have grædt af lettelse det var Signes storebror. Ham, der dengang havde hjulpet med matten og var der ved begravelsen.
Hvad laver du her så sent? Skal du på arbejde?
Nej eller, jo, på hospitalet, hvis
Der er et eller andet med dig, Mette. Hvorfor står du her med en taske?
Anders så så venligt på hende, at ordene bare væltede ud. Hun fortalte om moren, stedfaren, og hvordan hun nu stod uden nogen steder at tage hen.
Ja, det forstår jeg. Kom, sæt dig ind, sagde han. Mette tøvede kun et øjeblik, så satte hun sig ind og troede, han ville køre hende til hospitalet.
De kørte gennem natten uden at sige et ord. Mette nød stilheden, nød varmen. Hun vidste, roen ville forsvinde snart igen, så hun forsøgte bare at nyde øjeblikket.
Hun opdagede først efter et stykke tid, at de slet ikke kørte mod hospitalet.
Anders, hvor skal vi hen? Jeg troede, jeg skulle på hospitalet?
Var du ude på at sove der?
Ja, hvor skulle jeg ellers tage hen i nat?
Hvad så i morgen? Eller næste uge? Hvad er planen?
Det ved jeg ikke
Jeg har en idé. Nu kører vi et andet sted hen.
Hvor?
Tag det roligt og vent og se.
De standsede foran en høj ejendom i et roligt område af Roskilde. Anders blev vinket ind af portneren, parkerede bilen og gav tegn til, at hun skulle følge med op.
De tog elevatoren til tredje sal. Anders trykkede på ringeklokken. Der gik lidt, før døren gik op, men så stod en solid, høj kvinde der Signes farmor.
Anders! Hvorfor ringer du ikke først?
Hun viste sig at være mindre overvældende end først antaget det var bare kjolen og de stærke arme, der snød.
Hvem har vi der? Vent lidt Dig kender jeg! Det er Mettes veninde, hende fra Signes bryllup! Kom dog ind, barn. Føler du dig som gæst her så bliver jeg skuffet!
Mette kom indenfor. På et øjeblik blev hun omsluttet af varme. Korridoren var med mørkt trægulv og gamle billeder på væggene, og oppe under loftet hang en krystallysekrone, så Mette næsten blev svimmel. Imens hun kiggede rundt, hviskede Anders et eller andet til farmoren og forsvandt ud han nåede lige at vinke farvel til Mette.
Hva’ nu? Mette nåede ikke at spørge, før døren gik i, og hun stod alene med farmoren.
Du står jo der og fryser, lille ven. Kom, smid jakken, så laver vi noget kaffe så kan du fortælle mig, hvorfor sådan en køn pige står udenfor sent på aftenen. Har du ikke noget hjem? Har du ikke en mor?
Det tror jeg ikke længere, sagde Mette, mens hun satte sig på bænken i entréen og så brast hun i gråd. Farmor stirrede på hende et sekund, så løftede hun Mette op og krammede hende.
Åh, mit barn! Hvordan kan det gå sådan? Hvorfor ser Gud sig ikke bedre for? Græd ud, min pige alt bliver godt, bare du tager det roligt! Jeg har set alt det onde, og jeg vil aldrig lade dig komme så langt ud!
Farmoren vuggede hende, aede hende over håret, mens Mettes tårer bare løb.
Kom nu, jeg laver ægte kaffe til dig på den rigtige måde, som vi plejede derhjemme. Drik det og glem din sorg for en stund. Bare lidt, så du kan trække vejret igen bagefter.
De sad i det rummelige køkken. Kaffen var sort og bitter, men Mette drak den og lyttede til farmorens stemme:
Kald mig Karen, sagde hun. Da jeg var lille, boede vi i Sønderjylland, puslede med mine søskende, passede huset på landet. Men så kom krigen, og alting gik tabt.
Hvad er det værste, du har oplevet? spurgte Mette.
At mine forældres grave ikke længere kan besøges. At huset blev jævnet, og vi måtte flygte. Men jeg stod ikke alene. Jeg havde søskende at tage mig af og på den måde gik jeg ikke helt i stykker. Det er styrken i fællesskabet, barn. Husk det. Husk, at din mor måske har den samme sorg i sig. Ondskab slår sig ned i mennesker. Nogle ser det aldrig slippe igen.
Har du selv haft børn?
Nej tiden gik jo med at tage mig af de andre Og senere, da folk kunne gifte sig, faldt jeg endda for én, der havde været på den forkerte side. Jeg elskede ham, men han kaldte aldrig på mig. Vi gik hver til sit.
Du er utrolig sej
Nej, det er dem omkring os, der gør os stærke, Mette. Nu er det din tur. Her hører du til, indtil jeg afleverer dig videre til én, der fortjener dig! Og du, Karen lo hæst du skal ikke tro, det bliver nemt. Jeg vil lære dig alt det, du skal kunne. Du bliver min næste lærling!
Og sådan blev det. To år senere kunne Mette bage og lave mad, så selv Signe blev misundelig, når hun kom hjem på besøg.
Hvordan har du det? spurgte Signe glad og gumlede på Mettes små, perfekte boller.
Jeg har det godt! Takket være farmor.
Pas på, hun bliver stolt!
Der sad nu gammel og Signe grinede, for Mette havde taget Karens toner.
Men én dag blev stemningen alvorlig. Signe så på Mette.
Hvad er der sket?
Mor er syg.
Hvor alvorligt?
Meget alvorligt. Hun ligger på mit hospital, så jeg kender hele historien.
Har du talt med hende?
Nej Jeg kan ikke få mig selv til det.
Mette, du kommer til at fortryde det, hvis du ikke gør. Hvem skal du så tilgive eller tale med, når det er for sent?
Jeg ved det, men Det, hun gjorde mod mig, det sidder stadig i mig.
Og Mathias?
Han er på børnehjem. Jeg kunne ikke tage ham, fordi jeg ikke har bolig selvom jeg arbejder både dag og nat og har spurgt kommunen til råds.
Hvorfor kan du ikke flytte tilbage?
Mor har udmeldt mig. Jeg har ikke papirerne, så jeg ikke kan få Mathias hos mig.
Hvad vil du så gøre?
Jeg ved det ikke. Jeg sover ikke om natten jeg tænker kun på, hvordan han har det.
Så gør noget ved det nu. Tag dig sammen og tag hjem. For Mathias skyld.
Og det gjorde hun. To dage før Marianne døde, forsonedes mor og datter. Mette tog sig af hende, begravede sin egen bitterhed og løb fra det ene offentlige kontor til det andet, så hun kunne få dokumenterne i orden og hente Mathias hjem.
Da Marianne til sidst lå der, helt forandret, bad hun til sidst om tilgivelse. Og det var ikke længere vreden, Mette huskede det var hendes mor i den røde kjole med prikker og en håndfuld lysegule kirsebær, hun fodrede sin datter med på en sommerdag, hvor alt var godt.
Jeg tilgiver dig, mor hviskede Mette.
Og Karens ord gav mening nu: Bitterhed må du give slip på! Den vil bare fortære dig. Den blokerer for alt det gode, du kan møde. Det er svært men man gør det for sin egen skyld.
En uge senere gik Mette og Mathias ind ad døren til deres nye hjem. Han kiggede op på hende med store øjne og spurgte:
Bliver vi her nu?
Ja, lille ven! Nu er vi hjemme. Her er vores sted, kan du se!
Og det alvorlige nik, han gav hende, viste Mette, at nu var alt, som det skulle være.
