Nat, kvinde, kat og køleskab
Kig ikke sådan på mig!
Mille sendte katten et blik så strengt, som hun overhovedet magtede. Hun løftede endda brynet, selvom hendes mor altid havde forbudt hende det. Som barn havde Mille nemlig haft tykke, sammenvoksede øjenbryn, der gjorde hende skræmmende. Hendes egne øjenbryn kom fra farens side, men hun ville langt hellere have haft mors tynde, sirligt plukkede uden noget farligt over sig.
Selvfølgelig havde Mille for længst fået styr på brynene og var heller ikke nogen dununge længere. Det vidste katten udmærket, så den lod sig ikke mærke med hendes misbilligelse. Den sad på vindueskarmen, så undrende og lidt overlegent på hende, og dens øjne glimtrede grønt og mystisk, når lyset fra den tændte lampe i entréen nåede køkkenet. Døren ind til rummet stod på klem Mille kunne godt lide, at flugtvejen stadig var der. Af og til slog den mod karmen, men lukkede sig aldrig helt som om virkeligheden stadig havde sit tag i hende. Det irriterede Mille. Hun ønskede, døren bare ville smække, så hun havde den perfekte undskyldning for at åbne en anden dør: køleskabet.
Hun rykkede lidt på sig, så hun sad mere bekvemt på gulvet op ad væggen ved siden af døren hvor hun havde siddet i mere end en time og stirrede fortabt mod køleskabet.
Selvfølgelig vidste hun, ned til sidste pølse, hvad der gemte sig bag køleskabet hun for nylig havde rengjort til den store guldmedalje. Det var altid Mille, der stod for at handle ind, hvilket familien ofte gjorde lidt nar af.
Mille, hvorfor har du købt kapers? Hvem spiser kapers herhjemme? spurgte hendes mand, mens han snurrede glasset mellem fingrene. Hvorfor tog du dem med?
De smager jo skønt.
Javel… Så må du finde på noget, vi kan bruge dem til, uden folk dør af det.
Det gjorde Mille så. Opfandt altid et lidt besynderligt måltid, for hun kunne aldrig holde sig til opskriften. Først så familien på hendes påfund med mistro men til slut var alt væk, helt ned til krummerne, og de forlangte omgang to.
Alle. Undtagen Mille.
For Mille kunne ikke rigtig spise det, hun selv havde fremtryllet. Det havde hun aldrig kunnet.
Den kreative proces i køkkenet optog hende fuldstændigt og bragte lykke og inspiration. Men i samme øjeblik maden stod klar på bordet, skete det uungåelige: en vranten, gammel mormor ingen relation til Mille, og hun vidste knap hvorfra hun stammede dukkede op, mumlede og snerrede, blinkede djævelsk med det eneste tandløse smil, og forsvandt igen. Når hun forlod Mille, var den unge kvinde så mæt af træthed og ubehag, at hun ikke kunne klare synet af sin egen mad.
Det plagede Mille, og hun dulmede smerten med alt der kunne spises uden at skulle tilberedes: yndlingsrullepølse, ost der var begyndt at græde salt, boller, småkager, vafler, og chokolade. Af og til lånte hun drengens småkager og overbeviste sig om, at deres label som børnevenlige gjorde dem mindre skyldige at spise. Hun bildte sig ind, det var et spørgsmål om helbred.
Millle havde brug for sundhed.
Men hun var ikke tyk. Ej! Alt hun spiste, blev brændt af i hendes evige cirkel tre børn, en mand, en kat og et hus, der alle krævede hendes uforbeholdne opmærksomhed. Og arbejdet, som hun både respekterede og til tider elskede alt afhængigt af, hvor meget det gav plads til det vigtigste: hendes nærmeste.
Men klage over helbredet? Aldrig. Allerede som barn lærte hun morens visdom:
Det går over af sig selv!
Sådan sagde Mille senior, når datteren beklagede sig.
Mille-pige, hvad fabler du? Du har ingen feber! Målte du? Jaja, dygtig pige. Drik lidt hyldebærte og læg dig ned, så går det alligevel over.
Mors ord fulgte Mille gennem hele barndommen, og hun troede helhjertet, at sygdom gik over, hvis man bare gav det tid og lod være med at pylre.
Måske derfor tog Mille ikke alarmklokkerne alvorligt, da hun efter første barn mærkede, noget var galt i kroppen. Hvad så? Der er jo ikke tid. Det går jo sikkert over.
Andet barn gjorde det hele besværligt. Mille vågnede med nød og næppe, da ungen skreg om hjælp, men hun nægtede klage sig til sin mand. Hvilken mor var hun, hvis hun ikke kunne tage sig af sit barn?!
Jens, Milles mand, forstod det langt før hun selv.
Mille, jeg tager ham! Han tog lillebroren ud af hendes arme, sendte ældsten ud, Vi klarer den sammen, du skal sove!
Hun faldt hen, sov i timevis, men vågnede altid udmattet og skyldig.
Hvad var hun for én, hvis hun ikke var til gavn for familien?
Var Mille én eneste gang stoppet op og spundet trådene bag sin usikkerhed sammen, havde alt set anderledes ud. For hvordan kan man være tilfreds, når ens motto altid havde været: du er aldrig helt god nok
Det motto var givet videre af både mor og mormor.
Sid ordentligt, Mille! Hvorfor ligner du et spørgsmålstegn?! Ret ryggen, skat! Ragna, siger du ikke noget?! Hun får ondt i ryggen! Mormor, Kirsten, slog opgivende ud med de velplejede hænder.
Mor, tror du jeg er idiot? Men det hjælper ikke at sige det hun hører ikke efter! Alle børn er normale, men Mille Se på hende! Jeg må skjule maden, hun spiser hele tiden! Tror du det er sundt? Jeg har endda prøvet at straffe hende intet! Kan du forestille dig?
Femårige Mille, som ikke vejede mere end en killing, rettede sig op, lod tårerne dryppe i tallerkenen, rørte ikke mere, og turde ikke løfte øjnene.
Mor og mormor havde jo ret. Hun var ikke som de andre.
Først som teenager, lidt buttet, bums på næsen og enormt selvbevidst, faldt hun over gamle fotoalbums. Moren dukkede op dér og verden ramlede. Hvorfor hele tiden skældud og dårlig samvittighed over maden? Mor var jo selv Man kunne se det på billederne.
Den runde, glade pige på billederne det var hendes mor, næsten spejlbillede af Mille selv. Hun havde også bumser og Milles talje var slankere
Jamen, så hvorfor var familien så hård?
Svaret kom hurtigt:
Forstår du ingenting? Se på dig selv! Ingen gider gifte sig med en som dig! Jeg gled først af med kiloene, da mor tvang mig! Tak, mor, for du forstod mig! Jeg lavede end ikke mad til far, så jeg ikke blev fristet. Hele familien var på kur.
Mor, hvornår skred morfar?
Hvad er det for spørgsmål? Selvfølgelig har det intet med sagen at gøre! Mine forældre kunne bare ikke sammen, ligesom vi ikke kunne, din far og jeg. Sådan er det man forstår ikke altid hinanden.
Mor, hvordan kan man ikke forstå én, man har levet med halve livet?
Mille! Nu gider jeg ikke flere dumme spørgsmål! Gå ud og lav noget.
Og Mille vidste, hvad det noget var. Hun tog sine gamle løbesko og gik til skolens stadion. Løb gjorde hun dog kun, når alle var væk ellers sad hun bare på sin favoritbænk under lindetræet og tænkte. Når mørket faldt på, løb hun et par baner og bebrejdede sig selv dovenskab og langsommelighed.
Tankerne blev til en plan. Hvis nu ingen ville have hende, var det bedst at lære noget nyttigt, så folk glemte alt om udseende. Hun vidste, at folk respekterede én, hvis man kunne noget vigtigere end at være pæn. Også hvis det, man kunne, kun fandtes hos én selv så var man uundværlig.
Mor, jeg vil være læge.
Hvorfor dog det? Dine evner
Hvad er der i vejen med mine evner? Det handler ikke om udseende. Jeg klarer mig godt i skolen.
Tja Som du vil. Læge er vel ikke værre end så meget andet.
Nej, vel! Mille prøvede at skjule sin begejstring, for hun vidste, mor kunne nå at fortryde.
Mille blev læge og en dygtig én af slagsen. Følelser fik sjældent plads i hendes liv, og derfor havde hun masser af tid til at læse. Det udnyttede hun.
Moren sukkede tungt over hendes ambitiøse valg, men blandede sig ellers ikke. Hendes egen mor, Milles mormor, blev syg og krævede omsorg derfor lod de Mille være.
Men ikke for altid.
Hun finder aldrig selv en mand! Hun tænker kun på skole! Vi må hjælpe hende.
Trods mormors svaghed fik hun igen styr på sagen og snart dukkede Helle, byens matchmaker, op.
Ingen vidste, hvor Helle kom fra. Hun var lille, mørk, energisk og snakkede uafbrudt. Men hun fandt hurtigt en kandidat.
Sikke en perle, jeres Mille! Flink og smuk. Hun vil snart være optaget!
Da Mille hørte det, måbede hun. Smuk? Hende? Ja, hun havde tabt sig lidt, huden var pænere, men hun så sig langt fra som skønhed.
Bejlervalg tog ikke lang tid.
Mille så ham kort, spinkel, utilpas, hænderne sad aldrig rigtigt og øjnene undveg samtalen. Men Mille var velopdragen. Hun ville ikke gøre nogen fortræd, så hun holdt masken.
Mors tebesøg, der skulle føre hende og bejleren sammen, forløb uden dramatik. Første date blev aftalt Mille kom for sent pga. ekstratid på uddannelsen og jog til cafeen. Indenfor så hun sig om ingen kandidat. Nå, det var da noget nyt. Hun var på vej ud, da tjeneren råbte:
Undskyld, hedder du Mille? Tjeneren smilede åbent, og Mille måtte smile igen.
Ja, det er mig.
Der er en seddel til dig. Mand, som ventede på dig, blev nervøs, smadrede et glas og så gik han. Her.
Note: Lad være med at lede efter mig!
Mille fnøs:
Havde nu heller ikke tænkt mig det.
Det føltes som en tung sten forlod hendes sjæl. Nu havde hun et modargument, når mor forsøgte at bestemme. Det var næsten befriende hun var blevet dumpet, inden det hele gik i gang. Ja ja, hun var for sent på den, men det var kvinder jo? Hvorfor så skabe drama ud af det? Skulle hun lege barnepige for en ulykkelig type? Nej tak.
Tjeneren, der havde hørt beskedens indhold, så alvorligt på Mille. Så smilede han igen.
Og hvad skal du lave i aften?
Mille vidste ikke, hvad der gik af hende. Automatisk krøllede hun sedlen sammen, så op på tjeneren.
Hvad hedder du?
Jens.
Synes du ikke, jeg er lidt at have ondt af?
Nej. Hvorfor skulle jeg?
Smilet forsvandt hos Jens, og han betragtede hende alvorligt.
Hvis ikke Mille søgte efter tegn på, at også denne kunne finde på at forlade hende. Mød mig ved indgangen til parken ved Medicinsk Fakultet.
Det ved jeg godt hvor er! Tusind tak! Jens strålede, og Mille troede ham; han havde ikke ondt af hende.
Første date huskede Mille i detaljer. Hun var mere sig selv, end hun havde været i lang tid det viste sig, de begge elskede jazz og hadede hytteost. Drømte om kat, aldrig hund for hvem havde tid og overskud til en hunds behov? De ønskede begge eget hus og et arbejde, hvor det vigtigste var at hjælpe, ikke pengene. Alt passede. Skæbnen måtte have syntes, de to halve endelig skulle samles.
Mille og Jens så hinanden i over et år.
Millles mor rev sig i håret:
Han er ikke noget for dig!
Hvorfor dog, mor?
Fordi
Fordi han er tjener?
Ja!
Du VED jo, han læser på universitetet og tjener i cafeen ved siden af. Hvad galt er der i at være tjener?
Han har en syg mor og en femårig søster at forsørge. Skal du bære alt det?
Synes du ikke, at det siger noget godt om ham? Han tager sig af sine nærmeste. Det gør han også for mig, hvis jeg får brug for det.
Mille! Tænk nu på dig selv!
Det gør jeg jo! Hvad vil du mere? Du sagde, jeg skulle gifte mig. Jens har friet. Hvad mere skal der til?
Ingenting! Jeg vil bare have, du tænker på dig selv!
Det gør jeg…
Brylluppet måtte udskydes.
Mille, jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis mor ikke bliver rask
Hvad for noget? Mille så bare på ham Så tager du dig af Lea!
Tror du, jeg kan?
Har du noget valg?
Mille hjalp Jens, da han måtte passe sin mor, men til sidst slap kræfterne op. Da det stod klart, at tiden var knap, gik Mille og Jens bare ned på rådhuset og lod sig vie, uden at sige det til nogen med Lea som vidne.
Så er vi en familie? spurgte Lea, alt for voksen for sin alder.
Ja.
Og jeg?
Du er vores familie.
Det er godt!
Det blev sagt med en alvor, der fik Mille til at forstå, at Lea forstod meget mere, end de troede.
Svigerindens tak kom prompte.
Tak, søde Mille! For Lea, for Jens… Undskyld, at jeg giver dig sådan en byrde. Jeg ville gerne have været her meget længere
Tænker du nu ikke på det forkerte, Lotte! Mille rørte de skrøbelige hænder. Skal vi prøve at få det bedre? Eller sidde og have ondt af os selv?
For det venskab takker jeg dig, Mille! Du prøver at opmuntre mig, selvom du ved alt Vi kæmper videre!
En måned efter brylluppet døde Jens’ mor. Mille arrangerede en smuk afsked, trøstede Lea.
Tror du mor har ondt mere? Lea trykkede sig ind til Mille.
Nej, søde. Hun mærker ingenting nu.
Skal hun ikke have flere stik?
Nej. Nu er det slut
Mille var selv ved at bryde sammen, men hun holdt sammen på det, for Lotte havde betydet meget for hende på kort tid.
Da Milles mor hørte om brylluppet, blev hun fornærmet.
Sådan her havde jeg ikke forestillet mig det! Skulle jeg kun være med for syns skyld? Intet bryllup, ingen besked!
Mor, du ved, vi havde ikke overskud…
Jeg vil ikke høre på det! Du blev gift uden at fortælle det! Alt andet kan du glemme!
Mille forsøgte at forklare sig, men det nyttede ikke. Derfor lod hun tiden gå hun vidste, hendes mor skulle have fred.
Men pausen trak ud i årevis.
Selvfølgelig kom Mille stadig forbi, hjalp til med praktiske sager, tog sig af det helbredsmæssige. Men alt var køligt og formelt. Som mødtes fremmede. Lige meget hvor meget Mille prøvede at reparere forholdet, intet hjalp.
Til sidst kunne hun ikke mere.
Mor, har du andre børn?
Hvilket fjollet spørgsmål! Selvfølgelig ikke.
Så forstår jeg ikke, at du gør alt for at skubbe mig væk? Mille satte blodtryksmåleren til side og trak på skuldrene. Jeg har aldrig spurgt, men hvorfor virker det, som om du ikke holder af mig?
Hendes mors reaktion kom bag på hende. Altid kontrolleret og stram, nu brød hun grædende sammen.
Mor! Du må ikke græde! Mille fløj nervøst rundt, ledte efter kamillethe og skældte sig selv ud.
Det var første gang, Mille så, at moderen faktisk var fuld af følelser.
Da tårerne havde lagt sig, tog moderen imod glasset med vand.
Jeg elsker dig jo, Mille. Selvfølgelig gør jeg det, men Jeg lærte ikke at vise det. Mor sagde, man ikke måtte forkæle børn. Man skulle tale til dem som til voksne, ellers klarede de ikke verden. Jeg har prøvet at gøre det rigtigt og alligevel har jeg måske tabt dig undervejs Du blev voksen uden rigtigt at have brug for mig. Og nogengange tror jeg, du ikke hører mig, selv hvis jeg råber. Jeg er bange.
Mille trøstede, men det bed sig fast. Hun var bange for at gentage mors fejl med sine egne børn. Selvom Lea og drengene søgte trøst og tryghed hos Mille, var hun i tvivl, om hun gjorde det rigtige
Det var derfor, hun sad på køkkengulvet de mange nætter. Her tænkte hun bedst uforstyrret, kun katten og køleskabet til selskab. Og hun gennemgik sit liv, forholdet til mor og mormor og indså, at hvis hun havde talt ud noget før, måske taget kampen, ville hun have fået mere selvtillid, om så folk syntes, hun var lidt mindre perfekt.
På den ene side trøstede det hende, på den anden skammede hun sig over, hvor lang tid der var gået, før hun havde opdaget de simple ting.
Døren gik op, Jens kom ind, uden blik til kone eller kat. Han åbnede køleskabet og fiskede ost, tomater og persille frem, satte sig ved siden af Mille og lagde armen om hende rakte hende en sandwich.
Så spis!
Jens, jeg ender i str. 52, hvis jeg spiser om natten
Spis nu, siger jeg! Jens nikkede til katten, som straks sprang ned, tog imod osten og rullede sig sammen i Milles skød.
Jeg elsker dig også Jens så hvordan Mille spiste og smilede. Og selv hvis du vejede et ton, så rørte det mig ikke en meter. Du ved det. Sig mig, hvad bekymrer dig?
Hun spiste op, begravede næsen ved hans kraveben, strøg katten over ryggen.
Det gør alt vel… sukkede hun og troede det selv. Men lad nu være med det et ton-snak, Jens. Jeg har det faktisk fint. Str. 46 for min aldersgruppe er helt i orden.
Mere end det! Jeg har aldrig mødt en smukkere kvinde…
Sig det lidt ofte, ikke?
Så lover du at droppe natlige udflugter til køleskabet?
Jens!
Hvad? Kom nu, lad os gå i seng!
Mille tog glad imod hånden, han hjalp hende op, og hun omfavnede ham med taknemmelighed for, at han forstod hende også uden ord. Hun besluttede, at denne gang ville hun fortælle ham alt, hvad der naged hende.
Mille?
Hm?
Mon vi venter en mere?
Hvordan har du gættet det? Mille så overrasket på ham.
Åh, kvinde! Har jeg ikke kendt dig længe nok? Jeg kender dine natteritualer. Hvor langt henne?
Tre uger.
Hurra! Jens kyssede hende, og hun daskede ham drillende over munden.
Shh! Ikke vække de små!
Katten fulgte dem til soveværelsets dør, så tilbage til køkkenet, sprang op i vinduet og krøllede sig sammen i natten.
Snart blev stilheden i køkkenet nat efter nat mere almindelig. Mille ville have hænderne fulde. Katten fandt efterhånden ud af, at det var rarere at sove inde ved tremmesengen, hvor det duftede af mælk og barn end på vindueskarmen i et tomt køkken.
