AT ELSKE UD I TÅLMODIGHED, OG TÅLE UD I KÆRLIGHED
Anders og Lærke blev viet i Folkekirken. På deres bryllupsdag, lige som familien og vennerne nærmede sig Sankt Petri Kirke i København, blæste der pludselig en heftig sommerstorm op. Hvor den kom fra, kunne ingen sige, men den rev uden nåde sløret af bruden. Sløret fløj op i luften, hvirvlede som en ballon og dalede, udmattet, ned i en sølefuld vandpyt. Gæsterne kunne kun gispe. I samme øjeblik lagde stormen sig. Anders sprængte straks afsted efter sløret, men nåede det ikke.
Det snehvide slør lå nu i det sorte vand. Lærke, forvirret, råbte til sin forlovede:
Anders, lad den ligge. Jeg tager ikke det slør på!
Kvindfolkene omkring kirken hviskede lavmælt sammen. Nu bliver livet nok fuld af storm og modgang for de unge, sagde de.
I panik købte de et kunstigt, hvidt blomsterhoved i kiosken ved siden af og satte det fast i Lærkes hår. Der var ikke tid til at finde et nyt slør. Man skulle jo ikke komme for sent til egen vielse!
De nygifte stod i våbenhuset foran alteret og holdt deres bryllupslys, gav hinanden løfter foran Gud. Men før selve kirkevielsen havde de allerede skrevet under på rådhuset og holdt en flot bryllupsfest for menneskene.
Efter tre år var to børn kommet til familien. Datteren Ragnhild og sønnen Emil. Livet gik sin stille gang, de levede et helt almindeligt familieliv uden store sorger.
Ti år er gået, da der en aften banker på døren hos Anders og Lærke. Lærke har altid taget imod gæster med åbne arme, både ventede og overraskende, altid med kaffe på kanden og hjemmebag til alle. Denne gang er gæsten noget særligt. Det er en ung kvinde, der kommer, mens Anders stadig er på arbejde.
Lærke kaster straks et kvindeligt blik på unge kvinde: slank, smuk, imødekommende og tydeligvis yngre.
Goddag, jeg hedder Freja, præsenterer hun sig, jeg er Anders kommende kone.
Javel, det var da interessant, svarer Lærke overrasket.
Og hvor længe har Anders været forlovet med dig? spørger Lærke svalt.
Længe. Men nu kan vi ikke vente længere, for jeg venter Anders barn, svarer Freja uden tøven.
Det lyder som noget fra en dårligt roman, sukker Lærke: Kone, elskerinde, og nu et uægte barn… Ved du, vi er viet i kirken? Og vi har altså børn.
Det ved jeg. Men Anders og jeg har også kærlighed! For evigt! Du kan jo blive skilt, han er utro, jeg har sat mig grundigt ind i det Du har mulighed for at blive fri, forsøger Freja.
Hør nu, unge dame! Jeg råder dig til at holde dig ude af andres liv og ægteskab. Vi ordner vores eget, siger Lærke irriteret. Farvel.
Freja, trækker på skuldrene og forsvinder hurtigt ud af døren. Lærke smækker døren og tænker: Hun har undersøgt alt… Det får hun ikke fornøjelsen af!
Lærke begynder at tænke på, hvordan Anders har ændret sig: mere fjern med børnene, mere fraværende. Sent hjemme, arbejde, forretningsrejser, pludselig fisketure eller jagt, som han aldrig før gad. Kvinder mærker snyd i luften. Man kan næsten lugte en rival i gangen.
Men Lærke skubber de sorte tanker væk. Måske bilder hun sig det hele ind?
Om aftenen, da Anders kommer hjem, dækker hun bordet til aftensmadhun ved, at vejen til en mands sandhed går gennem et solidt måltid.
Efter maden siger hun pludselig:
Anders Er du forelsket i en anden?
Ja, svarer Anders, anspændt.
Din ja, elskerinde var her i dag. Er det seriøst mellem jer? Lærke frygter svaret.
Jeg er et skarn! Jeg kan ikke undvære Freja! Prøvede at bryde det, men jeg kan ikke! Slip mig fri, Lærke! tigger Anders.
Du er fri Lærke forstår, at tiggeri og moralske løftede pegefingre er spild af kræfter. Livet får afgøre det.
Anders flytter ind hos Freja.
Lærke tager hen i Vor Frue Kirke for at tale med præsten. Han lytter og trøster:
Min datter, kærligheden holder ud, kærligheden forgår aldrig! Du kan blive skilt, for han har brudt trofastheden. Men du kan også tilgive, bede og vente. Herrens veje er uransagelige…
To måneder senere mærker Lærke liv under sit hjerte. Det er Anders barn. Hun bliver glad ser det som et tegn: Måske angrer Anders og vender hjem? Hun clinger til håbet resten af graviditeten.
En søn kommer til verden. Lærkes mor foreslår, at de kalder ham Jonas. Det er det danske navn, der minder om Anders, forklarer hun. Måske kommer han hjem, hvem ved?
Lærkes mor hjælper med alt: passer børnene, laver mad, fortæller historier.
Anders glemmer ikke Ragnhild og Emil, giver dem gaver, tager dem med til Skagen eller Lolland om sommeren, sender penge i en kuvert til Lærke.
Men Lærke beder børnene ikke sige til Anders, at lille Jonas er født. Tror I børn lytter? Ragnhild fortæller alligevel sin far det hele, da hun er på besøg.
Anders tror, Lærke har fundet en ny mand, og får ondt i hjertet mindes deres gamle liv. Han forestiller sig aldrig, at det er hans eget barn.
Imens ligger Freja på Rigshospitalet pga. komplikationer i graviditeten. Anders henter frugt, syltede agurker og endda kalk hun mangler kalk i kroppen, og knaser glad stykker af tavlekridt. Men ulykken rammer. Freja føder en lille pige, der ikke overlever. En sorg afløser en anden, nemlig aborten i næste graviditet.
Freja sover og græder og beder om en pause fra alt. Men livet byder noget nyt.
Anders er altid ved hendes side føler skyld, vil være den bedste støtte, han kan.
Imens får Lærke hyppigere besøg af sin gamle studiekammerat Mads. Da Lærke studerede statskundskab på Københavns Universitet, var han småforelsket i hende. Mads friede straks efter eksamen, men Lærke har aldrig set ham som mere end ven. Han virkede for stiv, kedelig, mors dreng, manglede humor. De andre piger syntes han var så dejlig, men efter Anders dukkede op, forsvandt Mads i kulissen… indtil nu.
En grå oktoberdag sidder Lærke i bussen med tågede blikke ud ad vinduet. Mads spørger pludselig:
Må jeg sidde her?
Ja, selvfølge, sukker Lærke uden at se op.
Savner du noget, Lærke? spørger han.
Lærke vender hovedet, genkender Mads og bliver glad.
Gud, Mads! Det er længe siden! Hvordan går livet?
Fortæl hellere om dig selv. Er du lykkelig? spørger han forsigtigt.
Ved du hvad, kom hjem til mig, siger Lærke pludseligt og trækker ham af bussen.
På vejen køber Mads en flaske vin, lidt frugt og slik til børnene.
Over aftensmaden får Lærke talt ud. Alt, hvad hun har holdt indeni, vælter ud, og Mads er den bedste lytteven. Hun kysser ham på kinden til tak og sender ham hjem.
Mads har aldrig giftet sig. Ingen børn. Sådan faldt det ud.
Han begynder at komme ofte, med gaver til ungerne og blomster til Lærke. Men hun gør det straks klart:
Kom gerne men jeg venter stadig på min mand. Ingen narrestreger!
Mads accepterer: Så er du min søster og børnene mine niecer og nevøer.
Han bliver en del af huset.
Tiden går Freja får endelig en sund, smuk pige, som de kalder Boel det betyder velsignet. Freja dykker ned i at være mor, og mindes nu og da samtalen med Lærke og al smerten ved stjålen lykke. Først nu forstår hun, hvor meget sorg hun har påført Lærke. Andres nødstedte giver sjældent visdom, tænker hun.
Anders forguder sin datter Boel, køber rangler, synger vuggeviser, bader hende; Freja kan ikke få nok af den omsorgsfulde far.
Tiden går Fem år senere, alle børnene er større, de voksne er mere modne. Nu rammes Freja af alvorlig sygdom kun 30 år gammel. Anders gør alt: hospitaler, specialister, kostbare behandlinger
Freja tager afsked med livet. Lærke har allerede hørt, at hun er uhelbredelig syg datteren Ragnhild har fortalt det under et besøg. Da Anders ringer og beder om et møde, siger Lærke ja.
Anders bærer, bogstaveligt talt, Freja ind i sit gamle hjem. Hele familien er samlet afventer forklaring.
Lærke, med armene over kors, nikker mod soveværelset. Anders lægger forsigtigt Freja på sengen, retter på puder og tæpper.
Lad mig være alene med Lærke. Tak, hvisker Freja udmattet.
Alle forlader rummet.
Lærke sætter sig ved siden af Freja, betragter sygelejet Man kan dårligt se, om hun lever, tænker hun.
Så tager hun Frejas hånd.
Undskyld, Lærke! Nu rammer skæbnen mig. Jeg har en bøn: Tag Boel til dig! Jeg har kun Anders og dig. Vil du love at tage dig af hende sammen med Anders? bønfalder Freja, og tårerne triller.
Lærke tager hende i hånden:
Freja. Det er ikke Gud, der straffer, men os selv. Jeg har tilgivet dig for længst! Du skal ikke bekymre dig for Boel, vi slipper hende ikke. Men bliv her hos os til du får det bedre. Her er plads nok. Jeg lover, du skal nok blive rask. Gud kan alt, bare tab ikke modet!
Alle hjalp især Mads. Han bliver nærmest dag og nat hos den syge, fører lange samtaler og hjælper hende tilbage til livet. Han forguder Boel, kalder hende Guds blomst. Boel ER et vidunder!
Freja vil leve. Hun kæmper. Lærke puster liv og håb ind i hende, og Freja holder fast i det mindste spinkle håb.
Efter et halvt år med kampe og pleje kan Freja gå i haven, mærke solen på kinderne. Livet vinder!
Hun begynder at tænke på Mads. Anders er stadig hendes hjertes uforløste kærlighed, men andres mand rører man ikke igen! Den lektie sidder fast for livet. Og Mads har taget både hende og datteren til sig den slags findes. Én kærlighed kan række til flere. Hun vil gøre alt for, at kærligheden til Mads vokser. Bare hun bliver rask!
Og stille men sikkert bliver hun stærkere.
En dag siger Freja til frokost:
Lærke og Anders! Boel, Mads og jeg flytter nu. Tak for kærlighed, varme og gæstfrihed! Sådan nogen som jer finder man ikke igen. Jeg skylder jer alt.
Anders og Lærke udveksler blikke. De ved godt, at kærligheden vokser mellem Mads og Freja. Kærlighed.
Længe før har Anders haft den alvorlige samtale med Lærke:
Lærke! Uanset hvad, så vil jeg være hos dig. Du har givet mig alt tilgivelse, storsind Må jeg komme hjem? Jeg ligger for dine fødder og trygler dig!
Hvad tror du, Anders? Selvfølgelig må du det! Og jeg vil endda selv sige undskyld, for jeg var åbenbart ikke god nok, siden du så mod andre! Livet lærer en meget sommetider med tvang, siger Lærke og krammer og kysser den hjemvendte Anders.
Men Boel da? Hun er din datter, og hun elsker dig, siger Lærke.
Boel er min datter. Hun skal ikke lide for mine synder. Jeg opgiver hende aldrig hun har altid et hjem hos os, siger Anders.
Mads, Freja og Boel gør klar til at flytte. Ved døren kalder Freja på Anders:
Elsk nu endelig din Lærke! Mere end livet! Skån hende. Jeg glemmer dig aldrig, Anders, siger Freja og kysser ham farvel.
Lev lykkeligt, Freja, svarer AndersSå lukkede døren sig sagte bag Freja og Boel. Huset stod stille, men alligevel fyldt af varme. Lærke og Anders så på hinanden, deres hænder fandt sammen uden ord. I stuen sprøjtede solen guld igennem ruden, børnene løb grinende ud i haven, hvor foråret endelig havde vundet.
Senere den aften sad Anders nede ved Lærkes fødder og kiggede op på hende, som han gjorde den dag han friede. Hun lo, hjerteligt og frit, mens hun strøg ham over håret. Han så på hende med et blik, der igen rummede tryghed og den dragende uro, som kun kærligheden kan give.
Vi blev gamle, før vi blev kloge, mumlede han.
Men Lærke rystede på hovedet:
Vi blev modige. Man elsker kun rigtigt, når man tør tilgive. Og når man tør give slip og tage imod igen.
Morgenen efter vågnede de til duften af kaffe og lyden af børn, der byggede huler under spisebordet. Udenfor begyndte et slør af nyfaldet regn at trække efter sig et dobbelt regnbue over byen. Lærke åbnede vinduet, lod den kølige forårsluft strømme ind. Hun foldede hænderne over brystet og sendte en bøn for alle, der længtes.
Anders satte sin arm om hende og hviskede:
Vi begyndte med et slør, der fór bort i stormen. Måske skulle vi bare gå barhovedet gennem livet og bære stormene sammen.
Da børnene stormede op i favnen på dem, fyldt af begejstring over et nyt eventyr, vidste de: Kun sådan finder man hjem. Ikke i fraværet af uvejr, men i styrken til at stå, og elske ud tålmodigt, og tåle ud kærligt, uanset hvad der kommer.
Og sådan, med hjerterne åbne imod lyset, begyndte det hele på ny.
