Denne begivenhed fandt sted i det fjerne 1995. Jeg gik dengang på Sankt Annæ Gymnasium og midt i en almindelig skoledag blev jeg pludselig kaldt ud af klassen og fik besked på at møde op hos rektoren. Inde på rektorens kontor sad der en kvinde. Hun så meget udkørt ud, tårerne løb ned ad kinderne på hende, og hun tørrede dem gentagne gange væk med sit lommetørklæde.
Vores rektor var en stram, men retfærdig mand, en tidligere officer med år bag sig fra Balkankrigen. Vi havde stor respekt for ham, og selvom vi måske frygtede ham, vidste vi altid, at han mente det godt. Sådan havde jeg dog aldrig set ham før. Han trådte hen til mig og sagde med en træt stemme:
Dreng, jeg taler til dig ikke som rektor, men som en ven. Jeg har brug for din hjælp.
Selvfølgelig, sagde jeg uden betænkningstid. Hvad kan jeg gøre?
Min nevø er ved at dø, fortsatte rektor. Han blev færdig her på Sankt Annæ sidste år du må kende ham. Nu læser han videre på Københavns Universitet, medicin, men pludselig blev han syg. Vores sidste håb står til din morfar. Kan du kontakte ham? Måske vil han kunne finde ud af, hvad der er galt?
Jeg stillede ingen spørgsmål. Vi ringede straks til morfar, og 15 minutter senere var vi på vej i rektorens sorte Volvo ud til ham. Heldigvis var det morfars første feriedag, og vi nåede lige at få fat i ham, 30 minutter før han ville være smuttet i sommerhus.
Patienten kørte med os. Jeg kendte egentlig fyren, men jeg kunne slet ikke kende ham. Hans øjne var tomme og udmattede, han virkede helt fra frakoblet virkeligheden. Jeg husker, at jeg blev faktisk lidt bange.
Vi nåede hurtigt frem. Vi gik op til morfars lejlighed, hvor han tog imod os og lyttede til kvindens bekymrede historie.
For syv måneder siden, fortalte hun, var hendes søn startet på medicinstudiet. En dag under en forelæsning fik han pludselig et voldsomt anfald. Han blev indlagt på Rigshospitalet, undersøgt fra top til tå, men intet blev fundet. Kort efter han var udskrevet, kom anfaldet igen. Og igen. Ingen kunne forstå hvorfor. Det var deres sidste håb at prøve min morfar, som var kendt for at være en af landets skarpeste hjerner inden for neurologi og psykiatri.
Nu begyndte det mest interessante. Morfar tog fyren med ind på sit kontor, og efter femten minutter kom han ud alene.
I kan godt tage hjem nu, sagde han roligt til moren og rektor.
Men hvad med min søn? Han skal da have behandling, udbrød hun.
Kør bare hjem, så tager vi på sommerhus sammen. Jeg kunne faktisk godt bruge et par ekstra hænder til at hugge brænde, sagde morfar.
Han fik os nærmest ekspederet ud, og så kørte han med patienten ud til sit lille hus ved Roskilde Fjord.
En måned senere kaldte rektor mig ind til sig igen. Inde på kontoret sad samme kvinde, men nu med et kæmpestort smil. Ved siden af stod den fyr, der for en måned siden var et nervevrag han så nu helt rask ud. Han gav mig hånden og takkede, og det samme gjorde rektor. På under en måned var han kommet sig fuldstændigt, selvom ingen havde kunnet hjælpe ham før da. Familien anså det nærmest som et mirakel og vidste ikke engang, hvor mange lignende mirakler min morfar havde udrettet gennem årene.
Senere spurgte jeg morfar, hvad der egentlig havde været galt. Han forklarede, at det var resultatet af voldsomme intellektuelle belastninger fra det krævende medicinstudium, der havde ført til et fuldstændigt mentalt sammenbrud. Hjernen var simpelthen overbelastet af al den nye viden og havde sat sig selv på standby. Morfar forstod det med det samme og besluttede at give ham hårdt fysisk arbejde, ingen medicin, intet intellektuelt pres. Fyren stod op klokken otte, startede dagen med at tage et koldt bad, spiste morgenmad og gik så ud for at hugge brænde. Det stod på hver dag i næsten en måned, kun med pauser til frokost og aftensmad. Morfar kørte ham så hårdt, at han om aftenen faldt dødtræt om og sov som en sten. Efter et stykke tid var hjernen helt restitueret og arbejdede langt bedre end før.
Hele vejen igennem fik han ikke én eneste pille kun fysisk arbejde og natur.
Sådan gik det til. Og moralen? Nogle gange er det enkleste ofte det mest virkningsfulde. Når sindet er overbelastet, kan kroppen og naturen bringe balancen tilbage vi skal bare ikke glemme at lytte til os selv og passe på hinanden.
