Sokkerne
Åh, min lille skat! Du er bare så dejlig! Hvorfor er små børn altid så vidunderlige? Birgitte Mikkelsen nussede sit barnebarn, mens kameratelefonen var klar.
Johan fyldte seks måneder, og det blev fejret med manér. Der var underholdere, balloner og en kæmpe flot lagkage. Bedsteforældrene havde gjort sig ekstra umage. Kristine havde egentlig været lidt skeptisk. Selvfølgelig var hun glad for forældrenes ønske om at glæde hende og den lille, men som i sin barndom blev hun hurtigt træt af det larmende arrangement. Johan lignede nok hende; for allerede efter en halv time græd han utrøsteligt, så Kristine tog ham med ind i huset. Hun lukkede vinduerne, satte sig med ham i lænestolen og kort efter sov han trygt.
Du er blevet helt udmattet, min skat. Sådan et festfyrværkeri er vist lidt for tidligt for dig.
Birgitte gik op på børneværelset med sin gave fra entrébordet.
Sover han nu?
Ja, han var virkelig træt. Mor, jeg sagde jo, det var lidt for meget for ham.
Det går nok, han vænner sig til det. Kristine, vi har råd til at give vores lille barnebarn en fest. Vi har ventet på ham så længe! Se hvad jeg har købt! Er det ikke bare kært?
Papiret knitrede, og Johan rykkede uroligt i søvne.
Mor, vent lidt, ikke? Kristine gik rundt i værelset og vuggede forsigtigt sin søn.
Nå! Og jeg der brugte så lang tid på gaven, så er du slet ikke interesseret?! Birgitte satte irriteret æsken fra sig.
Jo, mor, selvfølgelig er jeg det! Jeg er sikker på, den er meget fin! Kristine smilede forsonende. Kan du ikke hente lidt at drikke til mig? Jeg er så tørstig.
Læg ham og kom med ned.
Han vågner bare.
Det er da ikke så slemt! Så kan vi gå ud igen!
Mor, hvis han vågner nu, skriger han i timevis. Det er bare ikke en god idé.
Kristine, børn må opdrages fra de er helt små. Hvad er det for noget, at de skriger? Velopdragne børn skriger ikke!
Kristine tøvede et kort øjeblik, men fortsatte så vuggende rundt. De rolige bevægelser flød sammen, som om Kristine havde øvet denne dans hele livet. Velopdragne børn gør det, de voksne vil have. Og søde piger skal være dygtige i alting. Ryggen rank, hagen op, første position! Ingen indvendinger!
Jeg går ned til gæsterne. Kom nu snart, det ser ikke godt ud, at værtinden mangler.
Tag over for mig, mor.
Birgitte gik, og Kristine satte sig igen med Johan i favnen. Tænk, hvor meget hun havde kæmpet for at få ham!
Kristine kom fra en rigtig “fin” familie. Hendes morfar var professor, mormor kendt kirurg, og faren fulgte i deres fodspor og blev læge. Men hvordan hendes selvsikre far blev formet af hendes mors vilje, forstod Kristine aldrig. Birgitte ville ikke noget med faglighed, og da hun med besvær færdiggjorde universitetet, blev eksamensbeviset gemt væk for at jagte en mand. Egentlig var det Kristines mormor, Else, der ledte efter en passende svigersøn og dét håndterede hun effektivt. Forældrene blev præsenteret for hinanden til en fødselsdagsfest, og snart fulgte bryllup og lejlighed, købt af familierne.
Kristine kom til verden to år senere straks blev hun overladt til Else. Hun styrede børnepigen og planlagde alle Kristines aktiviteter: to sprog, ballet, privat musikundervisning.
Alt ved barnet skal være smukt!
Weekendens museums- og teaterbesøg foregik under mormors stramme blik. Forældrene så hun sjældnere; faren arbejdede, og moren gav blot et kys og skyndte sig videre ud.
Else nåede sit mål: Kristine blev optaget på balletskole og senere engageret i en kendt teatertrup. Karrieren gik godt, da hun mødte sin senere mand, Mads. Familien var ikke begejstrede.
Sikke et mismatchet par! Else sukkede dramatisk. Tænk dig nu om, min pige! Hvad vil du dog med ham dér? Han kan jo ikke én gang formulere sig!
Mormor, de fleste bliver tavse ved siden af dig, tør jeg mene. Kristine sad let med benene under sig, en vane der normalt ville have udløst skældud, men nu fyldte andre tanker Elsés sind.
Hvad mener du med det?! Else løftede øjenbrynene.
At kun få kan leve op til dine krav, mormor.
Elle kiggede tvivlende.
Forresten, jeg kan lide Mads, nej, jeg elsker ham. Forstår du ikke, at kærligheden er kraften bag kunsten?
Åh, glem kunsten! Hvordan skal du leve med ham?
Længe. Og gerne lykkeligt.
Det blev en hård kamp, men Kristine holdt fast. Familien gav sig, dog ikke uden bebrejdelser. Mads så på hende som noget ophøjet skrøbelig, fin, men også stærk og sårbar. Han ville beskytte hende.
Jeg kan ikke tilbyde dig meget, men jeg vil gøre mit for din lykke, og jeg elsker dig.
Det var alt, hun havde drømt om endelig var der een, der elskede hende som hun var. Ikke flere du skal leve op til…
Mads havde hverken forbindelser eller penge. Faren var død tidligt, så hans mor, Karen, havde været folkeskolelærer, sidenhen skoleleder. Børnene elskede hende, og Mads havde altid beundret sin mor. Hendes tro på ham skaffede ham adgang til Københavns Universitet, og senere klarer han sig glimrende med sin virksomhed. Økonomien kom på plads, og selv Else blev mildnet, især efter oldebarnets ankomst.
Kristine havde altid ønsket sig et barn ikke for at være stor eller betydningsfuld, men bare være lykkelig. Men naturen var ikke med hende. Læger, undersøgelser, operationer intet hjalp. Hun græd grimme tårer om aftenen, skjulte dem for Mads, og tænkte, at han burde få mulighed for at blive far. Hun sagde det til ham, og var nærmest forarget over hans latter.
Undskyld, Kristine, det kom sådan! Det er bare en forsvarsmekanisme. Hvordan kan du tro, at min kærlighed afhænger af, om vi får børn? Du ER mit liv!
Hun græd af lettelse og fortvivlelse.
Det var lettere at forstå, at drømmen om barn ikke blev opfyldt, end at acceptere det. Hun forsøgte at forlige sig; men moren gjorde det ikke nemmere med yppig omtale af andre bedstemødre, og veninderne bød hende ind til børnefødselsdage. Tiden dulmede sorgen, Kristine kiggede ikke længere længselsfuldt efter børn på legepladsen, og startede i stedet sin egen balletskole.
Jeg har brug for noget meningsfuldt, ellers mister jeg forstanden!
Mads forstod hende ikke helt, men Karen gjorde.
Mads, hun behøver din støtte nu. Lad hende gøre det, hun har lyst til.
Mads fandt selv det perfekte lokale: lys, plads Kristine var henrykt.
Børnene, undervisningen, og hverdagens travlhed hjalp Kristine til at finde rytmen. De første tegn overså hun, troede bare hun var træt.
En dag i deres stambutik fornemmede Karen noget.
Jeg har bare på fornemmelsen… Er du mon gravid?
Kristine stivnede indeni. Hun hadede at blive spurgt ind til det. Men, da hun skulle til at gå, fik hun et ildebefindende og sank næsten om på cafésofaen. Karen kaldte hurtigt på et glas vand og vendte straks tilbage med en graviditetstest.
Hvorfor gå og gætte?
Kort efter sad de i armene på hinanden af glæde, midt på fortovet og alle andre cafébesøgende smilede, for noget godt var tydeligvis sket.
Johan blev født stærk og sund, selvom han trykkede personalet på hospitalet.
Har du gået til ballet? spurgte neonatologen.
Ja.
En pragtfuld dreng, du har fået.
Er du overrasket?
Lidt den slags fødsler plejer at være problematiske, men det gik jo fint. Godt gået, mor!
Nu vågnede Kristine hver morgen med en lykkerus, hun næsten blev bange for.
Det er ikke bare dig, skat. Vi er to her, sagde Mads, mens han så Johannes døsende ansigt i det tykke dåbstæppe, Birgitte havde valgt.
Udskrivelsen fra hospitalet blev et mareridt, på trods af Mads forsøg på modstand. Fotografer myldrede om Kristine og Johan, familien råbte lykønskninger, og hjemme ventede gæster og smørrebrød.
Kristine syntes dårligt hun kunne stå på benene, og ønskede sig bare et bad.
Mor, hvorfor alt det her?
Det skal man jo! Det er en mærkedag også for mig som nybagt bedstemor! Jeg er lykkelig!
Kristine indså, at diskussion var nytteløs. Hun kæmpede sig op ad trappen, kun for at se endnu flere gæster.
De er jo de nærmeste!
Kristine fangede Karens blik, der diskret rynkede brynene. Hun ville ned til gæsterne, men Karen greb hende under armen.
Lad os få en snak ovenpå. Du trænger til ro nu.
Mads lagde barnet i vuggen, og Kristine satte sig udmattet ned.
Jeg burde ned til gæsterne…
Hvem siger det? Karen var fast. De klarer sig fint uden dig. Du har allerede klaret de første minutter.
Kristine trak vejret lettet og blev hurtigt søvnig. Karen lagde et varmt tæppe over hende.
Sov! Jeg holder øje med den lille.
Johan… Kristine var allerede ved at falde i søvn, uden at se Karens værdige, milde smil. Mads far hed nemlig også Johan.
Da Birgitte kom op og så Kristine sove, løftede hun øjenbrynene.
Hvad skal det betyde?
At en nybagt mor har brug for hvile ellers får vores dreng ikke noget mælk!
Ingen skade til! Jeg ammede aldrig Kristine, og hun blev også et sundt barn, Birgitte gik afmålt mod døren, men Karen stoppede hende.
Skal vi ikke fejre bedstemorrollen sammen, bare os to? Og forresten hvad vil du kaldes, bedstemor eller bare Birgitte?
Mads lukkede stille døren bag dem og takkede indvendigt mor for hendes forståelse.
Kristine vågnede halvanden time senere og var et øjeblik fortumlet, men Jo han begyndte at vågne, nogen grinede nedenunder, og hun var tilbage i virkeligheden. Efter at have ammet gik hun i bad og nød senere Karens hjemmelavede suppe ved det lille bord under vinduet.
Jeg er så usikker, Karen. Hvad nu hvis jeg gør noget forkert?
Bare rolig, Kristine! Børn er meget sejere, end man tror. Og du er hans mor du ved bedst, hvad han har behov for. Stol på dig selv, alt andet kommer med tiden. Prøv det bare.
Tiden viste, at Karen havde ret. Kristine fandt hurtigt rutinen, og uroen forsvandt gradvist.
Første halve år forsvandt som dug for solen. Karen kom jævnligt forbi og hjalp for det meste med mad og rengøring, og Kristine lærte at acceptere det.
Nyd øjeblikket! Det varer så kort. Jeg klarer husholdningen, så du kan nyde tiden med ham.
Birgitte kom sjældent, men gjorde altid et stort nummer ud af det.
Se nu, hvilken barnevogn jeg har fundet! Den er fantastisk!
Mor, vi har allerede en udmærket vogn!
Nej, det kan slet ikke sammenlignes. Kom, vi tester den nye!
Hun nægtede længe at kalde barnebarnet for Johan.
Hvorfor det navn? Kunne I ikke finde på noget mere originalt? Johan! Det er så… klassisk!
Mor, det er et royalt navn. Hvad er der galt med det?
Han skal leve med det! Han bliver sikkert drillet i skolen.
Så vælger vi bare en anden skole. Hvorfor skal alle hedde det samme?
Nej. Din mormor valgte dit navn, jeg ville have valgt noget andet.
Godt, at jeg denne gang selv steg bestemme.
Birgitte snøftede, tog barnebarnet med ud. Folk i lokalområdet fandt hurtigt ud af, at hun ikke var moren, så hun opgav sine parade-ture med barnevognen. I stedet kom hun forbi til kaffe, kyssede barnet flygtigt og forsvandt igen.
Jeg bliver bare bedstemoren, der altid har en gave! sagde Birgitte, mens endnu et farverigt stykke legetøj fandt sin plads.
Rollerne blev fordelt, og freden indfandt sig.
Fejringen af Johans halve år var dog ved at ende galt.
Kristine smilede til sin vågnende søn og fandt æsken fra Birgitte. Sølvranglen var virkelig flot.
Johan, se! Hvor er den smuk!
Den lille klarede den i hånden, smilede og viste de første tænder.
Hvad har farmor Karen givet dig? Kristine åbnede pakken fra Karen. Indeni lå en håndstrikket hvid dragt og et par uendeligt bløde, fine, lyseblå sokker.
Og sokker! Se, hvor flotte de er! Din farmor er dygtig med hænderne!
Birgitte kom ind i rummet.
Hold da op! Er det designervare?
Nej, det har Karen strikket.
Birgitte snoede dragten i hænderne.
Kunne hun ikke have fundet på noget bedre? Det er jo barnets første milepæl! Man kunne jo have købt noget. Så pernittengrynet!
Mor!
Jamen, har jeg ikke ret?
Kristine vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Karen stod i døren; hun havde hørt alt. Hun gik stille ud, satte saften til Kristine på kommoden uden et ord. Efter at have trøstet Johan var Kristine gået ned men Karen var allerede taget hjem.
Mads! Åh, hvor blev det akavet! Jeg er så flov.
Hvorfor? Du sagde jo ikke noget forkert?
Nej, men jeg stoppede det ikke! Det var forkert af mig.
Tag det roligt. Min mor forstår godt situationen.
Kristine ville gerne rette op på det, men det gled ud i sandet. Fremover sagde Karen bare: Det gør ikke noget, Kristine. Jeg blev ikke såret. Lad være med at tænke mere på det.
Men noget var alligevel forandret, og Kristine længtes efter at få det tilbage til før.
En dag fik hun det dårligt, kun Johan sov ovenpå. Hun ringede forgæves til Mads, hans telefon var slukket. Faren havde operation, så hun ringede til Birgitte.
Hej Kristine! Hvordan går det med dig og lillemanden? Sikke en dejlig fest, vi havde sidst!
Mor…
Du behøver ikke takke mig! Jeg er jo hans bedstemor. Åh, vent, jeg har et andet opkald!
Birgitte lagde på, og Kristine sad fortabt med telefonen.
Smerterne voksede, og i desperation ringede hun 112 og dernæst til Karen.
Karen…
Kristine, er du okay? men alt blev tåget, og Kristine mærkede hun var ved at besvime. Johan…
Karen ræsede afsted, sprang ud foran en taxa i tøfler.
Er du blevet skør?! råbte chaufføren.
Det haster! Min svigerdatter har brug for hjælp!
Sæt dig ind!
Både taxa og ambulance kom til huset næsten samtidig. Karen ventede på lægerne i indkørslen.
Skynd jer, herind!
Kristine blev hastet på hospitalet.
Det er nødvendigt, Kristine, du skal ikke være bange! Jeg passer Johan. Mads er på vej!
Operationen lykkedes, men Kristine måtte blive indlagt. Hendes far insisterede på, hun skulle blive, selvom hun ville hjem.
Dit helbred er vigtigt! Johan har brug for en rask mor!
Da hun endelig var hjemme, ringede hun til Birgitte.
Mor, jeg får brug for din hjælp det næste stykke tid.
Åh, men, Kristine, jeg skal faktisk rejse flyet går snart, og billetten kan ikke refunderes. Jeg havde sådan glædet mig. Men, selvfølgelig, hvis det er nødvendigt…
Kristine sukkede og lagde på. Hun indså, hun måtte klare sig selv. Hun ammede Johan og lagde sig udmattet. Da hun vågnede, stod Karen i døråbningen.
Jeg lavede din yndlingssuppe. Der er også rabarbergrød og friske boller. Hvis det er okay, bliver jeg hos jer til du har det bedre.
Kristine så på sin svigermor og begyndte at græde.
Så, så, min pige. Du skal snart kunne le igen. Se nu, hvad vi har til dig.
Karen satte forsigtigt Johan på gulvet, lod ham stå ubesværet og med et, vaklede han, men gik de første skridt hen mod Kristine. Hun rakte armene frem, greb sin søn og så taknemmeligt på Karen.
Var det ikke følelsesladet? Nu skal jeg give dig lidt at spise. Du får brug for kræfterne for snart løber ham her, og så skal du kunne følge med!
Og her indså Kristine, at kærlighed, omsorg og tid sammen med dem, vi holder af, er langt vigtigere end materielle ting. Livet er ikke altid, som vi havde forestillet os men det bliver smukt, når vi lærer at tage imod med taknemmelighed.
