For et par måneder siden begyndte jeg at lave indhold til sociale medier. Ikke fordi jeg vil være berømt (jeg orker slet ikke det bøvl). Ikke for at få opmærksomhed heller. Jeg synes bare, det er hyggeligt. Jeg kan godt lide at filme opskrifter, små finurligheder fra hverdagen med min datter, eller sjove øjeblikke hjemme i vores lejlighed. Intet iscenesat, intet proff, bare helt almindelige videoer enten fra køkkenet eller sofaen, mens jeg fumler rundt i hverdagens kaos.
Helt fra starten blev min mand, Søren, mærkeligt utilpas. Først var det små stikpiller. Hvorfor gider du det? Hvem gider egentlig se på dit snask? Hvad skal du dog bruge videoer til? Jeg prøvede at forklare ham, at jeg hverken søger likes eller likes – Instagram er bare lidt hyggetid for mig. Men han købte den ikke.
En dag sagde han det ligeud: “Du gør det kun for at få andre mænd til at lægge mærke til dig. Du vil have, de skal synes, du er sød og kigge på dig.” Jeg måbede. Mine videoer handler om madpakker til min datter Freja, eller om en opskrift på havregrynsboller, der ENDELIG lykkedes. Jeg danser ikke i bikini (aldrig sket), og du ser ikke meget mere hud end et stykke blejt underarm på en heldig tirsdag.
Og det mest absurde? Jeg har 99 følgere. Ni og halvfems. Halvdelen er min familie fætter Ulrik, moster Hanne og min gamle folkeskoleveninde Bitten. Jeg viste ham profilen, alle kommentarerne (“Ej, hvor ser Freja sød ud med leverpostej på kinden!” osv.). Men Søren påstod alligevel, at det slet ikke handlede om, hvor mange der så det, men hvad jeg egentlig VAR UDE PÅ. At jeg “søger noget”.
Så begyndte det småskænderierne. Hver gang jeg tog mobilen op for at filme bollerne, sendte han mig et blik, der sagde: “Nu igen?” Hvis jeg lagde noget op, spurgte han straks, hvem der havde set det. Hvis nogen lagde et emoji, mente han, det måtte være flirt. En dag bad han mig ligefrem vise ham mine beskeder som om jeg overhovedet får nogen. Han mente, det var respektløst overfor ham som mand.
Nu tager jeg mig selv i at tøve, hver gang jeg vil filme. Har nærmest fået øje på Big Brother Søren i hjørnet. Det, der startede som et lille, sjovt projekt, er blevet en kilde til surhed og dårlig stemning. Han siger, jeg er forandret, at jeg har fået mig et “behov for at blive set”. Jeg føler bare, jeg ikke kan lave noget, uden at det bliver mistolket og gjort til en stor ting.
Selv i dag smider jeg kun sjældent noget op. Ikke fordi jeg ikke har lyst, men fordi jeg ved, det bare bliver grobund for endnu en svær samtale over rugbrødsmadderne.
Hvad pokker skal jeg gøre?
