Forstår du virkelig, hvad du laver? spurgte Karen, og stemmen var så rolig, næsten uden følelser, at det faktisk var mere skræmmende end råb. Forstår du, hvad det betyder for os alle sammen?
Birgitte stod ved vinduet og kiggede ud. Det støvregnede over en stille gade, folk hastede forbi under paraplyer uden at se på hinanden.
Jeg ved, hvad det betyder for mig, sagde hun til sidst.
For dig, gentog Karen og vendte ordet i luften. Du har altid sådan: for dig. Og os andre?
I er jo voksne mennesker.
Mor, du er énogtres.
Jeg ved godt, hvor gammel jeg er.
Karen satte sig tungt i den slidte sofa, som Birgitte aldrig havde kunnet nænne at smide ud, selvom hun ville. For vanens skyld, og fordi det føltes, som om noget levende ville forsvinde sammen med den.
Har du overhovedet tænkt over, hvad folk vil sige? spurgte datteren neutral.
Nej, sagde Birgitte bare. Det har jeg ikke.
Og det var sandt.
***
Det hele begyndte i marts, da Birgitte Madsen, tidligere dansklærer i folkeskolen, nu pensionist og frivillig med børnehold på Hovedbiblioteket, tog tog til Odense for at besøge en gammel veninde.
Veninden, Lise Jacobsen, havde boet i Odense i otte år. Hun flyttede dertil efter ægtefællens død, købte et lille hus i udkanten af byen, lavede køkkenhave og sagde, hun endelig kunne trække vejret. Birgitte kom normalt kun om sommeren, men i år var der noget, der pressede på: Kom nu, ikke til sommer, nu.
Marts i Odense var våd og grå. Der lå sne i grøfterne, men resten var mudret og sort. Birgitte gik gennem små gader, indåndede stilheden ikke tomhed, men ro, forskellen kunne hun mærke netop dér.
Lise stod udenfor, iført gamle træsko og en fleecejakke.
Endelig! sagde hun Jeg har varmet frikadellerne.
De sad i køkkenet med te. Lise snakkede om naboerne, om at få høns, om, at hun overvejer at købe en ged.
En ged? Birgitte så vantro på hende.
Ja! Frisk mælk, måske lidt ost. Har læst det, det kan jeg sagtens lære.
Lise, du har aldrig før set en ged tæt på…
Så er det da på tide, grinede Lise og skænkede mere te op. Og hvad med dig? Du er blevet lidt… grå i det, undskyld, men det er rigtigt.
Birgitte betragtede sine hænder: Knoklede, med tydelige årer.
Jeg har det fint.
Fint er ikke et svar. Er der sket noget?
Nej. Alt er, som det plejer.
Det er præcis det, der er problemet, sagde Lise. Når alt kører i tomgang.
Birgitte sagde ikke noget. Det begyndte at mørkne udenfor.
Dagen efter slæbte Lise hende med på marked. Ikke Føtex, men et vaskeægte torv, hvor gamle damer solgte surkål og uldstrømper. Ved en bod med tørrede svampe så Birgitte pludselig Bjarne.
Hun genkendte ham ikke helt. Over 35 år var gået, han var naturligvis ældre, men måden han stod på hænderne i lommen var den samme. Hun frøs.
Han gjorde også.
Birgitte? spurgte han tøvende.
Bjarne.
Det var, hvad de sagde til hinanden først. Så smuttede Lise videre til sokkerne, og de stod tilbage midt på markedet, omringet af svampeduft og blød jord.
Bor du her? spurgte Birgitte.
På andet år, ja. Og du?
På besøg. Ved Lise.
Okay.
En pause. Men ikke akavet, bare rolig.
Du har ikke ændret dig, sagde han.
Det har jeg jo.
Bare en smule.
Birgitte lo uventet.
***
Bjarne Eriksen gik i klasse med hende på seminariet, ikke ven, ikke kæreste bare én, de havde fulgt fem år sammen. Livet gik videre, han flyttede til Esbjerg, hun blev i Aarhus, gift, fik børn. De hørte lidt løst om hinanden via gamle bekendte, intet fast.
Og så stod han der nu foran hende ved en svampebod i Odense.
De aftalte at drikke kaffe i byen senere. Lise rynkede ikke bryn.
Gå nu bare, sagde Lise. Jeg skal se noget tv.
Jeg tror ikke, du lægger planer, Lise.
Det gør du faktisk, smilte Lise. Gå nu bare.
Der var næsten tomt på caféen. Træborde, gamle sort-hvide billeder af Odense på væggen, dæmpet lys. De bestilte te og æblekage og snakkede sig igennem gamle studietidssjov.
Så sagde han:
Min kone døde for tre år siden.
Det gør mig ondt, sagde Birgitte.
Nja… Man lærer at leve anderledes, tror jeg.
Det forstår jeg godt.
Og dig?
Birgitte tøvede. Hendes eksmand, Jens, havde forladt hende ni år tidligere uden mange forklaringer. Bare flyttet sammen med en anden. Hun havde gennemanalyseret hele ægteskabet i hovedet, ledt efter fejl, men efter noget tid var hun bare begyndt at leve børn, børnebørn, arbejde på biblioteket, Lise i Odense hvert år.
Det svinger, fik hun mumlet.
Han nikkede bare og gravede ikke mere. Rart faktisk.
***
Efter sin hjemkomst til Aarhus tænkte Birgitte ikke videre over det bare et hyggeligt møde, mente hun.
Men ugen efter skrev han pludselig til hende på Facebook. Han havde fundet hende gennem Lise. Han skrev: “Hej, kom du godt hjem?”
Hun svarede. Snart begyndte de at skrive sammen jævnligt. Det var underligt, for Birgitte plejede at være elendig til at svare hurtigt, men nu sad hun selv og holdt øje med, om han skrev. Hendes datter, Karen, brokkede sig over Birgittes langsomme sms-vaner, men nu var det hende selv, der ventede.
Han skrev ligetil små historier om sit liv i Odense, sit arbejde som konservator med gamle altertavler, om katten Sofus, om hvordan det gik med hendes børnehavehold. Han sendte også billeder: Et kirketårn i sne, katten der lå i vinduet, en kop te ved træbordet.
Karen gennemskuede hende efter en måned.
Mor, du hænger over telefonen.
Jeg læser.
Du plejer ellers at sige, mobilen ødelægger synet.
Jeg kan tage fejl, ved du.
Karen så undrende på hende, men spurgte ikke videre.
I april foreslog Bjarne, at han kunne svinge forbi Aarhus, fordi han alligevel skulle noget i byen. “Hvis det er okay for dig, kunne vi jo ses,” skrev han.
Birgitte smilede for sig selv over formuleringen. Særdeles ordentlig.
Kom bare, svarede hun.
De mødtes ved åen i den friske forårsvind. Birgitte havde taget sit pæne grå frakke på. Bjarne stod ved rækværket, så ud over vandet, hænderne, som hun huskede dem, i lommerne.
Hej, sagde han.
Hej.
De gik langs vandet og snakkede om alt og intet. Hun fortalte, at en af børnene i børneklubben havde sagt: “Bøger er som vinduer, men på hovedet, man kigger indad, ikke ud.” Bjarne stoppede op:
Det rammer virkelig plet. Otte år, siger du?
Otte, ja. En kvik en.
Du er god med børn. Det kan man mærke.
Hvordan det?
Fordi du får det til at lyde, som om det virkelig betyder noget.
Hun så op. Han kiggede ud over åen.
Senere sad de på en café, og Birgitte tænkte, at det var utroligt rart bare at være sammen med nogen, uden noget, der skal løses bare snakke, bare være.
Ved afskeden sagde han:
Jeg vil gerne besøge dig igen. Hvis det er i orden?
Det er det.
***
Karen fandt ud af det i maj. Ikke fordi Birgitte selv fortalte noget. Hun ringede bare tilfældigt, Birgitte var ikke hjemme, svarede ikke på mobilen. Da hun ringede tilbage, lød hun fraværende.
Hvor har du været?
Ude og gå.
Alene?
En lille pause Karen lagde altid mærke til pauser.
Nej.
Så tog samtalen fart, først forsigtigt, så mere direkte.
Hvem er han? spurgte Karen.
En gammel studiekammerat, jeg nævnte ham, ikke?
Du sagde, du havde mødt en bekendt.
Ja, præcis.
Mor, du er…
Jeg ved godt, hvor gammel jeg er, Karen.
Stilhed.
Hvad er det egentlig? Bare gåture?
Indtil videre, ja.
“Indtil videre”, gentog Karen.
Birgitte forklarede ikke yderligere. Der er ting, hvor ord ikke rækker, hvor enhver forklaring enten bliver for højtidelig eller for letkøbt.
Sønnen Mads reagerede helt anderledes. Han boede i København med kone og to børn, ringede en gang hver fjortende dag. Birgitte fortalte ham det i forbifarten at hun havde mødt en mand.
Er han okay?
Ja, helt normal.
Fint, sagde Mads.
Det var det. Senere tænkte Birgitte på, hvilken reaktion hun egentlig helst ville have. Hun blev ikke klogere.
***
Sommeren kom med noget nyt tempo. Bjarne kom til Aarhus, hun tog toget til Odense. De gik ture, så udstillinger, drak te på cafeer. Han viste hende sin lille arbejdsplads en konservatorbiks, lugtende af træ, linolie og støv. Ikoner og billeder langs væggen, nogle mørke og slidte, andre ved at blive renset.
Er det ikke skræmmende at pille ved noget så gammelt? spurgte hun.
Nej. Jeg nyder at vide, at det var her før mig og bliver stående, når jeg ikke er mere.
Tror du på det?
Han tænkte sig om.
Jeg ved ikke, hvad det betyder at tro. Jeg føler bare, det betyder noget. Ikke fordi nogen siger det.
Birgitte så på maleriet, han arbejdede med: et roligt, næsten venligt ansigt.
Jens sagde altid, at mit børnehold var spild af tid, sagde hun pludselig. Man får ikke meget for det.
Hvad syntes du selv?
Jeg vænnede mig til, han havde ret. Længe. Næsten hele vejen til pension.
Bjarne sagde ingenting, så bare på hende. Det var faktisk nok.
Om aftenen, hjemme i hans lille hus, drak de te. Birgitte følte sig for første gang i årevis i ro, ikke fordi alt var problemfrit Karen ringede sjældnere, hendes barnebarn Eva på otte spurgte, “Mormor, hvornår kommer du hjem?,” og samvittigheden stak Birgitte. Men lige dér føltes det mindre tungt.
Har du tænkt på at flytte? spurgte Bjarne uventet.
Birgitte så op.
Hvorhen?
Her til Odense. Eller et andet sted. Bare rykke op.
Han snakkede forsigtigt, kiggede ned i sin kop.
Foreslår du…?
Ikke sådan konkret, bare om du har tænkt på det.
Nej, ikke rigtigt. Kun en gang for længe siden. Det virker umuligt.
Hvorfor?
Børn. Børnebørn. Lejligheden. Mit lille arbejde. Alt er her.
Børnene er voksne.
Det ændrer ikke alt.
Han nikkede.
Helt fair. Jeg spurgte bare.
Det spørgsmål forsvandt ikke, tænkte Birgitte.
***
I august kom Karen på besøg. Ikke til familiehygge, bare en rutinemæssig weekend, tasken under armen og læberne stramme.
De drak te ved køkkenbordet, mens Karen stirrede ud i haven.
Mener du det egentlig? spurgte hun pludseligt.
Hvad?
Han. Det hele.
Jeg ved det ikke endnu, sagde Birgitte ærligt.
Mor. Er det ikke lidt… mærkeligt? I vores alder?
Din alder eller min alder?
Vores. Familiens alder. Far lever jo stadig, han…
Han har boet sammen med en anden kvinde i ni år, Karen.
I var gift i tredive år!
Ja, og det gør faktisk forskellen.
Karen fjernede koppen fra bordet.
Tænker du over, hvad Eva siger? Hvad hun forstår?
Eva er otte.
Præcis, hun forstår alt.
Det, hun ikke selv forstår, kan vi forklare.
Og hvad siger vi så?
Birgitte betragtede Karen der lignede sin far i munden og øjnene. Det var tidligere rørende, nu mere fremmed.
Vi siger, at mormor har fået en god ven. Det er nok.
Og så?
Så må vi se.
“Må vi se”, gentog Karen og gik hen til vinduet. Du siger altid det, når du ikke gider forklare.
Jeg siger det, når jeg reelt ikke ved, hvad der kommer. Det er ærligt.
Karen var stille længe.
Jeg er bange for, du fortryder, sagde hun til sidst.
Jeg kan fortryde meget, også det, jeg ikke gør.
Karen vendte sig.
Det er filosofi. Det hjælper mig ikke.
Det gør det heller ikke altid for mig, sagde Birgitte. Men jeg lever med det.
Da Karen rejste hjem, føltes hendes kram både varmt og anspændt.
***
September blev hurtigt kold. Birgitte havde været pensionist i seks år, men hendes klub på biblioteket holdt hende i gang ungerne lavede oplæsninger, tegninger, små teaterstykker i det hyggelige rum med gamle puder og lave reoler.
Bibliotekaren, Ruth, nu 65, havde også bemærket forandringen Birgitte tænkte mere på sig selv, blev mere tilstede i sit eget liv, ikke kun andres.
Der sker noget, sagde Ruth tørt en dag.
Ja, nikkede Birgitte.
Noget godt?
Ved det ikke.
Nå, men så sker der da noget, sagde Ruth. Vi er ligesom små åer, ingen ved hvor vi ender.
Birgitte lo.
I september inviterede Bjarne hende med til Helsingør, til en udstilling med gamle skrifter. De bookede to værelser på et lille hotel, så museer og gik aftenture. En aften på en restaurant sagde han pludselig:
Jeg vil gerne, at du ved noget.
Hvad?
Jeg presser dig ikke. Hvis du føler et pres, er det ikke fra mig.
Jeg ved det, sagde hun.
Jeg mener det helt ærligt. Jeg er tre og tres nu, jeg forventer ikke bestemte ting mere. Jeg er bare… glad for, du er her.
Hun svarede ikke straks. Udenfor strømmede mørket ind over havnen.
Det er svært at tro på, sagde hun til sidst.
Hvorfor?
Fordi jeg altid tror, der ligger krav bag ordene. Det er svært at vænne sig af med.
Her er ingen krav.
Jeg prøver at vænne mig.
Han nikkede. De gik tur i blæsten. Han gik stille ved siden af og det føltes rigtigt.
***
I oktober ringede Birgitte selv. Karen? Jeg vil fortælle dig noget. Bjarne har spurgt, om jeg vil flytte til Odense. Jeg overvejer det.
Der var lang stilhed.
Det er alvor?
Ja.
I har kendt hinanden i syv måneder.
Otte.
Mor! Otte måneder! Ved du overhovedet, hvem han er?
Jeg ved nok.
Hvad ved du? At du kan lide ham? At det er hyggeligt? Folk ændrer sig, mor!
Karen.
Hvad?
Din far ændrede sig også. Efter tredive år.
Stilhed.
Det er uretfærdigt, sagde Karen halt.
Jeg vil bare være ærlig. Overfor dig. Overfor mig selv.
Mads ringede senere. Karen havde åbenbart talt med ham.
Mor, vil du virkelig flytte?
Jeg tænker over det.
Er forholdene okay hos ham? Er han reel?
Ja. Han er ordentlig. Han har et lille men godt hus.
Sælger du lejligheden?
Nej, jeg lejer den ud.
Og hvis du vil hjem?
Mads.
Hvad? Det er vel naturligt at spørge?
Hvis det går galt, så kommer jeg hjem. Men jeg nægter at tage sorg på forskud. Giv mig lov at prøve?
Stilhed.
Fint, men ring tit.
Det gør jeg.
Bagefter sad Birgitte længe og kiggede ud på det regnvåde Aarhus. Hun tænkte, at hun nu for første gang i livet tog en beslutning for sin egen skyld. Ikke fordi livet tromlede hende, ikke fordi nogen forlod hende. Fordi hun ville.
Hun åbnede beskederne til Bjarne: “Jeg tænker stadig. Giv mig lidt mere tid.”
Han svarede: “Tag alt den tid, du har brug for.”
***
Lise kontaktede hende hver uge uden at give gode råd. Hun fortalte bare om geden, hun faktisk havde købt.
Hvad hedder den? spurgte Birgitte.
Inger.
Seriøst?
Jeg synes ikke, det passer dårligt.
Du er umulig, Lise.
Er det godt eller skidt?
Godt. Helt sikkert godt.
Efter et par samtaler med Lise indså Birgitte, at Lise havde ret: frygten gemmer sig bag klogskaben. Før havde hun været bange for at gøre noget forkert, så for at gøre ingenting. Men denne gang handlede frygten ikke om Bjarne, men om hende selv.
Hele livet havde hun været nogens kone, nogens mor, nogens kollega. Da det tyndede ud, vidste hun faktisk ikke, hvem hun var uden de roller.
Det lille børnehold på biblioteket havde været hendes eget valg. Nu var det her måske hendes næste.
***
Sidst i oktober ringede eks-svigermor, Else Jens’ mor, 82 år og boende alene i Aarhus. Birgitte så til hende indimellem.
Karen fortalte mig det, sagde Else uden omsvøb.
Hvad?
Om din ven. Om, at du måske flytter.
Birgitte ventede.
Hvad tænker du?
Jeg synes, du har fortjent det, svarede Else roligt. Min søn satte ikke pris på dig, det kunne jeg se dengang.
Else…
Afbryd mig ikke. Jeg har alderen til at tale lige ud nu. Rejs, hvis du vil. Børnebørnene skal nok klare sig. Karen er bare bange for at miste dig, det er ikke din opgave at være usynlig støtte hele tiden.
De ser mig da.
De ser mormoren. Moren. Den, der altid er der. Men som menneske?
Birgitte gav ikke noget svar.
Ja, tænkte nok, sagde Else. Rejs. Og ring. Det vil jeg glæde mig til.
Birgitte stod længe efter samtalen ved køkkenvinduet. Træerne stod nøgne, det hele var vintertungt og stille.
Hvad ser folk i en? Karen så moderen. Mads så stabilitet og tryghed. Ruth så en kollega. Else uventet så mennesket.
Og Bjarne? Det vidste Birgitte ikke. Men noget sagde hende, at han ikke så en rolle, men bare hende.
***
November voksede sneen ud over byen, og Birgitte fik uventet et opkald fra Eva.
Børnebarnet ringede selv, hvad hun ellers aldrig gjorde.
Mormor, du flytter vel ikke?
Birgitte satte sig.
Har du hørt de voksne tale?
Lidt. Mor talte med Mads. Flytter du?
Jeg ved det ikke endnu, skat.
Hvis du gør, kommer du så og besøger os?
Selvfølgelig, det lover jeg.
Stilhed. Så sagde Eva:
Er der pænt, hvor du måske flytter hen?
Meget. Med hvide kirker, sne om vinteren og en å.
Lidt som her?
Lidt. Men alligevel ikke helt.
Okay. Pause. Mor er bange for, du bliver syg og ikke kan nå hjem.
Birgitte mærkede det snøre sig sammen indeni.
Sig til mor, jeg er sund og stærk og satser på at blive ved.
Hun ved det godt, hun er bare bange.
Det ved jeg. Jeg er også bange nogle gange.
For hvad?
Birgitte tænkte sig om.
For meget forskelligt. Men det må man godt være.
Du sagde engang, modige også er bange, men gør det alligevel.
Ja, det sagde jeg.
Det glemmer jeg aldrig, svarede Eva lidt stolt. Nå, jeg går nu, ellers opdager mor det.
Eva…
Ja?
Jeg elsker dig.
Også dig, mormor. Hej hej.
***
Midt i november tog Birgitte en uge til Odense, ikke kun weekenden. Pakkede for en hel uge, sagde det til Ruth, bad naboen se efter postkassen.
Bjarne hentede hende ved stationen. Han snakkede om sit job, mens Birgitte så ud på det snedækkede fynske landskab det virkede næsten som om, cirklen var sluttet.
Hun boede i hans lille hus; hun lavede mad, han vaskede op. De drak morgenkaffe ved vinduet mens sneen dalede.
En aften spurgte hun:
Føler du dig ikke begrænset, nu hvor vi bor to sammen?
Nej. Det er noget andet end at bo forkert.
Hvordan forkert?
Arbejdede for længe på det forkerte, for pengene og familien. Startede sent som konservator, da jeg var over fyrre. Alle sagde, det var tosset.
Og du?
Jeg gik i gang alligevel. Min kone, Hanne, støttede mig. Hun var sådan en, der gav ro.
Du savner hende.
Ja. Men det betyder ikke, jeg ikke kan… leve videre. Forstår du?
Ja, jeg gør.
Har du det også sådan?
Birgitte tænkte på Jens. Hun havde mere savnet et billede af ham end ham selv.
Det er anderledes, sagde hun. Men jeg forstår det godt.
De sad i den gode stilhed bagefter.
***
På femtedagen ringede Karen.
Birgitte gik ud foran huset i den bidende kulde under stjernerne.
Er du der stadig?
Ja.
Hvor længe?
Til søndag.
Stilhed.
Mor, hvad er det, du egentlig laver? Er det for at bevise noget?
Birgitte så op.
Nej. Ikke for at bevise.
Så hvorfor?
For at leve. Bare leve på en anden måde.
Var det dårligt før?
Nej. Bare ikke helt min egen måde.
Hvad manglede der?
Birgitte tænkte sig grundigt om. Hun havde haft meget: bolig, børn, job, venner. Ikke nogen stor ulykke. Men også en følelse af at stå lidt ved siden af sig selv, gennemføre det rigtige men uden egentlig at mærke sig selv på midten.
Mig selv, sagde hun til sidst.
Dig selv? Hvad betyder det?
Præcis dét, det betyder.
Karen tænkte.
Tror du, du bliver lykkelig? spurgte hun uden spidshed.
Jeg ved det ikke. Men jeg vil prøve.
Okay.
Det var ikke et ja, men det var heller ikke et nej.
***
Søndag, da Birgitte skulle hjem, spurgte Bjarne:
Har du besluttet dig?
Næsten.
Næsten godt eller skidt?
Det betyder bare, jeg har brug for lidt mere tid.
Han nikkede.
Du er bange for at tage fejl.
Ja.
Må jeg sige dig noget?
Ja.
Der er fejltagelser, man lærer af. Men de værste er dem, man aldrig tør tage.
Birgitte betragtede ham.
Siger du det med vilje?
Hvordan mener du?
Du siger præcis det, jeg tænker, men ikke siger højt.
Han lo højt. Hun tænkte: faktisk, et rigtig rart ansigt.
Hun tog hjem til Aarhus, sent. Lejligheden tog imod hende med sin velkendte stilhed. Hun satte te over, satte sig ved bordet.
Der lå stadig den bog, hun var i gang med. Mærkede en halvglemt sætning: At ens ensomhed ikke er en dom, men et vilkår, man kan forvalte.
Hun skrev til Bjarne: “Jeg kommer i januar. Længe. Så må vi se.”
Han svarede: “Jeg glæder mig.”
***
December var mærkelig som en venteposition. Birgitte passede arbejde, besøgte Else, det hele kørte, men indeni var noget forandret.
Karen ringede:
Har du ombestemt dig?
Nej.
Skal du leje lejligheden ud?
Ja, ejendomsmægleren søger allerede.
Okay. Pause. Mor, må jeg spørge dig noget?
Ja da.
Er du sikker på, det ikke bare er… du ved, en illusion om, at nyt er bedre?
Karen
Hvad?
Jeg er énogtres, ikke atten. Jeg har oplevet nok til at kunne mærke forskel.
Det beskytter ikke altid mod illusioner.
Nej, men det gør dem sjældnere.
Hvad hvis han viser sig at være anderledes?
Så må jeg tage det derfra. Alting er jo pludseligt, Karen. Da du giftede dig, vidste du heller ikke alt.
Men jeg var 27.
Og?
Ingenting…
Vil du hjælpe mig pakke, når det gælder?
Lang pause.
Det gør jeg selvfølgelig, mor.
***
Nytår fejrede Birgitte sammen med Karen, Eva, svigersønnen Kasper og Mads med familien. Det var larmende og rodet. Eva sad ved siden af Birgitte og hviskede om alt fra grønlangkål til mayonnaise.
Op til midnat, hvor børnene næsten sov, sagde Karen:
Mor tager til Odense i januar.
Uden dramatik bare fakta.
Hvor længe? spurgte Mads.
Vi må se, svarede Birgitte.
Eva gabte:
Mormor, du tager afsted?
Ja, skat.
Du har lovet at komme på besøg.
Det lover jeg stadig.
Eva nikkede og faldt i søvn.
Birgitte så på hende. Der var hele livet: Børn, voksne børn, den gamle sofa, der stadig stod der, og en mand langt borte, der skrev “glæder mig”.
***
15. januar ringede hun til Ruth.
Ruth, jeg stopper med børneklubben.
Pause.
Hvornår?
1. februar. Du har tid til at finde en ny.
Flytter du?
Ja.
Til ham?
Ja men også lidt for min egen skyld.
Det er dét, jeg gerne vil høre, sagde Ruth. Tak for alt. Held og lykke, Birgitte. Rigtig held og lykke.
Sidste dag i børneklubben lavede børnene et stort kort til hende. Drengen, der talte om bøgerne som vinduer, tegnede et vindue med gardiner og skrev: “Man skal nogle gange kigge indad.”
Birgitte foldede kortet sirligt sammen.
***
23. januar tog Birgitte toget til Odense. Bjarne bar hendes kufferter ind i det lille værelse, han havde gjort klar. På vinduet stod en rød pelargonie.
Hvor har du fået den fra?
Købt. Synes, der skulle stå en blomst.
Godt tænkt.
Hun kiggede ud: haven var dækket af sne, hegn, nabohave, tage.
Og, hvad synes du? spurgte han.
Spørg igen om en måned.
Det gør jeg.
Hun vendte sig.
Tak, fordi du gav mig tid.
Han nikkede.
Tak, fordi du turde komme.
***
Tre måneder gik. Birgitte faldt langsomt til. Odense var ikke stor, så alle lagde mærke til hende. Lise introducerede hende for en snes kvinder, blandt andet Mette fra litteraturklubben i byens kulturhus. De var ti stykker, læste og diskuterede bøger.
Ved ikke, om jeg hører til, sagde Birgitte.
Prøv, lød svaret. Hvis du kan lide det, bliver du hængende.
Hun kunne lide det.
Karen ringede nu jævnligt. Spurgte efterhånden mere ind om Bjarne, om klubben, om, hvad Birgitte læste. Tålmodig tilvænning, næsten som om hun langsomt vænnede sig til det nye lys.
Eva sendte hende endda et rigtigt brev tegninger af to kirker og en å, hvor der stod: “Mormor, jeg kommer snart på besøg. Mor siger i påskeferien. Inger er det en ged? Lise fortalte mig om den.”
Birgitte skrev selvfølgelig tilbage.
***
En aprilaften kom Karen endelig forbi alene. Hun trådte ind, kiggede rundt på de bløde gulvbrædder, pelargonien på vinduet, det lille køkkenbord.
Bjarne bød på te, gik så diskret ud i værkstedet.
De sad.
Her er faktisk rart, sagde Karen, mere konstaterende end spørgende.
Ja.
Lille, men hyggeligt.
Og roligt.
Mangler du ikke Aarhus?
Jeg savner jer, Ruth, åen. Men det går.
Karen drejede koppen i hænderne.
Er han virkelig sød? spurgte hun, ikke af mistillid, bare nysgerrigt.
Ja.
Er du lykkelig?
Birgitte tænkte sig om.
Det ved jeg ikke. Men jeg har det virkelig godt.
Karen nikkede.
Okay.
Hvad betyder det?
Bare okay. Hun så op. Jeg er stadig bange for at miste dig. Det vil jeg nok være.
Det forstår jeg.
Jeg prøver. Siger jeg bare.
Det er rigeligt.
De drak te, snakkede om Eva, om arbejde, om dagligdagen. Alt det normale.
Karen skulle hjem. Birgitte fulgte hende ud. Luften duftede af våd jord; buskene var helt lysegrønne.
Mor?
Ja?
Jeg forstår det nok aldrig helt. Men jeg vil bare have, du ved én ting.
Hvad da?
Karen så ned, så op igen på hende.
Du har altid været her. Jeg har taget det for givet, bare ringet, du svarede.
Det vil jeg stadig.
Men det er en ny afstand, jeg skal vænne mig til.
Det gør du.
Tror du?
Birgitte trak Karen ind til sig i et kram, så stærkt.
Jeg tror, du kan mere, end du tror selv.
Ikke som dig.
Jo, præcis som.
Karen smilede lidt, tog tasken.
Jeg ringer, når jeg er hjemme.
Jeg venter.
Hun gik ned ad gaden. Karen så direkte ud.
Mor, råbte hun pludseligt.
Ja?
Din pelargonie blomstrer!
Ja, den gør.
Godt.
Og så gik hun hjemad.
***
Birgitte gik ind. Bjarne var ved at varme suppe.
Hun stillede sig ved vinduet. Karen var væk. En ældre dame gik forbi tiden gik stille og roligt. Pelargonien lyste op i vindueskarmen.
Gik det fint? spurgte Bjarne.
Ja, sagde hun.
En pause.
Hun er sød. Hun er bare bange.
Selvfølgelig. Ikke nemt for hende.
Nej.
Birgitte dækkede bord. Det føltes allerede velkendt efter tre måneder.
Bjarne?
Ja?
Tror du, jeg gjorde det rigtige?
Han vendte sig om.
Hvad synes du selv?
Birgitte gjorde en pause.
For første gang føles det som kun mit valg.
Så har du selv svaret.
De satte sig til at spise. Udenfor var det stadig lidt vinter i Odense, men foråret var på vej.
Birgitte tænkte: det er ikke selve lykken men det rigtige føles bare sådan her. Et måltid. Et vindue. En mand, som hun havde lyst til at være sammen med.
Var det nok? Hun vidste det ikke.
Men suppen var varm. Pelargonien blomstrede. Og et lille hjemmelavet kort fra børneklubben lå i tasken.
***
Om aftenen ringede Eva.
Mormor, mor sagde, hun havde været hos dig.
Ja, hun var her.
Hvordan gik det?
Vi fik talt sammen.
Græd hun?
Nej, hvorfor?
Hun gør det somme tider, når hun tror, jeg sover. Fordi hun savner dig.
Birgitte lukkede øjnene.
Eva?
Ja?
Sig til hende, at jeg snart kommer og besøger jer igen.
Okay. Mormor?
Ja.
Er det forår derhenne?
Næsten. Stadig lidt sne, men ellers grønt.
Vi har sol her, mærkeligt ikke? Samme land, forskelligt vejr.
Sådan er det.
Mormor, savner du os?
Birgitte så ud, himlen mørkede, de første stjerner.
Meget, sagde hun stille. Hele tiden.
Det er godt. Så betyder det, at du elsker os.
Birgitte fandt ikke ordene.
Hej hej, mormor.
Hej hej, Eva.
Hun lagde telefonen. Bjarne nynnede ude i køkkenet og vaskede op. Ude i nabohaven gøede en hund det hele blev velkendt, blev stille dér.
Birgitte tænkte: Eva har ret. Hvis man savner nogen, er det kærlighed. Og måske også omvendt.
Det er nok dét, livet er. Ikke perfekt, ikke fuldendt, men bare… ens eget.
Birgitte rejste sig og gik ud og hjalp med opvasken.
