Jeg er 62 år gammel, og i næsten 40 år har jeg undervist i dansk litteratur på et gymnasium i Aarhus. Mit liv har sit stille tempo: vagter på gangene, H.C. Andersen og Holberg, en lunken kop te og opgaver, der vælter ind hver uge.
Hvert år i december giver jeg mine elever en opgave: Interview en ældre person om deres mest mindeværdige juleoplevelse. Normalt møder det ikke ligefrem jubel blandt eleverne.
Det er en opgave, de bestemt ikke bryder sig om.
Men i år kom den stille Karen hen til mig efter klokken havde ringet ind til time.
Fru Jørgensen, må jeg interviewe dig? spurgte hun, mens hun holdt opgavearket i hånden.
Jeg lo. Åh, kære, mine minder er ikke noget særligt. Spørg hellere din mormor eller naboen, eller en der har oplevet noget ekstraordinært!
Hun gav sig dog ikke, og sagde med rolig fasthed: Jeg vil gerne interviewe dig. Hendes blik var målrettet.
Til sidst gik jeg med. Godt, efter timen i morgen, men hvis du nævner tørret frugtkage, så får du den sandhed at høre. Hun smilede. Aftale.
Nostalgi og minder
Næste dag sad hun over for mig i det tomme klasselokale, med en notesbog klar og vuggende let frem og tilbage.
Hun lagde blidt ud: Hvordan fejrede I jul i din barndom?
Jeg fortalte om den mislykkede sveskekage, om hvordan min far altid satte gamle julesange på pladespilleren, og året, hvor juletræet bøjede sig, som om det også var træt.
Må jeg stille et mere personligt spørgsmål?
Da hun spurgte, om jeg nogensinde havde haft romantiske følelser i juletiden, blev jeg ramt af et stik af gammel savn.
Det var med ham, han hed Mads. Vi var unge og vilde, fulde af drømme om en fremtid, vi ikke anede noget om.
40 års venten
Et par dage senere kom Karen tilbage, ivrigt med telefonen i hånden. Fru Jørgensen, jeg tror, jeg har fundet ham!
Jeg måbede: Hvem har du fundet?
Hun kunne ikke skjule sit grin, mens hun viste mig en besked på skærmen: Leder efter pigen, jeg elskede for 40 år siden. Mit hjerte begyndte at hamre hurtigt.
Det var vildere, end jeg kunne forestille mig.
Billedet på skærmen det var mig som 17-årig, i en kongeblå frakke, mit karakteristiske mellemrum mellem fortænderne.
Vil du have, at jeg sender ham en besked? spurgte hun, og så ind i mine øjne. Jeg kunne ikke få et ord frem.
Da Karen sagde, at hun kunne formidle kontakten, mærkede jeg håbet blusse op. Jeg forstod, at han aldrig havde glemt mig og selv efter alle de år stadig havde ledt.
Vi skrev sammen, og aftalte at mødes på en café i centrum. Jeg valgte tøj, som passede til den, jeg er nu ikke den jeg var dengang.
Et møde, der ændrede alt
Da jeg så ham igen, var han selvfølgelig blevet ældre, men hans øjne var de samme: varme og dybe. Birthe, sagde han, og i det øjeblik mellem fortid og nutid gik det op for mig vi havde aldrig rigtigt sluppet hinanden.
Samtalen trak os hurtigt tilbage til de gamle dage, til minder, følelser og oplevelser, vi havde haft hver for sig, men aldrig glemt. Vi talte om livet vi havde levet, men også om at vi altid havde båret hinanden i hjertet.
Du har altid været noget særligt for mig, sagde han.
Et nyt håb tændte sig i mig: Måske er livet ikke forbi endnu. Mads og jeg fik aldrig chancen dengang, men nu havde vi mulighed for at skrive et nyt kapitel sammen.
Konklusion
Selvom vi har været igennem meget hver for sig, har gensynet med Mads vist mig, at håbet aldrig helt forsvinder. Er det ikke netop meningen med livet at kunne begynde forfra? Nu ser jeg frem til fremtiden og glæder mig til, hvad vi kan opleve sammen.
