Illusionen om forræderi
Søndag, 24. september
Nogle gange tænker jeg, at det virkelig ikke er til at forstå, hvorfor alting skal være så kompliceret. I dag skulle det have været en af de dér hyggelige dage, hvor man besøger sin familie med kæresten for første gang men alt blev bare til kaos.
Vil du virkelig have, at jeg tager med dig? spurgte Kasper, mens han så på mig med sit skæve smil og drilske blik, der fik hans blå øjne til at leve. Jeg vil jo gerne møde din familie, men…
Selvfølgelig, fnisede jeg og redte nervøst en lok bag øret. Mine kinder var varme, men jeg flettede mine fingre ind i hans han gav et klem, som om han lånte mig lidt af sin ro. De skal jo se, hvem jeg har talt så meget om! Min mor tror snart, du allerede er halvt medlem af familien. Hun spurgte mig i går, hvad du allerbedst kan lide at spise! Kan du forestille dig det?
Kasper grinede stille, men jeg kunne mærke, at han egentlig godt kunne lide, at jeg var så stolt af ham. Jeg er tyve, jeg sprudler og griner, tager altid initiativ og Kasper føjer sig med. Jeg har ofte tænkt, at han er som foråret, der bryder ind efter en laaang mørk vinter. På bare et par måneder har han allerede gliddet ind i mit liv: spontane gåture, kaffe på græsset, latter han hører til i mit univers.
Vi havde været sammen i et par måneder og søndagen bød på klokkeklart, køligt efterårsvejr i Odense. Jeg tog min yndlingskjole med små blomster, sådan en let en, der får mig til at føle mig fri og ung, og Kasper trak sine pæne jeans og en skjorte på lige præcis balancen mellem at vise respekt for min familie og stadig være sig selv. Mens vi cyklede gennem byen, kastede jeg korte, bekymrede blikke på ham havde han mon fortrudt? Mine fingre pillede nervøst ved kjolens søm.
Er du nervøs? spurgte han blidt.
Lidt, indrømmede jeg, og blikket flakkede. Det føles som et stort skridt. Jeg håber bare, de kan lide dig! Men så er der også Signe. Min søster. Hun har intet kørende og hun er ældre jeg tror, hun er misundelig tænk nu, hvis du synes bedre om hende?
Signe er fem år ældre end mig, høj og slank, mørkt hår i en stram hestehale. Hun studerer på universitetet, har studiejob og virker altid voksen og overskudsagtig. Hvad nu hvis Kasper synes bedre om hende? Det kunne jeg slet ikke overskue.
Da vi kom ind i mine forældres lejlighed i Dalum, så jeg straks, at Signe havde gjort meget ud af sig selv: tætsiddende kjole, høje hæle, makeup der fremhævede hendes kindben. Hun stod foran spejlet, lidt overrasket over at se os allerede.
I er tidligt på den, sagde hun neutralt, næsten køligt. Vi havde ventet jer om en time.
Vi var hurtigt færdige, svarede jeg, lidt for stift. Skulle du ud?
Ja, jeg skal på restaurant med nogle veninder, svarede hun og satte en tot hår på plads. Hun sendte Kasper et hurtigt blik. Sød fyr, tænkte jeg, selvfølgelig bemærker hun det.
Kasper, der stod og så sig lidt omkring, prøvede at løsne stemningen:
Du ser virkelig godt ud, Signe.
Mit hjerte bankede. Jeg kender det tonefald fra ham let og lidt beundrende. Jeg VED, at Signe kan gøre indtryk. En stikkende jalousi ramte mig; hænderne blev fugtige.
Tak, smilte hun køligt. Men hendes blik gled bare forbi ham ikke flirten, bare konstaterende. For hende var komplimenter næsten hverdagskost.
Men for mig var det allerede for meget. Noget i mig knækkede.
Det er da typisk, bed stemmen sig fast. Altid skal du stå i centrum, selv når jeg introducerer min kæreste for familien! Er det her et konkurrence for dig, eller hvad?
Lina, sukkede Signe. Tålmodigheden var tyndslidt. Jeg havde ikke regnet med, at du kom nu. Jeg var på vej ud. Hvorfor laver du et drama?
Iført den dér kjole? For at spise med veninder? Sagde jeg, tog et skridt frem. Lad være! Du gør det med vilje for at imponere Kasper. Du er misundelig!
Stop nu, Lina, svarede hun og slog ud med armene. Jeg går næsten altid sådan klædt. Det rager da dig? Lad være med at lægge dine problemer over på mig.
Kasper prøvede at mægle, men jeg hørte ham næsten ikke det var som om alle følelser kogte over i mig.
Du gør det altid! roste jeg op. Du gør alt for, at jeg skal blegne. Du er ældre, klogere, kønnere… Alle vender sig altid mod dig! Hvad med mig? Jeg er altid i skyggen.
Du må stoppe det der, sagde Signe, alvor på stemmen. For dig er alt en konkurrence. Men det ER det altså ikke.
Mine forældre dukkede op. Far Lars Christiansen i uldsweater, en avis under armen. Mor, Mette, fra køkkenet, klud i hånden. De så på os, trætte, næsten opgivende.
Hvad sker der? lød det mekanisk fra far, nærmest pr. automatik.
Se på hende! Sagde jeg anklagende. Hun prøver at tage Kasper fra mig foran jer allesammen!
Mette sukkede, så skiftevis på os og greb ikke rigtigt ind.
Signe, kunne du ikke have klædt dig lidt mere almindeligt i dag? Lina sagde, hun tog Kasper med.
Jeg skulle ud! forsøgte Signe. Jeg er ikke med på den her plan. Jeg kan ikke mere med alle de anklager!
Se! Hun kan ikke engang indrømme det. Hun skyder bare skylden, sagde jeg og mærkede min stemme knække.
Kasper prøvede endnu en gang:
Lina, skal vi ikke tage det roligt? Det her er ikke meningen…
Men jeg kunne ikke stoppe. Jeg rev i Signes kjole en grim lyd, stoffet sprækkede.
Hvad laver du? hviskede Signe, overrasket og såret, men hun trak sig bare et skridt væk. Du burde søge hjælp!
Du provokerer selv! råbte jeg næsten. Du ser på ham hele tiden! Tror du, jeg ikke mærker det?
Lina, jeg ER ligeglad med ham! råbte hun tilbage. Du ser noget, der ikke er!
Mine forældre stod fjerne, handlede ikke. Far gik tilbage til avisen. Mor ryddede op.
Signe, du må vise lidt mere hensyn, begyndte mor, det er jo din søster
Hvad? Jeg forbereder mig bare på at komme ud! Sagde Signe hektisk, Lina, jeg gider ikke den slags mere.
Men jeg hørte ikke rigtigt efter. Jeg søgte Kasper hans accept, hans støtte.
Kasper, sig noget! stønnede jeg.
Han tøvede, så meget så jeg mærkede kulden.
Lina, det her ligner lidt et skænderi over ingenting. Jeg kan ikke se, at Signe gør noget for at såre dig. Jeg har ikke lyst til, det skal være sådan her.
Også det føltes som forræderi.
Så du tager hendes parti? Efter det jeg har fortalt dig, efter alt vi skulle i dag?
Kasper så ulykkelig ud.
Jeg tager ikke nogens parti. Jeg forstår bare ikke, at det kommer hertil. Vi kunne have haft en fin dag.
Signe lo bittert:
Ja, sikke en fest. Tak for ødelæggelsen, Lina.
Hun gik. Jeg blev stående lamslået, rystet. Mit blik gled fra Kasper til Signe: såret, vred, forvirret… Måske havde jeg virkelig overreageret?
Mor prøvede at være mild:
Signe, lad mig se på kjolen…
Det er lige meget, svarede hun og gik ind for at skifte og forlod hurtigt lejligheden bagefter.
Far lagde avisen til side:
Nu må I alle tage jer sammen. Lina, du bør sige undskyld. Signe kunne vise mere forståelse. Men nu må det være nok.
Men det var ligesom for sent. Sår, mistillid og nag havde slået rod.
Dage efter var der isnende stemning. Kasper flyttede ind hos os mens der var vandskade i hans lejlighed; forældrene gav os et værelse, Signe blev i sit. Men synet af hinanden, under middagene, var præget af kulde.
En morgen stod jeg i døråbningen til køkkenet. Signe var i færd med te og eksamensnoter, hendes ansigt træt med dybe skygger under øjnene.
Du gør det med vilje, hvislede jeg. Du vil have hans opmærksomhed. Ladrer du dig for ham, mens du lader som om du læser.
Hun svarede lavt, men skarpt:
Lina, jeg skal til eksamen i dag. Det her har intet med dig eller Kasper at gøre.
Det hele er for at vise dig frem, snerrede jeg.
Hun slap koppen. Hvorfor skal alt gøres til et show for dig? Kan du ikke være glad på mine vegne?
Du har altid været den bedste! råbte jeg næsten. Og nu vil du tage det sidste, jeg har.
Hun frøs. Der var et øjeblik en smerte i hendes øjne, men så blev hun kold og gik ud.
Næste dag var hun væk. Hun havde ringet til en veninde, pakket en weekendtaske og forsvandt. De første dage savnede hun hjemmets rutiner, men snart mærkede hun lettelsen med et liv uden drama.
Forældrene ringede. De mente, det var hendes skyld hun reagerede for voldsomt, ikke forstod sin søster. Signe besvarede dem ikke.
***
To måneder gik. Kasper var stadig hos mig, men vi gled længere fra hinanden. Min jalousi og bitterhed tog til han trak sig, prøvede at tale om, at problemet var min usikkerhed, ikke Signe. Jeg nægtede. Alt blev mistænkeligt, alt kunne tolkes som forræderi.
En aften gik han.
Jeg kan ikke mere, sagde han med stille stemme i entreen. Du kvæler mig. Jeg bliver mistænkt for alt, jeg ikke har gjort.
Er det på grund af hende? hviskede jeg.
Nej, det er på grund af dig. Du ser spøgelser, bygger mure og så forstår du ikke, hvorfor jeg ikke kan nå dig.
Han gik. Stilheden ramte mig som en hammer. Tårerne kom, sene, men vigtige. Og der dukkede for første gang spørgsmålet op: Måske havde Signe ingen skyld? Måske var alt kun i mit hoved?
Efterfølgende blev stemningen hjemme endnu tungere. Jeg hjalp ikke, lå bare og scrollede. Mor prøvede at sige, at jeg skulle tage mig sammen:
Lina, livet går videre, sagde hun træt, når jeg bare råbte tilbage:
Hvad vil du have jeg skal gøre? Mit liv er gået i stykker!
Far begyndte at virke gammel og udslidt. Mor ordnede det hele selv. Efter et par uger gik det op for dem, hvor vigtig Signe havde været.
De ringede til hende.
Signe var på biblioteket. Da hun så mors navn, gik hun udenfor og ringede tilbage.
Signe, skat, måske du kunne komme hjem igen? spurgte mor forsigtigt.
Hvorfor? Jeg har jo fundet mig til rette. Jeg kan ikke bare dukke op, som om intet var hændt. Som om Lina ikke flænsede min kjole og kaldte mig tyv.
Men nu er Kasper væk, prøvede mor.
Det handler ikke om Kasper! svarede Signe. Der kommer vel en ny kæreste en dag og hvad så?
Mor blev stille. Har du tænkt dig at forlade os helt?
Nej, jeg lever bare mit eget liv nu. Og… jeg har også mødt en anden. Han hedder Mads, han arbejder med IT. Vi har lejet en lejlighed, og jeg er lykkelig. Jeg har ikke lyst til at præsentere jer nu. Jeg ved ikke, hvad Lina kan finde på.
Nå, sagde mor tøvende. Jamen, så… tillykke.
Tak. Jeg ville bare have, I hørte det fra mig.
Da hun lagde på, følte hun lettelse som om en byrde lettede. Universitetslivet og hverdagen uden konstant kritik var blevet mere hjemligt end barndomshjemmet.
Mads ventede udenfor biblioteket. Han tog hendes hånd.
Hvordan gik det?
Mor ville have mig hjem. Men jeg sagde nej. Fordi jeg har mit liv med dig nu. Her.
Han smilede. Skal vi gå? Så slutter vi os til de andre vi skal finde ud af, hvor vi tager på weekend.
***
Hjemme gik jeg rundt alene uden Signe og Kasper. Det blev mere tydeligt dag for dag, at jeg havde været blind. Billederne af den revne kjole, af Signes ansigt, blev hængende men stoltheden bandt min tunge. Jeg ville ikke ringe og sige undskyld.
Mor og far prøvede at nå ind til mig.
En aften kom mor ind, satte sig på sengekanten.
Du kan ikke gemme dig mere, Lina. Vi kan ikke passe på dig for evigt.
Hvad skal jeg gøre? hviskede jeg. Stas forlod mig. Signe også. I har aldrig forstået mig. Altid har I været på hendes side.
Vi prøver at forstå, lød det fra far. Men måske må du tage ansvar for dine handlinger. Du stødte dem fra dig. Du rejste muren.
Jeg kiggede på dem og for første gang lignede de trætte, gamle mennesker.
Måske, peb jeg. Men hvor starter jeg?
Mor kiggede stille på mig.
Start i det små. Hjælp til herhjemme. Sig undskyld til Signe. Det er ikke sikkert, det hjælper med det samme men det er værd at prøve.
Jeg siger ikke undskyld! vredes jeg. Jeg har ikke gjort noget galt!
Mor rystede på hovedet. Hvorfor kan jeg ikke indse det? Måske får jeg det svært i livetDagene blev længere, mere tomme. Stilheden slog kolde bølger mod min hud. Jeg skrev til Kasper på Messenger, slet beskederne igen før jeg turde sende dem. Jeg lagde telefonen væk, ventede.
En eftermiddag, mens regnen silede mod ruden, sad jeg ved spisebordet med min mors kaffe. Ingen sagde noget. Jeg så ud på rendestenen, rørte sukkeret rundt, rundt, rundt. Det blev sent. Lyset blev blåt.
Uden at tænke, rejste jeg mig, gik ind på mit værelse og fandt min telefon frem.
Undskyld, skrev jeg til Signe. Jeg vet ikke hvorfor jeg gjorde det. Det gør ondt hele tiden. Vil du nogensinde tilgive mig?
Jeg ventede. Timerne sneg sig af sted. Mor læste i sofaen, far faldt i søvn til nyhederne.
Min telefon vibrerede først sent på aftenen.
Svar: Måske en dag. Men jeg vil have fred nu. Jeg håber, du finder den også.
Tårerne løb, men det føltes som lettelse noget slap sit greb.
Næste morgen satte jeg kopper i maskinen uden at blive bedt om det, bar vasketøj ned, tog skraldet med ud. Ingen kommenterede det, ingen takkede men jeg lagde mærke til, at mor smilede lidt, da jeg kom op igen.
Jeg gik tur langs Odense Å. Septemberduften. Jeg fnyste lidt ad mit eget drama, men jeg så også for første gang på bladene, som tegn på, at verden ændrer sig hele tiden farver bruser op, falmer, falder rod og orden, storm og stilhed.
På biblioteket fandt jeg en bog om søskende, familieskygger, at vokse ud af sig selv. Jeg lånte den, tog den med hjem kløende nervøs, men også rolig. Det var et lille skridt, men det syntes nok.
Og da jeg om aftenen lagde mig på puden, hviskede jeg ud i mørket, ikke til nogen men alligevel alle: Jeg lægger kampen ned nu. Måske er det sådan, noget nyt kan spire.
Udenfor drev regnen væk og efterlod plads til en klar, kold nat, hvor alt var muligt.
