Misundelsens gift
Mads, jeg er altså begyndt at få seriøst ondt i maven over det her Signe bed nervøst i servietten med hænderne, stemmen rystede svagt på sidste stavelse. Hun så op på manden overfor, og hendes ellers rolige, nøddebrune øjne var nu opspærrede af frygt. Der tikker beskeder ind hele tiden, igen…
Hun famlede efter mobilen i tasken og låste skærmen op med rystende fingre, så rakte hun den over til Mads. Han læste, stadig iskold: Tak for en dejlig aften, Savner dig allerede, Hvornår skal vi ses igen?, Er sikker på vi mødes snart igen, Jeg venter på dig efter arbejde samme sted. Hans bryn trak sig sammen som brosten på en københavnsk cykelsti.
Og hvornår kom de så ind? spurgte han tørt og roligt, mens han rakte mobilen tilbage, som en mand der er vant til at forholde sig snusfornuftigt til verdens galskab.
Den seneste for fem minutter siden. Præcis mens vi bestilte mad Signes stemme var knap mere end en hvisken. Og det er sådan hver gang. Det føles som om, nogen holder øje med os. Og altid, når vi er sammen. Som om jeg har min egen stalker meget moderne, bare ikke på den fede måde.
Mads lænede sig tilbage med det der karakteristiske blik, han har, når han sidder i retten og forsøger at gennemskue, om nogen lyver om parkeringsforseelse eller mandatsvig.
Vis mig alle beskederne. Og tidsstemplerne, hans stemme var kølig, præcis, ikke plads til drama.
Signe scrollede op, så hele tråden med alle de mærkelige beskeder lå synlig. Mads zoomede venligt men koncentreret på datoer og indhold. Der stak flere underlige varianter ind: Kan ikke få dig ud af hovedet, Glemmer aldrig vores sidste snak, Du ved, hvor du finder mig, hvis du skifter mening. Hver ny besked sled videre i nervøsiteten, som om en usynlig hånd pillede ved relationen og ville skille dem ad med små, irriterende fingerpeg.
Det er fandme mystisk, konkluderede han, nu med en tone som en advokat, der ved, at folk vinder retssager på mærkelige detaljer. Det føles planlagt, nærmest beregnende. Som om nogen prøver at få mig til at tro, du har gang i en affære ved siden af. Og altså, hun rammer præcis tidspunkter, hvor vi er sammen folk laver powerpoints, jeg tror folk laver research…
Signe sukkede og trak skuldrene op til ørerne. For hende 25 blond og grafisk designer i et lille Århus-bureau var alt hun ønskede, at finde ægte forbundethed. Ikke noget med statussymboler og Polestar i carporten, men plads og nærhed og én, der kunne holde om hende, når livet snublede. Mads var præcis den: 35, nordsjællandsk, jurist ved domstolene, ualmindeligt tålmodig, lidt tør på den charmerende måde, og tryg at læne sig ind i. Hun følte sig set og sikker og det var sjældent.
De havde været sammen et halvt år. I løbet af de måneder havde Signe lært at sætte pris på hans sans for at løse konflikter uden at flippe ud, hans ironiske glimt i øjnene og hans varme interesse for hende og hendes liv. Han pressede aldrig, men han lagde heller ikke skjul på, hvorfor han var der: han så hende som kærestepotentiale, og for første gang frygtede Signe ikke tanken om at tage skridtet og hoppe ind i fremtidens gale hamsterhjul.
Jeg forstår ikke, hvem der kunne finde på sådan noget, sagde hun stille, og stemmen knækkede. Jeg har ingen bejlere i skabet. Jeg har ikke givet nogen grund Og det der med vores sted, vores sidste samtale det lyder vildt, som om nogen prøver at bygge en hel film om et forhold, jeg aldrig har haft. Det er, som om nogen leger voodoo-dukken med vores liv…
Lad mig tage mig af det, svarede Mads, og man kunne næsten mærke den jyske beslutsomhed brede sig over bordet. Jeg kender nogen, der kan finde ud af, hvor de nummer er købt. Det her er alt for systematisk til at være et tilfælde.
De næste dage var Mads begravet i arbejdet. Signe selv kastede sig halvt panisk over kollegaer, gåture rundt om Brabrand Sø, og hang ud med veninderne, mens hun gjorde alt for ikke at tjekke sin mobil ti gange i minuttet. Men hver gang var angsten der som en sulten odder der bidder i tøjet hvad nu hvis der igen røg den koldklamme sms ind fra underverdenen?
Fem dage senere sent på aftenen ringede Mads.
Signe, jeg har fundet ud af, hvem det er. Stemmen var alvorlig på den der måde, hvor selv juleanden brænder på. Beskederne blev sendt fra flere anonyme SIM-kort. Vi har fundet ud af, hvem der købte dem. Det er Mathilde.
Signe stivnede, mobilen blev nær glemt mellem hænderne. Mathilde hendes bedste veninde fra studietiden. 28, fraskilt, mor til to. De havde været som søstre og slikket hinandens sår efter eksamener, kæreste-brud og hittepåsommer. Men på det seneste var der kommet små sprækker i facaden usynlige for de fleste, men klare for Signe. Mathilde klagede tit over, at mænd kun ville single kvinder og powersnacksede, barnløse piger fra Indre By, mens hun selv var trykket under det evige hamsterhjul med børn, job, madpakker og en evig stram økonomi.
Mathilde? hviskede Signe, næsten uden stemme. Hvorfor dog? Hvordan kunne hun…
Jeg tror, du godt ved det, svarede Mads, køligt, men med en snert af den der danske resignation. Misundelse. Du har frihed, succes og så har du fået en god mand oveni. Hun sidder til gengæld tilbage med tomheden og legetøj på gulvet. Det ser ud til, hun håbede på, at du ville begynde at dække dig ind og at jeg ville fatte mistanke
To uger tidligere: Signe, Mads og Mathilde havde stået til housewarming hos Tobias og Cecilie på Nørrebro. Der var jazz på Sonosen og folk, der skiftede mellem bobler og snacks, latter og kram. Signe i strålende blåt kjole og store drømme, Mads tæt ved hendes side den slags par, man ruller øjne over på Instagram. Mathilde i sweater og jeans, altid lidt praktisk-klædt, lidt bekymret for ketchup på ærmet.
Nå, I to ligner noget fra et boligmagasin, sagde Mathilde tørt med et smil, der med lidt god vilje kunne misforstås som drillende. Hun rettede lidt på ærmet og holdt distance. Alt er perfekt: kjole, mand og alt det der.
Tak, Signe lo venligt. Jeg anede faktisk ikke, at jeg kunne bære blå!
Ja ja, sukkede Mathilde med et blik på sin øl, du har mulighederne. Her er det kun Netto-trøjer mellem madpakker og børnenes fodboldstøvler…
Mathilde, kom nu. Du ser jo altid sprød ud du har din helt egen stil! Signe lagde en hånd på venindens arm.
Tja, svarede Mathilde med et vræng, du har råd og overskud. Jeg vælger mellem vinterstøvler til børnene eller en klipning til mig selv. Hvis altså der er penge til det.
Samtalen svandt ud som vandet i Svanemøllehavnen. Mads snakkede så om et hipster-sted på Vesterbro, men Signe så hvordan Mathilde fulgte dem med blikket, da Signe og Mads gik ud og dansede.
Endnu en dag og en kop kaffe på Frederiks Allé, regnvejr udenfor, Signe fortalte om skovtur og bål og de brune blade. Mathilde rørte resolut kaffen, og skeen larmede næsten mere end S-toget på Hovedbanegården.
Lyder som et eventyr, konstaterede Mathilde tørt. Romantik, natur og en handy mand? Tillykke…
Det var virkelig hyggeligt, svarede Signe, flovt, men glad. Vi overvejer en tur til vinter, Mads vil lære mig at stå på langrend. Skal du og børnene ikke med?
Langrend? Så skal vi nok lige have boret nogle ekstra timer ind i døgnet. Jeg har leg, madpakker, syge børn og forældreintra. For nogen er livet frihed, for andre Lemvig.
Veninden Katja prøvede at bryde den pinlige stemning. Kom nu, Mathilde, Signe vil jo bare dele sin glæde. Det skal man da kunne.
Ja, ja, jeg konstaterer bare, at for nogen er livet en festival, for andre en Netto-uge, Mathilde slog op i skeen, satte koppen lidt for hårdt på bordet. For Signe er det bare: Nå, i weekenden smutter jeg lige ud i skoven. For mig fem mails til børnehave, kalenderkaos og minus på kontoen
Signe mærkede, hvordan misundelse længe havde sat sig fast som en rød sodavandsplet på fine tæpper. Mathilde begyndte at isolere sig, svarede ikke på beskeder, lod til at blive fjernere.
Tilbage i nutiden. Hvad gør vi nu? spurgte Signe med halvt frygt og halvt mod.
Vi tager ud til hende. Nu. Får det afklaret, så vi kan slippe det sagde Mads.
De stod foran Mathildes opgang i Viby. Mathilde åbnede, så dem, blev ligbleg og fik nærmest øjnene, som havde hun set spøgelse på cykel.
Jer? Hvad er der sket noget?
Lad nu være. Vi ved, det var dig med beskederne vi har dokumentation, svarede Mads uden omsvøb.
Mathilde sank sammen mod væggen, skiftevis bleg og vred, men med begyndende tårer.
Okay! Så var det mig! skreg hun. Hvad så? Troede du, jeg gider se dig få ALT, mens jeg selv hænger med to børn og ingen mand? Du har altid været den heldige! Lidt som Tivoli-Hedvig i forhold til os andre…
Hun gispede lidt efter vejret, men fortsatte. Du aner ikke, hvor hårdt det har været at føle sig usynlig. Hver gang du fortalte om dates, sad jeg og blev grøn som græsplænen efter tre liter gødning Du aner ikke, hvor heldig du er!
Signe mærkede, hvordan hun blev både vred og trist. Mathilde var hende, hun havde delt livet med siden første rusfest. Men kvinden foran hende var nu en ukendt, bitter skygge.
Ville du virkelig knuse mit liv, bare fordi du havde det skidt? spurgte Signe stille.
Hvad tror du selv? Mathildes latter lød hul. Jeg prøvede faktisk, at du fik en flig af den følelse. Bare et lille knæk i dit perfekte glasrude-liv!
Mads satte sig roligt i førerstolen. Det er giftigt. Misundelse er ikke en diagnose, men et valg. Du tog det forkerte.
Mathilde stod i stuen med bøjet nakke og tårer, barnlige, patetiske og helt menneskelige.
Undskyld, mumlede hun lavt. Det blev for meget for mig. Tårerne trillede langsomt, Jeg har bare været faret vild i mit eget liv. Tænkte måske, hvis du blev mindre lykkelig, så kunne jeg føle, livet var mere fair…
Signe tænkte på alt det usagte fra de sidste måneder. Forstod nu, at alle de små stik, alle de halvbitre jokes, havde været råb om hjælp.
Mathilde, jeg vidste ikke, du havde det så skidt. Havde du sagt det rent ud Men det her, det kan jeg ikke bare ignorere. Du prøvede at ødelægge mit forhold. Det gør ondt.
Jeg ved det, svarede Mathilde lavt, og hånden tørrede klodsede tårer væk. Jeg forventer ikke, du bare kan tilgive. Jeg håber, du på et tidspunkt kan se, jeg bare mistede grebet.
Mads lagde roligt armen omkring Signe.
Nu stopper vi her, sagde han. Signe, kan du acceptere forklaringen?
Signe var længe tavs. Jeg kan forstå, hvorfor du følte sådan, men ikke tilgive. Jeg vil have en veninde, ikke et sort hul til mine gode dage. Måske vi ses igen, når du ikke længere ser min glæde som et problem.
Mathilde nikkede, næsten lettet. Tak, for at du lytter. Og undskyld.
Uden et ord gik Signe og Mads ud i efteråret, hvor regnen netop havde vasket luften ren. Hun trak vejret dybt, mens natten foldede sig ud med de første gadelygter tændte. Mads tog hendes hånd.
Jeg føler mig fladmast, indrømmede hun, men også lettet. Det værste er forbi.
Mads trak hende tæt ind til sig. Vi er ikke alene, Signe. Du har mig. Sammen går vi videre.
Og de gik hjemad, Signe lidt tung i hovedet, men alligevel med en lille sprælsk håb, bankende i maven. Hvad der ventede, anede hun ikke men hun vidste, hun aldrig skulle tjekke mobilen for sære beskeder på samme måde igen. For nu skulle hun bare leve. Og det føltes lige som det skulle.
