Det var i de gamle dage, dengang sommerferien endnu blev planlagt med kort på spisebordet og en god portion forventning. Min hustru Anne og jeg havde i sinde at tage en lang tur tværs gennem Danmark, fra Odense til Skagen over tusinde kilometer, Asger, vores trofaste Volvo, og friheden på landevejene forude. Vi har altid elsket bilferier: friheden til selv at bestemme tempoet, stoppe hvor man vil, dreje af hvor nysgerrigheden kalder. Ingen stress over togtider, ikke grædende børn i nabo-kupéen eller forsinkede fly.
Denne sommer lod vi os dog narre af vores egen snakkelyst og lavede en fejl, vi længe kom til at fortryde.
Det skete over et hyggeligt frokostbord med snaps og sild hos nogle fælles bekendte. I et ubetænksomt øjeblik nævnte jeg, at vi om to uger ville køre mod nord i egen bil, selvfølgelig.
Nå, hvornår kører I? lød det straks fra et par overfor.
Det var Jesper og Lise. Vi kendte dem kun perifert, mødtes af og til i venners lag.
Vi kører den femtende, sagde jeg, stadig uden at ane uråd.
Ej, det er jo præcis da vi også skal mod Aalborg! udbrød Jesper og lagde gaflen fra sig med et smil. Vores ferie starter sekstende, vi havde tænkt at tage toget, men der er kun pladser ved toilettet tilbage. Kan vi mon tage med jer? Vi kan deles om benzinen, og så er det jo også hyggeligere sammen. Vi er nu ganske nemme at have med.
Jeg så på Anne, og hendes blik var krystalklart: et hårdt nej. Jeg stammede noget om, at vi havde fyldt bilen, at vi rejste i roligt tempo og holdt mange pauser.
Slap af, vi har kun én kuffert til deling! insisterede Jesper. Og det bliver jo billigere for alle. Benzinpriserne er jo helt tossede lige nu vi sparer begge parter en masse. Kom nu, vi er jo ikke fremmede for jer.
Til sidst sagde vi dog ja. Økonomien blev det afgørende argument, og egentlig turde vi heller ikke andet; konfliktskyheden var stærkere end vores fornuft. Det fik vi sandelig lov at mærke i de næste to ugers tid.
Vil du undgå problemer, så undlad velgørenhed
Vi aftalte at mødes foran vores opgang klokken fem om morgenen. Anne og jeg stod klar til tiden; bagagerummet var sirligt pakket med vores ting, lidt vand, værktøj, tæpper. Jesper og Lise dukkede først op omtrent 40 minutter senere.
Undskyld, taxaen var langsom, sagde Lise, uden skyggen af undskyldning, og slæbte på en kuffert på størrelse med et tv, plus flere poser mad til turen.
Vi talte jo om at tage så lidt som muligt med, kunne jeg ikke dy mig for at sige.
Åh, Lise er en kvinde! Hun skal jo have noget at skifte til, lo Jesper.
Vi måtte spille bagage-tetris for at få plads til deres enorme oppakning.
Før vi havde kørt en time, begyndte problemerne. Lise brokkede sig over varmen vi tændte for airconditionen. Ti minutter efter klagede Jesper over, at han frøs. Vores musik var ikke i deres smag. Og så kom strømmen af stopønsker: toilet, kaffe, strække ben, rygepause.
Min nøje planlagte rute, hvor vi skulle undgå myldretrafik og vejarbejder, smuldrede. Vi stoppede så ofte, at det føltes som at køre rutebil.
Klimaks indtraf ved en tankstation.
Jeg fyldte tanken det løb op i små 3500 kroner. Da jeg satte mig ind igen, sad Jesper og spiste pølsehorn.
Nå, skal vi lige deles? spurgte jeg og ventede en MobilePay-overførsel.
Ej, lad os ordne det i samlet regning til sidst. Så skal vi ikke bøvle med småbeløb undervejs, viftede han det af sig.
Det irriterede mig, men Anne sagde sagte: Vent til vi er fremme, så ordner de det nok. Jeg lod det ligge. Betalingsveje betalte jeg også selv. Vores medrejsende spurgte aldrig om beløb.
Undervejs spiste de masser af egne madpakker med krummer og madrester i hele sædet. Bad dem være lidt forsigtige, men fik bare et grin:
Slap af, det er jo bare en bil kan du ikke bare støvsuge?
Da vi endelig nåede Skagen sent om natten var den egentlige udmattelse fra selskabet snarere end turen.
Vi var jo bare med som passagerer
Næste morgen, over kaffe i køkkenet på det gæstgiveri, hvor vi boede, tog jeg regnskabsbogen frem.
Så, lad os se, sagde jeg roligt. Benzin: 12.000 kroner, betalingsveje: 2500 kroner i alt 14.500. Vi deler i to, så det bliver 7.250 fra jer.
Jesper satte teen i halsen, Lise gloede forbløffet.
Hvad? Syv tusind? Seriøst? udbrød hun.
Ja som vi jo aftalte, svarede jeg. Vi skulle jo dele udgifterne.
Jesper satte koppen fra sig og sagde:
Altså, du skulle jo alligevel afsted! Du ville selv have betalt alt det der, uanset om vi var med. Bilen er din, benzinen hælder du alligevel på. Vi optog jo bare de ekstra sæder.
Vi lavede en klar aftale på forhånd, begyndte jeg oprevet. Jeg har slæbt på ekstra bagage, indrettet mig efter jeres pauser og måttet finde mig i meget for, at I skulle kompensere de ekstraudgifter.
Hvilke ulemper? fnøs Lise. Det var da bare hyggeligt! Vi troede da, det var på venskabelige vilkår. Ellers havde vi fundet noget billigere på GoMore.
En anden chauffør havde sat jer af for alle de krummer og den brok, kunne Anne ikke lade være med at sige.
Nå, men foreslog Jesper vi kan give sådan måske en tusind eller halvanden, bare symbolsk. Men betale halvdelen for noget, du ville have gjort uanset, det virker urimeligt. Vores feriebudget er nøje tilrettelagt.
Jeg rejste mig.
Gem jeres penge. Betalingen er et overstået kapitel. Men hjem må I selv finde vej.
Hvad?! sprang Jesper op. Vi har jo ingen billetter til hjemturen! Du sagde jo både op og ned tur!
Vi aftalte deling af omkostninger. I overholder ikke jeres del derfor må I klare jer selv. Hav en god ferie.
Ferien adskilt hjemturen i fred
De følgende ti dage undgik vi hinanden, selv om vi boede i samme sommerhusområde. Mødtes vi på stranden, vendte de ryggen demonstrativt.
Dagen før hjemrejsen kom en besked fra Jesper: Kom nu, vi giver hver 3.000 for tur/retur. Vi kan ikke få billetter, og Lise bliver dårlig i bus.
Jeg svarede ikke.
Vi pakkede roligt bilen, checkede olien og kørte ud i solopgangen. Tilbageturen var en nydelse: vores yndlingsmusik, stop hvor det passede os, og den dejligste fred.
Senere fik jeg at vide fra fælles bekendte, at jeg nu var stemplet som en skidt karl. Historien lød, at jeg efterlod dem i stikken i det kolde Nordjylland for et par tusindlapper. Jesper og Lise havde kæmpet sig hjem med bus og flere skift, brugt mange ekstra penge og nu omtaler de os overalt med bitterhed.
Men vi lærte én ting: erfaringen, man får, er guld værd. Når nogen i dag spørger: Kan vi komme med ud af byen? svarer jeg høfligt, men bestemt: Beklager, vi nyder helst turen for os selv.Og hver eneste gang vi kørte derudaf med det åbne landskab foran os og radioen på lavt, smilede vi til hinanden og Asger brummede, som om han forstod. For vi havde genfundet vores frihed på vejene, og et hjørne af Danmark var nu for evigt vores, fyldt med mere latter end ærgrelse.
Og siden den ferie har vi ikke set os tilbage, kun frem. Med vores egne regler, egen ro, og plads nok i bagagerummet til eventyr.
