Ej, hør lige jeg var ved at fortælle dig noget vildt, der skete forleden her i København. Du ved, den der type pige, man bemærker med det samme, fordi hun bare skriger luksus? Ja, hende Frederikke Madsen hedder hun, datter af en eller anden hotelkæde-ejer. Altid iført det nyeste, kører til uni i en bil, jeg ærlig talt knap tør stå for tæt på de siger, hun fik den af sin far i fødselsdagsgave.
Du skulle have set tasken, ik? Den koster jo mere end, hvad jeg får på et helt år ved kassen i Føtex! Men det er ikke engang det vildeste hendes negle! Altså, hun har de dér negle med glitrende sten og alt muligt, det ligner nærmest noget fra en kunstudstilling.
Altså, jeg skal være ærlig jeg har aldrig rigtig forstået sådan en som Frederikke. Hun sidder altid bagerst, bladrer rundt på sin telefon med et cover i guld, snakker vitterligt ikke med nogen. Og så er hun altså ikke dum heller, hun tjekker alle eksamener af uden problemer, og så er hun væk igen. Jo, og det føles som om hun hver måned dukker op i en ny BMW eller Tesla.
Min veninde, Mathilde, ruller altid med øjnene: Hun tænker sikkert kun på shopping og hvilket tøj, hun skal have på til næste modeuge i Paris. Og ja, altså, man kunne jo godt tro det. Men jeg ved ikke nogle gange, når jeg kiggede hurtigt over på Frederikke, så var der et eller andet i hendes blik, som ikke bare var overfladisk. Måske drømmer hun om noget helt andet.
Og så kom jeg i tanke om, hvordan hun på et tidspunkt lavede et oplæg om påvirkningen af mennesker på de vilde dyr i Danmark. Ikke ligefrem noget, man forventer fra en, der lever efter Instagram-fremstillede idealer, vel?
Men nå, tilbage til sidste tirsdag, hvor jeg så hende gøre noget, der fik mig til at tabe kæben. Jeg kom lige ud fra Meny, står og bakser med mine indkøbsposer, mens regnen bare hamrer ned, og hvad ser jeg? Frederikke sidder dér, midt i regnen, på hug ved siden af en kæmpe stor, beskidt blandingshund. Hun bryder sig tydeligvis ikke om at få pelsen beskidt, men hun bliver siddende, hiver pølse op fra sin taske og giver hunden alt, hvad hun har.
Hun taler også med den, og på en eller anden måde lyder hendes stemme helt anderledes blød og varm, ikke det der kolde, afvisende noget hun ellers bruger, når hun svarer på noget i timerne. Rolig nu, ven, du skal nok få det hele. Jeg kunne ikke fjerne blikket fra hende man forventer bare ikke at se hende sådan. Hun ænsede ikke engang, hvor våd hun blev, eller om hendes frakke blev smudset til.
På vej hjem kunne jeg ikke slippe tanken. Jeg havde et flashback til engang, hvor jeg så en pose hundemad stikke op af hendes dyre håndtaske dengang tænkte jeg bare, hun havde nok en racehund derhjemme på Østerbro.
Men nu Altså, da hun tog hundens hoved mellem hænderne, kiggede den i øjnene og sagde: Du føler dig ikke set, vel? Jeg kender det godt. jeg tror alle i det øjeblik kunne mærke, hun mente det.
Pludselig rejste hun sig og sagde: Kom så, vi skal af sted, ven. Jeg nåede knap at blinke, før den store hund haltede efter hende, og uden tøven åbnede Frederikke sin hvide Audi og lod bamsen hoppe ind på bagsædet. Vi kører til dyrlægen, du og jeg. Det skal nok gå, sagde hun.
Jeg kunne ikke holde mig tilbage og råbte: Hvad laver du? Hun vendte sig mod mig, ingen undskyldning, bare helt roligt: Det eneste rigtige. Og så kørte hun afsted.
Dagen efter var hendes plads igen tom. Og dagen efter igen. Jeg opdagede, hvor ofte jeg i virkeligheden kiggede over på pladsen bagerst i lokalet Jeg kunne ikke lade være med at undre mig hvor var hun? Og hvad skete der med den hund?
Efter forelæsningerne trak jeg Mathilde til side og forhørte mig hos nogle, der plejede at snakke lidt mere med Frederikke, om det kunne passe, hun bare sådan forsvandt.
Der var ikke rigtigt nogen, der vidste noget, men så var der en fyr, Rasmus, der sagde: Joh, man ser indimellem hendes bil stå nede ved det gamle autoværksted i Sydhavnen.
Det var som om, brikkerne faldt på plads. Jeg havde engang hørt hende snakke i telefon hun sagde noget om, at hun ikke kunne tage med familien til Saint-Tropez, fordi hun havde noget vigtigt at tage sig af. Det må have været det!
Jeg cyklede derned samme aften. Pludselig ser jeg den hvide Audi, og fra baggården bag et gammelt pakhus kunne man høre glade hundegøen. Jeg sniger mig forbi hegnet og der er Frederikke, nu i slidte jeans og hættetrøje, super afslappet og med håret i en hestehale, i gang med at fylde madskåle til flokkevis af hunde i alle størrelser og farver.
Du skulle altså ikke have været Sherlock Holmes for at regne den ud, smiler hun, da hun opdager mig.
Er det her dit sted, eller hvad? får jeg fremstammet.
Frederikke nikker. Et års tid nu. Det startede bare med at jeg fodrede de her firbenede nede ved Enghave Plads. Men de havde brug for mere. En dag spurgte jeg min far om penge ikke til flere sko, men til at leje det her sted. Resten har jeg selv fikset, må du tro.
Det gav pludselig mening, hvorfor hun altid forsvandt efter timerne, aldrig var med, når vi tog til fredagsbar. Alt det bling-bling og snakken om designertøj var bare hendes fars drøm, ikke hendes.
Hun fortalte, hvordan hun i årevis havde hjulpet herreløse hunde i smug. Og hvordan hendes far ikke aner, at hendes dyre shoppingture i virkeligheden er pengetilskud til foder og dyrlægebesøg.
Vi satte os for at nusse hunde og drikke en kop te, mens de fleste af vovserne fandt et varmt sted i det gamle lager til at sove. Frederikke fortalte, at hendes store drøm er at åbne et rigtigt, moderne internat i København. Med alt hvad det indebærer: dyrlæger, katte, genoptræningsmuligheder og det hele.
Men hvorfor gør du det ikke bare? Du har jo alle muligheder, spurgte jeg.
Frederikke sukkede. Fordi min far hellere ser, jeg bliver en del af hans firma. Han vil have, jeg bliver direktør, ikke dyreven. Han tror stadig, jeg køber Gucci-tasker for hans penge.
Så ringer hendes telefon det er, selvfølgelig, faren. Far, jeg kan ikke jeg har noget vigtigt. Det er altså vigtigere end receptionen på DAngleterre.
Det var første gang jeg så hende usikker. Tror du, jeg en dag tør være ærlig over for ham? spurgte hun.
Det skal du! Vis ham dit arbejde, fortæl ham om drømmen han kan ikke andet end at blive stolt, siger jeg. Men hun beder mig om at være der, når hun skal tage snakken. Det vil betyde alt, hvis du støtter mig.
Selvfølgelig sagde jeg ja.
Næste dag kom den store samtale. En sort Mercedes trillede ind på gruspladsen, og ud steg Jens Madsen, Frederikkes far, knivskarp i italiensk habit. Han kigger rundt og tager hele stedet ind, hundene, Frederikke, alt sammen.
Så det er her, du forsvinder hen, siger han tørt.
Ja, far. Til mit rigtige arbejde. Mit hjerte ligger hos de her dyr.
Hun fortæller ham om hver hund, om hvorfor hun gør det, og om sine fremtidsplaner for et stort hjælpecenter. Og til sidst som om universet kiggede med kom en gammel, grå labrador haltende over og gnubbede sig op ad Jens Madsens ben.
Han tøede op. Det minder mig helt om Buster, min gamle barndomshund, sagde han rørstrømsk.
Rummet ændrer sig med ét, og jeg kunne se, at han endelig forstod. Vis mig dine planer, Frederikke. Måske du skal være direktør for det her alligevel?
Et halvt år senere står vi ude i Valby foran et spritnyt internat. Skinnende rent, venlige dyrlæger, glade dyr. På skiltet står der Ven for Livet. Frederikke og hendes far klipper snoren sammen, begge i jeans og t-shirt. Hun smiler til mig: Det viste sig, jeg godt kunne blive forretningskvinde. Bare på min egen måde.
Vi klapper den gamle labrador og griner, da han logrer så voldsomt, at han vælter sin vandskål.
Og så ved jeg bare: Det er netop det her, vi allesammen drømmer om at stå ved sig selv, smide masken og turde vælge sin egen vej. Frederikkes historie endte som et lille eventyr gemt væk imellem Valbys gamle industribygninger og beviset på, at der bag selv den mest perfekte facade kan gemme sig et hjerte af guld.
