Ubekvem hustru
Signe ræber sig op mod overfladen af smerte og lyde, som om hun kommer op fra bunden af en brønd.
Signe Andersen, du er vågen. Vi kan se det på monitorerne. Prøv at åbne øjnene, lyder en ukendt stemme, fjern og hul.
Hun prøver, men øjenlågene føles tunge som bly. Kroppen er mærkelig og gør ondt i hver eneste fiber. En dump, træg smerte glider gennem musklerne, og en skinger, stædig piben ringer for hendes ører.
Det lugter tydeligt af hospital sterilt, skarpt, og en bitter duft af medicin, der kun kan høres hjemme på et sygehus.
Sådan, stemmen er pludselig tæt på. Du trækker vejret selv, det er godt.
Med en anstrengelse får Signe endelig blinket øjnene op. Skarpt lys slår hende i synet, og hun må straks lukke øjnene sammen igen. Alt er sløret som et akvarelmaleri under regn: et hvidt loft, hvide vægge og et stativ med slanger forbundet til hendes hånd.
En ældre mands ansigt bøjer sig ind over hende, karet af dybe rynker, under bushy grå bryn stirrer alvorlige øjne ned på hende. Han har hvid kittel, et mundbind trukket ned under hagen.
Hvor er jeg hendes stemme er knap hørbar, svag som tørre blade i vinden.
Du er på intensiv, svarer manden roligt, mens han justerer noget ved apparaterne på stativet Rigshospitalet.
Ulykke hvisker hun. Det var en trafikulykke
Erindringen blinker et sekund: stærk sol i forruden, vej Hun kørte men hvorhen?
Ja, en ulykke. Kan du huske?
Jeg var på vej til klinikken til et rutinetjek. Henrik og jeg ville prøve fertilitetsbehandling. Vi har haft svært ved at få børn
Korrekt, nikker lægen. Jeg er din ansvarlige, anæstesilæge Børge Nørgaard. Du var ude for en slem trafikulykke.
Bevidstheden klarnes, og samtidig vender hukommelsen og frygten tilbage.
Min mand ved han det? Er han okay?
Ja, han ved det, Børges stemme stivner. Han kom ikke alvorligt til skade. Faktisk var han ikke med dig i bilen.
Signe kniber brynene sammen, prøver at samle brudstykkerne af sin hukommelse. Henrik skulle først møde op på klinikken senere, hun kørte alene.
Hvor længe har jeg ligget her? spørger hun, koldsveden breder sig.
Lægen fjerner blikket kort og sukker tungt, hans suk fylder lokalet på baggrund af maskinernes bippen.
Du har brug for at samle kræfter. Men du bør vide, det jeg siger nu, vil være et chok.
Sig det, hvisker hun.
Ulykken skete for længe siden. Du har været i koma.
Længe hvordan? En uge? To?
Du har været i koma i tre år.
Signes verden styrter sammen og forsvinder tilbage i det mørke, hun netop er kommet op fra.
Nej hendes læber skælver. Det kan ikke passe. Du må tage fejl eller det er en dårlig spøg
Tre år, gentager Børge. Du havde svær kranietraume, flere brud. Det var på et hængende hår, vi fik dig igennem. Vi troede faktisk ikke, du ville klare den.
Tre år.
Signe ser ned på sin hånd, bleg og fin, men hendes egen. Hun er i live.
Du havde en sjælden blodtype, bløder Børge op. Vi manglede akut donorkolbe, men din mand han matchede. Han donerede, så meget han kunne. Han reddede dit liv.
Lægens ord ligger som en tåge i hendes bevidsthed. Henrik donerede reddede hende
Alligevel sniger en kold skygge sig ind. Hun kender godt sin egen blodtype, og hun er næsten sikker på Henrik har en anden.
Hun orker ikke diskutere. Svimmelheden tager hende, og hun glider væk i en bedøvet søvn igen.
Næste gang hun slår øjnene op, er der roligere i rummet. Bip-lydene er blevet en baggrundslyd. Der står nogen ved sengen.
En velkendt, let bitter duft af hans parfume. Henriks duft.
Han er der. Hans ansigt træder frem af skyggerne: samme markerede profil, beslutsomt hage, mørkt hår redt tilbage. Men alligevel anderledes.
Hans ansigt, som altid plejede at være lukket, er nu præget af en hård, nærmest foragtelig kulde.
Sygeplejersken Birgitte, mener Signe hun hedder, en fyldig kvinde i halvtredserne med venlige trætte øjne er lydløst ved at skifte drop.
Henrik læner sig tæt ind.
Kære, stemmen lav, slesk og klar, kun ment for hendes ører. Godt at se dig igen.
Han smiler sardonisk.
Mens du har ligget her i tre år og koblet af, har jeg fået styr på boet.
Signe er forvirret.
Hvilket bo?.. Hvad mener du? tungen er tung.
Papirerne, Signe. Dem du så villigt skrev under, lige før dit lille eventyr han trækker på skuldrene. Husker du ikke? Du skrev altid under, uden at læse. Fuldmagt til alt.
Jeg
Tak for det, hvisker han. Din godtroenhed var en gevinst for mig.
Et minde dukker op: akutmodtagelsen, smerte, Henrik bøjet over båren.
Signe, skriv lige her, sagde han dengang blidt og ivrigt, det er bare en godkendelse til operation. En formalitet.
Hendes rystende hånd skrev under på en stak papirer, uden at læse.
Din fars gamle transportfirma, tilføjer Henrik nu. Du interesserede dig aldrig alligevel. Nu har jeg gjort det til en succes.
Han smiler bredt.
Og nu er det mit. Totalt og aldeles.
Signe stirrer på ham, og frygten lammer hende mere end nogen skade. Det er ikke hendes Henrik mere.
Det kan du ikke stammer hun.
Jo, siger han ligegyldigt. Og jeg har gjort det.
Han stryger ærmerne op og nikker til sygeplejersken:
Tag dig af hende, Birgitte.
Signe lukker øjnene, lader som om hun sover. Hun kan ikke holde ud at se hans ansigt. Tårerne løber ned ad kinderne og brænder på hendes tindinger.
Henriks skridt fjerner sig, klirrende mod klinkegulvet. Han går. Efterlader hende alene med mareridtet.
En varm hånd tørrer forsigtigt hendes kinder.
Ssch, min pige, hvisker Birgitte. Ikke græde, ikke spild dine kræfter. Han er ikke dine tårer værd.
Tak hvisker Signe knap hørbart, kæmpende for ikke at bryde helt sammen.
Senere, da Birgitte skifter bandage, læner hun sig ind til Signe:
Du er stærk. Klarer du dét her, klarer du det hele. Og tro mig, du er ikke den første, der er blevet snydt af sådan en mand. Bare kom dig så skal alt nok gå.
De enkle ord fra sygeplejersken bliver et spædt lys i mørket.
Birgitte
Ja, skat?
Lægen sagde at min mand var blod-donor.
Birgittes ansigt strammes.
Hvem har sagt det?
Børge.
Hør nøje, hun dæmper stemmen, selvom de er alene. Din Henrik gav ikke en dråbe. Han ved ikke engang, hvilken blodtype han har. Jeg havde vagt dengang. Jeg spurgte ham flere gange, og han slog ud med armene.
Men lægen
Han må være blevet vildledt. Din mand kan lide at gøre indtryk. Heroisk, redder-rol. Han fortalte alle, han havde reddet dig. Børge er fremragende læge, men rod i papirerne, ja. Han fik besked: manden var donor. Så det skrev han.
Hvor kom blodet så fra?
Fra blodbanken, fra en anonym donor. Det var held i uheld.
Så jeg skylder ham ingenting?
Niks, heller ikke livet. Husk det.
Signe nikker. Alt har været løgn. Hans heroisme er ligeså hul som hans kærlighed.
Om natten, mens bippen fra maskinerne virker ekstra insisterende, ligger Signe vågen og undrer sig over, hvordan hun kunne bedrage sig sådan. Hvordan hendes elskede kunne blive så kold.
Minderne driver hende tilbage til første gang, de mødtes.
Fire år siden et helt liv.
Signe løber ned ad rulletrappen på Nørreport. Regn, sjap og myldretid. Hun har travlt til en jobsamtale hos et oversætterbureau. Hendes hæl knækker.
Fint, mumler hun, idet hun kun lige undgår at falde.
Hun humper ud på perronen, føler sig håbløs: én sko, våd paraply, uglet hår.
Askepot har vist tabt tålmodigheden fremfor skoen, siger en blød morsom stemme ved siden af.
Signe ser op. En mand i flot, mørk frakke, duft af dyr parfume og succes. Ikke decideret smuk, men han udstråler styrke og sikkerhed.
Askepot kunne godt tude lidt nu, indrømmer hun, prøver at smile. Jeg har samtale om 15 minutter. Sådan her
Han betragter hende vurderende, ikke dømmende.
De tager dig ikke, konstaterer han tørt.
Tak for støtten, svarer hun.
Jeg er ikke høflig, bare realist, han rækker hånden frem. Henrik.
Signe, svarer hun mekanisk.
Kom, Signe. Metroen dur ikke i dag.
Hvordan?
Jeg kører dig. Og vi ordner lige din sko.
Det det kan jeg da ikke. Vi kender ikke engang hinanden
Nu gør vi. Hans smil er overbevisende. Se det som en investering i fremtiden. Internationale relationer er du ikke oversætter? Gættede jeg rigtigt?
Ja, men
Intet men. Beslut dig for det bedste i dit liv.
Henrik er så frembusende, at hun til sidst følger med. Han køber et par klassiske pumps til hende uden blusel.
De må have kostet en formue, mumler Signe.
Nej, ikke i forhold til et godt job, svarer han tørt.
Signe får jobbet, og senere ringer Henrik selv.
Virkede skoen som lykkebringer?
Hvordan kender du mit nummer?
Signe, jeg ved alt. Han griner. Skal vi spise sammen?
Pausen i røret strækker ud, og til sidst svarer hun:
Ja.
Sådan begyndte det. En date blev til flere. Henrik overdænger hende med store buketter, dyre middage, overraskelses-ture.
Hun smelter, føler sig for første gang virkelig set.
Lillesøsteren Astrid ser skeptisk til og tænker, at ordsproget om at kærlighed gør blind kun kan stamme fra en med erfaring.
Snart møder Signe hans familie.
Faren, Jørgen, er streng, tavs, gammeldags, stirrer hårdt på hende over spisebordet.
Oversætter, fnøs han. Ikke rigtigt arbejde. En kvinde skal tage sig af hjem og børn.
Far, Henrik sukker. Vi arbejder på det
Ja, i vores tid arbejdede vi ikke, vi levede bare, brokker Jørgen.
Moren, Inger, blid og dannet, smiler varmt til Signe.
Jeg har også været noget i stil med dig skolelærer i dansk.
Virkelig? Det har Henrik aldrig nævnt.
Ja, det var ikke meget værd, indskyder Jørgen.
Jo, jeg elskede det, siger konen. Jeg kan se, du er ligesindet. Du elsker sprog, ikke?
Meget, Signe føler sig endelig set.
Hele aftenen taler hun bøger og sprog med svigermor. Svigerfar er kølig.
Tom skal, hører hun ham mumle. Flot, men tom. Ikke til noget.
Senere insisterer Henrik på, at hun siger jobbet op.
Signe, du er skabt til mere. Du skal være hjemmets pryd. For begavet til at begrave dig bag kontrakter. Gør noget for dig, kunsten, velgørenhed
Men jeg holder af mit arbejde
Du vil lære at elske dit nye liv endnu mere.
Signe tror ham. Hun bliver hjemme, arrangerer middage, er den perfekte vært.
Så prøver de at få børn.
Et år. To. Til sidst lyder dommen: infertilitet.
Det skyldes mig, græder Signe.
Sludder, Henrik krammer hende, men hans favntag er blevet rutine. Det skal vi nok ordne. Vi finder den bedste fertilitetsklinik. Vi skal nok få en arving.
Signes længsel efter et barn får hende til at overse den voksende kulde hos Henrik. Hans rejser. Han er ofte irriteret.
Samtidig bliver hendes elskede far, Lars Andersen, syg.
Signe og Astrid sidder hos ham på skift moren døde, da de var børn, efter en banal svampeforgiftning endte med dobbeltsidig lungebetændelse.
Lars har arbejdet sig op fra industriingeniør til selvstændig. Ikke rig, men uafhængig.
Han dør tre dage før sin 50-års fødselsdag, som han ville fejre stort.
Begravelsen og dagene derefter er et blurr for Signe. Henrik er høflig, men taler kun om arvesager.
I sorgen skænker hun det ikke en tanke. Stor fejl, indser hun nu i hospitalsengen.
Allerede ved første møde havde svigerfar ret: Hun blev siden bare et flot påhæng til en velstående mand.
To dage flyver forbi. Henrik viser sig ikke. Da Signe er stabil, flyttes hun på firesengsstue. Her er larm, madduft og liv.
Første dag kommer Astrid.
I stedet for den 19-årige studine, Signe husker, ser hun en voksen, træt kvinde.
Signe Astrid styrter ind til hende, græder på hendes skulder.
Rolig, Signe stryger hende over håret. Hvad er der galt? Du er forandret
Tre år, Signe. Jeg var så bange for dig
Hun sætter sig på sengekanten.
Signe, dårligt nyt.
Værre end nu? forsøger Signe at smile skævt.
Han din mand
Sig det, Astrid. Jeg er klar.
Han smed mig ud, hendes stemme ryster. Af vores hus. Fars hus.
Signe stivner.
Hvordan? Huset er jo også dit. Ifølge testamentet.
Henrik sagde, det er hans nu. Du skulle have overdraget din del for tre år siden, sagde han. Han viste papirerne. Skiftede låsene. Da jeg kom hjem fra universitetet, stod mine ting i sække udenfor.
Papirer. Igen.
Og ikke nok med det, Astrid rækker hende et krøllet brev. Han har søgt om skilsmisse.
Signe tager brevet med rystende hænder.
Hvad står der?
Han beskylder dig for utaknemmelighed. Efter hans heltegerning. Han fortæller alle, at han reddede dit liv som donor.
Javel siger Signe tungt. Bor du nu?
På kollegium midlertidigt på en vens værelse. Han tog alt. Vi har ingenting.
Det må vi se om, siger Signe med ny, hård beslutsomhed. Jeg skal bare have kræfterne.
Astrid trækker på skuldrene, bange for at søsterens helbred skal lide.
Dagene trækkes ud. Heldigvis er hun ung og sej, hvilket også opmuntrer personalet.
Henrik viser sig ikke. Han får det hele at vide af lægen.
Signe indser, at han nok bare har ventet på, at hendes hjertebølge fladede ud.
To uger senere udskrives hun.
Hun står udenfor Rigshospitalet med en lille taske. Birgitte har hjulpet hende. Signe har afleveret kitlen og tøflerne. Hun ringer til Henrik.
Nå, du er ude, han lyder næsten glad. Godt.
Henrik, jeg har ingen penge. Mine kort?
De er spærret. Du har været væk i tre år, det er klart, alt blev lukket.
Han bliver kold.
Forbered dig på skilsmisse. Tre år er for længe. Min advokat kontakter dig. Ring ikke igen.
Samtalen døde ud.
Signe sætter sig. Det er maj. Tre år, tre forår, forsvundet.
Kort efter kommer Astrid med gamle jeans og T-shirt.
Kom med hjem til mig, på kollegiet.
Signe sukker. Hun er bange og hjælpeløs.
Kollegieværelset er lille, to senge, et bord med tegninger og stof. Astrid læser til designer.
Signe bleg, stadig svag, sidder ved vinduet. Hele hendes gamle liv rollen som hustru, huset, selskaberne forsvandt som bagtæppe.
Jeg skal finde arbejde, siger hun om aftenen.
Du skal hvile dig, siger Astrid.
Glem det. Lægen sagde selv, arbejde er ok. Vi har ingen penge. Jeg kan jo tre sprog.
Hun bruger Astrids gamle computer, åbner en engelsksproget side og forstår det straks.
Se, siger hun lettet. Jeg husker stadig det hele.
Men da hun prøver at oversætte, stopper det.
Ord og betydning flyder, men hun kan ikke formulere en dansk sætning. Ordene glider væk.
Hvad sker der med mig?.. hun forsøger panikagtigt på fransk. Men det er det samme.
Næste dag tager hun til hospitalet.
Børge lytter, prøver hende, sukker.
Det er traume, du har en form for afasi.
Er jeg invalid?
Nej da, beroliger han. Du forstår jo alt, så det er midlertidigt. Med træning og tålmodighed går det over.
Men jeg har ikke tid. Jeg mangler penge, job… nu!
Bare følg tempoet, genvind roen, så skal det nok gå.
Om aftenen spørger Signe:
Hvis ikke jeg kan oversætte, hvad kan jeg så?
Du var en mester til at styre hjemmet, siger Astrid. Fantastisk til mad og hygge.
Erfaring med ledelse af hushold, sukker Signe. Også en slags færdighed.
Næste dag går hun til et bureau for hushjælp.
Fru Larsen bag disken ser skeptisk ud.
Erfaring?
Jeg styrede et stort hjem, Signe svarer forsigtigt.
Vi skriver husmoder. Men det er ikke en profession. Noget andet?
Hun får øje på arret i Signes tinding.
Hvad er det?
Nyligt udskrevet efter ulykke.
Du ser ikke rask ud. Vi har brug for aktive folk. Vi ringer, hvis det bliver noget.
Vær sød, Signe beder stille. Jeg arbejder hårdt, kan lave mad, gøre rent, passe børn.
Kvinden sukker. Hendes desperation rammer nok et blødt punkt.
Vi har én mulighed. Svær sag. En overlæge søger barnepige til sin datter. Ni år.
Jeg siger ja.
Tag ikke forskud på glæderne, siger hun. Tidligere tre barnepiger gik første dag. Hans kone døde for to år siden i en ulykke. Han arbejder konstant, datteren snakker næsten ikke. Prøv selv om du kan.
Den store lejlighed ved søerne er stilren og dyr, men uhyggeligt tom.
Lægen, Leif Madsen, er høj, alvorlig, træt og har grå øjne. Tunge skygger ligger over hans ansigt.
Du er Signe Andersen, sagde de. Værelset i enden er datterens. Hedder Liv. Tag dig til rette.
Han forsvinder straks ind på sit kontor.
Signe banker forsigtigt.
Liv?
Intet svar. Hun åbner døren.
Pigen, spinkel, med to tynde fletninger, sidder på gulvet med sin tablet. Hun ser ikke engang op.
Hej Liv, siger Signe blidt. Jeg hedder Signe. Jeg vil gerne hjælpe dig med lektier.
Tavshed. Ikke engang et blik. Liv spænder lidt, men glor på sin skærm.
Signe sukker. Det bliver sværere end hun troede.
De første dage er hårde.
Leif er væk morgen til aften. Liv svarer ikke på tiltale, spiser mekanisk og går straks på værelset med tabletten.
Signe, der selv kender til tab og svigt, mærker tydeligt pigens sorg.
Tredje aften kan hun ikke lade være og går ind uden at banke.
Liv, nok med tabletten nu, siger hun blødt men bestemt.
Liv sender hende et uroligt, næsten vildt blik.
Da jeg var lille, elskede jeg at modellere i ler. Jeg så, du havde sådan noget.
På hylden står en kasse med ler og modellervoks. Signe tager et stykke og sætter sig.
Vil du lave et slot til en prinsesse med mig?
Hun begynder at forme. Fingrene er stive, men husker bevægelserne. Ordene halter, men hænderne arbejder.
Liv følger med under pandehåret.
Det er forkert, siger hun pludselig stille.
Hvad er forkert?
Tårnet, Liv kommer nærmere. Prinsessen skal have det højeste.
Hun hjælper ivrigt.
De sidder sammen næsten en time.
Senere finder Signe under oprydningen et gammelt album.
Hvad er det? spørger hun.
Ikke røre! Liv griber det. Det er mors.
Din mors? spørger Signe blidt. Hun tegnede?
Liv nikker og åbner omsorgsfuldt første side.
Det er ingen fotoalbum. På siderne levende skitser: eventyrvæsner, byggeklodser, bløde bamser. Det føles næsten virkeligt.
Hvor er det flot siger Signe beundrende.
Jo længere hun ser, jo tydeligere idé: design af legetøj til specielle børn. Sidste side har logo: en fugl med en byggeklods i næbbet, under står Elisabeths Værksted. Legetøj til særlige børn.
Særlige? spør Signe.
Mor ville åbne værksted, Liv snøfter. For børn som Mads.
Mads?
Min ven, mors venindes søn. Han taler ikke. Mor sagde, de børn skal have særligt legetøj for at få hjælp. Men far sagde det var useriøst.
Signe aer hende og ser på skitserne. Det er mere end en hobby det er et kald.
Hun ligger vågen hele natten, tænker på Elisabeth, Liv og børns sorg.
Og beslutter så: Drømmen skal leves ud.
Næste aften afventer hun Leifs hjemkomst. Han træder ind, gnider øjnene.
Liv sover? spørger han rutinemæssigt.
Ja. Og jeg vil gerne tale.
Sig frem, han hælder vand op, vil signalere, han har travlt.
Signe lægger albummet på bordet.
Leif stivner.
Hvor har du det fra? stemmen er hård.
Liv og jeg fandt det. Det er genialt, Leif
Læg det! Nu. Det er privat.
Der tager du fejl, Signe finder uventet styrke. Det er din kones og datters drøm.
Tal ikke om min kone! Du kender hende ikke!
Måske, udbryder Signe. Men jeg kender din datter. Hun lyser op ved albummet.
Liv står pludselig i døren, barfodet i nattøj.
Far, hvorfor skælder du ud på Signe?
Leifs vrede bliver til forvirring.
Sov nu, Liv. Det
Det er mors album, Liv krammer det. Signe og jeg laver legetøj.
Hun ser på sin far med nyt liv. Leif ser på Signe. Hun ser ham roligt i øjnene for første gang.
Gør, hvad I vil, siger han stumt. Det bliver alligevel intet.
Jeg skal bare sige, han afbryder hende hårdt, jeg har ingen penge. Jeg deltager ikke.
Han går.
Signe giver ikke op.
Samme aften ringer hun til Astrid.
Kan du hjælpe, du er designer, ikke?
Med hvad?
Vi skal bruge din hjælp. Vi har gang i et projekt.
De går i gang sammen.
Astrid tager laptop og tegnepen med. For de sidste penge køber de krydsfiner, maling og stof. Signe med sit blik for detaljer og fine hænder, Astrid med sit blik og maskiner laver de første prototyper.
Leif ignorerer det.
Men en dag hører Signe ham ringe fra kontoret:
Hej Maria, det er Leif. Barnepigen har gang i noget tosset om legetøj til særligt børn. Som Elisabeth ville. Tag med forbi som ekspert.
Næste dag kommer Maria, en kvinde med varme øjne, og hendes syvårige søn Mads, stille og vuggende.
Jeg er Maria, børnepsykolog, Leif har fortalt om jeres projekt.
Mads har autisme, siger hun og aer ham.
Signe sætter en hjemmebygget træbue på bordet.
Mads, som normalt ignorerer alt nyt, stopper, holder buen, samler den i farver.
Maria gisper. Han har aldrig
Mads er helt opslugt.
Signe Maria ser rørt på hende. Vi har brug for disse ting. Jeg siger det til de andre.
For Maria er det et mirakel, for Signe et bevis.
Maria bliver studiets første fan. Hun finder flere forældre. Projektet vokser.
Vi må hellere registrere os som enkeltmandsfirma, siger Signe en uge senere.
Vildt, siger Astrid.
Senere kommer Leif hjem og ser, at stuen er blevet værksted: Signe, Astrid og Liv pakker første ordre ind.
Leif stopper i døren.
Signe ser roligt på ham. Ikke et glimt af frygt kun en rolig styrke. Og for første gang viger han ikke tilbage.
Maria, du er sikker? spørger Signe, kort efter, med en bestillingsseddel i hånden…
