Livet efter skilsmissen
Rikke, nu må du altså holde op med det stædige pjat, Annemarie lød præcis som en fortravlet pædagog med overbærenhed som det skjulte våben. Hver gang hendes mor lagde hovedet lidt på skrå og talte langsomt, følte Rikke sig ti år yngre og mindst tyve gange mere skyldig. Søren er jo en glimrende mand! Flot, klog, god løn og ejer både hus og bil. Hvad mere kunne du dog ønske dig?
Rikke satte forsigtigt skeen med suppe fra sig og kiggede op. Hænderne rystede minimalt, og hun gemte dem hurtigt under bordet, så Annemarie ikke skulle opdage det.
Mor, han var mig utro, sagde hun dæmpet, men med direkte øjenkontakt. Og ikke bare én gang eller to. Det var nærmest et ugeligt ritual. Vi nåede dårligt at fejre seks måneders bryllupsdag, før jeg sad med beviser nok til at få dommeren til bare at opgive al form for parterapi. Det tog ham bogstaveligt talt ti sekunder at dømme skilsmissen igennem! Selv dommeren troede ikke på, det kunne reddes.
Ja, ja, Annemarie trak bare på skuldrene og strammede forklædet, som om hun lige havde fjernet en lille fedtplet fra køkkenbordet. Sådan gør mænd nu engang. Og Rikke, kære, en god kone kender altid opskriften på troskab. Du må arbejde lidt mere på dig selv! Tag et madlavningskursus, begynd til spinning, få en frisk frisure. Men du gik jo bare direkte til skilsmissen!
Rikke trak vejret tungt, mærkede trætheden vokse som en trist omgang surdej i maven. Samtalen gentog sig med tårnhøj forudsigelighed hvert eneste af de sidste fjorten døgn havde indeholdt mindst én runde. Efter skilsmissen var hun flyttet ind hos sin mor, for hendes egen lille lejlighed, arvet fra mormor, var stadig udlejet. Rikke talte dagene, til hun kunne flytte tilbage til et sted, hvor ingen stak næsen i hendes suppe og hvor frihed ikke bare var et ord fra reklamerne.
*************************
Dørtelefonen skrattede, så man nærmest kunne høre hvem, det var. Søren. Igen. Hendes hjerte faldt med et tungt plask lige ned i maven, og sveden brød ud i håndfladerne. Annemarie havde gjort det til en social sport at invitere ham på kaffe, helt upåvirket af datterens mishag, som om hun aktivt nægtede at mærke, hvor meget Rikke led.
Skat, det er Søren, Annemarie råbte begejstret ude fra køkkenet, med et smil blændende som morild i sensommeren. Kom indenfor, du gode dreng! lød det mere ud i entreen end til nogen bestemt. Rikke følte sig straks mæt.
Hun knugede skeen så hårdt, at knoerne blev hvide og stålet skar i de let svedige fingre. En klump voksede i halsen, maven blev tung.
Mor, jeg vil ikke tale med ham, mumlede hun, så lavt at hun næsten ikke kunne høre det selv.
Hvem siger, jeg spørger dig om lov? Annemarie skiftede gear så brat, at hun næsten snublede over egne argumenter. Det er min lejlighed, og jeg bestemmer, hvem jeg inviterer. Mens du bor her, spiller vi efter mine regler.
Tårerne pressede sig på, men Rikke bed tænderne sammen og slugte dem med lidt mere værdighed end den varme te. Hun rejste sig fra bordet næsten uden at vælte koppen traskede forbi mor og eksmand, der netop var ved at lægge skoene i entreen, og styrtede ud på altanen. Sørens parfume den der skovfriske med undertoner af maskulint overmod slog mod næsen i et ubehageligt déjà-vu.
Rikke, vent nu lige, råbte Søren, og lagde bekymret tonefald på, som plejede at forvandle hendes irritation til vaskeægte lyst til at klippe ledningen til dørtelefonen.
Hun svarede ikke, men åbnede smækkende altandøren så glasruderne skrattede, og lukkede sig ude i kulden. Den bidende vind bed i hals og øreflipper, men hun mærkede det næppe. Med begge hænder klamrede hun sig til rækværket og stirrede ud over de triste, grå blokke på Vesterbro, på enkelte lys i vinduerne og på en ensom cyklist, der forpustet kæmpede sig hjem i regnen. Et sted nedenfor overdøvede skraldebilen alt, og ovre fra bygningen overfor lød der let popmusik, irriterende munter ovenpå hendes melankoli.
Hvis bare han gad skride, og mor ville forstå det! tænkte Rikke og trak sin alt for tynde cardigann tættere om sig. Indenfor kunne hun tydeligt høre Annemarie pludre løs til Søren, mens tekopper klirrede, vandet løb i vasken og morskaben nærmest flød ud ad dørsprækken. Hold op, hvor mor kunne hygge, når bare det var på bekostning af nogen andens nerver.
Tiden sneg sig af sted med samme tempo som DSB, når der er signalfejl. Fingrene frøs til is, ørerne dunkede, skuldrene rystede. Men tanken om at vade tilbage ind i det emotionelle kaos på den anden side af døren var værre end kulden. Hun trak vejret dybt, prøvede at fokusere på lydene af byen i stedet for den snerrende energi bag ruden.
Pludselig skar lyden af døren bag hende igennem tankerne. Søren trådte ud, lidt for tæt på stormasket strik og grænser.
Rikke, han stoppede kun to meter fra hende, trådte i den der lad-mig-se-dig-i-øjnene-stil. Skal vi ikke lige snakke ordentligt sammen?
Vi har ikke mere at snakke om, sagde hun, vendt mod byen, fascineret af regndråberne, der snoede sig ned ad glasbalkonen.
Hør nu han trådte endnu tættere på, og hun følte hans tilstedeværelse i hele kroppen på den irriterende måde. Jeg har faktisk indset, hvad jeg gjorde forkert. Jeg er forandret. Giv os en chance mere, jeg lover, jeg vil være en anden.
Du har ikke engang sagt ordentligt undskyld, snerrede Rikke og drejede endelig hovedet mod ham, vreden i hende voksede som gær på en lun dag. Du vil bare tilbage til komfortzonen. Det handler ikke om mig, men om dig. Du har ikke ændret dig. Du vil bare ikke miste det, du troede, var garanteret.
Jamen jeg mener det virkelig
Drop det, hun hævede stemmen, overrasket over sin egen beslutsomhed. Jeg har ikke brug for flere løfter. Eller mænd, der mener at deres behov vejer tungere end min værdighed. Jeg er færdig.
Hun greb dørhåndtaget låst. Selvfølgelig! Mors mesterværk!
Mor! råbte hun med en desperation, hun knap genkendte hos sig selv. Luk op!
Et øjeblik senere klikkede låsen, og Annemarie smilede sødt i døråbningen, præcis som til en børnefødselsdag. Forklædet med kirsebær var stadig på, i hænderne dampede en ny kop te.
Kære børn, skal I nu stå derude og fryse? hun satte koppen på det lille bord, hun selv havde slæbt ud tidligere, og nulrede servietten unødvendigt. Kom ind, maden er klar. Mynte-te, som I altid har villet have det.
Rikke smuttede direkte forbi udelukkende ved ikke at se nogen i øjnene. Hendes indre eksploderede ikke kun på grund af Søren, men også Annemarie, der insisterede på at krydskludre i hendes liv, uanset hendes følelser eller ret til at bestemme selv.
Mor, sagde hun ude på trappen, kiggede hende fast i øjnene, det må stoppe. Jeg vil ikke se Søren. Og jeg vil ikke have, du inviterer ham. Det er mit liv jeg bestemmer selv.
Nå, nå, min pige, Annemarie klappede hende på skulderen, hvilket føltes næsten som et myggestik midt om vinteren. Han fortryder jo. Kvinder skal være kloge og tilgive; du er bare for stolt. Prøv at være lidt blidere
Rikke lukkede øjnene og talte til ti. Diskussion var spild af tid hun vidste det egentlig godt men hun kunne mærke, at tårerne pressede sig på alligevel. Hun gik ind på sit midlertidige værelse og lukkede døren som en dæmning mod resten af verden. Luften var tung, hun havde glemt at lufte ud om morgenen, og hun satte sig på kanten af sengen med bankende hjerte, hænderne knyttet og gemt væk mellem knæene for at skjule rystelserne.
Hun lyttede til Annemarie og Søren, der stadig snakkede i køkkenet, morens stemme munter, næsten triumferende, som om hun havde vundet en OL-guldmedalje. Søren svarede roligt, hans tone var den samme som dengang, han forsøgte at tale hende fra at overreagere, når hun fandt ham kyssende med diverse kollegaer. Han brugte altid den bløde, overbærende stemme, som om hun var et barn med for mange følelser.
Hvorfor kommer han overhovedet? tænkte Rikke, og knyttede hænderne så hårdt, at neglene borede sig ind i håndfladerne. Tre gange på seks måneder. Og det er bare de utroskaber, jeg har opdaget. Hvor mange var der egentlig?
En halv time senere, efter at stemmerne var forsvundet ud i opgangen, og hoveddøren smækkede bag Søren, vovede Rikke sig ud. Der duftede af mynte og vanilje i køkkenet Annemarie havde bagt kage, og stemningen mindede næsten om barndomsglæde, bare uden trygheden. Hun tvang sig selv til ikke at falde for hyggen.
Skat, du må da ikke stadig surmule? moren forsøgte et smil, der nærmest sad klistret fast over læberne. Søren mener det altså. Jeg sagde til ham, han skal bevise for dig, at han har ændret sig.
Mor, Rikke lod fingrene glide hen over den ru dørkarm, jeg vil ikke have, han skal bevise noget som helst. Jeg vil ikke se ham mere. Bare roligt, jeg flytter snart jeg vil bare gerne have lidt fred, indtil da. Er det for meget forlangt?
Annemarie sukkede, tørrede sine hænder og satte sig ned ved bordet, skuldrene virkede pludselig tunge som regnvåde frakker.
Du ser alting så sort-hvidt, hendes tone var nu alvorlig med et drys træthed. Ja, han lavede fejl. Men alle kan begå fejl! Måske skubbede du ham væk? Skulle du ikke have været mere opmærksom, set bedre ud?
Rikke mærkede tårerne brænde, sammen med en smerte, så skarp, at det føltes som et spark i solar plexus.
Så det er min skyld? spurgte hun lavt. Jeg var årsagen til, at han var utro?
Ikke helt men i et forhold er det begge parters ansvar, Annemarie så ud ad vinduet, som om hun søgte et svar mellem Københavns små regnvåde tage. Måske skulle du være blidere, mere tålmodig
Eller også kunne han bare have været tro, skød Rikke ind, nu med en hårdhed i stemmen, hun aldrig havde vist overfor Annemarie før. Er det så svært? Bare én kvinde. Ingen undskyldninger, ingen løgne, ingen bedrag! Det er vel ikke raketvidenskab?
**************************
Søren begyndte at dukke op med chokerende punktlighed uhyggeligt, hvordan eksmænd kan materialisere sig overalt. Han stod ved fortovet, når Rikke gik ud med skraldet, hang ud ved opgangen med den skuldrene trukket op om ørerne og med et Hov, jeg bor jo næsten lige her-agtigt udtryk. Nogle dage ringede han på med en æske Anton Berg og en jeg gik jo bare forbi helt tilfældigt.
En dag havde han røde roser og Merci-chokolade (nu med kirsebærfyld), præcis som i hendes barnedrøm om en rigtig kæreste. Blomsterne var dugfriske og æsken skinnede jublende.
Til dig, han rakte dem frem med et lille og ødelagt smil, som en hund, der lige har ødelagt dine sko, men håber du stadig vil klø den bag øret. Bare fordi.
Rikke betragtede buketten, så på hans ansigt engang charmerende med sit lille skæve smilehul, nu bare træt og med alt for våde øjne.
Tak, men nej tak, hun hverken rørte blomsterne eller æsken. Jeg har sagt, du ikke skal komme mere.
Jeg ved det, Søren så ned, lod sårbarheden krybe ind under jakken lige et øjeblik. Men jeg kan ikke bare give slip. Du betyder virkelig meget.
Betød, rettede Rikke koldt, selv om stemmen knækkede.
Han blev tavs, nikkede, kæmpede åbenlyst med sig selv.
Okay. Jeg forstår. Undskyld, jeg maser mig på.
Han skulle netop til at gå, men så kom Annemarie straks marcherende ud.
Søren, kom nu ind, søde hvad er det for noget pjat, at stå dér i opgangen? Rikke, tag nu blomsterne! Så flotte, jeg bliver jo helt misundelig.
Mor, han er på vej ud. Jeg vil ikke have buketter fra fremmede, sagde Rikke så kontrolleret, at hun næsten selv blev stolt.
Hold nu op, barn! Annemarie fangede Søren i armen, og lige for en gangs skyld kunne selv Rikke se, at han havde nær sagt nej tak. Kom nu ind, jeg har bagt kage. Lidt hygge skader da ingen.
Rikke havde opgivet. Hun lukkede sig inde på værelset og lod dem bage kage og varme te uden hende. Hun kunne høre morens stemme:
Se nu bare. Hun er bare fornærmet. Men hun er god nok, hun bliver altid mild igen. Bare bliv ved med at komme hun lærer at værdsætte det.
Rikke trykkede øjne og ører sammen og prøvede at finde roen i sin notesbog som altid kurerede kaosset. Hun tegnede, først hektiske og forstyrrede streger, men de blev til bølger, bjerge, mønstre som om hendes indre endelig begyndte at finde orden.
*************************
Tiden gik. Rikke flyttede ind i egen lejlighed tættere på sit kontor, lærte nye veninder at kende, begyndte at gå til yoga om lørdagen hvilket gjorde underværker for både ryg og sjæl. Hun mærkede, hvordan hun langsomt, men sikkert, fandt nyt fodfæste. Hver gang hun stod i træstilling, forestillede hun sig rødderne slå sig fast i sin egen virkelighed, langt væk fra Annemaries og Sørens drama.
En dag faldt hun tilfældigt i snak med yogainstruktøren, Anders. En lidt ældre fyr med ro i øjnene og smilerynker, som ikke virkede dømmende, kun nysgerrig. De udvekslede mobilnumre, tog en kaffe så endnu en. Med Anders mærkede Rikke, hun kunne være sig selv. Helt almindelig. Helt ægte. Uden krav om perfekte frisurer eller maraton-løfter.
Da hun nævnte Anders for Annemarie, kom reaktionen prompte, og hun kunne næsten se det for sig, før ordene overhovedet ramte.
Hvem sagde du, han var? Hvad lever han af? Hvor bor han? det haglede ud af hende.
Han er yogainstruktør, svarede Rikke, så roligt hun kunne, forbløffet over, at hun ikke klagede sig over, hvor lavt hendes blodtryk kunne komme. Han arbejder i en studie i nærheden af mit arbejde. Bor til leje.
Til leje?! Annemarie så ud, som om hun lige havde inhaleret en citron. Ikke engang ejerlejlighed? Hvad har du tænkt dig, vil du brødføde ham resten af livet? Flytter han ind hos dig nu, gør han?
Jeg er ligeglad med hans konto, mor, Rikke så hende direkte i øjnene. Han er god, og han respekterer mig. Det er rigeligt.
Respekterer? Annemarie rullede med øjnene. Tror du, Søren ikke gjorde det? Du forstår bare ikke, hvad lykke handler om. Du må altid gøre tingene så komplicerede!
Rikke lukkede øjnene og talte til ti. Hun vidste det: For Annemarie var god lykke lig med hus, bil og fast job og det var kun rigtige kvinder, der kunne tilgive og bide tænderne sammen. Med den slags verdensbillede ville intet nogensinde overbevise hende.
Rikke og Anders tog det stille og roligt. Roen, den samme som i foråret, hvor alt er muligt, men intet forhastet. De lavede mad, gik ture, snakkede om alt og ingenting. Hun mærkede, hvordan troen på en anden fremtid begyndte at spire.
Et halvt år senere friede Anders til Rikke. I en park, under et træ fyldt med spæde lyse blade, tog han hendes hånd og sagde sagte:
Rikke, vil du vær min? Altid?
Hun så på ham. Indeni strålede noget, hun havde glemt fandtes.
Ja, hviskede hun, mens et smil voksede sig større, end hun kunne huske, det havde været længe. Ja!
Hun regnede straks med, at nu tog fanden fat i Annemarie. Og ganske rigtigt.
Du kan ikke gifte dig med ham! Annemarie stod i entreen, armene hårdt over kors. Det er den dummeste beslutning, du nogensinde har taget!
Mor, jeg har valgt, Rikke kiggede hende i øjnene, og stemmen dirrede, ikke af skræk, men af en mærkelig, ny styrke. Jeg er lykkelig. Er det ikke nok?
Nej! Annemaries stemme fik næsten ruderne til at klirre. Du ser ikke længere end din egen næse! Kæmpestædig! Du kommer til at fortryde.
**********************
Brylluppet blev, som Rikke og Anders ville have det: enkelt men kærligt, kun deres tætte venner og to slægtninge fra Anders side. Ingen fnidder, ingen kager i seks etager. Rikke havde valgt en enkel hvid kjole, Anders mørkt jakkesæt og et slips med diskrete striber. Da I må kysse bruden blev sagt, føltes det faktisk som om, hun denne gang gjorde noget rigtigt. Helt for sig selv.
Annemarie kom naturligvis ikke. Hun sendte i stedet et bundt hvide liljer med sort bånd og et kort: Bliv nu klogere. Rikke så længe på blomsternes anklagende elegance, men stillede dem væk. Det strammede i brystet, men hun nægtede at bukke under.
Som en lille bonus havde Annemarie også overtalt Søren til at troppe op. Hun så ham, da hun og Anders forlod rådhuset. Søren stod med hænderne i lommerne og det udtryk, der ikke rigtig kunne bestemme sig for at være bittert eller bare forvirret.
Hvad laver du her? Rikke stoppede op, mærkede nervøsiteten, men det sved ikke længere.
Din mor bad mig hun mener, du har fortrudt, men ikke tør sige det.
Hun mener meget, sagde Anders, lagde armen beskyttende om Rikke. Hun tager bare fejl.
Nå, mumlede Søren og så direkte på Rikke. Ring, hvis du bliver træt af at leve på en sten. Jeg tager dig tilbage, ingen problemer.
Og så gik han. Med en ubestemmelig bitterhed i luften.
Efter brylluppet begyndte Rikke og Anders at planlægge flytning. De fik tilbudt job i Aarhus fremmede horisonter, nye muligheder. Rikke sagde spontant ja. Hun trængte til en frisk start; et sted, hvor ingen havde meninger om hendes madpakker, kærester eller karriere.
Før afrejsen måtte hun dog forbi Annemarie til en sidste afsked. Moren stod ved vinduet, ryggen til og blikket ud i det fjerne mod Hvidovres blokke.
Vi tager til Jylland. På ubestemt tid, sagde Rikke, stadig i døråbningen.
Nå? Flygter du fra dine problemer? Annemarie blev ved at stirre ud.
Nej. Jeg jagter mit eget held. Og jeg ville gerne have, at du blev en del af det, men kun hvis du kan respektere mine valg.
Annemarie vendte sig brat. Der var både stædighed og sårethed i hendes øjne og en anspændt åre ved tindingen.
Respektere? hun næsten råbte. Hvad er der at respektere? Skal jeg bare klappe i, mens du løber væk med en yogamand? Hvad med sikkerheden? Fremtiden? Søren kunne have givet dig det hele! Han kunne have forsørget dig, renoveret dit køkken, kørt dig på charterferie. Nej, jeg nægter at give slip!
***********************
Det, Rikke ikke vidste, var at Annemarie samme aften ringede til Anders. Han tog telefonen, usikker på hvem det var, men svarede høfligt.
Anders, kære Annemarie brugte sit mest moderlige leje. Jeg er så bekymret for Rikke. Hun styrter med hovedet først ind i problemer. Hun ved ikke engang selv, hvad hun gør. Flytningen… hun vil fortryde.
Anders lyttede med tålmodighed. Han kunne mærke vreden under huden, men holdt masken.
Forstår du ikke? Hun er jo ikke kommet sig over Søren. Hun elsker ham dybt, hun kan bare ikke indrømme det. Du er… tja, bare et plaster på såret. Lyt nu, du skal ikke tro, hun bliver lykkelig.
Annemarie, Anders afbrød høfligt. Jeg kender Rikke bedre, end du tror. Hun bliver stærkere for hver dag. Vi er gode sammen.
Åh du er så naiv! sukkede moren. Du tror virkelig, hun vil klare sig? Ingen venner, ingen familie, ingenting? Når hun fortryder, står Søren klar.
Anders trak vejret dybt og smilede blidt for sig selv.
Jeg tror, vi stopper samtalen her. Rikke vælger selv. Og hun har valgt mig.
Han lagde på. Tænkte på stakkels Rikke, der var vokset op med et moderligt jerngreb af den slags, ingen rigtig kan ryste af sig.
*************************
Dagen efter trådte Rikke igen ind i morens køkken med en pose hjemmebagte vaniljekranse og et lille dusin margueritter.
Men Annemarie var stadig i det defensive hjørne.
Vil du nu ikke engang overveje det? spurgte hun, mens hænderne febrilsk rettede på dugen. Bare én måned mere. Tænk nu lidt, måske trænger du bare til en god ferie, eller?
Jeg har truffet mit valg, mor, Rikke mærkede det briste indeni. Vi har fundet bolig, job, det hele. Jeg har kolleger klar i Aarhus. Anders har fået plads i studiet. Det hele spiller.
Er det ham, der har bestemt det? Annemarie spurgte, øjnene blanke af ja, hvad egentlig? Han vil bare have dig, så du ikke kan gå tilbage. For her, nær mig og Søren, ville du hurtigt fatte, hvor forkert det her er.
Rikke stod som slået af lynet. Ordene virkede nærmest groteske.
Tror du virkelig det? At Anders vil kontrollere mig? At han manipulerer?
Det vil alle mænd! Søren var i det mindste ærlig om sine behov. Ham her skjuler dem bare bag venlighed og smil.
Stop, Rikke mærkede, at stemmen rystede, tårerne pressede sig på. Stop nu. Jeg kan ikke leve med, at du hele tiden ser det værste i mig, at du gør mig skyldig, bare fordi jeg vil være glad.
Hun vendte sig for at gå, men Annemarie greb hårdt fat nærmest krampagtigt.
Vent, nu var stemmen pludselig bedende. Jeg er jo din mor. Jeg vil kun det bedste for dig.
Og det bedste er det, jeg vælger, hun listede forsigtigt hånden ud af grebet. Jeg vælger Anders. Jeg vælger os. Jeg har brug for plads. Frihed. Jeg vil leve uden hele tiden at skulle kigge mig over skulderen og vente på et hvad-sagde-jeg.
Annemarie slap og trådte tilbage. Ansigtet var revet itu af sorg og arrigskab.
Så sådan bliver det? hun var nu stille, næsten knækket. Du dropper din egen mor for en eller anden Lego-mand fra yogaen?
Jeg dropper ikke dig, Rikke mærkede de varme tårer. Jeg siger bare nej tak til din måde at presse mig på. Jeg vil elskes for den, jeg er. Hvis du ikke kan det så må vi tage lidt afstand.
Du ved, hvor jeg er, Annemarie så mod vinduet, ryggen rank.
Et øjeblik stod Rikke bare og så morens skuldre ryste under det blomstrede forklæde. Hun havde lyst til at gå hen og give hende et kram. Men det ville have været løgn.
Hun listede ud stille, men målrettet. Hendes nye telefonnummer lå trygt i lommen. Måske ville de en dag kunne tale sammen igen. Men for nu trængte hun mest til én ting: et pusterum, der var helt hendes eget. Slut.
