Tal med mig, Sødebolle
Du skal ikke være bange, Sødebolle! Det hele skal nok gå. De råber bare lidt endnu, så falder de til ro… Måske…
Alberte pressede sin bløde ven Sødebolle helt op mod brystet og lukkede øjnene. Hun måtte jo ikke være bange. Hun var jo stor nu. Farmor Ingrid havde sagt det: Når man fylder fem, var man stor pige. Og nu græd hun heller ikke længere, selv ikke når hun fik sprøjter. Pinligt! Kun når hun var alene med sin Sødebolle, kunne hun være lillebitte igen. Sødebolle havde set hende på alle mulige måder. Mor havde givet hende Sødebolle, den kluntede, lidt skæve bamse, da Alberte blev født. Han var hendes allerbedste ven. Man kunne fortælle ham hvad som helst, han sladrede ikke til pædagogen som Karla altid gjorde, eller fortalte det til de voksne. Han så bare på hende med sine runde glasknapøjne og sagde ikke noget, men han forstod alt. Og når alt blev skræmmende, som nu, så trøstede han bare. Det var trygt, blødt og kendt. Mor og far var jo også hendes egne, men når de råbte sådan ad hinanden, blev de sylespidse og prikkede. Det var, som om hele huset blev fyldt med levende buske med lange torne som i eventyret om Tornerose ingen kunne nå hinanden, og råbene drønede bare rundt, men de nåede aldrig frem. Alberte fattede ikke, hvorfor de var sure. De var jo voksne voksne bliver da ikke fornærmede, vel? De skulle jo bare snakke sammen, finde ud af det… Med hvilket sprog, det havde hun glemt, men helt sikkert et sprog. Det sagde farmor Ingrid altid. Måske var det slet ikke sure miner, men noget værre: rigtige store fornærmelser? Dem havde hun ikke mødt endnu, men nu vidste hun, at de fandtes, og de var sikkert meget værre end de små. Når hun og Karla skændtes, og isen bagefter ikke længere fristede, og man bare ville græde, så var de små fornærmelser onde nok men de store, de måtte næsten være umulige at bære.
Alberte åbner øjnene og lytter. Alt er stille. Det betyder, at mor er gået ud på badeværelset for at græde, og far sidder vredt ved køkkenbordet, og det var hendes tur nu. Hun rejser sig op fra det hemmelige hjørne bag sengen og sukker. Hvor flot hendes værelse var blevet: Mor havde brugt længe på at finde den rigtige farve tapet og møbler, hun havde spurgt Alberte igen og igen. Den hvide seng med det lyserøde tæppe, det fine skab hvor alle hendes kjoler kunne hænge, reolerne til det legetøj, hun allerede var begyndt at miste overblikket over. Her ville hun helst blive. Det var næsten roligt nu, hvor stilheden havde lagt sig. Men Sødebolle kiggede på hende, og Alberte hikstede:
Jeg ved det godt! Jeg gør det nu! Bliv her.
Hun anbragte Sødebolle på puden og gik ud af værelset. Først skulle hun tage fat i mor det var altid sværest. Døren til badeværelset var lukket. Alberte bankede forsigtigt:
Mor?
Hvad?
Må jeg komme ind?
Døren gik op, og mor sad som sædvanlig på kanten af badekarret.
Skal du på toilettet?
Nej, jeg vil bare ind til dig. Alberte trak vejret dybt og trådte ind. Hun brød sig ikke om det, der skulle ske nu. Mor begynder at græde igen, presse hende ind til sig og love, at alt bliver godt. Og så græder Alberte også. Ikke fordi hun har ondt af mor, men fordi hun ved, at det ikke bliver godt igen. Det var altid sådan. Det gode varer kun et par dage, som Karla siger. Og Karla har jo ret! Så vokser buskene med de onde torne ud igen.
Alberte tørrede øjnene og så på mor.
Hvorfor?
Hvad, skat?
Hvorfor råber I hele tiden? Hvis I ikke er glade for hinanden, hvorfor så ikke bare holde afstand? Det siger farmor Ingrid. Da jeg blev uvenner med Karla, sagde hun, at hvis vi holdt os væk fra hinanden, kunne vi jo ikke skændes.
Mia, moren, frøs og kiggede på Alberte. Hun havde aldrig før talt om, hvad der foregik. Mia havde altid troet, at hun kunne skåne barnet.
Alberte…, hvorfor siger du sådan? Jeg elsker da far…
Det passer ikke, mor.
Alberte!
Hvis du elskede ham, ville du ikke skrige sådan. Du råber jo ikke af mig?
Mia vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hvordan forklarer man et barn, at kærlighed er noget mærkeligt, at råb ikke altid handler om had… eller gør de?
Man må tænke over, hvordan man opfører sig. Det siger farmor også! Alberte tog blidt Mias kinder og tørrede tårerne væk.
Er det også farmor, der siger det? mor smilede lidt gennem gråden.
Ja! Og hun har ret. Jeg blev gode venner med Karla igen. Nu skændes vi kun, når hun sladrer til Helle-pædagogen.
Hvor du dog er blevet stor… Mor trak hende ind til sig.
Nej, mor, jeg er stadig lille. Hvis jeg var stor Alberte trak sig og sagde lavt så ville jeg ikke være bange.
Hvad er du bange for? mor rynkede panden.
Hvad nu hvis du og far næste gang råber så højt, at I går væk?
Hvorhen?
Et sted, hvor der er stille. Man kan jo ikke blive ved med at være der, hvor det gør ondt? Det gør ondt, ikke, mor?
Ja… Men du tror da ikke, vi vil gå fra dig? Er det det, du frygter?
Jo… Nu kunne Alberte ikke holde gråden tilbage. Og så er jeg kun tilbage med Sødebolle. Og hvis han bliver væk igen, som dengang i bussen? Så er jeg helt alene. Jeg har spurgt farmor, men hun sagde, hun var alt for gammel til at være mor!
Alberte, Alberte… Stop! Jeg forlader dig aldrig! Hvordan skulle jeg kunne? Du er jo mit barn!
Ja, men når du og far råber sådan, så glemmer I mig jo?
Vi glemmer dig ikke… men Mia kunne mærke, at det passede ikke helt. I kampens hede tænkte hun ikke på andet end sin egen skuffelse, sin vrede. Hvordan var det kommet så langt?
Hun havde mødt Jonas på universitetet hun var på vej til eksamen, løb ned ad gangen, stødte ind i en lang, vimlende fyr, og hans briller røg på gulvet. Hun havde kun et øjeblik til at undskylde og så ind til eksamen.
Hun bestod flot og dansede på vej ud. Så stod han der, denne mærkelige fyr, og smilede til hende.
Hej, hurtigtog! Skynder du dig stadig?
Han havde altid kaldt hende sit lokomotiv, grinede af hende, selv under fødslen af Alberte.
Han var sjov men hvornår stoppede han med at kalde hende det? Hvornår blev alting skævt, hvornår begyndte de at skændes?
Mor?
Ja, skat?
Er I så kede af det sammen? Er I uvenner?
Mia lod fingrene glide gennem Albertas mørkblonde krøller. Lige som Jonas’. Det havde hun altid ønsket at hendes datter skulle arve.
Og det havde hun fået det glade sommerhår og de klare blågrønne øjne.
Hun smilede pludselig ved tanken på, hvor meget, der egentlig havde været godt. Inden det dårlige fik plads. Hun tænkte på deres forelskelse, første ferie, Albers første skridt, hendes første ord. Dengang Jonas bagte kage for at fejre hendes første store salg på arbejdet. Kagen smagte ikke meget, men de lo alligevel, og han drillede, de kunne gemme den som bryllupskage og have den i hundrede år.
De købte lejlighed sad på gulvet og så deres lille datter sove på sin luftmadras.
Jonas havde gerne villet have et barn mere. Men det lykkedes aldrig, lægerne sagde, alt var i orden. Med tiden holdt hun op med at bekymre sig. Imens voksede de små skænderier, og ordene blev tungere og landede mellem dem som sten.
Mia undrede sig over, at Alberte havde set det hele som torne. Spidse, skarpe, uendeligt lange.
Hun vaskede ansigtet med koldt vand og besluttede sig. Nok! Lige meget hvad der havde været mest af nu måtte det være nok. Hun forestillede sig et liv uden Jonas og følte isen i kroppen. Livet uden Jonas og Alberte sammen det kunne hun ikke.
Imens havde Alberte trasket gennem mørket til køkkenet. Døren stod på klem. Far sad med ryggen til.
Far?
Albertine! Hvorfor er du ikke i seng?
Det er jo ikke sent endnu! Hun kravlede op på hans skød. I råbte…
Det er jeg ked af.
Hvorfor?
Vi kom bare derud.
Er du sur på mor? Hun så på ham og vidste, at nu skulle hun selv sige det. Hvorfor havde hun ikke gjort det før? Når de skændtes, plejede Helle-pædagogen at sætte dem ned over for hinanden, tale alt igennem, spørge, om det var sjovt ikke at være venner.
Siger mor, at hun er sur på mig? Jonas stak næsen ind i hendes krøller, indsnusede duften.
Nej, jeg kan selv høre det.
Hvordan det?
Når I er glade, holder I om hinanden, så smiler mor. Når I ikke er glade, råber I. Er det ikke sådan?
Jonas så forbløffet på hende.
Du er blevet så stor…
Mor siger det samme.
Hvad sagde mor ellers?
At hun elsker dig. Og mig.
Hun så, hvordan hans ansigt blev anderledes de sure rynker forsvandt, øjnene blev bløde. Hun nikkede tilfreds, gled ned fra skødet.
Jeg går ind til Sødebolle nu. Han er bange alene.
Det er godt, skat. Jonas blev siddende, stirrende på mørket. Hvornår var det egentlig gået galt? Alberte havde ikke kunnet sige det. De havde bare gledet fra hinanden, små uenigheder var vokset. Han havde prøvet at gøre noget, få glæden tilbage, men mange ord blev kun til stødige sten. Da Alberte var syg, havde han råbt ad Mia. Han havde fortrudt med det samme, men Mias øjne var blevet fremmede. Ordene lå som mure. Han huskede sin egen mor, der havde sagt til ham, at man skal tage ansvar, også når det ikke er ens skyld. En times frie hænder om dagen til sin kone, havde mor sagt, det er lykken for alle.
Tak, mor… havde han sagt engang til hende. Nu forstod han det bedre.
Alberte kunne ikke sove. Hun lå, armen rundt om Sødebolle, en arm om mor, der udmattet sov med de hårde linjer i ansigtet. Alberte lod hånden glide over moderens pande. Den store bekymringsrynke forsvandt under hendes fingerspidser. Lige inden hun faldt i søvn, hviskede hun for sig selv: “Må i morgen bare blive en god dag.” Som hun havde hørt de voksne sige, mange gange selvom de ord tit blev til ingenting.
Albertes vækkeur var lille og formet som en kat, det bjæffede ikke som fars gamle, men hun vågnede alligevel, senere end sædvanlig. Mor og hun blev forsinkede. Ude fra køkkenet klirrede en ske mod en kop, og mor spærrede øjnene op. Jonas var stadig hjemme? Hun sneg sig ud på badeværelset, håbede lidt, at han ville være gået, så hun slap for at tale med ham men han blev.
Da hun trådte ind i køkkenet, stod han ved komfuret og lavede kaffe. Men på bordet stod noget, der lignede et fødselsdagsmonster: en hjemmebagt kage med alt for store smørroser, og han havde fundet hendes gamle tylposer til pynt, som hun ellers havde opgivet at finde.
Mia så på sin trætte mand, og han gik hende i møde.
Tilgiv mig, Mia. For alt. Jeg har været verdens dårligste mand. Det er min skyld: at jeg ikke så dig, at jeg klagede. Du og Alberte er det bedste, der er sket for mig. Men uden dig, ingen Alberte. Jeg kan ikke love at alt bliver godt igen, men… Måske kunne vi prøve?
Hun så på ham, søgte noget rigtigt. Så gik hun frem, lagde en hånd over hans mund.
Vi er begge to skyldige. Du har ret, jeg skal tænke. Alvorligt og i lang tid.
Hvor lang tid?
Sådan omtrent syv måneder mere.
Han stirrede, forstod ikke straks.
Hvorfor ser du sådan på mig? Jo du har forstået rigtigt.
Mens Jonas prøvede at forstå, sprang døren op og Alberte stod i ramme med Sødebolle i favnen.
Er I gode venner nu?
Jonas og Mia kiggede på hinanden.
Åh! Hvorfor er der kage? Må man godt spise det til morgenmad?
I dag må man alt! Jonas trak Mia ind til sig og hviskede blidt. Jeg elsker dig. Giv mig en chance.
Og du må også give mig en! svarede Mia lavt og så på Alberte. Og piger, der ikke har vasket sig, får slet ikke kage…
Jeg skynder mig! Alberte plantede Sødebolle på stolen. To stykker, tak. Ét til mig, ét til Sødebolle.
Bamser spiser ikke kage.
Det er jo derfor, jeg hjælper ham, mor.
Flere år senere vil Mia trille gennem Kongens Have med barnevogn, på vej for at hente Alberte fra skole. Lille Malthe vågner for tidligt, grynter søvnigt, og Jonas løfter ham op.
Lad mig ordne det her smiler han. Vi venter på jer.
Mia vil vende sig mod skolen og glæde sig. I morgen har Alberte ferie. Billetterne til spahytten er i lommen, taskerne pakket, og Malthe skal for første gang se stranden. Hun vil mindes de sidste tre år alle de bump, pauser og genforeninger, også dem de kun klarede takket være farmor Ingrid. Malthe blev født, tog sine første skridt, sagde sit første ord. Og det blev ikke “mor” Jonas gik stolt rundt, drillede Mia og blinkede til sønnen:
Vel sagt, min dreng. “Far!”
Alberte ved skolens første morgensamling, så alvorlig og lidt bleg, men hun klarede det, gik ind uden at se sig tilbage.
Mor!
Albertine! Mia løfter hende op. Hvordan gik det?
Super! Læreren sagde, at kun Karla og jeg er perfekte elever.
Flot! Hvor er far? Og Malthe?
I parken og venter på os.
Og Sødebolle?
Hvor skulle vi ellers have Sødebolle! grinede Mia. Han sidder i barnevognen.
Alberte blev lettet hun havde jo givet sin yndlingsbamse til lillebror. Sådan måtte man dele alt det bedste med sin familie. Men hun savnede ham, selvom hun ikke ville indrømme det. Det kunne hun godt hviske til mor.
Hun så, hvordan forældrene gik foran, afløste hinanden ved barnevognen, småskændtes muntert. Alberte bøjede sig ned til Sødebolle og hviskede:
Tror du, det hele er godt nu?
Sødebolle kiggede kun med de runde, tavse øjne. Men Alberte syntes alligevel, at hun fik svar.
