Bedstemor på timebasis
Hr. Petersen, undskyld, men jeg er nødt til at gå lidt tidligere i dag. Mit barn er blevet syg kan jeg få lov?
Mille lagde de færdiggjorte papirer og morgendagens mødeliste på bordet. Der var stadig en time til fyraften, men børnehaven havde ringet to gange, og til sidst vovede hun at spørge om lov til at gå. Hun havde ikke været ansat længe i dette byggefirma, og under samtalen havde hun tydeligt mærket, hvor lidt sekretærerfaring hun egentlig havde og heller ikke de udseendemæssige kvalifikationer, der stod i opslaget. Hun havde kigget sig selv i spejlet inden samtalen og rystet på hovedet.
Ja ja det punkt handler vist ikke om mig.
Den gamle cardigan hun skånede mest muligt var stadig anstændig, men hendes nederdel lod en del tilbage at ønske. Hun havde den fra sin mor, som havde valgt stoffet med omhu og syet den over flere dage, hver gang hun havde samlet mod til sig inden næste stik.
Den bliver lige så god som dem fra butikken.
Mor, det er håndsyet! Selvfølgelig er den fin. Mille overdrev lidt, men hun vidste, det betød meget for hendes mor at høre disse ord.
Der var aldrig ekstra penge til tøj eller fornøjelser. Mille huskede, da hendes far levede dengang manglede hun ikke noget. Men efter hans død ændrede alt sig. Moderen Lise var sygeplejerske, og indkomsten rakte sjældent langt. Det gik alligevel, indtil farmoren blev syg. Forholdet til svigermor var, mildt sagt, anstrengt.
Lise! Du forstår ikke, hvad familiesammenhold er. Ikke mærkeligt med din baggrund. Men nu hører du til her, og familie hjælper hinanden sådan er det.
Mille var stadig så ung, at hun ikke forstod alt, farmoren sagde. Det lød flot, men snart indså hun, at det aldrig gik begge veje. Lise skulle passe svigermor, bruge størstedelen af sin løn, mens farmor kun modtog og aldrig bidrog selv. Uendelig mange bebrejdelser faldt ned over Lise.
Mor, hvorfor siger du ikke fra? Mille undrede sig, mens hun hørte endnu en opsang fra farmor. Lise tog hende sjældent med, men farmor krævede det nogle gange.
Fordi, Mille, jeg ved hun tager fejl. Og jeg ved, hun er syg og ret ensom. Bortset fra os, har hun knap nok nogen. Søsteren har hun skændtes med, og niecerne vil ikke have noget med hende at gøre. Lise foldede omhyggeligt det nystrøgne tøj. Og så jeg lovede din far, jeg ikke ville lade hende i stikken. Det løfte holder jeg.
Mille blev ofte vred på farmoren og ville sige sandheden, men Lise bremsede hende blidt hver gang.
Hvorfor, Mille? Tag det ikke personligt. Lad hende tale. Det vigtigste er, at jeg ved, vi gør det rigtige, og din farmor mangler ikke noget.
Hun ville ikke lide nød alligevel! mumlede Mille, der efterhånden godt vidste, hvordan verden hang sammen.
For farmor var bestemt ikke nogen fattig slægtning. Stor lejlighed, og endnu en udlejet lejlighed, god folkepension og en bankopsparing fra bedstefar. Farmor kunne leve rigtig godt.
Hvorfor tager hun penge fra dig, mor? Har hun ikke nok? Mille vred irriteret sine noter, hvor hun og Lise førte regnskab.
Mille! Lise smed viskestykket på bordet.
Hvad, Mille?
Lad det ligge, Lise dæmpede stemmen. Bliv ikke sådan.
Sådan som hvad? Som hvem?
Det er ligemeget! Vær dig selv. Lad ikke mørket komme ind. Og husk! Det der er farmors, er kun hendes. Det blev aldrig vores, og bliver det næppe. Lise satte de vaskede kopper på bordet med en omhu, som Mille aldrig selv formåede. Hver kop stillet i snorlige rækker viste, hvor meget det egentlig krævede at bevare roen. Tænk ikke på det, tag det ikke til dig. Ellers kan man ikke være i sig selv.
Mille forstod først, hvad hendes mor mente, da farmoren døde. Kuverten med testamentet og et afskedsbrev lå i sengebordet. Da Lise læste det, så sukkede hun, knugede siderne sammen og skubbede dem væk.
Kom, Mille.
Hvorhen? Mille så forvirret på sin mor.
Vi har intet mere at gøre her. Min gæld til din farmor er betalt.
Mille stillede aldrig flere spørgsmål, men fandt senere ud af, at alt farmorens efterlod var gået til niecer og nevøer. Hvad, der stod i farvelbrevet, sagde Lise aldrig. Da Mille spurgte igen, sagde Lise:
Hun lod det gå til dem, fordi de var blodsbeslægtede. Spørg ikke mere! Den snavs fortjener du ikke. Lad det blive fortid.
Troede hun ikke, jeg var hendes barnebarn? Mille kunne ikke lade være.
Nej, Lise sukkede og svarede til sidst, hun syntes du lignede mig for meget. At du ikke havde noget af din far i dig. Fremmed blod
Og passer det? Ligner jeg ikke far?
Mille, Lise bøjede hovedet. Du ligner din far på en prik, især i dit sind. Jeg har aldrig kendt et bedre menneske. Derfor: tag kun det gode fra den familie, og glem det dårlige. Du har ikke brug for det.
Mille lod diskussionerne ligge. Hun forstod ikke sin mor helt, men så hvor vigtigt det var.
Årene gik. Mille tog studentereksamen og læste videre på universitetet. Det var dengang, nederdelen blev syet. I den gik hun til eksamener, senere på arbejde, og mødte Palles far. Nederdelen bragte held, mente hun, så hun valgte den til sin ansættelsessamtale. Hun havde næsten ikke andet tøj at tage på og det blev da ikke i jeans.
Hun hørte straks latter fra personalekontoret men huskede Lises ord og rankede ryggen.
Frøken, ingen erhvervserfaring, en lille dreng hvor har du arbejdet før?
Jeg har undervist på universitetet.
Hvorfor vil de så skifte branche?
Jeg ville prøve noget nyt, Mille prøvede at lyde rolig, men knæene rystede. Nok en afvisning her også, tænkte hun.
Men sådan blev det ikke. Personalechefen spurgte lidt ind til og tilbød så en prøveperiode som sekretær. Mille hørte ikke, hvordan de diskuterede hende, da døren lukkede.
Fru Andersen, hvorfor? Hvad vil Petersen med hende?
Han kan lide kloge kvinder. Hun kan nok klare sig og hun er slet ikke så slem, som I tror. Får vi hende på rette køl, overgår hun jer alle. Nå! Kommer I videre?
Med chefen fik Mille hurtigt et godt forhold. Da hun engang studerede kaffeautomatens manual, brød han ud i latter:
Det er første gang, jeg har set en kvinde læse manualen først, i stedet for at trykke på alle knapper. Vi skal nok komme godt ud af det!
Arbejdet var hånd til at gå til. Chefen ville helst styre alting, men lærte hurtigt, at Mille både havde god hukommelse og var ekstra grundig. Hun kunne finde enhver, koordinere aftaler så alle var tilfredse, og flytte møder elegant. Hendes eneste brist var, når hun måtte gå grundet Palles sygdom.
Mille, jeg forstår dig, men det bliver en vane. Jeg mister snart min sekretær Hr. Petersen lænede sig tilbage.
Ondt i hovedet? Vil du have en hovedpinepille?
Nej, det går over. Tag du bare af sted. Barnet er vigtigst. Men du må finde en løsning bedsteforældre, barnepige, familie?
Jeg har ingen Mille rettede på den nye blazer.
Slet ingen?
Min mor er død, og resten af familien har vi ikke kontakt til.
Det er trist. En barnepige?
Det har jeg ikke råd til endnu. Men jeg lover at finde en løsning. Undskyld og tak.
Mille forlod kontoret helt uden overskud. I børnehaven ventede en feberramt Palle, og hjemme ventede det sædvanlige. Træt og opgivende tænkte hun: hvorfor er det hele så svært? Hvorfor er jeg altid alene?
Hun kendte godt svaret. Lise havde sagt engang:
Man møder ikke kun gode mennesker på sin vej, måske kun et par stykker i hele livet men de er vigtige.
Og hvis slet ingen?
Umuligt, Mille. Du er jo matematiker regn på det! Kan det virkelig passe, at du aldrig skulle møde et godt menneske? Umuligt. De fleste er slet ikke onde bare optaget af deres eget Jeg håber, du møder flere af dem, der også tænker på andre.
Mille fortrød tit, hun ikke lyttede til sin mor, da hun mødte Palles far en ung og lovende forsker, fuld af idéer og ambitioner, det Mille selv manglede. Men deres mål i livet var vidt forskellige. Mille ville kombinere familie og karriere, det kunne han ikke se. Han tænkte kun på nuet. Da han fik tilbud om udlandsjob, takkede han straks ja, selvom han havde friet til Mille en uge før.
Vi venter et par år?
Jeg kan ikke vente. Jeg er gravid
Hun så ham stivne. Slut.
Skal det være nu? Kan vi ikke udskyde? Han gik rundt og så væk.
Det kan ikke vente. Men bare rolig, Mille tog sin taske og gik hen mod døren, Jeg klarer det. Held og lykke!
Hun så ham aldrig igen.
Palle blev født en måned efter Lises død. Hun fik et hjertestop på jobbet mange læger var omkring hende, men ingen kunne hjælpe. Mille tog afsked med moren og forbød sig selv at græde.
Senere, mor, jeg lover det. Når Palle er her.
Men senere var der heller ikke tid. Palle var svag og krævede meget. Mille fungerede nærmest på autopilot: vask, rengøring, madlavning, børnehave og så forfra. Hun stoppede på universitetet sladder gik ikke.
Undskyld, mor Måske var jeg for nærtagende. Men jeg kan ikke blive her hviskede hun mod morens foto, mens Palle sov. Hvad gjorde jeg galt? Fødte et barn? Tvang ikke Palles far til at gifte sig? Nej, mor ville sagtens sige, at det var dumt at tage det hele så tungt. Du sagde jo altid, man skulle fremad. Det prøver jeg, mor men det går ikke godt
Allerede første dag blev Palle syg i børnehaven, og Mille stoppede med at søge bedre arbejde. Uofficielt blev hun ansat som rengøringsassistent i en salon. Hun vaskede gulv hver aften og tænkte: en dag får jeg mulighed for et andet job.
Alle minderne fór rundt, da hun cyklede mod børnehaven. Efter hun havde hentet Palle, gik hun ind på apoteket og så hjem. Da de låste sig ind, hilste hun mekanisk på naboen:
Hej Nina!
Hej! Igen? Nina så hen på den sløje Palle.
Ja nu bliver jeg snart fyret. Anden gang på en måned. Jeg troede ellers, vi var igennem sygeperioden!
Du kender det min pige var syg konstant, da hun startede. Hvorfor får du ikke en barnepige? Du har da mere at gøre godt med nu.
Ikke nok. Mille sukkede og hjalp Palle ud af skoene.
Nej, barnepiger er blevet dyre. Godt du ikke har en bedstemor. Det savner jeg.
Ja, det ville være dejligt Nå, vi må videre.
Mamma, hvor jeg dog savner dig
Men Palle, der satte sig på gulvet, bragte hende hurtigt til sig selv. Hun fik ham puttet, gav te og tænkte der må ske noget
Det svage bank på døren hørte hun næsten ikke. Palle sov, hun sad ved computeren på køkkenet og søgte jobopslag forsøgte ikke at lave larm. Da hun, overrasket over at der ikke var brugt ringeklokke, åbnede, stod Aase Nielsen fra opgangen ved siden af.
Hej Mille!
Hej Er der noget galt? Mille så forundret på den lille, ældre kvinde.
Ja eller, sådan da. Lader du mig ind, eller skal vi stå her?
Ja, undskyld! Mille trådte til side.
Aase Nielsen tog skoene af og nikkede mod døren.
Er køkkenet den vej?
Ja
Så lad os gå vi skal da ikke vække Palle. Søvn er den bedste medicin.
Mille fulgte mistroisk efter. Aase satte sig, foldede hænderne og kiggede Mille alvorligt i øjnene:
Du mangler vist en bedstemor på timebasis?
Undskyld, hvad?
En Bedstemor på timebasis. Til hvis barnet er syg og du skal på arbejde.
Åh det kunne jeg virkelig bruge. Men hvor finder man sådan én?
Jeg er her jo! Vil du have hjælp?
Mille tøvede. Tilbuddet faldt heldigt, men hun kendte ikke rigtigt naboen. Skulle man bare sådan stole på nogen?
Hvordan vidste De, jeg søgte barnepige?
Nina fortalte det i dag.
Okay Aase, tag det ikke ilde op, men
Spørg bare! Du skal da vide, hvem du overlader ham til. Jeg kan selv fortælle lidt
Mille skænkede en kop te og satte slikskålen frem, satte sig overfor.
Fortæl!
Aases historie var enkel og genkendelig.
Født her i byen, arbejderforældre, gik på fabrikken som dem, gift, fik to sønner. Opdragede dem pænt, så de kom godt ud. Min mand døde tidligt. Sønnerne flyttede langt væk har begge børn, men jeg ser dem sjældent. Svigerdøtrene vil helst have deres egne mødre tæt på, og børnebørnene er voksne nu. Så ja jeg har fire børnebørn, men de har ikke brug for mig. Jeg ville så gerne have været mere med men arbejde og afstand Nina foreslog idéen om barnepige, og så tænkte jeg: hvorfor ikke? Jeg skal nok være til nytte, og du får hjælp. Hvad siger du? Du kan tænke over det og i morgen siger du til.
Mille nikkede. Da hun fulgte Aase ud, stod hun længe og tænkte.
Hvad ville du sige, mor? mærkeligt egentlig. Så snart jeg tænker tanken, står hjælpen dér. Er det mon et godt tegn?
Billedet af Lise svarede ikke, men Mille besluttede sig i løbet af natten.
Aase, hej jeg siger ja.
Sådan begyndte deres samarbejde, som Aase kaldte det:
Vi er kolleger, Mille. Du arbejder, jeg arbejder. Du får ro, jeg får lidt oveni pensionen.
Hjælper dine drenge dig ikke?
Jo, indimellem når jeg er syg, men nu klarer jeg mig selv. De har egne liv.
Mille holdt øje i starten, men så, hvordan Palle straks knyttede sig til sin bedstemor-Aase.
Nå, lille ven, feber? Bare rolig, nu laver jeg hyldebærsaft, læser en god historie så er du snart frisk!
Men vi har ikke saft Mille blev forlegen.
Det har jeg altid med. Du løber stærkt, Mille, det ved jeg nok. Bare gå på arbejde.
Efter kort tid var Palle begyndt at læse selv selvom han kun var fem. Og han blev straks bidt af skak og brætspil.
Du burde sende ham til en klub, sagde Aase en dag. Jeg skal nok hente og bringe.
Snart gik Palle både til skak og svømning.
Jeg kunne aldrig give ham alt det det ville aldrig gå med arbejde, sagde Mille til Nina. Jeg er så taknemlig.
Bare vent til min datter vokser til, så overtager jeg Aase!
Tiden gik. Palle startede i skole nu blev Aases hjælp gradvist mindre nødvendig, men de var uadskillelige.
Mille, du burde tage springet videre, sagde Petersen hen over papirerne. Du har evner til meget mere med din baggrund kan du nemt videreuddanne dig.
Jeg er tilfreds.
Men det er jeg måske ikke. Jeg sender dig på kursus, så bruger jeg dine evner bedst muligt.
Nyt arbejde, nye muligheder alt gik pludselig hurtigt, og Mille prøvede at følge med. Økonomien lettede, Palle voksede og tingene begyndte at falde på plads.
Det er dejligt, Mille, Aase glædede sig med hende.
Det var ikke længere bare samarbejde. Så da Aase pludselig var væk en dag, blev Mille alvorligt bekymret.
Nina, hvor er Aase? Jeg kan ikke få fat i hende! Hun sagde ikke, hun skulle noget.
Har du ringet til hospitalerne?
Alle steder. Men man vil kun tale med familie og jeg er jo ingenting.
Hendes børn?
De siger, de ikke ved noget. Kommer ikke. Hvordan kan de? Det er jo deres mor
Ja du må lede videre, Mille.
Så Mille begyndte at køre rundt på sygehuse.
Hvem er du? Ingen? Så hvorfor leder du? lød det hver gang.
En hel uge gik, før hun fandt Aase.
Indlagt uden papirer. Vågnede først efter to dage, kan intet huske.
Mille så Aase ligge bleg og lille på afdelingen hjertet bankede hårdt.
Hvorfor svarede man ikke? Så var jeg kommet før! Hvad skete der?
Hun blev ramt af en bil. Midlertidig hukommelsestab, formentlig. Hvem er du for hende? spurgte lægen.
Datter! Hvor sidder overlægen?
Senere blev Aase flyttet, Mille holdt hende i hånden.
Hvordan går det?
Hvem er du?
Jeg er Mille. Det kommer. Du skal bare have ro nu.
Sønnerne ville ikke komme, da Mille ringede.
Så gør vi det selv! Mille lod telefonen ligge.
Aase blev udskrevet en uge senere. Mille hentede hende hjem.
Palle, Aase husker ikke. Men vær bare som altid kald hende Bedste og hold hende i ro. Måske kommer minderne igen.
Skal hun bo hos os?
Ja.
Helt rigtigt.
Nu skulle Palle passe på Bedste. Han varmede mad, hjalp hende, spillede brætspil.
Aase kaldte Palle sit barnebarn og Mille sin datter og Mille lod det bare være, så var det bedst.
Et halvt år senere kom Aases søn, Anders.
Mille havde travlt det var Palles fødselsdag. Med kage under armen blev hun kaldt an af en høj, lidt genkendelig mand.
Er det dig, Mille?
Ja?
Jeg er Anders Aases søn.
Selvfølgelig må du se hende! Det skulle du have gjort for længe siden.
Jeg Anders så ned.
Døm ikke mig ud fra dig selv. Jeg skylder hende så meget. Hun har hjulpet mig i mange år. Det, jeg gør nu, er taknemlighed.
Du misforstår mig Anders stemme rystede.
Så er det sagt. Selvfølgelig må du besøge din mor. Hvis du vil have lejlighed og papir, så tag det men hende får du ikke flyttet fra os. Ikke nu.
Hvorfor?
Den tid er forpasset. Hun har brug for fred nu ikke flere flytninger.
Må vi besøge hende?
Det er din mor. Kig forbi, når du vil.
Efter gæsten gik, så Mille trist efter ham. Hun vidste, han næppe kom igen. Nå så lader vi det ligge. Vi har vores liv.
Palle! Sæt vand over til kaffe vi skal fejre dig!
Mor, må Bedste få kage?
Ja, og det største stykke! Hun skal da have lidt sødt hvad plejede hun kalde det?
Noget sødt til ganen? Palle smilede.
Præcis! Og det har vi alle brug for. Mille drejede nøglen og gik ud i køkkenet til sin søn.
