Det tavse dej
Rikke, ved du overhovedet, hvem der kommer på lørdag? spørger Leif fra døren til køkkenet, mens han ser på hende, som om hun endnu engang havde sat opvasken forkert ind. Han bliver bare stående og stirrer.
Rikke er lige ved at flytte dejen over på brættet. Hænderne dækket af mel op til albuerne.
Jeg ved det godt. Dine kolleger og deres koner. Du har nævnt det tre gange, siger hun.
Jeg sagde, det ikke bare er kolleger. Det er Mads Mikkelsen og hans hustru Lene. Han er partner i firmaet. Og så Jens Lauritzen. Ved du overhovedet, hvem Lauritzen er?
Leif, jeg står og laver mad. Kan vi tage den bagefter?
Han træder inden for i køkkenet, selvom han ellers ikke ynder at opholde sig herude så længe ad gangen. Køkkenet irriterer ham med dets evindelige liv, dufte, gryder, fugtige viskestykker på knagerne.
Ikke bagefter. Jeg vil have, du forstår det nu. De her mennesker tager på ferie i Sydeuropa. Deres koner får syet tøj på mål. De spiser på restauranter, hvor menuen ikke ligger på papir.
Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det? spørger Rikke og sender ham et blik.
Drop dine tærter, det er dét, du skal gøre. Bestil noget ordentligt. Der findes firmaer, der leverer mad i flotte æsker, ligesom på restaurant. Jeg giver dig penge.
Rikke tier. Hun ser ned på dejen, så op på ham.
Jeg har altså allerede sat dejen over.
Rikke…
Leif, dejen blev sat over klokken seks i morges. Jeg går på Torvehallerne efter kød. Det hele skal nok blive godt, slap nu af.
Han ryster på hovedet med et blik, som om hun er et barn, der stadig tror på julemanden.
Du forstår dem ikke, siger han og trasker ud igen.
Rikke bliver stående lidt og kigger ud ad vinduet. Marts udenfor, gråt og vådt. En fed due sidder på ledningen og glor et sted hen. Rikke sænker blikket mod dejen og fortsætter tålmodigt med at ælte.
***
Hun var tooghalvtreds, og havde været sammen med Leif i otteogtyve år. De mødte hinanden i Aarhus, hvor hun var bogholder i et entreprenørfirma, mens han lige var blevet afdelingsleder dengang med brede skuldre i gamle jakkesæt fra 80erne. Hun husker, hvordan han sad og drejede på manchetknappen, når han blev nervøs. Underligt nok var det lige præcis den lidenskab, hun faldt for. Hans rigtige kluntethed.
Så flyttede de. Først til Odense, så til København. Hun pakkede kasser, flyttede katten, opdagede nye supermarkeder og apoteker, lærte naboerne navnene igen. Leif blev forfremmet, og for hvert trin opad forsvandt noget i ham. Ikke pludseligt, bare langsomt, som kysten ændrer sig, hvis man kigger længe nok.
De fik aldrig børn. Først sagde lægerne det ene, så det andet. Til sidst talte de bare ikke om det længere. Rikke var færdig med at sørge for sig selv længe før Leif. Hun lagde sin ikke-brugte moderlighed i deres hjem. I køkkenhaven ved sommerhuset. I blomsterne i vindueskarmen. I naboens børn, som hun indimellem serverede boller for.
Bagværk blev hendes sprog. Hun forstod det, selvom hun aldrig satte ord på. Når hun ikke kunne udtrykke sig, eller ordene ikke hjalp, gik hun ud i køkkenet. Når hun var glad, gik hun også derud. Hun kendte dejen bedre end nogen opskrift. Vidste hvornår den var klar, baseret på dens varme, spændstighed og hvor smidig den var i hænderne.
Leif har spist hendes mad i otteogtyve år. Spist og holdt mund. Det forstod hun først nu. Stilheden tolkede hun som tilfredshed.
***
Fredag aften står Rikke stadig op længe efter midnat. Hun bager oksetærte efter mormors opskrift sprød overflade, der knaser og får hele opgangen til at dufte. Hun laver kartoffelklatkager, cremede tarteletter, sylter sild og laver rødkålssalat med tranebær. Hun smider en flæskesteg i ovnen med timian og hvidløg.
Leif kommer hjem klokken elleve, ser det hele siger ikke et ord. Han forsvinder bare ind i soveværelset.
Rikke rydder op, tager forkædet af, og sidder lidt på skamlen ved vinduet. Drikker te. I morgen kommer gæster; hun ville servere det, hun kan bedst i hele verden. Det virkede meget simpelt.
Hun går i seng halv et og sover på et sekund.
***
Gæsterne ankommer klokken syv. De er seks: Mads Mikkelsen med sin kone Lene, Jens Lauritzen med kæreste Kirsten og så én, Leif præsenterer som Jørgen, åbenlyst den vigtigste, for han får et ekstra nik og et “godt at møde dig”.
Lene er en slank kvinde midt i fyrrerne i en sort kjole, der sikkert koster det samme som Rikkes folkepension. Hun kigger rundt, og på et øjeblik evaluerer hun lejlighed, møbler, gardiner og værtinde.
Kirsten er yngre, professionelt blond, stærk parfume duften rammer Rikke på dørtrinnet. Alt for stor smil, som om nogen trykkede på en knap.
Jørgen er omkring tres, korpulent, men med varme, opmærksomme øjne. Han er den eneste, der giver hende hånden: Værtinden? Hyggeligt at møde dig.
Rikke viser dem ind i stuen, hvor bordet står dækket: den gode dug, broderet. Lys. Bestik, som hun husker fra, hvor hun lærte det. Flæskestegen pænt anrettet med urter, tærterne i stakke, oksetærte i skiver, friskbagt brød.
Gæsterne fordeler sig. Leif åbner vinen, som Mads har bragt noget italiensk, hun ikke kan sige rigtigt. Hælder op.
Lene ser på bordet og siger lavt, men tydeligt: Ej, flæskesteg. Det er længe siden, jeg har set flæskesteg.
I ordene ligger der noget, Rikke mærker men ikke helt opfatter. Som når gassen er slukket, men det stadig lugter.
Endelig, tag for Jer, siger Rikke. Også tærter, tarteletter, og her, flæskesteg med sprød svær.
Uh, flæskesteg! Kirsten kigger på Lene. Gud, jeg har ikke spist det i femten år. Det er jo ren fedt.
Kaldet “fyldigt”, retter Lene og griner, sådan at man får lyst til at kigge ned og tjekke, om skoene er rene.
Mændene tager for sig. Mads prøver flæskesteg, nikker, siger ikke noget. Jens tager et stykke tærte. Jørgen hælder sig et glas vand og betragter bordet tænksomt.
Leif, du laver nok ikke selv mad? smiler Kirsten.
Nej, det er Rikke, der er kokken her, svarer Leif. Hans tone siger, det er lidt fjollet men tåleligt.
Rikke, du er vel ikke fra København? spiller Lene venligt, stikker gaflen i rødkålssalaten. Må jeg gætte: lidt provins?
Fra Aarhus, siger Rikke.
Ja! Lene nikker triumferende, som hvis hun gættede kryds og tværs. Det hænger jo stadig fast sådan nogle steder: hjemmebag, gammeldags mad, flæskesteg. Det er jo helt landsbyagtigt. Jeg mener det ikke ondt. Byboere, de er jo gået væk fra det for længst. Diætister siger, at svær er forfærdeligt for kredsløbet.
Rikke ser på hende.
Med den rigtige tilberedning er det mest collagen. Ret sundt for leddene, siger hun.
Tja, det er vel lidt gammeldags forskning, vifter Lene. Vi har levet kødfrit i tre år. Kun fisk og superfood. Leif, har du prøvet det? Vi kender en fantastisk kostvejleder.
Leif slår en let latter op sådan som man gør, når man ikke aner, hvad man skal sige, men gerne vil virke med på holdet.
Rikke er konservativ, griner han.
Det ord, “konservativ”, hænger i luften som en mønt, man ingen samler op.
Senere kommenterer Kirsten på, at tærtebunden er for tung. “Jeg passer på figuren i min alder,” erklærer hun. Lene fortæller begejstret om restaurant Noma og smarte kokke fra Barcelona. Der går ikke længe, før snakken går om aktier og boliger og Rikke forstår, hun er blevet til stuepynt. En, der dækker bordet og smiler.
Hun smiler.
Skænker mere vin. Serverer retter. Rydder af. Spørger, om de mangler noget. Ingen siger tak.
Omkring klokken ni ser Lene igen på tærten, nu næsten urørt, og siger: Jeg må være ærlig, nu vi er blandt venner: det her mad, det er meget…provinsielt. Ikke dårligt ment, Rikke. Men i bestemte kredse, så hænger det altså ikke sammen. Forstår du? Det er et andet niveau.
Der bliver stille. Rikke ser på Leif.
Han stirrer ned i sit glas.
Men alle har vel deres traditioner, siger Jørgen. Noget i hans stemme får Lene til at tie stille.
Men Leif åbner allerede munden: Rikke, jeg sagde jo, du skulle bestille noget ordentligt. Nu skulle du igen gøre det på din egen måde.
Rikke rejser sig, samler nogle tallerkener sammen og går ud i køkkenet. Hun går langsomt, for hun bærer på noget tungt. Hun lægger tallerkenerne i vasken. Står lidt ved vinduet. Udenfor er det mørkt, regnen siver ned fra gadelamperne.
Hun kan høre dem grine inde fra stuen. Glas klirrer.
Rikke tager sit forklæde af. Hænger det op på krogen. Tager det så ned igen, folder det sirligt og lægger det på stolen.
Hun vender tilbage til stuen.
Jeg beklager, siger hun. Jeg har fået hovedpine. Tag endelig for jer, alt står på bordet.
Ingen bemærker det synderligt.
***
Hun pakker maden sammen klokken et, da gæsterne endelig er gået. Leif er gået i seng uden et ord, smækker bare døren.
Rikke lægger tærten i et stort fad, pakker kartoffelklatkager i en gryde, flæskesteg og rødkål for sig.
Alt dette tager hun med ned på gaden kvart over to. Til alt held er opgangen lige ved siden af en byggeplads de bygger en ny boligblok, og halvdelen af natten er der lys i skurvognene.
Der sidder tre håndværkere i arbejdstøj og drikker te af termokande. En ryger, to varmer hænderne om krusene.
Godaften, siger Rikke. Undskyld tidspunktet. Jeg har noget mad her, hvis I vil have.
De ser på hende, som om hun var landet fra månen.
Hvad er det? spørger ham med smøgen.
Oksetærte. Klatkager. Flæskesteg. Rødkål. Flæskestegen skal nok egentlig køle lidt.
Mændene sender blikke.
Seriøst? siger den ene. Vi kan da hjælpe med at slæbe.
De tager bakker og gryde fra hende. Sætter det ind i skuret. Én flår straks plasten af tærten, tager et stort stykke og får et ansigt, som om han overværer et lille mirakel.
Det er jo hjemmelavet! siger han tyggeglad. Gud, HJEMMELAVET.
Min mor lavede sådan, siger den anden. Præcis sådan.
Kommer du fra opgangen der? spørger den tredje. Fest eller hvad?
Gæster, siger Rikke. De spiste ikke op.
Det var dumt. God mad.
Jeg ved det, siger hun.
Hun står dér nogle minutter. Ser dem spise. Sådan rigtigt spise, nydende, ingen fine fornemmelser. Én tager allerede mere.
Tak skal du have, siger en af dem.
Selv tak, svarer hun, og går hjemad.
***
Om natten får hun ikke sovet. Hun ligger i sofaen i stuen og stirrer op i loftet. Der er stille inde ved soveværelset. Leif sover som sædvanligt.
Hun tænker på, at otteogtyve år er et langt liv. At hans du gør det på din måde blev sagt sådan, at det med at have en egen måde næsten var en synd.
Hun tænker på håndværkerne, der spiste og sagde god mad på en måde, der ikke krævede etikette eller diskussion.
Hun tænker på, at hun her i huset ikke længere er velkommen. Ikke sådan personligt, men hendes væsen med tærter, tidlige markedsbesøg og mormors opskrifter dét er ikke længere plads til.
Den plads er overtaget af noget andet for længe siden.
Klokken fire om morgenen beslutter hun sig. Ikke dramatisk, bare ligesom når man endelig tager sig sammen til lægen.
***
Hun skriver en seddel på blokpapir. Store bogstaver, sirligt. Hun har altid skrevet pænt.
Leif. Jeg går nu. Ikke fordi jeg er sur. Men fordi jeg har forstået. Tak for årene. Nøglerne ligger på bordet. Rikke.
Hun lægger begge nøgler til hoveddør og postkasse ved siden af.
Hun pakker en lille taske: papirer, lidt tøj, telefon, oplader, kontanter fra kontoen. Ingen madkurv, og netop det føles symbolsk: nu skal hun videre uden sit køkken under armen efterlader en bid af sig selv for at se, hvad der sker, når man rejser let.
Klokken er fem om morgenen, gry. Regnen er holdt op, asfalten blinker under gadelygterne. Hun springer ind i en taxa og beder om at blive kørt til veninden Birgittes lejlighed ude i Vanløse.
Birgitte åbner døren i slåbrok, håret filtret, spørger ikke om noget. Træder til side og lader hende ind.
Skal jeg sætte te over?
Ja tak.
De sidder sammen i køkkenet i stilhed. Birgitte ser spørgende på hende, men venter. Så spørger hun blidt:
Så du er gået?
Jeg er gået.
For altid?
Rikke tænker sig om.
For altid.
Birgitte nikker og hælder mere te.
***
De første uger er mærkelige. Leif ringer. Først kort: Hvor er du? Kom hjem. Så længere: Vi kan tale om det. Til sidst: Ved du overhovedet, hvad du gør? Så stopper han.
Rikke bor hos Birgitte. De sover ved siden af hinanden, spiser morgenmad sammen, ser lidt serier, men Birgitte rådgiver ikke og det er Rikke taknemmelig for.
I tredje uge tager Rikke sig sammen. Hun er jo bogholder, så hun styrer hurtigt papirerne til skilsmissen. Leif tilbyder at udbetale hendes andel af lejligheden hun indvilliger, vil ikke slås om penge.
Pengene lander på kontoen. Hun betragter cifrene det er otteogtyve år. Er det nok? For meget? For lidt? Hun ved ikke. Men der burde kunne leves lidt for det.
Først efter en måned begynder hun at søge job. Hun har brug for luft inden. Går lange ture rundt i København, sidder på små caféer, drikker kaffe, betragter folk. For første gang i sit voksne liv føler hun sig nogenlunde som sig selv hvad det så end betyder.
En grå tirsdag søger hun ly i en lille bygadecafé på Østerbro: “Ved Mågen”. Intet design, bare slidte træborde, menutavle med kridt, fjernsynet kører uden lyd. Til gengæld dufter der vidunderligt af friskbagt brød og kaffe.
Hun bestiller te og en bolle med syltetøj. Bollen er lavet på industribagværk, ikke hjemmebagt. Det kan man smage.
Bag disken står en kvinde på omkring tres i lyseblå forklæde med runde kinder.
Er bollen god? spørger hun.
Den er lidt tør, svarer Rikke ærligt.
Kvinden sukker.
Jeg ved det. Bageren sagde op for en måned siden. Nu køber vi dem ovre fra bageren, men det er altså ikke det samme.
Rikke siger ikke noget et øjeblik.
Søger I en ny bager?
Kvinden ser opmærksomt på hende.
Kan du bage?
Det kan jeg, siger Rikke.
***
Hun hedder Jytte og har haft caféen i otte år siden pensionsalderen indtraf og hun blev rastløs. Caféen giver ikke meget overskud, men det har været hendes værk og stolthed. Jytte træffer hurtige beslutninger, stoler på mavefornemmelsen.
Kom fra i morgen tidlig, så ser vi, siger hun.
Næste morgen dukker Rikke op klokken syv. På med forklædet. Besigtiger køkkenet: lille, men velordnet.
Hun bager boller med kartoffel og porre, kanelsnegle og sætter en æbletærte til hævning.
Jytte træder ind klokken otte står i døren og kigger.
Hvor pokker har du lært det? spørger hun.
Livet, svarer Rikke.
De første kunder smager bollerne klokken halv ni. En køber to og vender ti minutter efter og henter en tredje. En mand med hjelm tager seks kanelsnegle. En studerende står og vipper, men ender med både æbletærte og en bolle.
Jytte står bag disken og tæller.
Ved frokosttide bliver de enige: Rikke arbejder hver dag fra syv til tre, fri om søndagen. Lønnen er ikke høj, men Jytte lover bonus, hvis det går godt.
Og det gør det.
***
Efter tre måneder har alle i kvarteret nu hørt om “Ved Mågen”. Selv uden reklamer. Folk taler. Hvis du vil have boller som din mormor lavede dem, skal du gå derhen.
Rikke opfinder ugemenu: Mandag fisketærte. Tirsdag porrekage. Onsdag surdejsbrød, køen starter klokken otte. Torsdag pandekager med syltetøj og creme fraiche; særlig populære hos lokale kvinder på formiddagshygge. Fredag stor oksestegstærte: altid udsolgt ved middagstid.
Lørdag, hendes fridag, går hun på Torvehallerne. Ikke af pligt, men fordi hun elsker det. Hun vælger æbler, snuser til dem, snakker med boderne, køber smør hos den samme mælkemand som altid.
Nu bor hun selv. Har lejet en lille 1-værelses tæt på caféen. Enkel, men hyggelig. På køkkenvæggen hænger et sæt hørgardiner. I vindueskarmen blomstrer en pelargonie.
Birgitte kigger forbi to gange om måneden. Over teen bemærker hun:
Du ser bedre ud. Som om du sover.
Jeg sover faktisk igennem nu, svarer Rikke.
Det kan man se!
Om aftenen læser Rikke nogle gange. Andre gange ser hun lidt fjernsyn. Tit sidder hun bare i vinduet og lytter til vinden i træerne uden at skulle gøre noget for nogen.
***
Gert møder hun første gang i oktober. Han kommer ind en onsdag surdejsbrødsdagen men er for sent på den, der er udsolgt.
For sent ude? spørger Jytte bag disken.
Ja, det må man sige. Er der brød i morgen?
Brød kun onsdage. Men tærter i morgen.
Han ser på tavlen, bestiller kaffe og porretærte, sætter sig ved vinduet og læser i en bog.
Ugen efter er han der halv otte og køber to brød. Rikke kommer netop ud med en plade brød.
Nu er du i god tid, siger hun.
Han smiler. Hans ansigt er let træt, med rynker af den slags, folk får af at tænke, mere end de burde.
Jeg stiller mig bare herude tirsdag aften næste gang så er jeg sikker.
Jytte låser altså klokken otte, så du må tage soveposen med.
Sådan starter de. Over brød, grin og lidt nonsens, der bliver til noget vigtigt.
Gert er otteoghalvtreds. Ingeniør i et rådgivende firma, bor i området, fraskilt og har to voksne børn. Sagen er, at han er rolig ingen stress.
De begynder at tale mere sammen først ved disken, så tager han kaffen i caféen, så bliver det til små gåture i kvarteret.
Han spørger interesseret til hendes arbejde ikke for høflighedens skyld, men fordi han faktisk lytter. Hun fortæller om dejen, hvordan hun mærker temperaturen passer, om surdejsbrød.
En dag siger hun:
Ved du, én har kaldt alt det her for provinsielt og gammeldags. Tærter, flæskesteg gammeldags mad.
Gert tier.
Det er jo et spørgsmål om, hvad man synes er gammeldags. Jeg synes at lade som om dét er gammeldags.
Hun ser smilende på ham.
Det er godt sagt.
Jeg gør mig umage, siger han.
***
Kvinders liv løber sjældent snorlige. Det ved Rikke udmærket. Lykken drypper ind som dug i en brønd lidt ad gangen, stille. Kigger man hurtigt, tror man, der aldrig når noget derned, men venter man længe, er bunken fyldt.
I marts begynder hun og Gert at gå i biografen sammen. Uden de store forklaringer: Gert spørger, om hun vil med i biografen. Hun siger ja. De spiser efterfølgende billigt, han bestiller suppe og beder om brød til.
Er det godt brød? spørger Rikke.
Han tager et bid, tygger og konstaterer:
Nej slet ikke som dit.
Hun smågriner og siger ikke mere. Men husker det.
Caféen er nu så populær, at Jytte udvider menuen: varm suppe og frokostretter. Hun ansætter en ekstra hjælper, og overvejer, om de skal sætte to ekstra borde op udenfor til sommer.
Rikke drømmer nu selv om en lille café. Eget sted. Hygge, hjemmebag, kaffe og latter. Tanken er stadig sløret som akvarelfarver i regn men den er der.
Hun lader det tage tid. Hun har lært at give ting tid.
***
Leif dukker op en dag sidst i april.
Hun ser ham gennem ruden på caféen. Han står på fortovet og stirrer på facaden. Hun genkender ham dårligt; han ser bar slidt og lidt fortabt ud.
Han træder ind.
Jytte er ude bagved. Der sidder flere kunder. Rikke står bag disken.
Hej Rikke.
Han er blevet ældre. Eller også kan hun bare se det tydeligere nu. Hans blik har den forsigtige usikkerhed, man får, når man farer vild på en ny vej.
Hej Leif.
Jeg fandt dig gennem Birgitte. Hun sagde, du arbejder her.
Det gør jeg.
Han ser sig omkring. På møbler, tavle, bagværk. Det flakker i hans ansigt; måske er det medlidenhed, måske undren.
Vil du ha’ kaffe? spørger hun.
Ja, tak.
Hun skænker kaffe, stiller den foran ham. Han drikker i tavshed.
Jeg har hørt, det går godt for dig.
Det gør det også.
De siger, du laver det bedste bagværk her i byen.
Tak skal du have.
Leif sætter koppen.
Jeg har det ikke nemt for tiden. Jeg blev uvenner med Mads, firmaet restruktureres. Det hele er lidt skævt.
Rikke ser på ham. Hun mærker ingen skadefryd. Kun en neutral opmærksomhed; man ser et medmenneske, hvis man orker lidt.
Det er jeg ked af, siger hun.
Jeg vil gerne have, at du kommer hjem igen.
Caféen synes at blive roligere. Eller også føler hun det bare.
Vi kan starte forfra. Jeg har ideer. Måske skulle vi flytte. Prøve et andet sted.
Leif.
Vent. Jeg mener det. Jeg ved godt, jeg skulle have opført mig anderledes. Jeg har tænkt på det.
Det er godt, du har tænkt over det.
Så lytter du.
Rikke lægger hænderne på disken.
Jeg lytter. Men husker du den lørdag, du sagde foran alle: Du skal altid gøre det på DIN måde?
Han er stille.
Ja. Jeg husker det.
Du sagde ikke: hun har ret, eller det smager godt. Du sagde kun igen på din egen måde. Det lille ord igen. Det vejer mange år.
Leif ser ned.
Jeg var stresset. Det var vigtige folk, jeg ville bare have, det blev…
Vigtige folk, siger Rikke. Jeg husker det. Men de arbejdere, som spiste tærten den nat, de var da også vigtige folk. Du kendte bare ikke deres navne.
Han ser på hende.
Jeg forstår dig ikke altid.
Jeg ved det, svarer Rikke mildt. Men det er svaret på dit spørgsmål.
Der piber fra kaffemaskinen bagved. To nye gæster kommer. Rikke vender sig mod dem.
Et øjeblik, siger hun, så henvender sig til Leif igen. Jeg skal videre.
Rikke.
Leif. Jeg er ikke vred på dig. Men jeg kommer ikke tilbage. Ikke fordi jeg er fornærmet. Men fordi jeg for første gang i lang tid føler mig på rette sted.
Han betragter hende et øjeblik, så nikker han. Langsomt, som folk gør, når de må acceptere noget, de ikke vil.
Okay, siger han.
Han tager sin jakke, går mod døren. Stopper:
Du ser virkelig godt ud, siger han. Det lyder bare ægte, som en konstatering.
Tak, svarer Rikke stille.
Døren lukker.
***
Hun ekspederer de to gæster. Den ene tager brød og tærte, den anden spørger til suppen; det er frokosttid.
Derefter går Rikke ud i køkkenet, hælder sig et glas vand, drikker stående, ser på uret: snart tid til at slå dej op igen til næste dag.
Hun tager melet frem, måler af, henter surdej fra glasset i køleskabet levende og boblende, madet hver dag som sit eget lille projekt.
Hænderne ved, hvad de skal.
***
Samme eftermiddag kommer Gert forbi. Uanmeldt, som han gør det.
Hvordan gik dagen? spørger han.
Anderledes, svarer hun.
Fortæl.
De går udenfor. Foråret er lunt, solen står lavt. Slentrer stille.
Min eksmand kom forbi. Ville have mig hjem.
Gert går bare videre.
Sagde du nej?
Jeg sagde nej.
Han venter lidt.
Var det svært?
Rikke tænker.
Ikke som jeg troede. Jeg får næsten ondt af ham. Han ligner en, der har gået langt og finder den forkerte dør.
Det er ham selv, der valgte vejen.
Ja. Men man kan godt være lidt ked af det alligevel.
Gert nikker. Det er et anerkendende nik.
Du ved, jeg har længe tænkt at sige dig noget, men det blev aldrig.
Sig det.
Jeg kender ikke nogen, hvis hænder kan det dine kan. Og det handler ikke kun om brød. Forstår du?
Rikke sender ham et smil.
Det tror jeg, jeg gør.
Godt. Ville bare, du skulle høre det.
De går videre forbi bænke, legende børn, pænt falmede forårsblomster. Himlen er lys og blå.
Gert?
Ja?
Jeg har brugt mange år på at vente på, at nogen så mig. Sagde: Godt gået. Rigtigt. Så holdt jeg op med at vente. Det blev nemmere.
Man skal selv lære at anerkende sig selv først.
Præcis. Jeg kom bare sent til den erkendelse.
Bedre sent end aldrig.
Rikke smiler for sig selv.
***
Caféen “Ved Mågen” kører for fuld damp til sommer. Udendørsborde bliver sat op til sorbet og kaffe. Jytte snakker om at udvide med nabolejemålet. Hun tilbyder Rikke partnerskab. Rikke siger ja uden lange overvejelser.
Det er den slags stille kvindeklogskab, man ikke læser sig til i dameblade: Vær ikke bange for dét, du gør bedst. Gem dig ikke. Undskyld ikke. Find stedet, hvor det er værdsat og bliv dér.
Det gør hun.
***
En aften i juni, hvor man kan have vinduet åbent hele natten, sidder Rikke ved køkkenbordet og skriver i sin notesbog. Ikke dagbog, bare tanker, blandet lidt med opskrifter.
Udenfor suser vinden i poppelen. På vindueskarmen blomstrer pelargonien stadig. I køleskabet venter surdejen på morgenens brød.
Hun skriver: “Det mærkeligste er, at det bedste i livet begynder, når man tror, det hele er slut.”
Så streger hun det ud.
Skriver i stedet: “Et godt brød tager tid.”
Hun smiler for sig selv og lukker bogen.
***
Birgitte ringer søndag morgen.
Hvordan går det?
Godt. Jeg sover helt til otte nu.
Vildt! Jeg er glad for dig.
Kom forbi. Jeg har sat en kage over.
Med hvad?
Æbler og kanel.
Jeg kommer, siger Birgitte og lægger på.
