Jeg har været gift i tyve år og har egentlig aldrig anet uld i mosen. Min mand rejste ofte til alle hjørner af Danmark i forbindelse med sit arbejde, og jeg var faktisk blevet pænt vant til det. Han svarede sent på beskeder, kom hjem træt som et alderdomshjem, og mumlede om lange møder og små katastrofer på kontoret. Jeg snagede ikke i hans mobil havde mere travlt med at checke Matas tilbud og jeg stillede ikke unødvendige spørgsmål. Han virkede troværdig, og jeg stolede blindt på ham.
En dag stod jeg og lagde sokker sammen i soveværelset, da han dumpede ned på sengen uden så meget som at tage skoene af. Han kiggede alvorligt på mig og sagde:
Vil du ikke lytte, uden at afbryde mig?
Allerede dér mærkede jeg, at noget var rivravruskende galt. Han sagde ligeud, at han havde indledt et forhold til en anden kvinde.
Jeg spurgte hvem. Han tøvede lidt, og så kom navnet: Helle. Hun arbejder lige om hjørnet fra hans kontor i Indre By. Yngre end ham, selvfølgelig. Jeg spurgte, om han var forelsket. Han mumlede, at det vidste han ikke, men at han følte sig mindre træt sammen med hende. Jeg spurgte, om han ville flytte. Han svarede:
Ja. Jeg har ikke lyst til at leve på løgne.
Den aften sov han ude på sofaen, og næste morgen smuttede han ud af døren, før jeg vågnede. Han dukkede ikke op i to dage. Da han endelig kom igen, havde han talt med advokat og sagde, at han ville have en lynhurtig skilsmisse, uden melodrama, tak. Han begyndte at forklare, hvad han ville tage med sig og hvad han ville efterlade. Jeg lyttede som en statue. Omtrent en uge senere boede jeg der ikke længere.
De følgende måneder var snørklede. Jeg skulle pludselig jonglere alt det praktiske helt alene: papirer, regninger, beslutninger om alt fra elvertrag til forsikringer. Jeg begyndte at gå ud oftere ikke af lyst, men mest for ikke at sidde hjemme og snakke med mine stueplanter. Jeg sagde ja til enhver invitation, bare for at undgå aftensmaden alene. Til et af de arrangementer stod jeg i kø til kaffe i Banegårdscentret, hvor jeg faldt i snak med en mand. Vi snakkede om helt hverdagslige ting: vejret, folkemylderet, og DSB-forsinkelser.
Vi blev ved med at støde ind i hinanden tilfældigt, men ikke helt. En dag, ved et lille cafébord med lun leverpostej, fortalte han sin alder. Han var femten år yngre end mig. Han sagde det uden glimt i øjet, og da han spurgte til min alder, virkede det, som om det ikke betød en bønne. Han inviterede mig ud igen, og jeg sagde ja.
Med ham var alting anderledes. Ingen store løfter eller skøre kærlighedserklæringer. Han spurgte, hvordan jeg havde det, han lyttede og forsvandt ikke, når samtalen blev tung og skilsmissepræget. En dag sagde han ligefrem, at han godt kunne lide mig og han vidste, jeg kom fra rod og rutsjebaner. Jeg sagde, at jeg ikke ville gentage gamle fejl eller ende med at blive afhængig af nogen. Han sagde: Han var ikke ude på at redde mig eller lave mig om han ville bare være der.
Min eks mand hørte om ham via den danske veninde-mølle. Han ringede efter halvt år i radiotavshed og spurgte, om det virkelig var sandt, at jeg datede en yngre fyr. Jeg sagde ja. Han spurgte, om jeg ikke skammede mig. Jeg svarede, at eneste pinlige var hans utroskab. Han lagde på uden at sige farvel.
Jeg blev skilt, fordi han forlod mig for en anden. Men bagefter, helt uventet, dukkede der et menneske op som faktisk værdsætter mig. Er det et livets overraskelsesgave? Hvis det er, så skal jeg da ikke bytte den til noget… selvom, lidt god ost fra Fyn ville jeg nu heller ikke sige nej til.
