Jeg slentrede gennem Odenses gader i nattens mørke. Skridtene var tunge og slingrende jeg havde fået lidt for meget snaps. Hvor jeg var henne, interesserede mig ikke synderligt. Det var trods alt min hjemby, og benene ville nok finde vejen hjem. I stedet gik jeg og filosoferede højlydt.
Hvorfor, hvorfor blev mit liv sådan her? Jeg er 27, vennerne sender allerede deres børn i skole, men mine kærester forsvinder og det endda højst efter en måned. Måske er jeg grov? Arh, egentlig ikke eller jo, det er jeg vel. Men sådan skal en mand være, sagde jeg højt og trak på smilebåndet. Det eneste, jeg har haft held med, er forretningen. Millionær er jeg slet ikke, men det slår da til for et fedt liv.
Pludselig stoppede jeg brat, tog mig til hovedet, og tårerne begyndte at trille.
Så mange penge har jeg kastet efter den ene læge efter den anden og til sidst siger han bare: Der er desværre intet, jeg kan gøre. Men her er adressen på en ekspert i København. Men jeg tror han har ret det hjælper nok ikke. Men ved du hvad? I morgen tager jeg alligevel til København.
Jeg nærmede mig åen, standsede på broen, og så ud over det sorte vand.
Skulle man hoppe? Åen er dyb ende det hele i vandet, sagde jeg til mig selv og kiggede igen ned. Ej, det er for koldt. Og Sokrates har stadig ikke fået mad. Bedst jeg skraber mig hjem.
På vej over broen så jeg en ung kvinde midt på den. Hun stod, med et spædbarn tæt ind til sig i en bæresele, og stirrede ned i vandet. Pludselig kravlede hun op på rækværket, stillede sig med blikket mod strømmen, og spredte armene ud. Jeg tøvede ikke, løb og greb hende om livet, trak hende ned og vi væltede begge ned på brostenene. Barnet begyndte straks at græde.
For fanden kvinde, er du idiot? råbte jeg. Ethvert spor af alkohol var væk.
Hvad rager det dig? Hvad blander du dig for? skreg hun tilbage og begyndte at græde.
På en eller anden måde syntes jeg bare, det var tidligt at dø for dig, nikkede mod barnet. Og for ham endnu mere. Kom så, hjem med dig til din mand eller din mor!
Jeg har ingen mand, intet hjem, ingen mor. Jeg har ingen, sagde hun stille.
Og nu sidder du også på min samvittighed, mumlede jeg, rejste hende op sammen med barnet. Kom.
Jeg skal ikke nogen steder med dig. Hvad hvis du er en eller anden tosse?
Nå, men at springe i åen, det er okay men at gå med en mand, dét er farligt? rystede jeg på hovedet og begyndte at gå. Kom nu!
***
Vi gik gennem de tomme gader, mens barnets gråd skar gennem natten. Til sidst kunne jeg ikke mere.
Hvorfor hyler han hele tiden?
Han er sulten, mumlede hun og trykkede barnet ind til sig.
Am ham da?
Jeg har hverken mælk eller penge.
Og forstand har du heller ikke meget af, sagde jeg og kiggede mig omkring. Der ligger et døgnåbent supermarked. Kom, vi skal have mælk.
***
Kassedamen og vagten kiggede mistroisk på os, men jeg tog fat i en kurv og nikkede til hende.
Kom, hvor har I mælken?
Derovre, pegede kassedamen.
Vi gik til køledisken.
Tag, hvad du skal bruge, beordrede jeg.
Den her, hun tog en lille karton.
Tag flere. Så mange, som der er brug for! sagde jeg utålmodigt. Hvad ellers?
Bleer.
Bleer? Hvad er det?
Der, hun smilede skævt.
Tag dem.
Må jeg også tage vådservietter?
Ja da.
Ved kassen rakte jeg mit kort frem.
Kun kontanter, sagde hun.
Jeg hev en sammenfoldet stabel 500-kronersedler frem. Gav en.
Ingen byttepenge, sagde hun.
Okay, så skal vi også have en chokolade, pegede jeg på disken.
***
Inde i lejligheden så hun sig forbløffet om. Jeg smed skoene, udsendte straks Sokrates’ mad en fed makrel fra køleskabet, så tog jeg et glas juice og drak det i én slurk. Bagefter pegede jeg rask rundt.
Du sover herinde i det værelse. Her er køkken, bad, toilet. Jeg går i seng.
Jeg gik mod soveværelset, men stansede i døren og vendte mig.
Hvad hedder du?
Frida.
Jeg hedder Oluf.
***
Så snart jeg var væk, listede hun ud i køkkenet, tændte gassen og satte vand over. For hulen, jeg var tæt på at springe ud. Hvis ikke den vanvittige havde været der Og hvad ville vi have gjort på gaden nu? Ruslan og jeg ville ha frosset ihjel. Han smider os sikkert ud i morgen. Men bare for en nat i varmen det er nok.
Da vandet kogte, lagde hun barnet på sengen, hev en lille beholder op fra rygsækken. Hun gik tilbage i køkkenet, gjorde flasken klar med varm mælk, blandet op af kartonen. Drengen drak ivrigt og faldt snart hen. Hun vaskede ham, gav ham en ren ble på. Da han sov, gik hun ud og vaskede sig, så ind i køkkenet igen. Sulten gnavede, så hun åbnede køleskabet, skar en skive spegepølse, fandt også et stykke brød og ost. Da hun var mæt, sank skyldfølelsen ind. Men hun trak på skulderen og lagde sig ved siden af sønnen på sengen faldt straks omkuld.
***
Morgenen efter havde hun flere gange været oppe for at made drengen. Han var otte måneder altid sulten. Hun hørte også, hvordan manden gik op om natten. Nu stod han allerede op igen.
Så er det slut det kan ikke vare ved, tænkte hun og gjorde sig klar i badeværelset, uden at vække barnet. Han var ved komfuret. Hun satte sig lydløst.
Sæt dig, sagde han, jeg laver røræg.
Det klarer jeg! sagde hun og skubbede ham væk. Snittede frisk dild, dryssede det over. Kiggede på glasene, vaskede dem grundigt, gjorde klar kaffe.
Hele tiden sad Oluf i telefonen, gav ordrer, skændtes med nogen, og det virkede ikke som om, han så hende. Da han havde spist og drukket sin kaffe, rejste han sig.
Hun stivnede: Nu smider han os ud.
Frida, hør efter. Jeg tager væk en uge nu. Det vigtigste er, at du fodrer katten, han hedder Sokrates. Du skal ikke give ham noget skod-tørfoder han vil kun have frisk fisk eller kød. Mit kontor holder du dig fra. I de andre rum gør du, hvad du vil.
Sønnen begyndte at græde inde fra værelset. Frida fór derind, kom hurtigt tilbage med ham på armen. Oluf lagde en stak 500-kronesedler på bordet.
Det burde række en uges tid, sagde han. Jeg smutter nu.
Han nåede døren men lille Ruslan rakte armene frem mod ham og sagde noget, der lød som far. Måske bildte jeg mig ind, men noget strammede om hjertet. Jeg ville aldrig selv blive far.
Frida, må jeg holde ham et øjeblik?
Selvfølgelig, sagde hun, og der gled et smil over hendes trætte ansigt. Aldrig haft en baby i armene?
Nej.
Her, sådan gør du
Barnet klukkede, viftede med de små hænder. Jeg så tryllebundet på den lille.
Jeg vil aldrig få min egen søn, tænkte jeg bittert og rakte barnet tilbage.
Jeg gik.
***
På hjemrejsen tænkte jeg kun på, hvad lægen i København havde sagt at jeg aldrig nogensinde ville kunne få børn. Humøret var i bund.
Hvorfor har jeg så mange penge, en fireværelses lejlighed, en stor Volvo? Penge er til for familien. Mit hjem er som en svinesti, kaos over det hele. Volvoen har syv sæder, hvoraf seks altid er tomme.
Trædte ind og lejligheden var klinisk ren. Frida kiggede undskyldende. Bag hende strakte lille Ruslan armene frem.
Far, far! lød det i mine ører og tasken faldt ud af hænderne på mig. Jeg kunne ikke andet end løbe hen og tage barnet op.
Den nat lærte jeg, at penge og succes aldrig kan gøre op for varme, nogen at betyde noget for og at nogen engang bare havde brug for en, der ikke vendte ryggen til.
