Den røde sløjfe

Det røde bånd

Marie står ved komfuret og stirrer på gryden, hvor dampen langsomt stiger op fra den kogende fuldkornsris. Ikke den slags ris, man ser i madmagasiner, men den, man kan købe i Netto for seksten kroner pakken, småkornet og lidt bitter. Hun rører rundt i gryden, lægger låget på og læner sig med ryggen mod det gamle køleskab. Gramen brummer velkendt, som for at nikke til hendes bevægelse.

Udenfor vinduet strækker Vangevej sig. Rækkehuse, birketræer hvis fnug hvert forår blæser ind gennem vinduet, blomsterbutikken på hjørnet. Marie har boet her i tolv år, og gaden er blevet hendes egen som den hårde hud på hælen, som det at vide, at tredje trin på opgangen knirker.

Jens træder ind i køkkenet uden varsel, som han altid gør. Han kan det der med at komme ind. Høj, bredskuldret, i en lysegrå skjorte, som Marie aldrig har set før. Det opdager hun først efter et par sekunder; i første øjeblik hæfter hun sig bare ved duften. Let, blomstret, med en sød bund ikke hendes, ikke deodorant, ikke læderet fra førersædet i hans bil.

Hvordan går det, min lille vikinge? spørger Jens og kigger ned i gryden med et skuldertræk. Igen ris og rugbrød?

Fuldkornsris, siger Marie. Med løg.

Med løg? Det er da næsten luksus, siger han og klapper hende på skulderen. Hæng på. Snart har vi det hele tilbage. Birkelunden løber ikke nogen steder, bare vent.

Hun nikker, med det der nik, andre tager for et ja, men jo er ren udmattelse. Hovedet snurrer igen for tredje dag i træk, svagt som om nogen har vippet rummet en anelse. Hun ved godt, det er kostens skyld. Men hun siger ikke noget.

Har du fået noget at spise i dag? spørger hun.

Frokost med kolleger. Det var fint.

Han finder et krus, tapper vand fra hanen, drikker stående, stiller det i vasken og forsvinder ind i stuen. Marie ser efter kruset. Så slukker hun for blusset og begynder at lægge ris op.

På tre år med benhård økonomi har hun vænnet sig til meget. At købe billig kefir i stedet for hytteost, at lappe sin gamle vinterjakke på venstre ærme, at det er mere end et år siden, hun sidst var til frisør. Håret klipper hun selv ude på badeværelset, uden at se for grundigt. Nogle gange går det an. Andre gange ikke.

Tre år siden viste Jens hende billederne. Et lille hus i Birkelunden, fyrre minutters S-tog fra København. Muret, med kvist, æbletræer og en gammel brønd, nu kun en havedekoration. Grønne skodder for vinduet. En bænk under syrenbusken.

Se, sagde han dengang og lagde sin laptop på hendes skød. Kig.

Hun kiggede. Noget lunt bredte sig i brystet, ikke direkte glæde, men… muligheden. Hele livet havde hun boet i lejligheder, bag andres vægge, i andres luft. Og nu, på skærmen, var der æbletræer.

Det kræver tre års stram økonomi, sagde Jens praktisk. Jeg har regnet på det. Hvis vi sparer så og så meget hver måned og du skærer lidt ned på dine ting…

Hvor meget koster det?

Han sagde beløbet. Marie sagde ikke noget længe.

Det er mange penge.

Det er et hus, Marie. Vores hus. Have, luft, ro. Tror du måske, det er billigt?

Hun sagde ja. Ikke med det samme, men til sidst. De åbnede en fælles opsparing. Marie satte ind hver måned, halvdelen af hendes folkepension og det løse fra de små regnskabsopgaver, hun lavede for en lille virksomhed i byen. Jens sagde, han indbetalte tre gange så meget fra sin løn.

Marie troede ham.

Hun kunne tro på folk. En slags medfødt evne, siger nogen. Ikke fordi hun var naiv, men fordi det gør tingene lettere. At tvivle hele tiden er trættende.

Den første vinter gik forbi næsten legende let. Hun spiste enkelt, gik i nedslidt tøj, men det føltes som en leg lidt som barndommens kreative nøjsomhed. Hun eksperimenterede med grøntsagssupper, læste sparetips, blev glad hvis hun fandt noget godt på tilbud. Det var næsten sjovt.

Det andet år blev hårdere. Kroppen begyndte at protestere stille. Trætte ben, døsighed der ikke forsvandt efter søvn. Nogle gange opdagede hun, at hun ikke vidste, hvor bussen kørte hen bare sad og stirrede uden at tænke på noget. Til lægen gik hun ikke. Det havde hun ikke råd til, og køen på lægehuset var uoverkommelig.

Jeg burde få taget nogle blodprøver, sagde hun til Jens en dag.

Privatklinik?

Bare så jeg kan springe køen over.

Marie, det er nu vi har brug for hver eneste tusinde kroner. Kan du ikke prøve hos lægen?

Hun gik. Ventede, fik prøver. Resultat: jernmangel og lavt blodprocent. Lægen anbefalede mere rødt kød, flere vitaminer.

Marie købte de billigste vitaminer på apoteket. Rødt kød var ikke indenfor budget.

Tredje år holdt hun op med at veje sig. Spejlet i badeværelset fortalte, hvad hun behøvede at vide. Ansigtet blev skarpere, huden gulnet under øjnene, håret mat. Hun fandt en ok jakke i Kirkens Korshær-butikken, mørkeblå og næsten uden fejl, og begyndte at bruge den. Ekspedienten, en ældre dame med velplejede negle, sagde med et lille smil:

Godt køb. Den holder længe.

Det ved jeg, svarede Marie.

Ja, vi kender det alle sammen her, sagde ekspedienten og smilede uden glæde, men med forståelse.

Marie tog jakken og så sit spejlbillede i butiksruden på vejen hjem. Så gik hun videre.

Jens blev ved med at opmuntre hende. Det var han god til. Han kunne male en fremtid, så man troede, lykken ventede lige om hjørnet, hvis bare man holdt lidt endnu. Han sagde snart så ofte, at Marie til sidst hørte ordet som baggrundsstøj.

Du er sej, sagde han, når hun spiste det mest spartanske aftensmad. En rigtig viking. Jeg respekterer dig for det.

Hun smilede. Ægte, men uden glæde ansigtet vidste, hvad det skulle.

Indimellem talte hun med sin datter. Datteren boede i Aarhus med mand og børn, var optaget af sit og ringede sjældent. Marie klagede ikke; det var ikke noget, hun kunne.

Hvordan går det, mor?

Fint. Vi sparer op til huset.

Stadig det der spareri?

Snart i mål.

Det lyder godt.

Samtalen gled over på børnebørnene, vejret, praktiske ting. Marie lagde på og gik ud i køkkenet.

Den efterår, tredje år for dem, blev hendes næse skarpere. Marie forstod siden, at kroppen skruer op for sansen, når maden bliver sparsommelig som et dyr, der skal overleve. Hun opfattede dufte, hun før aldrig havde tænkt over.

Duften fra Jens skjorte for første gang i oktober. Præcis dér, i køkkenet, hvor hun rørte i risen. Bagefter slog hun det hen. Måske hængte den bare lidt fast som man kan, efter en bus.

I november mærkede hun det igen. Jens kom senere hjem end normalt, grinende, lyserød i kinderne, sagde han havde haft møde. Hun hjalp ham af med jakken duften sad igen. Blomster, sød og varm, ikke hendes, ikke maskulin aftershave, ikke deres hjem.

Træt? spurgte hun.

Tja. Tre timer møde. Det holder ikke, mumlede han og gik mod badeværelset.

Marie hang jakken op og stod et øjeblik. Så gik hun stille i gang med aftensmaden.

Hun var blevet god til at lade være med at tænke på det, hun ikke ville tænke på. Et talent. Skubbe frygten væk. Ikke fordi hun var bange for Jens, ikke pga. slagsmål, men for hvad hun så måtte gøre, hvis hun tænkte tanken ud.

Opsparingen voksede hver måned. Jens viste hende kontoudtoget, tallene blev flere langsomt, men de steg.

Ser du? sagde han og pegede på skærmen. Vi kan snart tage første skridt.

Hvad betyder det?

Forhandlingerne med Birkelunden. Finder ud af betingelserne, prutter om prisen. Der er ting at tage højde for.

Marie nikkede. Hun anede intet om forhandlinger, det var hans område i deres fællesskab. Han tog sig af tal, hun tog sig af spareriet. Sådan var det aftalt.

I december blev han oftere væk. Firmafester, forklarede han. December, alle kolleger samles, ellers er man udenfor. Marie forstod selvfølgelig gjorde hun det.

Men en dag i midten af december kom han hjem klokken et om natten fra sin “firmafest”. Han så ikke ud som én, der havde drukket otte timer med kolleger. Øjnene klare, rolig stemme, kroppen afslappet. Kinderne friske, ikke sprit-rosenrøde eller som om han bare havde haft en god aften.

Har du hygget dig? spurgte hun.

Sådan er arbejdet, sagde han godmodigt. Men i Birkelunden bliver der ro. Ingen firmafester.

Han kyssede hende på tindingen og gik i seng. Marie sad længe i køkkenet. Gramen brummede. Udenfor faldt sneen.

I januar finder hun kvitteringen.

Det sker tilfældigt, som vigtige ting jo gør. Hun skulle rense jakkesættet, det mørkeblå han havde på til nytår. Sættet lå hen over stolen. Marie griber børsten, så tjekker hun lommerne. En vane.

I venstre lomme ligger et lille hvidt rektangel.

Hun tager det op. Læser.

Restaurant Østers på Gammel Strand. Dato: 28. december. Beløb.

Marie stirrer på beløbet så længe, at hun dobbelttjekker numrene. Så sænker hun armen og ser ud ad vinduet. Nede på Vangevej trækker en kvinde sin hund. Hunden trækker i snoren, kvinden går langsomt.

Beløbet på kvitteringen svarer til deres madbudget for en hel måned. Hele budgettet. Det Marie strækker ud på korn, billige makaroner, billig te, billig olie vejet og sparsomt doseret for at få det til at holde.

Hun lægger kvitteringen tilbage i lommen. Hænger jakken på sin bøjle. Går ud i køkkenet.

Gramen brummer.

Marie hælder et glas vand op. Drikker, sætter glasset fra sig. Gentager.

Jens er på arbejde. Han møder klokken ni, hun arbejder hjemme. I dag er der ingen opgaver, hun er alene.

Hun tænker på, hvem der spiser i Østers på Gammel Strand mellem jul og nytår. Hun har aldrig været der. Har kun set reklamer på busstoppestederne: hvide duge og lysekrone. Man kan ikke spise billigt der.

Den 28. december sagde Jens, han skulle til klassekomsammen hos Thomas. Han kom hjem klokken ti, duftede ikke af vin, men af noget andet. Blomstret og sødt.

Marie drager ikke straks konklusioner. Hun kan godt holde tanker på afstand. Måske sad han alene. Måske et forretningsmøde. Måske.

Men da Jens kommer hjem, kigger hun anderledes på ham. Uden fjendtlighed, bare kiggende.

God dag? spørger han, mens han tager skoene af.

Helt stille. Har du spist?

Snuppede noget på arbejdet.

Jeg har varmet suppe.

Fint.

Han sætter sig, spiser suppe og surfer på sin telefon. Marie sidder fremfor med te og betragter ham. Hans ansigt viser ingen nervøsitet. Eller også skjuler han det godt.

Jens, spørger hun.

Ja?

Er det dyrt på Østers på Gammel Strand?

Han kigger op, kun et splitsekund.

Aner det ikke, har aldrig været der.

Nå, siger Marie. Så en reklame.

Han sænker hovedet igen. Marie drikker sin te.

Februar det år er kold og stille. Marie går i sin blå genbrugsjakke, fryser på hænderne, i bussen. Hovedet snurrer oftere. Hun booker tid hos lægen, venter, får at vide det samme: lavt jern, spis bedre, flere vitaminer.

Jeg tager vitaminer, siger Marie.

Hvilke?

Marie siger navnet. Lægen tier lidt.

De er meget simple. Kan bruges, men helst lidt bedre, hvis du har råd…

Det har jeg ikke.

Lægen insisterer ikke mere.

Jens er ekstra energisk i februar. Køber nyt tøj. Marie bemærker: et nyt bælte, sko af en slags hun ikke har set før. Brune, elegante, tydeligvis dyre.

Nye? spørger hun og kigger ned.

På tilbud. De gamle gik i stykker.

På tilbud, gentager hun tørt.

Ja. Jeg går da ikke i mærkevarebutikker.

Hun nikker.

I starten af marts ser hun en besked på hans telefon. Den lyser op på bordet, mens han er i bad. Marie sidder med en bog, som hun alligevel ikke læser.

Fra AutoGaarden.

Teksten når hun lige at læse: Din Cruz-City står klar til afhentning. Rød sløjfe efter ønske. Vi venter gerne på dig.

Marie sænker bogen.

Hun ved godt, hvad en Cruz-City er. Stor firehjulstrækker, set på gaden. Dyr bil. Ikke deres niveau. Ikke i nærheden.

Rød sløjfe forstår hun først senere samme nat, da Jens sover. Når man køber bil som gave, sætter de en kæmpestor rød sløjfe på. Præcis som reklamerne: Forær din udkårne en gave.

Marie ligger i sengen og stirrer i loftet. Rummet er mørkt. Jens ånder roligt. Ude i natten kører en bil forbi.

Hun tænker på ris med løg.

På vitaminer til 39 kroner pakken.

På genbrugsjakken.

På at hun sidst var hos frisøren i november forrige år.

På fællesopsparingen.

Så holder hun op med at tænke. Ligger bare og lytter til Jens vejrtrækning.

Næste dag ringer hun til banken om saldoen på fælleskontoen. Bliver oplyst.

Marie tier et sekund, takker for informationen og lægger på.

Beløbet er halveret fra, hvad det burde være, hvis hendes og Jens opsparingsmodel holdt.

Halvdelen tilbage. To års benhård sparekurs halvt udbytte.

Hun sidder ved køkkenbordet, kigger på den blomstrede voksdug. Et kaffeflekket mærke, hun i månedsvis har forsøgt at fjerne. Det går ikke væk. Bare en plet. Uden historie.

Marie! råber Jens fra stuen. Har du sat vand over til te?

Ja, svarer hun.

Rejser sig. Fylder kedlen. Sætter den på.

Benene er slappere i dag end ellers.

Hun begynder først at følge efter ham senere. Ordet skygge føles slemt, men en torsdag, hvor han siger, han tager ud med forretningsforbindelser, går hun hjemmefra en halv time efter ham. Bare en spadseretur. Bare sådan.

Hans gamle bil står ikke ved kontoret. Ikke ved restauranten. Den holder ved indkøbscenteret på Roskildevej. Marie ser den på sin vej, standser, går ind.

Hun finder ham ved guldsmeden på første sal. Han står og snakker med en kvinde på hendes alder. Lyst, opsat hår, beiger farvet uldfrakke. De står tæt på hinanden med den fortrolighed, folk med fælles fortid har.

Marie nærmer sig ikke. Hun gemmer sig og ser.

Jens siger noget, kvinden griner. Ekspedienten tager noget ud af montren, lægger på fløjl. Et smykke kæde eller armbånd. Jens nikker, betaler med kort.

Kvinden tager imod posen, tager frakken på. De følges ud.

Marie bliver stående.

Rundt omkring er der liv. Folk trækker børn gennem butikker, taler i telefon, gullige pærer og dufte af grillmad.

Hun står. Så går hun langsomt ud.

Udenfor finder hun en bænk. Det er marts, jorden fugtig, men bænken tør. Hun ser op på vejen. Biler, mennesker, pytter.

Hun græder ikke. Hun føler noget tæt og stille indeni, som jord under sne. Ikke tomt og ikke ondt bare tæt og stille.

Hun rejser sig og går hjem.

De næste dage er hun sig selv. Koger suppe. Går på arbejde. Ser tv. Jens er som han plejer: munter, lidt fjern, omtaler ofte Birkelunden. Snart, siger han, snart skal de se på hus.

Jeg tror, vi kan aftale afdragsbetaling, siger han en aften. Så behøver vi ikke spare alt op.

Afdrag? spørger Marie.

Ja, det er fleksibelt. Noget nu, noget senere.

Hvor meget har vi nu? spørger hun tilforladeligt.

Med de sidste overførsler står vi fint. Jeg må lige regne efter.

Tjek det.

Det gør jeg senere, siger han og skruer op for tvet.

Marie rejser sig og går ud.

Samme aften ringer hun til datteren.

Mor, er du ok? Din stemme lyder ikke glad.

Bare lidt træt.

I sparer stadig?

Ja.

Mor, skal I virkelig have det hus? Kan I ikke bare finde en god lejlighed i nærheden? Hvorfor det der Birkelunden?

Det er Jens, siger Marie.

Og dig?

Hun siger ingenting så: Jeg vil også gerne. Det er æbletræerne. Syrenen i haven.

Momor, siger datteren blødt, med den tone voksne børn bruger om fordrømmende mødre.

Det går, svarer Marie. Hvordan går det med jer?

Samtalen glider til hverdagen. Marie lægger på og sidder med telefonen i hånden. Tænker på æbletræer. Om de nogensinde var virkelige. Om der fandtes syren. Måske var det bare et billede, Jens havde fundet, fordi han vidste, hun elskede syrener.

Tre dage efter ringer Marie til AutoGaarden.

Jeg interesserer mig for en ny Cruz-City, siger hun.

Meget fin model, svarer kvinden i røret. Vi havde faktisk lige en forbi. Mand, der købte som gave til sin kæreste stor rød sløjfe, meget sødt!

Gave, gentager Marie.

Præcis, med bånd og det hele. Alt i orden.

Tak, siger Marie og lægger på.

Hun sætter vand over til te og lytter, mens den koger.

Indeni er det samme: tæt og stille.

Hun åbner sin computer og logger ind på fælleskontoen. Kigger på posteringerne. Hendes overførsler hver måned, punktligt. Jens overførsler sjældnere, mindre end lovet.

Udbetalingerne er regelmæssige. Ikke alle kan forklares, ikke små beløb.

Marie tager sin notesbog, hvor hun minutiøst har ført regnskab. Starter en ny side, regner op time efter time, mens Gramen brummer og mørket falder på.

Når hun er færdig, lukker hun bogen, tager et glas vand.

Billedet står klart. Tre år har hun sparet op, måned for måned. Tre år på billig mad, brugte frakker, udskudt lægebesøg, hjemme-klippet hår. Tre år med at gøre sig selv mindre, tyndere, tavsere for at passe budgettet.

Og pengene forsvandt. Langsomt men sikkert. Ikke alt men nok. Og der ved guldsmeden stod kvinden i beige frakke, og Jens betalte afslappet med kortet, som dét havde han gjort før.

Og i AutoGaarden var der et rødt bånd.

Og ved Østers på Gammel Strand en kvittering på hele deres madbudget for en måned.

Og skjorten duftede af dyr parfume.

Marie lukker computeren og går ind i stuen. Jens sidder i lænestolen, ser nyheder.

Er du sulten? spørger hun.

Nej, klokken er mange.

Ok.

Hun går i seng. Jens kommer senere, lægger sig, falder hurtigt i søvn.

Marie ligger længe. Hun tænker ikke på ham eller Birkelunden. Hun tænker på sig selv. På hvornår hun sidst tænkte på, hvad hun selv havde brug for ikke nødvendige ting, men små glæder.

God kaffe. Hun har altid elsket kaffe. Rigtig, malet, stærk. Anderthalvt år nu med posekaffe 7 grams breve.

En bid blåskimmelost. Sidst for fem år siden. Hun elskede den med brød og vindruer, som lille fest.

Østers fik hun kun én gang, som ung på Bornholm tænkte på dem hele natten efter, hvor udsøgt det var.

Marie vender sig mod væggen.

Hun træffer ikke beslutningen den nat. Den modnes, langsomt, som brød i ovnen. Om morgenen, da hun står op, er den der allerede. Klar og rolig.

De næste dage kører hun rutinen. Laver mad, arbejder, taler med Jens. Han bemærker intet. Eller lader som ingenting.

En torsdag følger hun ham hele vejen. Ikke for at tjekke, men for at se. For at gøre det virkeligt.

Hun ved, han ofte bliver længe om torsdagen. Hun tager den gamle grå frakke den forrige, ikke genbrug bussen, holder lav profil.

Han mødes med samme kvinde, lyse hår, korrekt frisure. Kaffe på hjørnet af Sølvgade, derefter videre. Marie går efter. Roligt, uden bæven.

De går en tur i Kongens Have. Der er næsten ingen andre. Hun står bag et træ og ser. Jens tager noget op af posen, kvinden åbner, de står tæt. Han kysser hende blidt.

Marie ser det.

Hun kigger på sine hænder, i de tynde, slidte handsker. Fingrene er rødblå af kulde.

Efter lidt tid vender hun om og går hjem.

I bussen stirrer hun ud på byen. Alt er vådt. Gaden, nuele træer, gule gadelygter, der tændes én efter én.

Hjemme går hun direkte ind, hiver en stor taske ud den hun ikke har brugt i årevis. Pakker sine ting. Ikke alt, kun det, der ubestrideligt er hendes: undertøj, to varme sweatre, papirer fra skuffen, sundhedskort, pensionsbevis og en ældre sparebog hendes egen, ikke fælleskontoen. Telefon, oplader, en bog.

Genbrugsjakken, den blå, hænger hun i entreen. Tager den gamle bordeaux jakke lidt stram, men pæn. Anderledes.

Så tager hun et papir. Skriver: Tak for kvitteringen fra Østers og det røde bånd. Håber, det smagte.

Hun tilføjer intet. Lægger brevet på køkkenbordet, ved kaffeflekket.

Tager tasken.

Kigger på Gram-køleskabet, der brummer tørt og ufølsomt.

Nå, siger hun lavt. Farvel.

Hun lukker døren bag sig, efterlader nøglen under måtten. Ikke aftalt, bare sådan.

Ude på Vangevej er hverdagsliv. Folk vender hjem. En hund trækker i snoren. Blomsterbutikken lyser på hjørnet.

Marie står stille et øjeblik. Så går hun.

Hun ved, hvor hun skal.

SuperBrugsen ligger to veje derfra Madmarked, hedder den. Hun passerer hver uge, går aldrig ind; det er dyrt: lækre varer i smukke opsatser, god belysning, perfekte frugter. Folk med penge handler der.

Marie går ind.

Inde dufter der af kaffe og nybagt brød. Musikken er behagelig, lyset mildt.

Marie tager en kurv. Tøver.

Så starter hun rundt.

Fiskeafdelingen. Hun finder den straks bakker med is, blank fisk. Tun ægte blåfinnet med smukt mønster. Hun beder om et stykke.

Den der.

Ekspedienten pakker ind. Ned i kurven.

Så: Østers. Seks stykker i bakke. Videre.

Ost. Hun leder. Finder blåskimmelosten, cremet og gråblå i kanten. Ned i kurven.

Brød. Rigtig brød mørkt, med kerner. Ikke toast, men ægte brød.

Kaffe hun står længe. Vælger malet, mørkeblå pose. Etiopisk. Smag af blåbær og mørk chokolade står der.

Ved kassen lægger hun sine ting, kigger. Tun, østers, ost, brød, kaffe. Kassedamen taster varerne ind:

Godt udvalg, lyder det uden at se op.

Tak, svarer Marie.

Prisen er pæn. Hun betaler med kortet, trukket fra sin egen, gamle opsparing.

Hun forlader butikken.

Hun er ikke klar til at tage hjem til datteren, ikke endnu. Der er en veninde, Birgitte, hun kunne ringe til men ikke nu. Marie tager på hotel, et billigt, rent sted i den anden ende af byen. Får et værelse.

Pakker madvarerne ud og stiller på det lille bord. Beder om en østerskniv i receptionen.

Kan du finde ud af det? spørger damen nysgerrigt.

Det går, svarer Marie.

Det gør det. Ikke elegant, men godt nok. Hun åbner første østers, ser den grå, glinsende, dufter af hav.

Marie spiser den.

Så nummer to.

Skærer tun, brød, lidt ost. Koger kaffe på værelsets lille maskine.

Hun spiser roligt. Uden hast. Udenfor lever byen, lyset blinker. Indenfor er der varmt og stille. Radioen spiller svagt.

Marie tænker ikke på Jens, ikke på Birkelunden, ikke på i morgen.

Hun tænker på, at østers smager som dengang i sin ungdom. Tunen er blød og kraftig, ost og brød som hun husker det. At kaffen virkelig dufter af blåbær ikke reklamefloskler.

Hun ved, at dét, lige nu, er hende.

Ikke en viking, ikke én, der nøjes, ikke længere den, der udholder. Men den, der forstår forskellen på rigtig mad og billigt fyld, der kan sidde i ro og spise god mad, alene, og være til stede.

Hun drikker sin kaffe i små slurke. Byen summer udenfor.

Goddag da, siger Marie lavt til sig selv.

Og hælder mere kaffe op.

Hun ved ikke, hvad morgendagen bringer. Hvor hun skal bo næste uge. Om hun skal snakke med Jens. Hun ved ikke, om der nogensinde bliver et ægte hus med æbletræer, ikke bare et, nogen har vist hende. Ved ikke, om hun ringer til datteren nu eller venter. Ved ikke, om det bliver svært i morgen på en ny måde.

Alt det ved hun ikke.

Men lige nu, i et fremmed hotelværelse, med en tom bakke østers og et glas kaffe, ved hun dette: Det er hende. Hendes smag. Hendes aften.

Og det betyder noget.

Hun tager den sidste bid ost, lægger den på brød, og bider af.

Udenfor tænder lygten. En, så endnu én, til hele rækken brænder på én gang, som om nogen fandt den rigtige kontakt.

Marie ser på lyset og tygger sin mad. Hun siger ikke mere, ikke højt, ikke til sig selv. Sidder bare. Spiser bare. Er der bare.

Det er nok, indtil videre.

***

Om morgenen vågner hun før vækkeuret. Ligger et øjeblik, ser på det fremmede loft hvidt, med en lille skjold ved gardinet. Fremmed, men ikke tungt.

Hun står op, vasker sig, redder håret. Kigger i spejlet. Ansigtet træt, lidt skarpere end ønsket, med mørke rande. Men alligevel anderledes.

Marie ser ikke længe. Pakker, tager tasken. Skal ringe til Birgitte, tale med datteren, finde et sted at bo. Der er mange ting at tage fat på.

Men først går hun ned i hotellets kaffebar. Bestiller morgenmad: æg, toast, kaffe. Rigtig kaffe.

Den serveres i et lille glas, hun holder om begge hænder sådan som man holder det, der varmer helt ind.

Ved nabobordet sidder en ældre kvinde og læser. Uvidende om alt for andre, fordybet i sin bog. Ind imellem tager hun en slurk kaffe.

Marie ser på hende og tænker, at kvinder, der læser alene til morgenmad, ikke ser ensomme, men optaget. Der er forskel.

Æggene ankommer varme, med lidt purløg. Marie spiser roligt.

Tjekker så sin telefon.

Skriver til Birgitte: Kan jeg kigge forbi i dag? Skal fortælle dig lidt.

Birgitte svarer straks: Selvfølgelig. Jeg sætter vand over.

Marie pakker telefonen væk. Drikker op.

Tager jakken, den bordeaux. Griber tasken.

Går ud i byen.

Der dufter nu lidt af forår. Ikke helt, men næsten. Noget vådt, noget nyt. Under asfalten vågner jorden.

Marie står lidt løfter kraven, går til bussen.

Tænker ikke på noget særligt. Benene føles stærkere i dag, hovedet står stille.

En kvinde med barnevogn passerer. En krage sidder og ser alt ned som nogen, der har vurderet det hele.

Marie smiler for sig selv, ikke stort, men et lille hjørnesmil.

Bussen kommer, hun finder en vinduesplads. Byen passerer forbi: huse, butikker, nøgne træer, reklameskilte. I efteråret så hun aldrig ud. Var altid i hovedet, i bekymringerne, optaget af planer viste sig nu, var andres planer.

Byen levede. Uden hende. Det kan nås endnu.

Ved krydset holder bussen for rødt. Ved siden af sidder en kvinde og synger lavmælt til radioen, ligeglad.

Marie ser.

Grønt lys. Bil og bus triller.

Marie læner sig tilbage. Telefonen tavs. Ingen skriver eller ringer. Jens er måske først lige kommet hjem, eller tror ikke noget endnu. Eller ved det og tænker, eller ikke.

Marie har sit eget.

Hun skal til Birgitte, hvor der er te og snak og så videre bagefter. Det bliver bøvlet, det ved hun. Ingen guldlykke venter. Der bliver usikkerhed, træthed, lidt frygt og svar, man aldrig får.

Men der kommer også andet.

Kaffe, der dufter af blåbær.

Østers med duft af hav.

Et spejl, man igen kan se i, uden at føle, det er en fremmed.

Det er ikke meget, men det er ikke intet.

Bussen kører. Byen er grå og levende. Marie ser ud og tænker, at æbletræer findes de rigtige. Syren findes. Og huse med veranda og bænk.

Men ikke som gaver dem finder man selv.

Engang.

Ikke i dag. I dag er der bus, marts, der dufter måske snart af forår.

Det er nok i dag.

Og det er, når alt kommer til alt, ikke så lidt.

Rating
Mirabile dictu
Den røde sløjfe