Vi har boet sammen i fyrre år under samme tag, og nu, i en alder af treogtres, beslutter du dig pludselig for at vende op og ned på tilværelsen?
Anna sad i sin yndlingslænestol og stirrede ud ad vinduet, mens hun forsøgte at fortrænge dagens begivenheder. For bare et par timer siden gik hun rundt i køkkenet og lavede aftensmad, spændt på at Erik skulle komme hjem fra fisketur. Han kom hjem, men ikke med fisk derimod med det, han længe havde haft på hjerte, men aldrig fået sagt.
Jeg vil gerne skilles og håber, du kan forstå det, sagde Erik pludseligt og undgik hendes blik. Børnene er voksne, og de forstår det nok. Børnebørnene bekymrer sig ikke, og vi kan afslutte alt uden drama.
Vi har delt hjem så mange år, og nu i treogtres års alder vil du ændre alt? Anna fatter ikke. Jeg har da ret til at vide, hvad der skal ske nu.
Du bliver boende i lejligheden i København, jeg flytter ud i sommerhuset ved Roskilde Fjord, Erik havde åbenbart besluttet sig. Der er ikke noget vi skal dele, og til sidst får døtrene alligevel alt.
Hvad hedder hun? spurgte Anna opgivende.
Eriks kinder blussede, han begyndte at rode nervøst med tingene og lod som om han ikke havde hørt spørgsmålet. Efter hans reaktion var Anna ikke i tvivl om, at der var en anden kvinde i hans liv. I sin ungdom havde sådanne problemer virket utænkelige, og nu på sine ældre dage skulle hun altså ende alene, mens manden gik til en anden.
Det kan jo være, at det hele løser sig endnu, prøvede døtrene Liv og Sidsel at trøste Anna. Lad nu være med at bekymre dig så meget om far.
Der kommer ikke til at ske noget, sukkede Anna. Der er ikke nogen grund til at ændre mere jeg vil blive boende og glæde mig over jeres lykke.
Liv og Sidsel tog til sommerhuset for at tale alvorligt med deres far, og da de kom hjem var de tydeligt berørte, men de lod være med at fortælle Anna sandheden med det samme. I stedet begyndte de at snakke mere om, at det måske var meget godt at bo alene og slippe for at tage sig af andre hele tiden. Anna forstod, men spurgte ikke videre hun forsøgte bare at fortsætte sit liv. Hvilket ikke var nemt, for hele familien og vennekredsen blev ved med at spørge ind til situationen.
Utroligt, at man kan være så længe sammen, og så ender manden med en ny på gamle dage, sagde nabokonen Kirsten mindre taktfuldt. Er hun yngre end dig eller bare mere velhavende?
Anna havde undertiden intet at svare, men hun tænkte selv mere og mere på kvinden, der havde taget hendes plads, og hun fik lyst til at se hende. Hun tog derfor ud til sommerhuset, under påskud af at hente nogle syltede agurker fra sommeren uden at give besked, så hun kunne risikere at møde rivalinden, og det skete netop.
Erik, du har da aldrig sagt, at din ekskone ville komme og besøge os, lød der utilfredst fra en opstyltet kvinde med alt for kraftig makeup. Jeg troede, I havde afgjort alt, hun har ikke noget at gøre her.
Er det virkelig hende, du bytter mig for? spurgte Anna og betragtede den selvsikre dame.
Skal du bare stå der og lade hende svine mig til? hvæsede kvinden. Jeg er kun et par år yngre end jer, men jeg ser da langt bedre ud!
Hvis hun i den alder tror, at overdreven sminke og pangfarver er så vigtigt, sagde Anna, mens hun forsøgte at fange Eriks forlegne blik.
Hele vejen til busstoppet kunne hun høre den kulørte Barbie skrige i baggrunden, og Anna måtte bide sig i læben for ikke at bryde ud i gråd. Først hjemme tillod hun sig selv at græde og ringede derefter til sin søster, Birthe, for at invitere hende over.
Nu må du tage dig sammen, sagde Birthe mens hun bryggede myntete. Den nye kone er jo ikke smuk, og hun virker heller ikke videre kvik.
Måske har hun alligevel ret, måske ligner jeg bare en gammel kone nu, tvivlede Anna.
Du ser da flot ud for din alder, sagde Birthe oprigtigt. Jeg synes, det er en stor fejl at rende rundt i leopardbukser eller miniskørt som pensionist. En kvinde er smuk i alle aldre, hvis hun klæder sig anstændigt og bærer sig med værdighed.
Anna så sig selv i spejlet og måtte give sin søster ret. Hun var bestemt i god form og havde ikke de store helbredsmæssige problemer. Hun klædte sig pænt, og døtrene gav hende jævnligt gode cremer. Anna havde aldrig haft anstrøg af bramfrihed og ville under ingen omstændigheder ligne den papegøje, hun lige havde set hos Erik.
Men det er faktisk fint, fortsatte Birthe. Nu er du jo fri kvinde og kan gøre hvad du vil. Døtrene klarer sig, og vi har masser af muligheder for at nyde livet og lade os kulturelt berige jeg vil ikke se dig gå i stå!
Birthe mente det alvorligt og begyndte at tage Anna med til teaterforestillinger, på café og til koncerter. Efterhånden fik de en lille vennegruppe af jævnaldrende. Der var endda en mand, som viste Anna interesse, men hun satte hurtigt grænser og sagde nej til private invitationsbesøg.
Jeg hører du går i teater og har nye venner skal du måske snart giftes igen? spurgte Erik, da de tilfældigt mødtes i Irma.
Hvilket ærinde har du her, er der ingen supermarked tættere på sommerhuset? Eller laver din nye kæreste ikke mad? spurgte Anna.
Jeg plejer altid at handle her, kan bare ikke ændre vaner sådan, når man er oppe i årene, mumlede Erik.
Anna gled af på emnet og sagde, hun havde travlt. Netop i det øjeblik brændte det for Erik at indhente hende og fortælle, hvor meget han fortrød skilsmissen. Han havde egentlig hele sit liv været knyttet til Anna og børnene, men blev fanget ind af livlige Helle. Hun havde blæst ham omkuld med sin energi.
I starten var livet med Helle spændende, senere gik det op for Erik, at hun ikke gad hverdagens pligter hun elskede sladre, fest og ballade mere end hjemlig hygge.
Efterhånden savnede Erik bare roen og genkendeligheden hos Anna, især efter mødet i Irma. Hun lavede ingen dramaer, ingen skænderier hun mødte alt med ro og værdighed. Det var netop det, han savnede: den tryghed og hjemlighed der kun var ved Anna.
Du har igen købt tørrede abrikoser, jeg bad om svesker og osten er ikke den rigtige, og du har glemt at købe majones, råbte Helle over indkøbsposerne. Hvor svært kan det være!
Maria plejede at handle, eller vi gjorde det sammen. Du skal ikke tro, jeg kan klare det hele alene, sagde Erik og gav op.
Nu må du holde op med at sammenligne mig med din eks. hvæsede Helle. Sig du fortryder, du fandt sammen med mig!
Erik fortrød virkelig, men vidste, at der ikke var noget at sige. Anna havde aldrig gjort ham det mindste fortræd, hun havde bare været sig selv, og nu sad han der og håbede at fortjenne hendes tilgivelse.
Men han vidste, at Anna aldrig ville stole på ham igen, aldrig invitere ham tilbage. Flere gange var han ved at ringe, og efter et heftigt skænderi tog han sig endda sammen til at gå hen til den lejlighed, der engang var hans.
Skal du hente dine ting? spurgte Anna og lod ham ikke komme længere ind end til døren.
Jeg vil bare gerne snakke, har du tid? Erik stammede og duftede den hjemmelavede blommetærte, han elskede fra forgangen tid.
Jeg har ingen tid, ikke mulighed og ingen lyst, svarede hun roligt. Tag hvad du skal, jeg får snart besøg.
Erik var ikke rigtig kommet for at hente noget han havde så meget han ville sige, men ordene kom ikke. Han tog hjem til sommerhuset og lavede sin egen aftensmad, for Helle drønede atter rundt i landsbyen. Da hun kom hjem, glade og lidt for munter, blev Erik omsider sikker: han måtte give hende tid til at pakke sine ting.
Efter at Helle havde skreget, overvejede han at ringe til Anna og fortælle. Han lod det dog ligge og blev mere rolig. Erik kendte sin eks alt for godt til at tro på tilgivelse eller glemsel.
Måske, engang i fremtiden, kunne der blive tid til at dukke op med undskyldning, og de kunne få en snak. Erik havde brug for det, ellers var der ingen ro i ham. Han håbede for en stund på tilgivelse, men aldrig på at få familien igen. Anna kunne aldrig tilgive ham, det vidste han godt, da han begyndte affæren med Helle.
Nu havde han et liv i sommerhuset ved fjorden; Anna boede fortsat i lejligheden, med døtrene, børnebørnene og gode kulturoplevelser. Den gamle mand havde ikke længere nogen plads i den verden.
