Anden svigermor
En kvinde i rengøringskittel kiggede forsigtigt ind på kontoret til direktøren for den kosmetiske klinik, Nordlys Estetik. Hun hed Karen, og hun prøvede på ikke at tale for højt cheferne havde let til irritation på en tirsdag som denne.
Jeg hørte, I har en ledig stilling som assistentmassør
Thomas Jørgensen løftede blikket fra bunken af papirer med øjne stramme som gummibånd. Han havde netop fået at vide, at vigtige forhandlinger med investorer var gået i vasken, og hovedpinen var ikke blevet mindre.
Mener du, at du med en moppe og det hele har tænkt dig at give vores klienter massage?
Altså jeg har faktisk taget onlinekurser. Og jeg har skrevet et CV svarede Karen og rakte ham et lettere snusket stykke papir, der havde hygget sig længe i hendes lomme.
I samme sekund trådte Thomas vicechef, Lars Pedersen, ind ad døren. Thomas masserede sine tindinger og hævede stemmen:
Lars, hvad pokker laver rengøringspersonalet i mit kontor igen? Få hende smidt ud! Hun tror, hun er den næste store massør. Ud med hende! Og fortæl resten af personalet, at det her ikke er et fælleshus!
Thomas rev CVet i stumper og smed det ned foran Karen.
Karen bed sig i læben og bøjede sig ned for at samle de sørgelige papirstumper op. Tårerne prikkede bag øjenlågene. Lars tog hende skånselsløst under armen, slæbte hende forbi receptionen og hen i det lille rengøringsrum ved brandtrappen.
Dér, på kanten af et gammelt sandkar fra dengang, man stadig troede på ild, satte Karen sig og begyndte for alvor at græde.
Hun havde ikke arbejdet længe hos Nordlys Estetik. Gulvvasker havde aldrig været drømmejobbet, men lønnen var pænere end på andre klinikker. Og Thomas Jørgensen var ellers kendt som en respekteret mand, som nærmest havde bygget klinikken op fra bar bund.
Det passede faktisk meget godt. Thomas var vokset op på et børnehjem i Esbjerg. Aldrig mødt sin mor, aldrig set sin far. Hele sit voksenliv havde han forgæves forsøgt at finde sine forældre, men han havde dog opnået at blive kirurg, dernæst specialist i kosmetisk medicin. Kolleger fra hele Danmark, ja selv berømte københavnerinder kom for hans dyre behandlinger. Han satte priserne op én gang om året og levede derefter livet, som han ville.
Netop derfor havde Karen vovet at nærme sig ham, efter at have hørt om den ledige stilling. Hun drømte om at blive massør. Havde læst alle de bøger, hun kunne finde, taget et voksenkursus i anatomi betalt af sig selv. Men uden eksamensbevis var det umuligt at arbejde inden for faget. Hun sparede sammen til at tage den rigtige uddannelse, men hendes mand forsvandt med pengene og efterlod hende og deres lille datter, Mette, med kun et par hundrede kroner på kontoen.
Det viste sig, at Martin havde en lang stribe smådomme bag sig det var ikke kun kærestebrevet, der var fup. Skilsmissen trak ud, da han aldrig mødte op i retten. For Mettes skyld holdt Karen hovedet højt, men det var dér, sliddet for alvor begyndte.
Det var ikke let at få arbejde som alenemor. Hun delte en toværelses med sin mor, Inge-Lise, der på daværende tidspunkt netop var gået på pension. Inge-Lise var evig optimist tidligere gymnast, viljestærk og stædig. Hun tog sig af Mette, så Karen kunne få et job. De levede på Inge-Lises folkepension og det, Karen kunne tjene. Nogle måneder gik det, andre ikke.
Senere tog Karen et billigt kursus som massør. Beviset fra netop det kursus lå nu i de stykker papir, Thomas havde revet itu.
Hun tørrede tårerne væk, rejste sig og fortsatte med at vaske gulve. Personalet kiggede nedladende, men hjemme ventede heldigvis en god nyhed: Mette havde vundet en tegnekonkurrence i børnehaven. Karen prøvede altid at købe gode farver til Mette, som gik i forskole på kunstskolen det var hendes lille mirakel.
Men spanden med vand føltes tung som døden selv. Da Karen slæbte den ud, stod Peter Madsen viceværten, der aldrig gjorde sig fine fornemmelser parat til at bære den for hende. Peter smålo altid lidt hånligt over Thomas selvhøjtidelighed og påmindede folk om, at ingen nogensinde blev rige af at glemme, hvor de kom fra.
Peter havde altid været sød ved Karen: havde fodret hende af med hjemmebagte kanelsnegle, trøstet og opmuntret hende. Det var også på grund af Peter, Karen havde turdet skrive sit kiksede CV og gå ind til direktøren.
Da hun så ham, brast hun ud i gråd igen.
Shh, ikke græd, Karen. Selv Aarhus var ikke bygget på én dag, sagde han med sit lune smil.
Jeg skulle aldrig have prøvet, snøftede Karen. Nu er alt værre.
Thomas var selv sortsynet i dag. Prøv på en bedre dag, foreslog han forsigtigt.
De siger, jeg aldrig må prøve igen, sagde Karen trist. Jeg havde bare håbet, at man kunne løfte sig selv lidt op. Men han er jo lige så arrogant, som han er succesrig.
Peter trak på skuldrene. Karen lagde rengøringsgrejet og gik hjem, mens hun tænkte på, hvordan hun nu skulle få råd til bare det næste uge. Mette bad om en dyr dukke, men hvor hun skulle finde til det, anede Karen ikke.
Hjemme var alt anderledes end sædvanligt. Inge-Lise sad og prøvede at skjule sine tårer. Karen blev bange; hendes mor var stærk, havde overlevet det meste, så når hun græd, var noget virkelig galt.
Mor, hvad er der sket? spurgte Karen.
Åh, ikke noget, prøvede Inge-Lise at vifte det væk.
Mor, sig det nu! insisterede Karen.
Morens øjne fyldtes igen.
Jeg var til rutinetjek i dag gennem vores teater. Hele bagscenen og kostumefolkene. De fandt noget, der kræver operation. Ellers er der måske et år tilbage, højest. Ventelisten er lang, og vi har ikke råd til at blive undersøgt i København. Det koster, både rejsen og prøverne Nå, måske er min tid også bare kommet.
Nej, mor! Vi finder på noget! Karen røg op af stolen.
På din rengøringsløn og min folkepension? lo Inge-Lise tørt. Uanset hvor dygtig du er til at få tingene til at strække, kan man ikke sy bukser ud af et lommetørklæde.
Karen lå vågen hele natten og regnede på muligheder. Hun besluttede sig: hun måtte prøve at tale med Thomas igen, koste hvad det ville.
Men næste dag blev hun nægtet adgang til klinikken. Hun var fyret grundet besparelser. De udbetalte hende tre måneds løn naturligvis på mindstelønniveau og sendte hende ud i den københavnske regn.
Inden Karen gik, sørgede Peter lige for, at hun skrev hans mobilnummer ned. Hun skrev det nærmest i søvne og vidste slet ikke, hvad hun nu skulle.
Op med humøret det kunne aldrig blive værre. Karen sagde til sin mor, at hun selv havde sagt op. Så gik hun i gang med at trawle jobopslag. Alle uden uddannelse var vildt lavtlønnede. Pludselig dukkede der et job op som hjemmehjælper. Ingen krav om eksamen, bare man kunne lave mad, gøre rent og hjælpe en ældre kvinde.
Karen sukkede: “Helt ærligt, det er da ikke mere pinligt end at vaske toiletter.” Hun sendte sit CV. Der gik under en time, så blev hun ringet op. Jobbet gik via et bureau, og klienten var en velbeslået, men vanskelig, enlig kvinde.
Karen blev bedt om at tage lægepapirer og arbejdspapirer med til samtale. Snart sad hun overfor Vibeke, bureauets benhårde chef.
Jeg siger det fra start: hun er ikke nem. Der har været ni før dig ingen holdt særligt længe.
Karen bed tænderne sammen.
Navnet kender du måske: Edith Mortensen. Det er dog et kunstnernavn. Hun har skiftet navn flere gange. Tidligere stjernen på Aalborg Opera. Ikke nem men hendes penge lugter ikke.
Det gør mig ikke noget, sagde Karen forlegent. Jeg har ikke så meget at vælge imellem.
Hun kan ikke lide børn eller dyr, for den sags skyld. Hun går med rollator, vil bæres rundt i kørestol, hvis hun kan få nogen til det. Tre måneders prøve holder du ud, får du dobbelt løn og fast kontrakt.
Selv prøveperioden var mere, end Karen nogensinde havde tjent. Det var chancen for at redde sin mor, og hun tog imod den.
Allerede næste morgen startede hun. Edith boede i et kæmpestort, knirkende københavnerhus, og Karen følte sig helt malplaceret dér med sine slidte sko.
Hvad glor du efter, står du og kigger, om du kan stjæle noget? lød Ediths lyse, kradse stemme fra hendes elektriske kørestol. Hende selv var der ikke meget diva over længere: spinkel, grå, øjne som et par sylespidse nåle.
Godmorgen, fru Mortensen, mumlede Karen.
Højere! Må jeg bede om, og hold hænderne synlige. Vi har lige fået lagt nyt parket. Se at få de overtrækssko på!
Karen hoppede straks i de hvide overtræk, der nærmest lignede badehætter med elastik. Hun nåede knap at stille sig, før Edith råbte:
Så! Dansk the. Ikke den der grønne tis fra supermarkedet, du ligner én, der køber. Hovedet med, ikke sandt!
Karen krøb i køkkenet.
Ikke trampe! Ryst ikke huset fra hinanden. Jeg har nerverne udenpå!
Edith inspicerede teen i lyset som en kriminalassistent på giftafdelingen. Så pludselig væltede hun koppen ud over Karen.
Skyld dig selv. Du puffede til mig.
Karen tog en dyb indånding.
Kan jeg vaske teen af et sted?
Badeværelset for personalet ved bagdøren, sagde Edith og skulede. Forresten, vil du ikke svare?
På hvad? spurgte Karen roligt. Jeg regner med, at der er flere tricks i ærmet hos dig.
Hm. Ja, gå du bare, mumlede Edith. Tag et natdress i gæsteværelset. Smid dit eget til vask.
Sådan gik den første dag Edith morede sig med at sætte fælder og hakke på Karen. Karen sagde ikke noget, men fandt hurtigt ud af, at det var én lang test.
Sidst på dagen gav Karen hende et let massage, og Edith faldt i søvn som en baby. Dagen efter havde Karen så småt luret rutinene.
Efter frokost krævede Edith at blive gjort fin til besøg. Gæsten var en ven med dansetrin og sølvstriber i håret, der hed Ole. Karen lavede kaffe på maskine, stolt og forsigtigt, og Edith lod sig nøje.
Senere på aftenen spurgte Edith tøvende:
Hvad gjorde du i aftes? Sov som en sten.
Massage, sagde Karen lavt.
Uddannet?
Kun privat.
Fortsæt, nikkede Edith. Og sådan endte endnu én dag.
De tre måneder fløj. Karen havde ét fridag om ugen og så næsten ikke Mette, men nu kunne hendes mor hvile. Mormor Inge-Lise havde stadig kræfterne til mange år i nøjsomhed, men Karen nød sikkerheden.
Edith begyndte at tø op. Hun spurgte en dag:
Hvordan kan din familie være tilfreds med det her døgnvagt-liv?
Det er kun min mor og datter Men vi har ikke så meget at vælge imellem.
Hvor gammel er datteren? God til noget?
Hun er snart seks. Rigtig dygtig til at tegne, sagde Karen og huskede Vibekes advarsel.
Tag hende med. Vi vil gerne hilse.
Sådan blev Mette en slags fast rekvisit i Ediths store hus, hvor hun sad i hjørnet med blok og pastelkridt. En dag tegnede hun et portræt af Edith, der blev så vellignende, at Edith straks fik det indrammet og hængt op.
Langsomt begyndte de at nærme sig hinanden. Edith led af en kompleks ledsmerte, umulig at operere. Når hun havde det værst, masserede Karen til hendes hænder gjorde ondt. En nat lod Edith dem overnatte, Mette fik en gæsteseng, Karen faldt i søvn og drømte sig hjem.
Næste dag var Edith bedre. Karen fik lov at rydde op på hendes kontor, hvor hun fandt et gammelt gulnet fotoalbum. Hun tog det ind i stuen.
Må jeg kigge, fru Mortensen?
Tjah, der var engang, grinede Edith. Lad os se.
De satte sig omkring bordet. På første side var Ediths barndom, men pludselig udbrød Mette:
Se, dér er mormor! Vi har det billede hjemme!
Karen gispede. Det VAR faktisk en ung Inge-Lise.
Hvor har du det fra? hviskede Karen.
Edith kneb øjnene sammen.
Er DU Inge-Lises datter? Pokkers også. Har slet ikke tænkt over, hvem du ligner.
Men hvorfor har du et billede af hende? spurgte Karen.
Puha, vi var uadskillelige engang. Hun pjækkede fra gymnastik, jeg fra sang, vi dansede hele natten. Hun havde det hele jeg var bare sidevognen. Hun fik den flotteste træner, Iben! Det splittede os. Jeg giftede mig med ham i et kvart år, beholdt bare efternavnet Mortensen.
Karen kunne nu kun tænke på at få samlet de gamle veninder. Lejligheden bød sig snart.
Edith krævede dobbelt overnatning, og Mette skulle på udflugt. Karen måtte ringe efter sin mor der dukkede op i sit prikkede, gamle frakke.
Edith rullede ud i gangen:
Hvem er det? Jeg venter ingen.
Hej, Edith, sagde Inge-Lise køligt. Glæder mig ikke at se dig.
I lige måde. Du ser ikke for køn ud, ha! Edith tog ikke bladet fra munden.
Jeg har dog min datter og barnebarn. Hvem skal skifte dine bleer, nu hvor du fik så travlt med mændene?
Ak, du fik da aldrig andet end dit pigenavn med dig, grinede Edith.
Men så smilede Inge-Lise:
Åh, Edith… Du forstod aldrig rigtig mig. Jeg har altid været lidt stolt af dig alligevel. Kan du huske det opkald for fem år siden?
Edith blegnede.
Da du næsten lod dig narre af en gold-digger fra vores børneteater Du nær havde skrevet huset over på ham! Jeg advarede dig med forvrænget stemme.
Var DET dig? Edith rystede.
Jeg kunne aldrig få mig selv til at hade dig, hostede Inge-Lise. Jeg forstod, at dig og den slags kærlighed ikke er så lige til.
Du reddede mig, sagde Edith stille. Hyrede en privatdetektiv. Du havde ret.
Nå, men vi går nu. Mette gaber.
Vent! Hvor bor I nu?
Almennyttigt i Valby. Ikke ligefrem et palæ, men hjem.
I flytter ind her, besluttede Edith prompte. Der er plads nok, og jeg har altid drømt om at lave et rigtigt børneværelse til Mette. Ingen diskussion, vi har meget at tale om. To gamle damer skal ikke gå og surmule hver for sig. Desuden… mit tidsregnskab begynder at slippe op.
Inge-Lise sank tungt ned på bænken.
Otte måneder, måske.
Hvad? Er det kræft?
Nej, hjertet. Og sådan en operation koster mere end, vi kan skrabe sammen.
Det klarer vi, Edith afbrød. Jeg skylder dig. Og så kan du flytte ind i morgen. Chaufføren henter jer og tingene.
Den aften kunne Edith ikke falde i søvn. Hun spurgte Karen ind til morens sygdom, talte om gamle dage og brød endelig op i sin stivnede facade.
En uge senere var hele huset et kaos af tapetprøver, møbelkataloger og håndværkere Edith gik til flytning med manisk energi.
Om aftenen sad hun og Inge-Lise over te i stuen og fortalte historier fra deres ungdom. Da flytning og ommøblering var overstået, kom Edith med næste overraskelse:
Inge-Lise, nu har jeg vist læst dine papirer. Operation om to uger. Kirurgen er topklasse og et rart ung menneske flirt ikke for meget med ham.
Har du fået en offentlig plads til mig, mumlede Inge-Lise.
Glem det. Snart nok bliver det ikke. Jeg har betalt. Ikke noget at gøre det er en ordre. Karen passer på dig, og jeg på Mette. Desuden har din datters massage gjort underværker for mig.
To uger senere lå Inge-Lise på enestue på Ribe Privathospital. Kirurgen, Jens Vestergaard ung, håbefuld og lidt genert søn af en professor, men gået sin egen vej rådgav Karen med det samme:
Jeg ser sjældent så meget kærlighed i en familie. Din mor er heldig. Din mand vil være det samme.
Jeg har kun Mette, sagde Karen.
Jeg tvivler ikke, smilede Jens. Min egen gik fra mig, da danmarkskronerne blev færre end ventet. Du fortjener bedre end det.
Karen tog sig selv i at se på Jens med blødere øjne for hver dag. Han var ikke overdreven flot, men stærk, varm og forstående.
Inge-Lise kom sig hurtigt. Edith styrede huset, holdt øje med Mette som begyndte at kalde hende bedstemor og hyggede sig med at prøve at ligne en frygtløs matriark.
Men Edith blev svagere. Hun nægtede pleje, men lod Karen give hende massage om aftenen og sine varme hænder lindre, hvad piller ikke kunne.
En aften sagde Edith:
Du skal ikke arbejde for mig længere.
Vil du have en ny hjemmehjælper? Karen blev bange.
Nej, din skøre tøs! Jeg vil betale for, at du tager en rigtig massøruddannelse og du kan stadig gøre lidt nytte her, ha!
Det er sindssygt dyrt
Jeg er din fe-gudmor nu. Og desuden er det klog investering at have en dygtig massør i huset. Jeg betaler for hele uddannelsen, kursus, det hele.
Karen sagde ja. Edith blev reelt hele familiens mæcen, men Karen havde tænkt sig at gøre det værd.
Uddannelsen blev ledet af Troels Hansen, der hurtigt pegede Karen ud som klassens stjerne. Ved diplomet spurgte han:
Kender du Spa Vanilla?
Klart! Alle vil arbejde der, sagde Karen det bedste i Odense.
Det er min forretning. Jeg mangler en stærk og grundig massør med omsorg. Kommer du ombord? Jeg tror på dig.
Karen kom ombord og græd næsten af glæde.
Hun fortsatte med at lære. Troels betalte for hende som “stipendiat”. Snart havde Karen fast morgenholds-tjans, resten af tiden tilbragte hun sammen med mor og Edith, hentede Mette på kunstskolen.
Halvandet år senere havde hun selv stamkunder. Jens indlagde sine hjertetrætte patienter til hende til genoptræning i spaen.
Weekendernes højdepunkt var Mette, Karen og Jens i zoologisk have, eller Fyns Hoved, eller bare ude og fiske i silende regn. Alt i alt: mærkværdigt lykkelig.
Inge-Lise kom i arbejde igen, men Edith blev svagere og svagere, og massagen kunne kun tage toppen af smerten.
Jens spiste nu ofte med hos Edith (nu bare kaldt Bedste af alle under 12 år), og godkendelsen fra Edith kom med vanlig dansk lethed:
Du skal ikke gøre mine tøser kede af det, unge mand hvis du gør, melder jeg dig til Hjælp Jer Selv!
