Tomrum
– Du er blevet et tomrum, Gertrud. Forstår du det? Et tomt rum. Et sted uden noget.
Han sagde det monotont, næsten uden følelser, som hvis han læste indkøbslisten op. Han stod ved vinduet med ryggen til mig og kiggede ud i gården. Nedenfor luftede nogen en lille rødgravet gravhund, som ivrigt trak sin ejer mod en regnpyt.
Jeg, Gertrud Sørensen, sad i sofaen med en kold kop te mellem hænderne. Teen var for længst blevet kold, men jeg beholdt koppen alligevel. Jeg vidste ikke rigtig, hvor jeg ellers skulle gøre af hænderne.
– Hvad mener du? spurgte jeg til sidst.
Min stemme var stille, næsten ikke til stede.
– Præcis det, jeg siger. – Jesper vendte sig omsider om. Hans ansigt var træt, opgivende, sådan som man ser ud, når man skal forklare noget åbenlyst til nogen, der ikke forstår. Når jeg ser på dig, ser jeg… ingenting. Der er bare… tomhed. Du går rundt, laver mad, vasker tøj, sover. Du er som et møbel, Gertrud. Et ordentligt møbel, bevares, men stadig bare møbel.
Jeg satte koppen fra mig på bordet. Porcelænet gav et lille klir mod træet.
– Ti år, sagde jeg.
– Hvad ti år?
– Vi har boet sammen i ti år.
– Ja og? Han trak på skuldrene, krydsede stuen, satte sig i lænestolen overfor. Ti år er længe nok til at vide, at sådan her skal vi ikke leve mere. Jeg orker ikke flere dage uden indhold. Jeg vil… Han holdt en lille pause. Jeg vil mærke noget. Du får mig ikke til at mærke noget. Du inspirerer mig ikke. Det er som om, du slet ikke er her.
Et sted indeni mig begyndte noget sejt og stædigt at give efter, langsomt.
– Hvor skal jeg gå hen, Jesper?
– Det må du finde ud af. Han lagde benet over det andet. Lejligheden står i min mors navn, det ved du. Så juridisk set… du ved, du er ikke skrevet på nogen steder. Jeg har ikke travlt, men… Har du fundet noget om en uge?
– Ja, sagde jeg mekanisk. En uge er nok.
– Fint. Han samlede mobilen op fra sofabordet og begyndte at scrolle. Alt tydede på, at samtalen var forbi.
Jeg rejste mig, gik ind i soveværelset og lukkede døren bag mig. Lagde mig oven på tæppet og stirrede op i loftet. Loftet var hvidt med en lille brun plet oppe i hjørnet. Den havde jeg tænkt mig at male over for år tilbage, men aldrig fået gjort.
Inde fra stuen lød fjernsynet stilfærdigt. Jesper havde fundet noget at lave.
Jeg græd ikke. Lå bare og stirrede op i loftet. Indeni var der påfaldende stille, sådan som der er, lige efter et vindue går i stykker i et hus.
***
Ugen gik i et sløret, tykt tempo. Jesper kom næsten ikke hjem, og når han var hjemme, sagde vi ingenting til hinanden. Jeg pakkede mine ting, og det var sørgeligt let, fordi så meget reelt ikke var mit. Et par kjoler, vinterfrakken, en æske med gamle fotos fra “dengang”, nogle syblade, som jeg havde beholdt uden at åbne dem i årevis.
Jeg lod sybladene ligge. Gik tilbage og tog dem med alligevel.
Jeg ringede til min mors kusine, tante Annelise, som jeg ikke havde set siden min mors begravelse for syv år siden. Tante Annelise lyttede i telefonen, tav længe og sagde så:
– Gertrud, du kan bo her. Værelset er ikke stort, men der er plads. Du kan blive, til du finder noget.
Tante Annelise boede i Husum, helt oppe i København NV, hvor bussen gik én gang i timen og Netto lå som det eneste supermarked på tre gader. Jeg har aldrig brudt mig om det kvarter. Fem etagers betonbyggeri, skallede altaner, popler der dryssede hvidt fnug hver forår.
Jeg ankom en fredag aften med to tasker og kuffert.
– Hold da op hvor er du blevet lille, sagde tante Annelise, da hun åbnede. Hun var lav, tæt og havde et venligt ansigt med mange rynker og duftede lidt af kamfer og meget af hjemmelavet suppe. Kom indenfor, stå nu ikke derude. Skal du have noget at spise?
– Nej tak, tante Annelise.
– Jo, du skal, sagde hun bestemt og gik ud i køkkenet.
Værelset var lille, med en smal sovesofa, en gammel garderobe og vindue mod nabobygningens mur. Tapetet havde været blåt engang, var nu bare udvasket. I vindueskarmen stod tre potter med pelargonier i blodrøde nuancer.
Jeg stillede taskerne og satte mig. Fjedrene knirkede lidt.
– Vil du have te? råbte tante Annelise fra køkkenet.
– Ja, tak, svarede jeg.
Og dér, i det lille værelse med pelargonierne og det triste tapet, begyndte jeg at græde for første gang.
***
Så fulgte en lang, mat tid.
En tid hvor det om morgenen var meget svært at finde grunden til at stå op. Jeg vågnede omkring seks, lyttede til lydene gennem væggen, hvor tante Annelise satte vand over. Ude fra gaden lød tidvis bremser. Så gik jeg ud i køkkenet og drak te, kiggede ud på muren. Vennenligt, stilfærdigt.
Tante Annelise var klog. Hun spurgte ikke, gav ingen råd, sagde ikke det går over eller du finder en bedre. Hun lavede suppe, lod mig se fjernsyn og spurgte ind i mellem:
– Skal vi tage et spil banko i aften?
Vi spillede tit banko, sagte og næsten uden ord.
Jeg havde lidt penge stående, ikke meget. Jeg tømte min konto: 14.500 kroner. Det kunne slet ikke række langt i København, men hvis jeg passede på, kunne jeg klare mig i halvanden måned uden at bekymre mig. Jeg brugte intet ekstra.
Jeg beholdt mit job som bogholder i et lille entreprenørfirma, tre dage om ugen i den anden ende af byen. Jeg lavede regnskab og fik mine 9.700 kroner på konto til husleje for værelset, som Annelise nægtede at tage, indtil jeg til sidst lagde et konvolut med penge på køkkenbordet og forduftede uden at give hende mulighed for at returnere det.
De værste timer var aften. Jeg stirrede i loftet og tænkte på Jesper. Ti år ikke lidt; ti år med morgenkaffe, sygedage, fødselsdage, nytår, sommerhusture på Stevns, skænderier og forsoninger. Han så kun gråt og tomhed. Måske havde jeg også mistet gløden. Måske vi begge havde.
Nogle gange fandt jeg vores gamle beskeder på telefonen, bladede op, så billederne fra Bornholm, hvor vi grinede sammen. Nu kunne jeg ikke huske, hvad vi lo af.
De aftener lagde jeg mig tidligt og trak dynen helt op.
En aften kiggede Annelise ind.
– Gertrud, er du vågen?
– Ja.
– Jeg kan høre det. Pause. Er du sulten?
– Nej.
– Så lig bare lidt. Pause igen. Ved du, jeg smed også selv min mand ud. For mange år siden. Jeg troede, jeg ville dø af sorg. Det gjorde jeg ikke.
Hun smækkede døren. Jeg lå der i mørket og tænkte: Nu må du starte forfra, Gertrud. Næsten halvtreds og begynde igen. Som om det var så let.
***
Det var Annelise, der bad mig rydde ud på loftet. Det havde ikke været åbnet i årevis. Jeg sagde ja noget skulle jeg jo lave.
Deroppe fandt jeg gamle nummer af Femina, en ødelagt paraply, æsker med knapper, tomme parfumer og en stak falmede postkort til Mors Dag fra 60erne. I det bagerste hjørne lå noget tungt, svøbt i et gammelt lagen.
Jeg pakkede det ud.
Det var en gammel symaskine. Mørk metal, forgyldte ornamenter, lidt afskallede men smukke. Fortil stod der Husqvarna, sirlige typer.
– Tante Annelise! råbte jeg.
Hun kom stønnende op ad trappen med et viskestykke over skulderen.
– Gud, Husqvarnaen! Nu lød hun næsten glad. Min mors søsters maskine, faster Olive. Jeg troede helt, den var gået tabt. Den virkede, sidste jeg prøvede men det er mange år siden.
– Må jeg prøve den?
Hun så på mig, længe.
– Kan du stadig?
– Kunne engang.
– Tag du den endelig.
Jeg slæbte maskinen ind på værelset, satte den foran vinduet. Rengjorde den, fjernede sammenfiltret tråd der havde siddet ubevægelig i ti år. Fundet et par spoler, deres målebånd, sakse med lidt rust, sytråd og nåle.
Der var også olie, men gammel og stivnet. Jeg gik i byggemarkedet efter maskinolie, smurte, skrabede tandhjulene rene og begyndte forsigtigt at dreje. Først tungt, så gradvist let.
Jeg brugte flere timer. Fandt ud af undertråden, spolede, trådte pedalen.
Maskinen rullede i gang, syede et jævnt, metallisk staccato, og jeg mærkede pludselig, hvordan noget i hånden vågnede. Lidt smerte, men mest liv.
Jeg stoppede og så på stingene. De var fine, næsten perfekte.
Noget i baghovedet begyndte at røre på sig.
***
Jeg var atten igen, dengang jeg altid syede. Alt forvandledes i mine hænder: mors gamle kjoler blev til nederdele, stofrester fra tilbud blev bluser. I systuen overfor gymnasiet arbejdede fru Jørgensen, en ægte oldschool-syerske, og jeg besøgte hende, betragtede hende klippe, at aftegne mønstre, behandle kanter. Fru Jørgensen forklarede gladeligt hun kunne se, jeg ville dette.
Så kom universitetet, så Jesper, så bryllup og hverdagsliv. Maskinen jeg købte for min første løn solgte jeg, da vi flyttede sammen Jesper mente, den fyldte og var unødvendig. Naivt nok troede jeg, det andet var vigtigere.
Årene gik, og jeg glemte håndarbejdet. Så kjole i et vindue, tænkte den kunne jeg sy, men fik det aldrig gjort.
Nu sad jeg i et diminutivt værelse på Husqvarnaen og lyttede til den jævne summen.
Næste dag tog jeg til Toftegårdsmarkedet. Ikke centeret, men det gamle stoftorv, hvor man fik nervøs poplin og strækjersey for en slik.
Jeg gik blandt boderne, lod fingrene glide over stof. Linned, uld, viskose, blød bomuld. Ved én bod lå fire meter gråblå viscose i perfekt fald.
– Hvor meget koster det? spurgte jeg.
– 185 kroner for det hele.
– Jeg køber det.
Ekspedienten målte og pakkede.
– Hvad syr du?
– Kjole, svarede jeg, overrasket over min egen overbevisning.
***
Klipningen foregik på gulvet. Jeg fordelte stoffet, markerede, tegnede mønsteret op fra hukommelsen og gamle snitmønstre fundet i Annelises skab. Lige op og ned, med bælte, stående krave, trekvartærmer. Ikke noget fancy. Simpelt.
Tante Annelise kom ind, betragtede processen uden ord, satte bare en kop te på gulvet.
– Flot farve, sagde hun.
Det krævede mod at sætte saksen i stoffet, men jeg havde heldigvis fundet et par helt nye sakse i kommoden. Så snart jeg tog første snit, var frygten væk.
Jeg syede i tre aftener ikke fordi det trak ud, men fordi jeg nød processen. Efter bøgerne på kontoret hver dag, var det befriende. Alt blev gjort roligt og præcist: sidesømme, lynlås, krave, ærmer der drillede, indtil de lagde sig perfekt.
Når noget var besværligt, stoppede jeg. Tænkte det igennem. Pillede op og fik det bedre næste gang. Husqvarnaen summede, tankerne om Jesper forsvandt. Jeg tænkte kun på stoffet, stingene og processen.
Den tredje aften pressede jeg de sidste sømme, hang kjolen op og tog et skridt tilbage.
Det var en god kjole.
Simpel, gråblå, bløde linjer uden prætentioner. Bælte markerede taljen, kraven dækkede halsen akkurat.
Jeg prøvede den.
Stillede mig foran det store spejl på gangen det eneste store i lejligheden. Spejlet var gammelt, lidt mat i kanten, men ærligt.
Jeg betragtede mig selv længe. Fra spejlet så en kvinde på halvtreds tilbage, med mørkt hår sat op, rank ryg og et blik, hvor noget var begyndt at gnistre, usikkert men alligevel.
Kjolen sad virkelig godt.
– Gertrud! lød Annelise fra køkkenet. Kom og vis, hvordan det blev.
Jeg gik ud.
Tante Annelise vendte sig, betragtede mig og tav lidt.
– Nu ser du ud som dig selv igen, sagde hun til sidst.
Så vendte hun sig mod komfuret, hvor suppen kaldte, men jeg så smilet.
Tilbage i værelset satte jeg mig på sengen. Stoffet føltes blødt og let mod låret. Kjolen klemte ikke noget steds.
Det lille, indre stykke, der var bristet den første aften, rettede sig lidt ud.
***
Kjolen havde jeg på lørdag, da jeg gik ud.
Tante Annelise manglede piller fra apoteket. Jeg tog opskriften, min nye kjole og en lys jakke og gik.
Det var en skøn oktoberdag. Luften var tør, klar. Poplerne kun gulnede endnu.
Det var, som om min gang var ændret. Jeg så mere. En kat i et vindue, en gammel dame der strikkede på en bænk, et barn der trak en mor hen til en vandpyt.
Apoteket lå en gade væk. Ved siden af lå et nyt lille caféhjørne, “Kagehjørnet”. På ruden stod der: “Friskbagte boller og god kaffe”.
Jeg gik ind. Bestilte cappuccino og et kanelsnegl, bare fordi jeg havde lyst.
Caféen havde fem borde. I hjørnet sad en ældre dame, velklædt, med store smykker og gråt hår. Hendes telefon og kaffekop var stablet foran hende. Hun udstrålede ro.
Jeg satte mig ved vinduet.
Efter ti minutter henvendte hun sig pludselig.
– Undskyld mig.
Jeg kiggede op, hun smilede let.
– Jeg vil ikke forstyrre, men din kjole er virkelig smuk. Hvor har du købt den?
Jeg blev lidt forlegen.
– Jeg har syet den selv.
Hun lænede sig nærmere.
– Syet selv? Er du syerske?
– Nej, ikke professionelt. Jeg har bare altid kunnet lide at sy. Har lige genoptaget det.
– Snittet er fantastisk – Hun betragtede kjolen grundigt. Som om det er enkelt, men det hele sidder helt rigtigt. Jeg kender lidt til det arbejdede engang på Hovedstadsbutikken.
– Mange tak, sagde jeg, uden at vide hvad jeg ellers skulle sige.
– Ruth Madsen, præsenterede hun sig. Du må bare kalde mig Ruth.
– Gertrud.
– Gertrud, jeg har et måske underligt spørgsmål. Om tre uger fylder jeg 65 år. Jeg har ledt og ledt efter en kjole, der ikke skriger bedstemor men heller ikke konfirmand. Din er præcis den stemning, jeg leder efter. Kan du sy sådan en til mig?
Jeg så på hende. Ruth kiggede forventningsfuldt, ikke påtrængende.
Indeni flyttede noget sig.
– Ja, det kan jeg, svarede jeg.
***
Ruth kom to dage efter. Medbragte stolt sytten meter bordeaux crepe fra Stof2000. God kvalitet.
Jeg tog mål på værelset noterede alt i en lille blok. Vi drak te i køkkenet, jeg tegnede skitser, indtil hun fandt sin drømmekjole: let A-form, trekvartærme, V-udskæring, diskret.
– Det der. Den vil jeg have.
– Den er klar om to uger.
– Hvad koster det?
Det slog mig, at jeg ikke havde tænkt på betaling.
– Jeg ved det faktisk ikke.
– Så lad mig sige, hvad sådan et arbejde koster i et godt syatelier, sagde Ruth, og nævnte et beløb, jeg ville have knoklet to uger for som bogholder.
Jeg tænkte mig om.
– Det er en aftale.
Da Ruth var gået, kom tante Annelise ud af køkkenet.
– Hørte du, hva? Det er en fin pris.
– Ja…
– Du skal bare sy videre, Gertrud. Du gør det godt.
Jeg så på hende.
– Må jeg spørge dig om noget, tante Annelise? Hvorfor bød du mig ind vi kendte jo næsten ikke hinanden?
Hun tænkte sig om.
– Fordi du er Julies datter. Julie hjalp mig for mange år siden nu hjalp jeg dig. Man skal gøre op med sine gæld til livet.
Så gik hun ud i køkkenet igen.
Jeg gik hen til vinduet. Udenfor var muren, men nu så jeg et blåt graffiti-maleri, snoende blomster. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før.
***
At sy for Ruth var noget andet ansvaret fyldte mig, da jeg satte mig ved maskinen.
Jeg fik det første klip i stoffet til at føles som et kirurgisk snit. Men så tog jeg mod til mig og satte saksen. Syede kjolen på fem dage: præcise sømme, lynlås i hånden, skjult ombukning.
Ruth kom til prøvning. Allerede da hun så sig selv i spejlet, så jeg glæden.
– Det er jo en helt anden jeg, sagde hun tyst.
– Det er bare dig i en god kjole.
– Nej, det føles anderledes. Når noget er lavet specielt til én, føles det. Jeg står i den hér og får lyst til at rette ryggen.
Visse steder skulle justeres, og Ruth nævnte, at hendes veninde Ebba også søgte en særlig kjole. Om jeg ville tage opgaven?
– Selvfølgelig.
***
De næste to måneder var hektiske. Ikke dystre, men vilde på en forunderlig måde.
Ebba ville have et jakkesæt. Så ringede hendes grandniece og bestilte en bluse og nederdel. Så dukkede en ung kvinde op, naboens datter, med en ordre på en gallakjole. Jeg leverede. Hun postede et billede på Instagram: Har endelig fundet en ægte syerske. Tre nye kunder kontaktede mig.
Værelset blev for småt. Der var stof overalt, og Husqvarnaen kørte både sene og tidlige timer.
Tante Annelise klagede aldrig. En morgen sagde hun blot:
– Gertrud, du trænger til mere plads.
– Jeg ved det.
– Her kan du ikke blive.
Det havde jeg også indset. Jeg havde sparet nok op på to måneder til at overveje eget værksted. Ikke meget, men nok til lidt.
Jeg så på annoncer, besøgte et par steder. De første var mørke, fugtige. Men det tredje var et istandsat lokale i et gammelt købmandshus nær Nørrebro station. Store vinduer, højt til loftet, trægulve. Dyrt, men jeg regnede efter: lokale, professionel maskine, overlocker, klippebord det ville koste alt og mere til.
Jeg ringede til Ruth.
– Jeg må spørge dig om råd…
Hun lyttede, tænkte, og sagde:
– Tag det sted. Jeg låner dig pengene, uden renter betal tilbage, når du kan.
– Det kan jeg ikke…
– Gertrud, du gav mig den bedste kjole jeg har haft. Lad mig gøre noget til gengæld. Det er ikke almisser. Det er gensidighed.
Jeg sagde intet.
– Og desuden, sagde Ruth med et smil, jeg har allerede fire veninder på venteliste. Din butik må ikke gå i stå.
***
Værkstedet åbnede i begyndelsen af december.
Jeg flyttede Husqvarnaen den var nu mest et symbol. Jeg købte en industrisymaskine og moderne udstyr. Men Husqvarnaen stod på vinduet, hvor lyset rørte den hver morgen.
Der var sindsro i lokalet: klippebord, to arbejdspladser, reol med stoffer og tilbehør, et stort spejl. Jeg hang et par skitser op.
Tante Annelise kom forbi, gik rundt, mærkede på reolen, kiggede længe på spejlet.
– Godt, sagde hun.
– Tante, sagde jeg og rakte hende en konvolut jeg vil gerne give dig noget.
Hun protesterede straks.
– Tag det. Det er for værelset de måneder, jeg har boet. Jeg har regnet det ud.
– Det har jeg aldrig gjort…
– Men jeg har. Tag det.
Hun tog imod. Sagde efter lidt:
– Jeg skal have ny fryser, den gamle larmer som et damptog.
– Den skal vi købe, sagde jeg.
Vi gik sammen ud og fik købt fryser, og glæden over dette banale indkøb viste mig, at noget vigtigt var blevet sat på plads.
***
December bragte mange bestillinger. Nytårskjoler, jakkesæt til julefrokost, pæne skjorter. Jeg blev tit færdig sent, lyttede til symaskinen som en slags nattemusik.
I januar blev det roligere. Jeg ansatte en hjælper, Mie, ung og lærevillig. Hun kunne sy kanter og lægge op, men ikke klippe. Jeg lærte hende op og fandt en sær glæde ved det.
Bogholderjobbet sagde jeg op. Chefen blev skuffet, bad mig tage april med; det gjorde jeg.
I marts kom en kvinde ind, ukendt, ville tage syundervisning.
– Jeg er ikke lærer…
– Nej, men du kan. Ruth anbefalede dig.
– Så kom forbi. Vi ser på det.
Sådan begyndte mine kurser først en, så små hold. Det var noget helt andet, men det passede ind.
I foråret flyttede jeg ud fra Annelise. Fandt en lille etværelses lejlighed tæt på værkstedet: tredje sal, hvidt køkken. Alt var hvidt, intet var plettet. Jeg satte mine ting på plads, hængte gardiner op, syet selv.
Den første aften drak jeg te ved vinduet. Jeg kunne se over til en lille park med birketræer.
Min lejlighed. Lidt ukendt, men min.
***
Mødet med Jesper skete sidst i maj.
På vej hjem fra værkstedet gennem Fælledparken, aftenluften var varm, duftede af syrener, de første birkeløv glimter i solen. Tasken var tung af stofprøver til arbejde hjemme.
Han kom gående lige imod mig.
Jeg så ham straks han havde forandret sig, var mindre rank. Jakken hang slapt, hans skridt havde ikke den gamle selvtillid.
Han så mig. Vi standsede.
– Gertrud.
– Hej, Jesper.
Han betragtede mig. Der var noget uvant i hans øjne måske forvirring.
– Du ser godt ud.
– Tak.
Pause. Han lod hænderne glide ned i lommen.
– Hvor skal du hen?
– Hjem.
– Bor du her?
– Ja.
Stilhed. En barnevogn passerede.
– Gertrud Han stoppede op. Kan vi snakke? Bare lidt?
Jeg satte mig på en bænk. Han satte sig, så ned på sine hænder.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde.
– Bare sig det, sagde jeg. Ikke hårdt, bare nøgternt.
– Hun gik fra mig hende jeg For seks måneder siden. Sagde, jeg var kedelig, ambitionsløs. Ironisk, ikke?
– Jo.
– Jeg bor hos min mor. Det er elendigt. Firmaet er lukket. Alt er faldet fra hinanden. Jeg har tænkt meget. Om jeg begik en fejl. En stor fejl.
Jeg tav og lyttede.
– Jeg værdsatte dig ikke, da du var her. Du gjorde det hele let, alt fungerede. Jeg Jeg så dig ikke rigtigt. Sagde du var et tomt rum. Det var bare så urimeligt. Jeg tænker dagligt på det.
Jeg så på ham.
– Jesper, du kan ikke lastes for ikke at elske mere. Følelser slukkes.
Han nikkede.
– Men det var din måde at sige det på tomt rum, møbel, skrid ud. Det var hårdt. Ikke fordi du er et dårligt menneske, men hårdt.
– Det ved jeg godt.
– Men faktisk hjalp du mig også. Du skubbede mig ud. Jeg var bange, Jesper. Jeg flyttede fra alt med to tasker og fjorten tusind på kontoen og intet andet. Jeg følte mig hjemløs, græd næsten hver aften. Men jeg fandt Annelises gamle symaskine og begyndte at huske, at sy gjorde mig lykkelig. Først syede jeg til mig selv, så for folk. Nu har jeg min egen systue i centrum. Jeg har haft butik et halvt år. Folk kommer, og jeg nyder det.
Han så på mig med et udtryk, jeg ikke kendte.
– Hvis du ikke havde smidt mig ud, havde jeg måske stadig siddet dér, uden at kende mig selv.
– Har du tilgivet?
Jeg tænkte mig om.
– Jeg er ikke vred. Men jeg kan ikke spole tilbage. Jeg er, hvor jeg skal være nu. For første gang, tror jeg.
Han kiggede væk.
– Vi kunne måske…
– Nej, sagde jeg roligt. Nej, Jesper.
Længere stilhed. Ikke tung, bare lang.
– Hvordan går det med Annelise?
– Fint. Jeg købte hende nyt køleskab. Kommer tit til søndagskaffe; vi spiller banko.
Han trak på smilebåndet.
– Du har altid været et ordentligt menneske.
– Du er heller ikke slem vi passede bare ikke. Længere tilbage.
Jeg rejste mig. Tasken vejede.
– Skal du videre?
– Ja. Jeg begynder tidligt i morgen klient kl. otte.
– Held og lykke.
– I lige måde.
Det var sandt. Der var ikke mere vrede. Det var ovre.
Jeg gik mod hjemmet, mærkede hans blik et par skridt mere.
Birken kastede en fin skygge på asfalten. Tasken tyngede, stoffet ventede. I morgen skulle jeg sy en nederdel til frk. Nielsen hun ville have en diskret model, med plads til hofterne.
Jeg tænkte på syning og snit, og bemærkede samtidig: syrenerne duftede stærkere nu. En lille dreng trillede forbi på løbehjul, sang højt. Fra et åbent vindue duftede stegte kartofler.
***
Efter syv slukkede jeg maskinen i værkstedet jeg havde lovet mig selv det. Jeg hentede min notesbog på klippebordet, strøg Husqvarnaen over siden.
– Tak, hviskede jeg.
Det føltes måske fjollet men hvem skulle jeg ellers takke for, at det hele var vendt? Annelise, Ruth, Mie? Eller bare det, at uretfærdighed endte med at føre noget godt med sig.
Jeg lukkede, gik ned af trapperne.
Byen levede: mennesker, biler, børn der grinede. En ganske almindelig forårsaften.
På vejen hjem gik jeg ind hos Frisk Brød, købte grovbrød og et glas honning fra en ældre dame.
– God aften.
– Godaften. Den her honning er lækker, nyindsamlet. Prøv den til morgenmaden.
– Det vil jeg.
Hjemme i posen var brød, honning, noter og stofprøver. Jeg havde en kjole på syet af naturhvidt linned med bælte og vide ærmer rar at have på.
Jeg gik hele vejen hjem, ti minutter. Tænkte over nederdelen til frk. Nielsen, bestilling på nye tråde, at Mie snart skulle klippe første model selv.
Så gik jeg bare.
Himlen var lyserød over byens tage. Stære fløj i store buer. Livet kørte videre, med al sin besværlighed.
Kvinde-lykke efter skilsmisse, ville damebladene kalde det. Men det er ikke så specielt. Jeg tænkte bare: Nu går jeg hjem. Jeg har morgenarbejde, en kunde venter. Jeg har et arbejde, jeg kan og er glad for. Jeg har Annelise, som jeg besøger. Jeg har Husqvarnaen i vinduet. Jeg har min lille, rene lejlighed.
Og det var lige nok. Ikke prangende, ikke knusende lidt. Bare nok. Måske er det det, folk i virkeligheden søger, når de taler om en ny begyndelse i voksenlivet: ikke én magisk forvandling, men roen i at sy én kjole, så én mere, få et værksted, en lejlighed, en forårsaften med brød og honning.
Jeg ringede til Annelise.
– Er du hjemme?
– Hvor skulle jeg ellers være ser fjernsyn. Hvad nu?
– Ingenting. Bare sådan.
-Pause.
– Kommer du søndag?
– Ja, skal jeg tage æblekage med?
– Ja, det håber jeg. Med lille smørknas.
– Det skal jeg nok.
Jeg lagde telefonen fra mig, gik ind, åbnede døren til mit hjem.
Der duftede svagt af linned jeg havde klippet stof derinde i går. Duften var dejlig.
Jeg satte vand over, fandt brød, åbnede honning. Den var lys, nærmest gul, gennemskinnelig.
Svalerne fór endnu gennem skumringen.
Jeg smurte honning på brødet, tog en bid, tænkte, at ekspedienten havde ret den var virkelig god.
***
Næste morgen var lyset klart.
Frk. Nielsen mødte præcis kl. otte. Hun var lille, energisk, sølvhår i opsætning, og klare øjne bag brillerne.
– Gertrud Sørensen, jeg har fundet et billede af sådan en nederdel, jeg drømmer om. Ikke for vid, men klassisk.
Hun gav mig foto af en diskret, tidløs nederdel.
– Sæt dig, så forklarer jeg planen.
Hun satte sig, foldede hænderne.
– Véd du, jeg har længe ønsket mig præcis sådan en nederdel. Vidste bare ikke, hvem jeg skulle gå til. Man vil jo også gerne føle sig som en dame, selv som pensionist.
– Det forstår jeg udmærket, sagde jeg.
Jeg fandt målebåndet frem.
– Kom herop foran spejlet.
Hun ret ryggede sig, så på sig selv.
– Da jeg gik på pension, tænkte jeg, nu betyder tøjet mindre. Men jo længere tid der gik, jo mere syntes jeg, at jeg fortjente at se pæn ud. For min egen skyld.
– Lige præcis, sagde jeg.
Jeg målte, skrev op og tænkte over snittet, mens morgensolen faldt ind, og Husqvarnaen stod solid i hjørnet. Om lidt kom Mie, endnu en kunde ventede senere.
