Tom plads
Du er blevet til ingenting, Lærke. Forstår du? Ingenting. En plads.
Han sagde det som om, han læste op fra en seddel i Brugsen. Stod ved vinduet med ryggen til og så ned på gården, hvor nogen luftede en lille gravhund, der ivrigt trak snoren mod en pyt.
Lærke Kristensen sad på sofaen med en kop te. Teen var kold, men hun blev ved at holde om kruset, havde ikke rigtigt andet at gøre med hænderne.
Hvad mener du? spurgte hun lavt, stemmen grå og tynd.
Lige præcis det, jeg siger. Mikkel vendte sig. Hans ansigt bar samme skuffelse, som om han havde forklaret tingene alt for mange gange. Jeg kigger på dig og ser ingenting. Tomhed. Gråt. Du går rundt, laver mad, sover. Du er som et møbel, Lærke. Et solidt møbel, javist, men kun et møbel.
Lærke satte koppen på bordet. Porcelænet klirrede mod træet.
Ti år, sagde hun stille.
Ti år hvad?
Vi har været sammen i ti år.
Ja, og hvad så? Han trak på skuldrene, satte sig i lænestolen overfor. Ti år. Nok til at vide, det ikke giver mening længere. Jeg vil ikke sådan mere. Jeg vil han søgte efter ordet Jeg vil mærke noget. Og det gør jeg ikke med dig. Jeg bliver ikke inspireret af dig. Du er der ikke selvom du sidder lige der.
Hun mærkede noget bue sig i sig, en stiv lille pind, der var begyndt at bøje.
Hvor skal jeg gå hen, Mikkel?
Det må du selv finde ud af. Han krydsede benene. Lejligheden står på min mors navn, det ved du godt. Så er du teknisk set ikke noget her. Jeg haster dig ikke, men En uge? Kan du finde et sted?
En uge, gentog hun mekanisk.
Fint. Han tog sin mobil op og begyndte at scrolle. For ham var snakken slut.
Lærke gik ind i soveværelset, lukkede døren. Låste sig oven på sengetæppet og så op i loftet hvidt, undtagen et lille brunt mærke i hjørnet, som hun havde planlagt at dække over for to år siden.
Bag muren spillede fjernsynet lavt. Mikkel havde fundet sig selv en lyd.
Hun græd ikke. Lå bare og stirrede på loftet, hvor der var så stille inde i brystet, som når et vindue for nylig er smadret og stilheden vælter ind.
***
Ugen trak ud, blev diset. Mikkel var sjældent hjemme, kom sent, gik tidligt. De talte ikke. Lærke pakkede tøj: få kjoler, en vinterfrakke, en æske fotos fra et tidligere liv, et par gamle syblade, hun af en eller anden grund endnu ikke havde smidt ud.
Hun efterlod sybladene.
Hentede dem alligevel. Ringede så til moster Grethe, sin mors kusine, som hun sidst havde set til moderens begravelse. Grethe lyttede, sagde længe ingenting, så:
Kom. Jeg har et lille værelse. Du kan bo der, til du finder noget.
Moster Grethe boede i Brøndbyøster, helt ude, hvor bussen gik én gang i timen, og kiosken var det nærmeste til indkøb. Lærke havde aldrig brudt sig om dét kvarter. Betonblokke, afskallede opgange, popler, som om foråret dryssede hvidt fnug over alting.
Hun ankom fredag aften med to tasker og en kuffert.
Søde, hvor er du blevet tynd, sagde Grethe, da hun åbnede. Lille, tæt og godhjertet, duftende af kamfer og varm suppe. Kom nu ind, du skal da have mad.
Tak, Grethe, men jeg er ikke sulten.
Nuvel. Men du SKAL have lidt i maven, sagde hun bestemt, og trak ud i køkkenet.
Værelset var småt: en skæv sovesofa, et gammelt garderobeskab, et vindue ud til en grå mur. Tapetet var falmet til et ubestemmeligt blåligt. På vindueskarmen: tre potter rød geranium, overraskende levende.
Lærke satte taskerne, satte sig. Sofaen knirkede.
Vil du have te? råbte Grethe.
Ja, tak.
Først dér, i det lille værelse med geranier og falmet tapet, græd hun rigtigt.
***
Det blev lang tid. Dårlig tid.
Om morgenen var det sværest at stå op; hvad skulle hun op for? Hun vågnede ved seks-halvsyv, lyttede til Grethe, der klirrede med elkedlen. Gik i køkkenet, kiggede ud på den grå mur.
Grethe var klog. Hun spurgte ikke, prædikede ikke, sagde aldrig: det går over, du finder noget bedre. Hun gav mad, åbnede for tvet, foreslog jævnligt et spil 500.
De spillede 500 i tavshed.
Lærke havde penge, men ikke mange. Hun hævede hele sin opsparing: syv tusinde kroner. Det var nok til halvanden måneds ydmyg overlevelse. Hun levede ydmygt.
Hun beholdt jobbet som bogholder i en lille entreprenørvirksomhed, pendlede tre gange om ugen til Hvidovre, fik sin løn: seksogtredive tusinde kroner om måneden. Betalte Grethe, som nægtede at tage imod, indtil Lærke lagde kuverten på køkkenbordet og forlod rummet.
Aftenerne var værst. Tankerne cirklede om ti år: morgenmad, influenzaer, nytårsaftener, togrejser til Fyn, skænderier og forsoninger. Han havde kigget på hende og set intet. Altså havde hun været intet. Var det i hende, eller var det bare gået i stykker? Eller var det ham Eller dem begge.
Nogle aftener fandt hun deres gamle samtaler frem på mobilen. Billeder fra Skagen for tre år siden. Han har armen om hende, de griner. Hun kunne ikke huske hvorfor.
De aftener gik hun tidligt i seng, under dynen med hovedet dækket.
En aften kiggede Grethe ind:
Lærke, sover du?
Nej.
Jeg kan høre det. Pause. Er du sulten?
Nej.
Nå, men så ligg du. Endnu en pause. Jeg smed også min mand ud engang for længe siden, før du blev født. Troede jeg krøllede helt sammen. Gjorde jeg ikke.
Døren smækkede sagte. Grethe gik.
Lærke tænkte i mørket: snart fylder du halvtreds, Lærke. Begynd forfra. Som om det er så ligetil.
***
Symaskinen fandt hun i starten af anden måned.
Grethe bad hende rydde ud i loftrummet, hvor ingen havde rørt noget i femten år. Lærke sagde ja noget måtte hun jo lave med hænderne.
Hun gravede sig gennem kasser med Hendes Verden, ødelagte paraplyer, syltetøjsglas, knapper, tomme parfumer, postkort fra halvfjerdserne med årets bedste hilsner. Helt bagerst mærkede hun noget tungt i en slidt blå lagen.
Det var en gammel symaskine, sort, med gyldne mønstre falmede men smukke. Forsiden bar navnet Silkeborg, med svungne bogstaver.
Grethe! råbte Lærke.
Grethe dukkede op med forklæde.
Nå, den gamle maskine, hun smilede. Min mors søsters, tante Ane. Om den virker, ved jeg faktisk ikke. Har ikke rørt den i årtier.
Må jeg prøve?
Grethe betragtede hende lidt.
Kan du det endnu?
Kunne før, tror jeg.
Tag den endelig.
Lærke slæbte maskinen op på værelset og satte sig ved vinduet. Tørrede huset af, fjernede stofstumper, fandt i kassen forskellige gamle nåle, tråde, et målebånd og et par meget slidte sakse.
Oliekanden var tom, så hun købte noget symaskineolie, tørrede og smurte mekanikken. Først gik hjulet tungt, så lettere og lettere.
Hun sad i timevis over maskinen, checkede undertråd, trådte pedalen. Nålen summede, og noget i hende vågnede som når blod vender tilbage i en sovende hånd; let ømt men levende.
Hun så på sømmen. Jævn. Tæt på perfekt.
Noget knitrede langt bagerst i hendes indre.
***
Hun var atten og syede altid: gammelt tøj fra moren blev til skørter, afslag på udsalg til bluser. I et lille atelier overfor teknisk skole i Kolding så hun den gamle dames nåle. Hende spurgte hun om alt, og damen forklarede tålmodigt.
Siden kom universitet, Mikkel, bryllup, praktikaliteter. Hendes første løns symaskine solgte hun, da hun flyttede ind hos Mikkel han mente, den fyldte, og hun lod sig overtale i kærlighedens navn.
Årene gik, og hun glemte næsten at sy. Måske kom tanken et øjeblik, når hun så noget smukt i et butiksvindue. Men hun syede ikke.
Nu sad hun i et lille værelse i udkanten med Silkeborg og lyttede til nålens fine summen.
Næste dag tog hun til et rigtigt tekstilmarked. Trådte stoffer, fandt et stykke mat, gråblå viscose.
Hvor meget af den? spurgte hun.
Fire og en halv meter.
Jeg tager det hele.
Til hvad?
En kjole, sagde Lærke så overraskende bestemt, at hun selv studsede.
***
Hun lagde stoffet ud på gulvet, tegnede mønster fra hukommelsen, tjekkede det mod gamle magasiner. Snittet var simpelt lige silhuet, bælte af samme stof, lille ståkrave, trekvart ærme. Intet specielt og derfor pænt.
Grethe kiggede ind, satte te.
Flot farve, sagde hun blot.
Første skær i stoffet trak nervøsitet med sig. Hun fandt nogle nye sakse bagerst i en skuffe. Begyndte at klippe og frygten forsvandt straks.
Hun syede i tre aftener, ikke fordi det tog så lang tid, men fordi hun gjorde det langsomt. Hun manglede ikke andet i livet, netop her.
Tredje aften lavede hun sidste søm, strøg sømmene pænt, hængte kjolen på bøjle og tog et skridt tilbage.
Det var en god kjole.
Enkel, gråblå, bløde linjer uden pral derfor smuk. Bæltet sad, kraven om halsen præcis så diskret, at det blev elegant.
Hun prøvede den foran spejlet i Grethes entre det gamle spejl var stadig ærligt.
Lærke stod længe og så på sig selv. Ud af glasset så en kvinde; ikke ingenting, ikke møbel, men en kvinde på halvtreds, mørkt hår i knude, rank ryg, og øjnene brændte sagte, tøvende, men dog brændte.
Kjolen klædte hende. Meget endda.
Kom ud og vis mig det! råbte Grethe fra køkkenet.
Lærke gik ud.
Grethe vendte sig om, betragtede kjolen, nikkede.
Sådan skal det gøres.
Grethe vendte sig suppen krævede opsigt men smilede.
Lærke satte sig og mærkede stoffet, som var blødt, kronisk glat. Kjolen passede, var tilpas.
Noget i hende, den stive pind, rettede sig.
***
Hun tog kjolen på om lørdagen.
Skulle hente medicin for Grethe. Gråblå kjole, lys jakke, ud på gaden.
Efteråret var begyndt, lyset tørt og sprødt. Poplerne gulnede.
Hun gik anderledes end før; opmærksom på verden omkring sig. Katten på vindueskarmen med et zen-ansigt, dame med garnblåt sjal, dreng der trak moren mod en regnpyt detaljer.
Ved apoteket lå et lille caféhjørne, hun aldrig havde bemærket. Friskbagt brød & kaffe.
Hun gik ind. Bestilte en cappuccino og en tebirkes i dag måtte man godt.
Kaféen havde fem borde. Ved hjørnet sad en nydelig ældre kvinde, store øreringe, kort snehvidt hår. Hun så ud til at høre hjemme. Lærke tog sin kaffe, satte sig i vinduet.
Et øjeblik efter henvendte kvinden sig:
Undskyld, jeg vil ikke være påtrængende men din kjole er simpelthen smuk. Hvor har du fået den?
Lærke blev forlegen.
Syet selv.
Selv? Du er syerske?
Nej. Jeg kan bare Jeg plejede at sy. Nu begyndte jeg igen.
Snittet kvinden vurderede kjolen med blikket fra en, der forstod sig på syfaget. Det er enkelt, men velkonstrueret. Ser det på, hvordan stoffet sidder. Jeg har arbejdet på skrædderforretning engang.
Tak, sagde Lærke usikkert.
Jeg hedder Berit, sagde kvinden.
Lærke.
Jeg vil spørge dig om noget, og siger du bare nej, hvis det er forkert. Berit tog sin kop. Om tre uger fylder jeg femogtres. Jeg vil gerne have en rigtig kjole men alt i butikkerne er enten for gammeldags eller for ungt. Dit snit er præcis mig. Vil du sy for mig?
Noget skred i Lærke.
Ja, sagde hun roligt.
***
Berit dukkede op to dage efter med mørkerødt krepestof fra Stof2000. Lærke målte op på spisebordet, tegnede modeller, og sammen fandt de frem til en kjole med lidt vidde, trekvart ærme, diskret V-udskæring.
Præcis, sagde Berit. Præcis sådan.
Den er klar om to uger.
Hvad skal du have for det?
Lærke blev flov. Hun havde ikke tænkt på betalingen.
Jeg ved det ikke.
Så siger jeg. Berit nævnte et beløb. Det er, hvad sådan noget koster hos en rigtig skrædder. Jeg betaler det.
Det svarede til to ugers løn fra bogholderiet.
Fint.
Efter Berit gik, tøffede Grethe ud fra køkkenet.
God pris, Lærke.
Ja.
Du skal bare blive ved med at sy. Du har håndlaget.
Lærke så på hende.
Hvorfor hjalp du mig egentlig vi kendte jo ikke rigtigt hinanden?
Grethe så ud i luften.
Fordi du er Lones pige. Lone hjalp mig for fyrre år siden nu var det min tur. Sådan gør man.
Grethe gik.
Lærke gik til vinduet. På muren vimsede pludselig farver nogen havde malet blå blomster og slyngplanter.
***
Kjolen til Berit var et stort ansvar; ikke til sig selv men for et andet menneske.
Hun klippede tøvende i det dyre stof, men gjorde det, da hun måtte. Syede roligt og sikkert. Lynlåsen satte hun i hånden, sømmen skjulte hun kærligt.
Berit kom til prøvning og så sig i spejlet:
Hold op, det er mig det der bare lidt bedre.
Nej, det er dig. En god kjole hjælper bare på holdningen.
Jeg har en veninde, Marianne, sagde Berit, hun leder også efter noget smart til sin fødselsdag. Må hun ringe?
Ja.
Og min svigerdatter gifter sig igen næste år. Hun har en kompliceret figur, men må jeg give dig hendes nummer?
Ja, sagde Lærke.
Berit nikkede, og alt var som det skulle.
***
De næste to måneder blev vilde på en ny måde.
Marianne bad om et jakkesæt. Så kom kvinden, Marianne havde sendt, og bestilte nederdel og skjorte. Derefter kom en ung kvinde med ønsket om en festkjole. Hun lagde billede op på Instagram: endelig fundet den rigtige syerske! Flere bestillinger kom.
Værelset hos Grethe blev for lille; stof overalt, Silkeborg summede til aften og i weekender.
Grethe sagde intet, men en morgen, hvor hun trådte ind og stof lå over hele gulvet, sagde hun roligt:
Du må finde noget større, Lærke.
Det ved jeg. Kan ikke blive her altid.
Økonomien var pludselig til det.
Hun kiggede på fremleje i Vanløse, så tre steder. De første to var mørke og fugtige men det tredje: et lokale på anden sal i et moderniseret byhus, lys, store vinduer, højt til loftet. Lidt dyrt.
Hun regnede på det. For at få råd skulle hun bruge alt opsparet, låne lidt, købe ny maskine og et skærebord.
Hun ringede til Berit. Uden idé om hvorfor.
Berit, jeg skal bruge et råd.
Snak.
Lærke forklarede. Berit sagde kort:
Tag stedet. Jeg låner dig penge uden renter. Giv mig dem, når du kan.
Den går ikke
Du har givet mig den bedste kjole i mit liv. Nu hjælper jeg dig. Ikke som velgørenhed men fordi venner gør sådan.
Og fire af mine veninder venter allerede på, du åbner. Det er min egeninteresse!
***
Værkstedet åbnede i begyndelsen af december.
Hun flyttede Silkeborg ind der stod også en professionel maskine, men Silkeborg blev stående ved vinduet, som var den en slags skytsånd.
Lokalet var lyst, to arbejdspladser, et stativ til stoffer og pynt, stort spejl, gamle tegninger indrammet.
Grethe dukkede op, så sig omkring, trykkede på stoffer og nikkede:
Jo. Det er godt.
Grethe. Lærke tog hende i hånden Jeg har lagt noget til dig her.
Nej, nej, Lærke
Jo. Det er for værelset. For alt. Jeg har regnet ud.
Jeg har ikke regnet noget
Det har jeg.
Grethe tog kuverten. Stod lidt og sagde:
Har brug for et nyt køleskab. Det gamle brummer som en lastbil.
Vi køber det nu.
De tog ud, Grethe mærkede på låger, spurgte til fryseskuffer. Alt gik op i en sølvgrå model.
Den er god! sagde Grethe, lykkelig ved præcis det køleskab.
***
December blev et ræs af bestillinger. Nytår, julefrokoster, hverdag og festbluser.
I januar blev det roligt. Hun ansatte en assistent, Josefine: ung kvinde, dygtig til sømmene, ikke så erfaren med at klippe. Josefine lærte Lærke opdagede, hun elskede at vise det frem.
Hun sagde op fra bogholderiet blev overtalt til at blive lidt, men stoppede.
I marts ringede en ny kunde, der selv syede og ville lære professionel klipning.
Jeg er ikke lærer.
Men Berit anbefalede dig. Vil du ikke?
Kom og prøv.
Et kursus blev til to, så til små hold. Det var nyt, anstrengende, men værdifuldt.
Om foråret fandt hun en lejlighed tæt på værkstedet: étværelses, tredje sal, køkkenet med sol. Væggene blændhvide. Hun hængte sine ting op, lagde sit eget præg.
Den første aften sad hun i køkkenet med te og så ud over en lille park med birketræer. Det her var hendes hjem.
***
Hun så Mikkel igen sidst i maj.
Hun gik ad stien gennem Fælledparken, aftensol, duft af syrener. Værktøjspose tung af prøver hun skulle have med hjem.
Han kom gående mod hende. Hun kendte ham straks; han var blevet tyndere, tøjet sad sløset, skridtene usikre.
Også han så hende.
Da hun nåede op på siden, sagde han:
Lærke.
Hej, Mikkel.
Han stirrede på hende, forlegen.
Du ser godt ud.
Tak.
Pause. Han stak hænderne i lommerne.
Hvor er du på vej hen?
Hjem.
Bor du her?
Ja.
De tav. En mor skubbede en barnevogn forbi.
Lærke, jeg Kan vi snakke lidt?
Hun så på ham, så træt ud.
Kom, sagde hun og pegede på bænken.
Han så ned på hænderne.
Hun gik fra mig, sagde han. Hende jeg ja. Forsvandt. Sagde jeg var kedelig, ambitionsløs. Det er ironisk, ikke?
Jo, sagde hun.
Jeg bor hos min mor nu. Firmaet gik konkurs. Alt er sådan lidt tomt. Jeg tror, jeg begik en fejl. En ordentlig fejl, Lærke.
Hun hørte bare.
Du gjorde alting rigtigt. Du var altid der. Jeg jagtede noget, jeg ikke engang vidste hvad var. Kaldte dig ingenting.
Han bøjede sig. Det er ikke til at undskylde. Men jeg tænker på det meget.
Birken udenfor hviskede stille.
Mikkel, sagde hun. Man kan ikke gøre for, at man holder op med at elske. Det sker.
Han nikkede.
Men du sagde det hårdt. Ingenting, ud af mit hjem. Jeg bar det med mig længe.
Det ved jeg.
Men du skubbede mig ud. Det var forfærdeligt jeg flyttede, græd næsten hver aften, følte mig som et barn. Men så fandt jeg den gamle symaskine. Jeg kunne pludselig gøre noget med hænderne. Først til mig selv. Så til andre. Nu har jeg mit eget værksted.
Folk kommer, jeg gør noget værdifuldt.
Han så forvirret på hende.
Hvis ikke du havde skubbet mig ud af lejligheden, havde jeg bare fortsat. Kogt kartofler, uden at mærke noget. Jeg siger ikke, at du gjorde det godt. Men tingene blev som de blev.
Så du har tilgivet?
Jeg bærer ikke nag. Det er ikke det samme som at gå tilbage.
Han så væk.
Må vi prøve igen?
Nej, sagde hun. Blidt, men bestemt. Nej, Mikkel.
Længere stilhed. Ikke tung, egentlig bare stilhed.
Hvad med Grethe? spurgte han.
Godt. Hun har fået køleskab. Vi spiller 500 hver søndag.
Han lo lidt.
Du har altid været et godt menneske, Lærke.
Du er ikke et dårligt menneske. Vi passede bare ikke sammen måske havde vi ikke gjort i lang tid.
Hun rejste sig, tog posen.
Skal du videre?
Ja. Tidligt op. Jeg har en kunde klokken otte.
Jeg er glad for, du har det godt.
I lige måde.
Det var sandt nok. Ingen vrede, ingen triumf. Bare sandt.
Hun gik ned mellem birkeskygger. Posen tyngede. Indeni lå mørkegrøn uld og knap-katalog til morgendagens kunde: Karen, pensioneret lærerinde, der havde drømt om en vinter-nederdel.
Lærke tænkte på snittet. Hvordan sætte den, så Karens bløde former blev respekteret, ikke fremhævet.
Hun tænkte på det og mærkede samtidig syrenduften, drengen på løbehjul, lyden af kartofler der blev stegt hos nogen i stueetagen.
***
I værkstedet tændte hun ikke maskinen mere den dag. Kunne mærke, hun trængte til ro. Tjekkede kun sin notesbog, hvor målene stod. Silkeborg trådede roligt. Hun nikkede for sig selv.
Tak, mumlede hun og strejfede maskinens kølige skjold.
Det lød skørt, at sige tak til en symaskine. Men hvem skulle hun ellers sige tak til? Grethe, Berit, Josefine? Måske alle sammen. Eller til tilfældet, der trak hende fra uretfærdighed til et lyst lokale med højt til loftet.
Hun slukkede lyset, gik ned ad trappen.
Foråret var stadig blødt på gaden. Folk havde travlt, børn slog smut.
Hun købte et franskbrød med kerner og et lille glas honning i det lokale bagerudsalg.
God aften, sagde hun.
God aften, lød det. Honning er god i dag. Smag til morgen.
Tak, det vil jeg.
Hun gik hjem. I posen: brød, honning, notesbog og knapkatalog. På kroppen en ny kjole af råhvid hør.
Ti minutter til hjemmet. Hun tænkte på Karen og det nye snit, på Josefine, der snart var klar til at klippe efter egne mønstre.
Så holdt hun op med at tænke og gik bare.
Himlen var blegrosa, mursejlere over taget. Livet fortsatte med alt sit rod og sine overraskelser.
De ville kalde det: kvindens lykke efter skilsmissen, i damebladene. Som om det var en bestemt slags lykke. Det var det ikke. Hun tænkte bare: jeg er på vej hjem. Skal tidligt op. Jeg kan mit arbejde og holder af det. Grethe venter søndag. Kunderne kommer og går glade. Silkeborg tråder videre.
Det er nok.
Ikke eventyrlig lykke. Ikke underskud. Nok.
Måske er det, hvad folk mener med ny begyndelse. Ikke på én dag men: En kjole, så en til, værksted, lejlighed, maj, brød og honning.
Hun ringede til Grethe.
Grethe, er du hjemme?
Hvor ellers? Ser fjernsyn.
Kommer du søndag?
Ja. Skal jeg bage tærte?
Æbletærte er bedst.
Så bliver det æbletærte.
Hun lagde på, gik ind. Køkkenet duftede svagt af hør fra gårsdagens syning.
Skar brød, åbnede honning. Den var gylden, klar.
Ude svirrede mursejlerne i den blånende aften.
Hun smurte honning på brødet, tog en bid og tænkte, at sælgeren havde ret: en rigtig god honning.
***
Morgenen kom klar.
Karen stod der præcis klokken otte, lille med hvide lokker og beslutsomt blik.
Lærke, jeg har taget et billede med. Noget i den stil, bare ikke så pompøst.
Lærke kiggede billedet igennem.
Sæt dig. Jeg forklarer, hvad vi gør.
Karen satte sig, hænderne ranke.
Du ved, sagde hun og så sig om, jeg har altid drømt om sådan en nederdel. Bare aldrig fundet det rette sted. Nu siger min nabo, hun blev som forvandlet i din kjole. Det er da anbefaling!
Den bedste, sagde Lærke roligt.
Hun fandt notesbogen, greb målebåndet.
Stil dig her, tak.
Karen rejste sig, rankede ryggen, så sig i spejlet.
Jeg er fire år på pension nu. Troede jeg skulle holde op med at tænke over udseende. Men hvorfor egentlig? Livet er langt endnu.
Hvorfor gå rundt i noget tilfældigt?
Præcis, sagde Lærke.
Hun begyndte at måle, skrev ned, tænkte på snit og stof. Værkstedet var lyst, solen faldt ind på plankegulvet. Silkeborg stod i hjørnet, Josefine ville snart komme. Senere endnu en kunde.
Alt var som det skulle være.
