Tom plads
Du er blevet tom, Birgitte. Forstår du det? Tom. En plads.
Hans stemme var jævn, næsten monoton, som om han læste indkøbslisten op. Han stod ved vinduet, med ryggen til hende, og kiggede ud i gården. Nede på fliserne trak nogen en munter, lille rød gravhund bort fra en vandpyt.
Birgitte Møller sad i sofaen med en kop te. Teen var kold for længst, men hun holdt stadig om koppen, fordi hun ikke vidste, hvor hun ellers skulle gøre af hænderne.
Hvad mener du? spurgte hun lavt.
Lige præcis det, jeg siger. Peter vendte sig endelig om. Hans ansigt var udtryksløst, næsten træt, som én der forgæves må forklare det indlysende. Jeg kigger på dig og ser ingenting. Bare tomhed. Du går rundt, laver mad, sover. Du er som et møbel, Birgitte. Godt møbel, javel, men stadig bare møbel.
Hun stillede koppen på bordet. Det tynde porcelæn klirrede svagt mod træet.
Ti år, sagde hun.
Hvad med ti år?
Vi har boet sammen i ti år.
Nå, og hvad så? Han trak på skuldrene, gik tværs gennem stuen og satte sig i lænestolen. Ti år er lang nok tid til at finde ud af, at det her ikke giver mening mere. Jeg vil ikke leve sådan længere. Jeg vil… han tøvede med ordet …jeg vil føle noget igen. Og det kan jeg ikke med dig. Du inspirerer mig ikke. Du er der slet ikke, selvom du sidder her.
Birgitte kunne mærke noget inden i sig, en lille, stædig stang, begynde at bøje.
Hvor skal jeg gå hen, Peter?
Det må du selv finde ud af. Han lagde benet over det andet. Lejligheden står jo på min mors navn, det ved du godt. Så derfor du er ikke noget her, formelt set. Jeg forcerer dig ikke, men… En uge, måske? Du skal nok finde noget.
En uge, gentog hun mekanisk.
Fint. Han tog sin mobil fra sofabordet og begyndte at scrolle. For ham var samtalen slut.
Birgitte rejste sig, gik ind i soveværelset, lukkede døren bag sig. Hun lagde sig oven på sengetæppet og stirrede op i loftet. Det var hvidt med en lille plet i hjørnet, som hun for længst havde tænkt sig at male over. Det blev aldrig til noget.
Et eller andet flimrede lydløst på fjernsynet inde fra stuen. Peter havde fundet sig noget andet at tage sig til.
Hun græd ikke. Hun lå bare og så på den hvide loftsplade, hvor pletten tegnede sig i det skumrende lys. I brystet var der meget stille, som et hus lige efter ruden er smadret chokstilhed.
***
Ugen løb ud i et gråligt ingenmandsland. Peter kom næsten ikke hjem, eller også kom han meget sent og gik igen tidligt. De talte ikke sammen. Birgitte samlede sine ting, og det slog hende, hvor lidt hun egentlig havde: nogle få kjoler, et vinterfrakke, en kasse med gamle billeder, et par syblade hun aldrig åbnede længere.
Sybladene lod hun først ligge. Så hentede hun dem igen.
Hun ringede til sin mors kusine, faster Elsa, som hun ikke havde set siden moderens begravelse for syv år siden. Faster Elsa lyttede, var stille længe, før hun sagde:
Kom. Der er et værelse. Lidt småt, men det går nok. Du kan bo her, til du finder noget andet.
Faster Elsa boede i Brabrand, helt ude på kanten af Aarhus, hvor bussen kun gik én gang i timen og Brugsen var den eneste butik i flere kvarterer. Birgitte havde aldrig brudt sig om bydelen bloklejligheder, trætte opgange med skallede baldakiner, poppeltræer, der sendte fnug ind i alt hver forår.
En fredag flyttede hun ind med to tasker og en kuffert.
Sikke du er blevet tynd, sagde faster Elsa, da hun lukkede op. Hun var lidt rund, grovhudet, med et smilende ansigt, der duftede af kamfer og suppe. Kom indenfor, du fryser vel. Skal du ha aftensmad?
Ikke sulten, faster Elsa.
Det skal du være sagde hun og forsvandt ud i køkkenet.
Værelset var lille, knap plads til mere end sovesofaen og et gammelt klædeskab. Vinduet vendte ind mod en grå, ubeskrivelig mur på nabohuset. Tapetet havde engang været blåt, men nu kunne man ikke længere sige hvilken farve det var. På vindueskarmen stod tre potter med pelargonier, frodige og blodrøde.
Birgitte stillede sine tasker fra sig, satte sig på sengen. Fjedrene knirkede.
Vil du have te? råbte faster Elsa inde fra køkkenet.
Ja, tak, sagde Birgitte.
Først nu, i det lille værelse med pelargonier og falmede vægge, begyndte hun at græde.
***
Så kom der en lang, underlig tid.
Morgenerne var hårde, for man vågnede for tidligt uden at vide hvorfor. Birgitte lå ofte og hørte Elsa pusle med kaffemaskinen. Hun gik ud i køkkenet, drak sin te, så på muren udenfor.
Faster Elsa var klog hun stillede ingen spørgsmål, gav ingen velmenende råd. Hun fyldte Birgittes mave med suppe, lod hende se hvad hun ville i fjernsynet, og spurgte kun nogle aftener stille:
Skal vi spille kort?
Så spillede de 500 eller gris uden mange ord.
Birgitte havde sparet op: syvtifem tusinde kroner havde hun fra sin opsigelse, hvilket i Aarhus var nok til at klare én til halvanden måned, hvis man tog sig lidt i agt. Hun havde været bogholder i et lille entreprenørfirma og beholdt jobbet: kørte tre gange om ugen tværs gennem byen, lavede løn og bilag og satte de 50.000 kr. ind på kontoen, betaling for værelset til Elsa, som til sidst kun accepterede penge, da Birgitte lagde en kuvert på køkkenbordet og forlod køkkenet uden at sige noget.
Aftenerne var værst. Hun sad i værelset og gennemgik ti år: morgenbord, aftensmad, sygdom, jul, nytår, ferier ved Vesterhavet, skænderier, forsoning. Han kaldte hende tomhed. Måske havde han ret. Måske var hun selv brændt ud uden at opdage det. Eller han. Eller begge.
Hun bladrede gamle beskeder igennem på sin mobil billeder fra Skagen, hvor de grinede sammen. Hun kunne ikke huske hvorfor mere.
De aftener lagde hun sig tidligt under dynen.
En aften kiggede Elsa ind:
Birgitte, sover du?
Nej.
Jeg kan høre det. Pause. Er du sulten?
Nej.
Så sov. Pause. Ved du, jeg smed også min mand ud engang? Før du blev født. Troede jeg skulle dø af sorg. Det gjorde jeg så ikke.
Døren klikkede i.
Birgitte lå i mørket og tænkte: næsten halvtreds. Begynd igen. Som om det er let.
***
Det var Elsa der ville have ryddet op i entredørene. Kubikken havde ikke været åbnet i femten år, og hver gang låget blev løftet, truede indholdet med at tordne ud over én. Birgitte siger ja. Hænderne må have noget at lave.
I dybet fandt hun sygeblade, en ituslået paraply, æsker med knapper, flasker parfum, postkort fra engang. Længst inde: noget tungt, pakket ind i lagen.
En symaskine. Gammel, sort metal med udkradsede gyldne linjer. På fronten stod “PFAFF Danmark”.
Elsa! råbte Birgitte.
Elsa kom ud med viskestykket over armen.
Nå, “PFAFF”! Det var min moster Astrids maskine. Jeg havde glemt den. Om den virker? Gud ved det. Prøv bare.
Må jeg?
Elas blinkede, alvorligt.
Kan du stadig?
Jeg kunne engang.
Så gør det.
Birgitte slæbte maskinen ind, satte den på bordet. Gik maskinen efter, fandt tråd, få nåle, målebånd, gamle saks.
En olieflaske dukkede også op. Hun købte ny maskinolie og smurte den, gjorde rent. Førte håndhjulet frem og tilbage tungt i starten, men snart let og jævnt.
Hun sad i flere timer med maskinen. Forstod undertråden, samlede, satte tråden på plads.
Prøvede med en stofrest. Pedalen ned.
Maskinen rullede, strøg stødt, metalkløften lød præcist. Og Birgitte mærkede noget underligt. Som blod, der vender tilbage til en sovende hånd: lidt smerte, men liv.
Sømmen var lige. Næsten perfekt.
Noget rørte sig i hendes erindring.
***
Hun var atten og syede altid. Alt hvad hun kom i nærheden af genbrugte hun: mors kjole blev til nederdel, tilbudsstof blev til skjorte. På syværkstedet overfor teknisk skole stod fru Rasmussen, kyndig og med huller i fingrene. Birgitte så på, lærte teknikker. Fru Rasmussen var venlig, vidste at pigen så noget, ikke bare så.
Senere kom universitet, så Peter, så bryllup og straks hverdag. Maskinen hun købte for sit første løn, blev solgt, da de flyttede sammen: pladsen var trang og Peter sagde, maskinen forstyrrede rummet. Hun solgte uden protest var forelsket, troede alt andet blev vigtigere.
Årene gik. Syning gled i baggrunden, kun fremkaldt af drømmen om et kjolemønster eller skitser i et blad. Hun syede aldrig.
Nu sad hun i blokken i Brabrand med “PFAFF” der summede trygt.
Næste dag tog hun til markedet. Ikke centeret men det rigtige madmarked, hvor metervarer lå i stabler, lin, viscose, uld. Hun standsede ved nogle stofruller: gråblå viscose, blød, mat, nydelig i al sin enkelhed.
Hvor meget er der? spurgte hun den ældre sælger.
Fem meter præcis.
Jeg tager det hele.
Hvad skal du sy?
Kjole, svarede Birgitte. Hun blev overrasket over, hvor selvsikkert det lød.
***
Hun lagde op på gulvet, tegnede mønster, brugte det gamle syblad til opslagsværk. Simpel model, lige snit, bånd i taljen, stående krave og trekvart ærmer. Ikke smart, men velsiddende.
Elsa lagde te ind, nikkede godkendende.
Flot farve, sagde hun.
Det var svært at klippe i stoffet bare ét øjeblik. Saksen var ny, skarp liggende i skrivebordet siden. Så klippede hun bare. Frygten forsvandt med første snit.
Det tog tre dage.
Ikke fordi det var svært, men fordi hun ikke skyndte sig. Syede om aftenen efter bogholderiet, nød timerne ved maskinen, tænkte kun på stoffet på syt, på kravehjørner, på at få ærmerne til at passe.
Når der var bøvl, stoppede hun op, tænkte. Sprættede op, syede om. “PFAFF” kørte roligt, næsten lydløst. Peters navn forsvandt i baghovedet; kun sømme og tekstil fyldte tankerne.
Den tredje aften lavede hun sidste stikning, pressede sømmene, hængte kjolen op på bøjle.
En god kjole.
Simpel, gråblå, linjer uden prætentiøsitet, netop derfor flot. Ærmet på samme stof samlede taljen, kraven støttede nakken akkurat så én kunne være elegant.
Hun trak kjolen over hovedet.
Stod foran spejlet i gangen det eneste store spejl i Elsas lejlighed. Spejlet var gammelt, glasset sløret, men ærligt.
Hun så på sig selv længe.
Der var en kvinde i spejlet. Ikke ingen, ikke tom plads, ikke inventar. Kvinde, halvtreds år, mørkt hår i knold, rank ryg og et blik, hvor noget blidt, forsigtigt tændtes.
Kjolen sad godt. Rigtigt godt.
Birgitte! råbte Elsa fra køkkenet. Kom og vis.
Birgitte kom ud i kjolen.
Elsa vendte sig fra komfuret, betragtede hende et øjeblik.
Nå ja, sagde hun. Sådan skal det se ud.
Hun vendte sig mod gryden, men Birgitte så det smil, hun skjulte.
Tilbage på værelset satte Birgitte sig på sengen, mærkede stoffet. Viscosen var blød, behagelig. Kjolen strammede ikke, lå som den skulle.
Noget i hende, selve stangen, rettede sig en smule ud.
***
Hun gik ud i kjolen lørdag. Bare ned i apoteket for Elsa, som skulle have blodtryksmedicin. Birgitte tog opskriften, kjolen, fandt sin gamle, lyse cardigan og gik.
Vejret var lunt begyndelsen af oktober, tør luft, poplerne lyste gult.
Hun gik, mærkede hvordan hendes gang var anderledes. Hun gik og så: en kat på vindueskarmen, en ældre dame strikker udenfor indgangen, et barn trækker sin mor mod en vandpyt.
Apoteket lå et kvarter væk. Ved siden af var et lille café, “Hjørnet”, som hun aldrig havde lagt mærke til før. Skiltet: “Frisk bagværk & kaffe”.
Caféen havde fem borde. I hjørnet sad en ældre kvinde: velklædt, store øreringe, kort, sneblåt hår. Hun havde en kop kaffe og så på sin mobil hendes blik var myndigt, roligt, som var hun vant til at bestemme over sin verden.
Birgitte bestilte en cappuccino og en spandauer, bare fordi i dag måtte hun gerne.
Et kvarter senere, mens Birgitte drak sin kaffe og betragtede gaden udenfor, løftede kvinden pludselig hovedet.
Undskyld mig.
Birgitte så op.
Vil ikke forstyrre, men din kjole er virkelig flot. Har du selv syet den?
Birgitte blev lidt forlegen.
Ja. Bare sådan… jeg kan sy. Eller kunne. Nu igen.
Snittet er så rent og roligt. Man kan se, det er lavet til dig. Jeg har selv engang arbejdet på systuen i Magasin, så jeg ved lidt om det. Kvinden smilede.
Tak, sagde Birgitte og anede ikke, hvad hun skulle sige mere.
Inge Bagger, sagde kvinden. Bare Inge.
Birgitte.
Birgitte, må jeg spørge dig om noget? Hvis det virker mærkeligt, så sig bare nej. Jeg fylder 65 om tre uger. Vil gerne have en god kjole til festen. Men alting er enten for ungt eller for gammeldags. Sådan en som din det er præcis, hvad jeg drømmer om. Vil du sy den?
Birgitte mødte hendes blik. Inge så ærligt tilbage, uden at presse.
Noget gled på plads inden i Birgitte.
Ja, sagde hun stille. Det vil jeg gerne.
***
Inge kom et par dage efter med stoffet, hun selv havde valgt i Stormagasinet: vinrød crepe, næsten usynlig glans, tæt i kvalitet.
Birgitte tog mål hjemme ved bordet, noterede alt. Inge blev til te hos Elsa. De sad over papir, Birgitte tegnede, Inge valgte model: lidt a-form, trekvart ærme, v-hals, underspillet.
Den skal det være, sagde Inge.
To uger, så er den klar.
Hvad skal du have for det?
Birgitte blev flov hun havde ikke overvejet betaling.
Jeg ved ikke…
Må jeg foreslå? Inge sagde en sum det de tog i Magasins egne systuer, dengang. Det var halvdelen af, hvad Birgitte tjente på en måned.
Fint, sagde Birgitte til sidst.
Efter Inge var gået, kom Elsa ud.
God pris. Du syr virkelig godt, Birgitte.
Birgitte så på sin faster.
Elsa, hvorfor tog du mig egentlig ind? Vi kendte jo knap hinanden.
Elsa trak på skuldrene.
Fordi du er Lottes datter. Lotte hjalp mig engang. Jeg hjælper nu. Man betaler sine gæld tilbage.
Hun gik.
Birgitte gik til vinduet. På muren udenfor var nogen begyndt på et blåt blomster-graffiti det havde hun aldrig lagt mærke til.
***
At sy for en anden var noget helt nyt. Ansvar og det mærkede hun for hvert eneste sting.
Snittet krævede tålmodighed; vinrød crepe tilgiver ikke fejl. Hun klippede tøvende, men syede beslutsomt.
Det tog fem dage, så var sømmene færdige, lynlåsen syet i hånden. Sømmen forneden blev lagt op usynligt.
Ved prøvningen så Birgitte straks Inges ansigt forandre sig foran spejlet.
Det er mig, udbrød Inge. Bare i en rigtig kjole for første gang i mange år!
En lille justering i siden, nålet fast. Inge nægtede næsten at tage kjolen af igen.
Jeg har en veninde Marianne på Vejlby Bakke. Hun har snart rund fødselsdag og vil også have en kjole. Og min søns svigerdatter skal giftes næste sommer, hun er vanskelig at finde tøj til. Vil du sy?
Birgitte trak vejret.
Ja.
Inge nikkede tilfreds, som om det var det svar, hun havde ventet.
***
De næste måneder var vilde for første gang på en god, boblende måde.
Marianne kom med et jakkesæt, hendes datter med en bluse. Naboens datter ville have aftenkjole til firmafest. Birgitte syede, og nogen lagde et billede på Instagram: “endelig en rigtig syerske!” flere begyndte at spørge.
Elsas værelse blev trangt. Stofbunker voksede på sofaen, på vindueskarmen, på stolen. “PFAFF” kørte hver aften, sommetider om morgenen.
Elsa nævnte det aldrig kun én gang, diskret:
Birgitte, du skal have mere plads snart.
Jeg ved det, sagde hun.
Pengene kom nu hurtigere end fra bogholderiet. Hun tog ud og så på erhvervslejemål. Første par stykker var fugtige kældre, men så, øverst i en gammel byejendom i Latinerkvarteret, viste en lys stue sig: store vinduer, højt til loftet, lakerede trægulve.
Det blev dyrt. Hun regnede på det: depositum, ny industrisymaskine, overlocker, klippebord. Det ville koste alle opsparede penge endda lidt til.
Hun ringede til Inge. Spurgte til råd.
Tag lokalet. Jeg låner dig det, der mangler, uden renter. Du betaler tilbage, når du kan.
Jamen…
Birgitte, du gav mig den bedste kjole. Lad mig give dig lidt medvind. Det er ikke velgørenhed bare almindelig menneskelighed.
Birgitte sagde tak og mærkede, at hun troede hende.
***
I december åbnede Birgitte systuen.
Hun flyttede “PFAFF”, selvom den mest var symbolsk en ny industrimaskine tog over. “PFAFF” fik sit eget lille bord i vinduet.
Systuen blev et lyst, roligt sted: klippebord, to arbejdspladser, hylder med stof og lynlåse, et stort spejl. Birgitte hang skitser på væggen med ramme. Elsa kom på besøg, undersøgte det hele, trykkede på træværket, stod længe foran spejlet.
Det godt, erklærede hun.
Elsa, sagde Birgitte, jeg vil give dig det her, afregning for værelset og maden. Jeg har regnet det sammen.
Elsa ville protestere, men Birgitte gav sig ikke. Hun tog imod.
Så kan jeg købe et nyt køleskab. Det gamle larmer vældigt.
Det skal vi finde sammen, sagde Birgitte.
De gik i Elgiganten. Elsa valgte et stort, sølvfarvet køleskab og strøg låget med glæde.
Det er godt, sagde hun. Der var noget vigtigt og rigtigt i denne nye køleskabs-lykke, mærkede Birgitte.
***
Op til jul kom der mange bestillinger bluser, festkjoler, nytårskjoler, jakkesæt. Birgitte arbejdede længe, ofte til sent om aftenen.
I januar aftog tempoet. Hun ansatte en hjælper Anna, en ung kvinde der kunne sy og lære mere. Anna lærte hurtigt, til stor glæde for Birgitte.
Bogholderiet blev opsagt. Chefen bad hende vente til april det gjorde hun.
I marts ringede en fremmed. Hun var selv syerske men ville lære mere, anbefalet af Inge.
Kom endelig, sagde Birgitte. Hun opfandt sit første sykursus.
Senere fulgte flere. Et lille hold. Det blev noget nyt, glæden i at videregive.
Om foråret fandt hun en lille lejlighed tæt på systuen: etværelses, tredje sal, med hvidmalede vægge intet, der skulle males over. Hun flyttede ind, satte sine egne ting på plads, syede gardiner selv.
En aften sad hun i køkkenet, så ud på en grøn plads med birketræer.
Hendes egen lejlighed. Lille, stadig fremmed, men hendes.
***
Peter kom igen ind i billedet sidst i maj.
Hun gik fra systuen gennem Borchs Gård, sol i luften, syrenduft, prøver på stoffer til kunder hoppede i posen over skulderen.
Han kom imod hende.
Hun genkendte ham straks, selv om han så slidt ud jakken sad dårligt, han virkede usikker.
Birgitte, sagde han.
Hej Peter.
Han så på hende, et mærkeligt blik som om han var på afveje.
Du ser godt ud, sagde han.
Tak.
Hvor bor du nu?
Lige her omkring.
Tavshed. Forbi gik en kvinde med barnevogn, hjulene bumpende blidt.
Birgitte, jeg… kan vi tale sammen?
Hun så på ham. Han var slidt, ikke bare træt efter en lang dag mere grundtræt.
Kom, sagde hun og satte sig på en bænk.
Han så på sine hænder.
Hun gik. Hende jeg gik fra dig for. For seks måneder siden hun kaldte mig kedelig og uambitiøs. Ironisk, ikke?
Jo.
Jeg bor hos min mor nu. Firmaet er gået konkurs. Alt er væk. Jeg tænker på, at jeg har begået en stor fejl. En meget stor fejl, Birgitte.
Hun lyttede, sagde ikke noget.
Du var der altid. Alt fungerede. Jeg så dig bare ikke. Kaldte dig tom. Hans smil var grimt. Det kan ikke undskyldes. Men jeg tænker på det tit.
Hun så på birketræerne, bladene rørte let på sig. Ingen barbecue i Brabrand, men lugten af bål fra fællesgrillen forår.
Du kan ikke gøre for, at du ikke elsker mig mere. Det sker.
Han sad stille.
Det forkerte var måden, sagde hun roligt. Tom plads, møbel, skrub nu ud. Det var ondt. Ikke fordi du er ond bare hårdt, og det glemmer man ikke.
Jeg ved det.
Men du gjorde også noget godt.
Han spærrede øjnene op.
Du skubbede mig væk. Jeg var bange. Flyttede, havde ikke mere end syvtifem tusind kroner og intet sted at bo. Græd hver aften på Elsas værelse. Men jeg fandt moster Astrids symaskine og huskede, hvad jeg kunne. Nu syr jeg igen. Først til mig, nu til andre. Jeg har en systue. Kunderne kan lide det.
Hans ansigt forandredes på en måde, hun ikke kunne tyde.
Hvis du ikke havde skubbet mig ud af den lejlighed, havde jeg siddet der endnu, kogt suppe, vidst ingenting om mig selv.
Har du tilgivet mig?
Jeg bærer ikke nag. Men jeg vil ikke tilbage. Ikke af hævn, bare fordi jeg er i mit liv nu. For måske første gang på rigtigt.
Han så væk.
Kunne vi…
Nej, sagde hun. Helt stille, men bestemt. Nej, Peter.
Tavsheden var lang.
Hvordan går det med Elsa? spurgte han.
Hun har fået nyt køleskab. Jeg besøger hende hver søndag og vi spiller gris.
Peter smilede stille.
Du har altid været et godt menneske, Birgitte.
Du er heller ikke et dårligt ét, sagde hun. Vi passede bare ikke sammen. Måske længe før det her.
Hun rejste sig. Løftede stoffet.
Skal du videre? spurgte han.
Ja, kunde klokken otte i morgen.
Det var rart at se dig. Må det gå dig godt.
Og dig.
Det var ærligt ment. Hun ønskede ham godt. Ikke mere at være vred.
Hun gik over pladsen mod sin lejlighed. Hun mærkede hans blik i ryggen nogle skridt endnu.
Birken tegnede sin skygge over asfalten. I posen med hendes stof lå mørkegrøn uld og et katalog over knapper. I morgen kom fru Holm, pensioneret skolelærer, som drømte om en vinternederdel.
Birgitte tænkte på nederdelens snit, hvordan den skulle syes, så Holms stærke hofter fik smukke linjer.
Hun bemærkede syrenduften, en dreng for på løbehjul og sang et vers fra Ramasjang, ud af et vindue duftede pandestegte kartofler.
***
Om aftenen arbejdede hun ikke. Maskinen fik ro efter syv. Hun gik kun ind i systuen for at hente målebogen. “PFAFF” stod som altid ved vinduet.
Birgitte lod hånden glide over symaskinen.
Tak, sagde hun højt.
Det var lidt fjollet, men hvem ellers skulle hun takke? Elsa, Inge, Anna? Eller en mærkelig række tilfældigheder.
Hun slukkede lyset, låste af, gik ned ad trappen til gaden.
Aarhus summede i maften. Biler, cykler, glade råb. En almindelig aften.
Hun stoppede i “Frisk brød”, købte et franskbrød og et glas forårshonning fra pensionisten bag disken.
God aften, sagde Birgitte.
Lige over. Hun fik penge tilbage. Prøv honningen i morgen, den er skøn.
Det gør jeg.
Hun bar brød, honning, målebog og katalog hjem. Hun havde sin hørkjole på, den fra sidste uge. Den var blød og flot.
Turen hjem tog ti minutter. Birgitte tænkte på fru Holms nederdel, på nye tråde og Annas grå cardigan. Til sidst tænkte hun ikke mere, bare gik.
Mod vest var himlen stadig rosa. Stære snurrede deroppe. Livet gik i gang, på alle mærkelige måder.
Man ville skrive “Kvinders lykke efter skilsmisse” i damebladene. Som om det var en speciel slags lykke. Birgitte tænkte bare: her går jeg hjem. Der er arbejde, jeg kan li og kan udføre. Elsa venter søndag. Kunderne kommer og går. “PFAFF” står i vinduet. Der er himmel at se op i.
Ikke for meget. Ikke for lidt. Bare nok. Måske er det dét, folk leder efter, når de taler om at starte forfra, om selvtillid, om at holde fast længe nok til at livet folder sig ud. Ikke på én dag men et projekt ad gangen. Først en kjole, så systue, så lejlighed, så maj-aften med brød og honning.
Hun ringede til Elsa.
Elsa, er du hjemme?
Hvor ellers? Fjernsynet kører. Noget i vejen?
Nej. Ville bare sige hej.
En pause.
Kommer du søndag?
Ja. Skal jeg bage tærte?
Med æbler, hvis du orker.
Det gør jeg.
Hun lagde telefonen i lommen, gik op på tredje, låste sig ind.
Lejligheden duftede let af hør. Hun havde syet her i går, mens det regnede. Små stofrester var væk, men duften blev. Hun satte vand over, fandt brød frem, åbnede honningen. Den var lys og klar.
Stærene kvidrede endnu. Aftenen faldt på.
Birgitte smurte et stykke, bed af og tænkte, at ekspedienten havde ret: Honningen var virkelig lige i øjet.
***
Morgenen kom lys.
Fru Holm var punktlig præcis klokken otte. Lille, myndig dame med sneklædt hår og fast blik over brillekanten.
Birgitte Møller, sagde hun, jeg har taget eksempel med. Her har du et billede; sådan vil jeg gerne have det, bare ikke for bredt.
Birgitte kiggede. Et pænt snit.
Sæt dig, så forklarer jeg, hvordan vi griber det an.
Fru Holm satte sig.
Jeg har drømt om den her slags nederdel i årevis. Vidste bare ikke hvor jeg skulle gå hen. I butikkerne aldrig det rigtige. Men naboen anbefalede dig. Hun sagde, hun følte sig som kvinde igen, da hun gik herfra.
Så kan det ikke blive bedre, sagde Birgitte og smilede.
Hun tog målebåndet.
Rejs dig op.
Fru Holm rettede sig. Så sig i spejlet.
Man skal ikke bare give op, fordi man er blevet pensionist. Jeg har mange gode år endnu, og jeg nægter at gå sløset klædt.
Præcis, bekræftede Birgitte.
Hun målte og tænkte på mønster. Systuen var badet i sol, gulvet lyst, “PFAFF” stod i hjørnet. Anna kom klokken ti. Klokken elleve kom den næste kunde…
