Hjemmeoptagelser
Babymonitoren stod på kommoden og pegede ikke på Martins seng, men lige mod soveværelsesdøren. Signe opdagede det netop, da der pludselig lød fremmed kvindelatter fra den knitrende modtager på køkkenvinduet.
Hun løftede ikke engang hovedet med det samme. Teen i koppen var kold, kamillen duftede kun svagt, næsten som vand, elkedlen sagde et klik og døde hen, og der var så stille i lejligheden, at ethvert lille lyd rykkede i øret. Sønnen havde sovet i en time. Thomas havde skrevet klokken halv ni, at han blev længere på kontoret. Fredagen slæbte sig hen som sej, lun honning, og hele aftenen fangede Signe sig i den samme tanke: Alt så ud til at være på plads derhjemme, men roen var forduftet.
Knitringen fra modtageren blev højere.
Signe vendte sig, gik over og samlede modtageren op med begge hænder. Plastikken var lidt lun, det grønne lys blinkede rytmisk, som det skulle. Fra højttaleren kom der nu afdæmpet vejrtrækning, hvisken, og så en mands stemme. Thomas talte lavt, men Signe kendte ham straks. Hun frøs for det lød ikke, som om han var i børneværelset, gangen eller i nærheden af deres barn.
Han var langt væk fra hjemmet.
Og sammen med ham var nu en kvinde.
Signe skruede ned for lyden, som om dét kunne gøre, at hun havde hørt forkert. Det ændrede ingenting. Kvinden sagde noget, kort og i smil, ord uklare, men Thomas svarede tydeligt:
Vent. Hun er sikkert i køkkenet nu. Hun plejer at drikke te på det her tidspunkt.
Signe ramte forkert med tommelen på knappen, trykkede igen, og lyden blev dæmpet men blev ved. Modtageren halede stadig fremmed liv ind i huset. Det føltes præcis sådan. Ikke en fejl, ikke bare støj, men som nogen andens nærvær midt i deres aftener, deres vaner, hendes te-ritual når sønnen skulle sove.
Hun så ud i gangen. Fra køkkenet kunne man se ind til soveværelset og derfra til børneværelset mørkt bag den på klemstående dør. Signe gik derind på bare tæer, mærkede kulden fra gulvet og standsede ved kommoden.
Kameraet VAR drejet.
Ikke mod tremmesengen, ikke mod vinduet, ikke mod lænestolen hvor hun plejer at sidde med Martin, men lige mod døren så det kunne se et stykke af gangen og soveværelset. Thomas havde sat det op for tolv dage siden. Han sagde, det gav ro. Martin var blevet større og vågnede om natten hvis Signe var i køkkenet eller badet, kunne hun høre det med det samme. Det lød fornuftigt dengang. Nu tørrede hendes mund ud ved tanken om, hvor mange aftener Thomas havde set på hende og ikke på deres søn.
Endnu en gang lød hans stemme ude fra køkkenet. Mere dæmpet.
Jeg sagde jo: ikke nu.
Signe vendte tilbage til vindueskarmen, satte modtageren fra sig og så kom hun i tanke om husets ældgamle tablet. Den lå i spisestuens vitrineskab, lige bag kogebogen og en pakke vådservietter. Thomas havde selv installeret app’en, da han med stolt mine leverede overvågningskameraboksen. “Det er nemmere, når begge har adgang,” sagde han. Han lød voksen og proper. Familien skal være ægte. I en ægte familie er der ingen hemmeligheder.
Signe fiskede tabletten frem, satte sig og tændte.
Skærmen tændte kun modvilligt. Hendes fingre var kolde, selvom den indelukkede marts-varme fra radiatorerne boblede, og hanken på tekoppen var lun. Et blåt login-billede lyste op. Kameraikonet blinkede, og nedenunder: arkiv.
Ordet så Signe på, som om hun aldrig havde set det før. Der var mange optagelser.
Ikke en, ikke to. Seks dage i træk. Korte bidder, lange stykker, nattetimer, dagsskygger, lyd, bevægelser, kun et tomt børneværelse, hendes egne skridt på gangen. Signe åbnede en hvilken som helst fil: sig selv set bagfra. Grå cardigan, håret hurtigt sat op, sutteflaske i hånden. Hun gik ind, rettede på dynen, bøjede sig over Martins seng og gik. 40 sekunder. Hun åbnede den næste: Køkkenet, filmet gennem en åben dør. Ikke hele rummet, men nok til, at alt pegede på hende.
Hun bladrede videre.
På alle optagelserne var hun i centrum. Ikke Martin. Ikke barnets søvn. Kun hende.
Signe trykkede på en fil fra i onsdags, 21:22. Thomas’ stemme, fjernt som fra et andet værelse:
Ser du? Jeg sagde, hun drikker te på det her tidspunkt og har mobilen i hånden.
Kvinden lo.
Du overvåger din kone med en babymonitor?
Lad nu være. Jeg vil bare vide, hvad hun går og laver.
Køkkenet føltes pludselig så stille, at hun kunne høre hver skraben fra dynen i Martins seng. Signe trykkede pause fingeren stiv af kulde, som havde skærmen tømt hende for varme. Hun sad lige ud, ubevægelig, stirrede på en ridse i bordpladen, arvet fra dengang Thomas tabte en gryde og skældte ud over en dårlig dag sidste efterår.
Hun startede filmen igen.
Er det ikke ligegyldigt? spurgte kvinden.
Det er ikke ligegyldigt, hvad der sker hjemme hos mig.
Hjemme hos dig eller inde i hendes hoved?
Thomas udstødte et lille grin.
Det er det samme.
Signe slukkede for lyden.
Hun skulle bruge et minut på at rejse sig. Ikke et udbrud, ikke vrede, hun kastede ikke tabletten, selv om stilheden i rummet næsten forlangte, at noget brast. Hun gik hen til vasken, åbnede for det kolde vand og lod hænderne ligge under strålen. Vandet løb over hendes fingre, håndled, håndflader. Hun stirrede på, hvordan dråberne ramte stålvasken. Hun vidste hvis hænderne ikke var beskæftiget, ville hun bide sig fast i kanten af vasken, så neglene blev hvide.
Thomas kom hjem tæt på kl. 23.
Da havde hun nået at se fem optagelser mere, hørt navnet Sofie flere gange og fundet ud af ting om sig selv, som hun egentlig ikke havde lyst til at vide. Thomas vidste nøjagtigt, hvilken dag hun ringede til sin mor og brokkede sig over manglende søvn. Han vidste, at hun ikke sov til middag hverken med eller uden Martin i to måneder. Han vidste, hvor mange gange hun kiggede ind til Martin om aftenen, og hvor længe hun sad i køkkenet, når hjemmet var faldet til ro. Før havde hun synes, Thomas gættede hendes humør. Nu virkede det bare usselt let.
Nøglen drejede i døren, hun havde lagt tabletten væk og vasket sin kop.
Du er oppe? spurgte Thomas i gangen.
Jeg ventede på dig.
Han kom ind i køkkenet, høj, mørkeblå skjorte med opsmøgede ærmer, telefonen i hånden og poser fra Føtex. De første sølvgrå hår ved tindingerne var før set som charmerende; som om alderen gjorde ham tryg. Nu var det kun telefonen, hun så den ting, han brugte til at lytte til hendes hverdag og dele det med en anden kvinde.
Jeg købte yoghurt til ham, sagde Thomas og satte posen på bordet. Og kvark til dig, du løb tør sidst.
Han talte, som han plejede. Faktisk lidt FOR meget som han plejede. Det var det mest tunge: Manden, der to timer tidligere havde fortalt en anden kvinde, hvornår hans kone drak te, stod nu og pakkede rugbrød ud.
Tak, sagde Signe.
Han så nærmere på hende.
Du ser bleg ud. Hovedpine?
Nej.
Hvad så?
Hun tørrede hænderne i viskestykket. Foldede det. Foldede op igen.
Jeg er bare træt.
Thomas nikkede og lod ingenting ane. Om han gennemskuede noget? Hos ham var det svært at skelne. Han kunne forklare ALT, hvis nogen fangede ham i småting, og samtidig mure sig tavs, hvis det passede bedst. Signe kom i tanke om forrige år, da han overbeviste hende om, at fælles bankkort ville være smart for husholdningen. Alt synligt, alt under kontrol. Familien skal jo være ægte. Hun havde aldrig forstået før, at det var dens gennemsigtighed, han elskede. Altså så længe det kun gjaldt den andens liv.
Hun sov ikke den nat.
Martin hylede et par gange undervejs, hostede, og Signe stod op, før det var nødvendigt. Thomas trak vejret fredsommeligt, med det der lille fløjt, armene udbredt, som en mand uden bekymringer. Signe stirrede ud i mørket og gennemgik månedernes detaljer: hans underlige spørgsmål, hans præcise hukommelse, hans rolige “Du talte længe med din mor i dag, hva?”, hans næsten ømme “Du er træt, ikke?” Ingen kan vide så meget uden at nogen sang det til ham. Eller stak næsen i det selv.
Hen ad morgenen stod det klart: Hun kunne ikke konfrontere ham med det samme.
Hun havde været for mange år sammen med en mand, der i enhver svær situation kvælede luften med snak. Han ville begynde at forklare, sno, dreje, gøre hende til den hysteriske kone med for livlig fantasi. Signe kunne allerede høre hans forsvar: “Det forstår du forkert. Det handler slet ikke om dig. Sofie er bare en kollega. Jeg er jo bare bekymret for Martin. Du er bare ved siden af dig selv for tiden, alt virker forkert.” Han var fantastisk til det: tage én sag og vride den, så det var ikke den, men reaktionen, der var noget i vejen med.
Lørdag morgen var han blid.
Alt for blid. Han stod først op, skiftede Martin, lavede grød, vaskede endda tallerkenen op selvom han normalt lod den stå hele dagen. Signe så på, mens han tumlede på tæppet, fandt den forsvundne sok, samlede skeen op fra fliserne, og tænkte på, hvordan samme mand kunne være den kærlige far og alligevel en fremmed tilskuer i sit eget hjem.
Du siger ikke meget i dag, sagde Thomas, da de sad på køkkenet, bare de to.
Plejer jeg larme?
Af og til. I dag slet ikke.
Signe åbnede køleskabet, fandt yoghurt til Martin, lukkede.
Sov dårligt.
På grund af ham?
Bare generelt.
Han lagde en hånd på hendes skulder. Det plejede at berolige hende. Men nu fór et sug af kulde ned ad ryggen på hende.
Signe, hvad er der dog? Alt er helt normalt.
Og det var næsten det værste. Ikke løgnen, men dens hjemlige tone. Som om løgnen om morgenen tager hjemmesko på og skænker te uden at banke på.
Hun vendte sig ikke.
Selvfølgelig.
Du ser mig ikke engang i øjnene.
Jeg ser på dig.
Nej, det gør du ikke.
Hun løftede blikket. Thomas smilede det der gamle smil som hun engang forbandt med tålmodighed. Nu lignede det bare selvtillid: At han kunne holde samtalen på plads, ligesom man holder et dørhåndtag. Ikke give slip. Ikke lade det glide i.
Har du fundet på noget nu? spurgte han.
Nej.
Tak for det.
Og så gik han ind til Martin, uden at sanse hendes fingre, der nu hvidnede om bordkanten.
Dagen trak i langdrag. Signe levede i den, som et menneske, der ved der er hul under gulvet, men må vaske tøj, lave suppe og åbne vinduer alligevel. Hver ting fik ny betydning. Tabletten var ikke bare en gammel dims. Babymonitoren var ikke for babyen. Thomas’ telefon langt fra bare en telefon.
Da han kort efter kørte ud for at købe bleer, åbnede hun arkivet igen.
Skærmens blålys gjorde hendes hænder nervøse. Køkkenet duftede af restesuppe og støv fra vindueskarmen. Signe så fil efter fil, ikke i jagten på utroskab, selv om det var nærliggende. Hun søgte grænsen: Hvornår blev det hele fremmed? Hvilken dag? Hvilket minut?
Svaret lå i torsdagsfilmen.
Der talte Thomas med Sofie. Anderledes. Uden grin, næsten uden skjul.
Har hun mistanke? spurgte Sofie.
Ikke endnu.
Og hvis hun begynder at grave?
Så lad hende grave. Jeg har alt i orden.
Virkelig?
Ja.
En pause på flere sekunder, Signe mærkede kæberne spænde.
Du går for langt, sagde Sofie.
Jeg tænker på forhånd.
Gør du det også med Martin?
Selvfølgelig.
Signe trykkede pause. Rettede ryggen. I børneværelset var det tyst, på gaden smækkede en bildør, unge lo ovenpå. Verden kørte sin sædvanlig lørdag, mens på tabletten lå der en fremmed version af hendes familie. Én, hvor Thomas samlede beviser til hvad? Til samtaler? Uskyld? En fremtid hvor han kan åbne mappen og sige: “Se, jeg overvågede med god grund.”
Signe blev svimmel. Ikke urolig, bare knebent nok luft til at trække vejret.
Hun gik videre i optagelsen.
Hører du dig selv? spurgte Sofie.
Jeg gør det rigtige.
Thomas, det her handler ikke om omsorg.
Og om hvad så?
Om kontrol.
Han lo.
Store ord.
Dækkende ord.
Signe lukkede ned.
Her rykkede det hele. Indtil nu kunne det stadig, med god vilje, bortforklares som en dum affære, smagløst mandehovmod, der troede ingen fangede ham. Men nu roligt, systematisk, uden alle følelser, lagde han det hele i orden som et regnskab.
Senere vendte Thomas hjem med samme rolige ansigt.
Han satte sig på gulvet, læste traktorbogen højt for Martin, og midt i det spurgte han:
Talte du med din mor i dag?
Det lød uinteresseret, men Signe mærkede stikket.
Nej.
Underligt. Du plejer ellers om lørdagen.
Glemte det bare.
Aha.
Han vendte siden i bogen. Så. Almindelige ord, almindelige lyde og lige nedenunder: Nøjagtigheden fra ham, der talte alt op.
Til aftensmad snakkede han lidt, hun endnu mindre. Martin døssede hen med skeen, tabte brødet kun han levede den aften uden skjul eller tilknyttet betydning. Da Thomas tog Martin med ud at vaske hænder, tændte Signe for den nyeste fil.
Den var næsten helt frisk.
Natten til søndag. Thomas havde tydeligvis åbnet appen, da hun var gået i seng. Først tom gang. Så fodtrin, hvisken, lyden af en bil, og Sofies stemme tættere på end før:
Er du sikker på, det ikke er for meget?
Helt sikker.
Selv hvis det ender med at I går fra hinanden?
Signe frøs. Ordet blev slået fast, som om det handlede om tirsdagsvejr.
Hvis det sker, sagde Thomas, så har jeg beviser for, at barnet får det bedre her.
Sofie tav.
Han fortsatte selv:
Du kan jo høre, hun ikke sover ordentligt. Hun mister overblikket. Sidder oppe halve nætter i køkkenet. Glemmer at spise. Alt er dokumenteret.
Thomas…
Ja, men jeg skal passe på Martin.
Du taler, som om du længe har bestemt dig.
Intet besluttet. Bare forberedt mig på alt.
Signe hørte det ikke færdigt. Hun lagde tabletten på bordet og dæmpede sin egen lyd med hånden for munden selvom hun sad alene. Dér var bunden. Ikke bare en affære, ikke blot en dum flirt, men et projekt: Samle hendes liv. Ikke for at forstå. Men for egen magelighed. Til at vinde. Til den dag, han kunne åbne filerne og sige: Her, jeg gjorde det med vilje.
Uret tikkede højlydt på væggen. Eller måske var det bare hende.
Signe sad vågen til det gryede. Hun græd ikke. Gik ikke hvileløst rundt. Skrev ikke til sin mor, selvom hånden drev mod mobilen. Hun stirrede blot på den mørke skærm og mærkede tingene falde på plads inden i. Ikke let, ikke varmt men jævnt, som hylder hvor man sætter fakta én efter én, til sandheden har vægt.
Martin vågnede tidligt og krævede hele verden på én gang. Grød, bold, mor, far. Thomas tog ham, grinede, da Martin hev i skjortekraven. Signe så på dem og huskede Thomas’ stemme fra optagelsen; tør, regnskabsførende og sikker på, at han ville fremtidssikre sig.
Klokken ti sov Martin igen.
Netop dér besluttede Signe sig: Ikke mere venten.
Køkkenet badet i blegt morgenlys. To krus på bordet, kun det ene brugt. Thomas scrollede Danmarks Radio på mobilen. Signe satte babymonitoren på bordet og tabletten ved siden af.
Han løftede øjenbrynene.
Skal vi bruge det der til noget?
Vi skal snakke.
Lige nu?
Ja.
Ingen bøn, ingen undskyldning i stemmen. Thomas opfattede det. Han lagde mobilen ned, skærmen nedad.
Hvad sker der?
Signe satte sig overfor. Hænderne fandt straks kanten af den ru stol, greb fat som om den gav mere styrke end ord.
Jeg vil have ét svar, sagde hun. Kun ét. Fortæl mig det uden bortforklaringer.
Thomas trak på smilebåndet, men hans ansigt strammede.
Prøv.
Signe rørte ved tablettens skærm.
Hvorfor stillede du kameraet, så det ikke filmede Martin, men mig?
Han svarede ikke straks. Netop dén stilhed var det første ægte svar. Ikke forargelse, ikke chok, ikke straks et modspørgsmål. Bare en tung pause.
Hvad taler du om? mumlede han til sidst.
Signe trykkede play.
Den velkendte lyd; knitre, latter, hans egen stemme. Rolig, sikker. Fremmed.
Jeg vil bare vide, hvad hun går og laver.
Thomas gav et ryk så stolen nærmest skramlede hen. Han greb ud efter tabletten, men Signe lagde hurtigt hånden ovenpå.
Du lader det ligge.
Han trak hånden til sig.
Hvor har du det fra?
Arkivet. Det du selv satte op.
Hans ansigt skiftede først langsomt, som om han forsøgte at holde fast i sin gamle forklaring. Men optagelsen fortsatte. Sofie spurgte om gravearbejde. Han sagde, at han havde samlet det hele. Hun talte om kontrol. Han kaldte det et stort ord. For hvert ord fra køkkenhøjttaleren forsvandt hans myndighed en smule.
Sluk, sagde han.
Nej.
Signe, sluk nu!
Nej.
Han gned ansigtet, rejste sig, satte sig igen.
Du kender ikke hele billedet.
Så forklar det kort.
Jeg bekymrede mig for Martin.
Signe trykkede frem til der, hvor han talte om mere stabile hænder.
Efter den sætning lukkede Thomas øjnene.
Kort et sekund men nok for hende.
En gang til, sagde hun tørt. Kort version: Hvorfor overvågede du MIG?
Jeg overvågede ikke.
Og hvad var så dét?
Jeg holdt bare øje med, hvordan det gik.
Med hjælp fra en anden kvinde?
Han skar ansigt.
Sofie har intet med det her at gøre.
Lad nu være. Det har hun.
Du blander alting sammen.
Overhovedet ikke. Affæren for sig. Kameraet for sig. Barnet for sig. Og i hver eneste ting lyver du.
Thomas rejste sig, gik hen til vinduet, men åbnede det ikke. Hans spejlbillede i glasset gjorde ham hverken ældre eller klogere bare tommere.
Du er jo helt oppe at køre, Signe…
Fortsæt bare.
Han vendte sig.
Du er umulig at tale med lige nu.
Men Sofie kunne du tale med?
Det har slet ikke noget med hende at gøre.
Og det? At I diskuterede mig? Min te, min søvn, mine opkald, mit moderskab alt sammen information, der kunne komme dig til gode senere
Martin er også mit barn.
Hvorfor brugte du så ikke tiden på at hjælpe i stedet for at samle materiale?
Her mistede han orienteringen, for første gang. Ikke over optagelsen. Ikke over Sofies navn. Men ordet “materiale” ramte ham rent. Uden skrig, uden filter, umuligt at skjule sig bag.
Du fatter ikke, hvor hårdt det er at skulle klare det hele selv, sagde han dæmpet.
Signe holdt blikket fast.
Selv?
Han så væk.
Jeg arbejder, jeg sørger for økonomien, jeg kommer hjem og ser dig og du virker helt væk.
Så du satte kamera på MIG?
Lad nu være.
Også nu?
Jeg ville forstå, hvad der foregik.
Du ville styre, hvad der foregik.
Thomas grinede akavet.
Flotte vendinger. Hvem har lært dig det? Din mor?
Signe rystede roligt på hovedet.
Du selv. Med alle dine optagelser.
Stilheden blev trykkende. I børneværelset vendte Martin sig og sukkede i søvne. Den lyd trak det hele sammen i Signe. Barnet sov. Hjemmet stod fast. Teen var kold. Og midt i det hele blev noget afgørende afgjort noget hun for tre dage siden aldrig havde forestillet sig.
Du pakker og går i dag, sagde hun.
Thomas så op.
Hvad siger du?
I dag.
Nu er du vanvittig.
Nej.
Det er mit hjem også.
Ja. Men i dag er det dig, der går.
På hvilket grundlag?
På det grundlag, at jeg ikke bliver boende med en mand, der lyttede med på mit liv og diskuterede med sin Sofie, hvem der mest fortjener vores søn.
Han smækkede hånden i bordet ikke voldsomt, men så kruset skvulpede.
Slut med det der pjat!
Signe blinkede ikke engang.
Du har sagt nok. Jeg har intet at tilføje.
Og hvad nu? Skal du løbe hjem til mor?
Nu slukker jeg kameraet. Du pakker.
Du kan ikke bestemme det alene!
Det gør jeg allerede.
Han så på hende længe, for længe. I de sekunder så hun ikke vrede eller sorg, kun irritation: Hans plan var kuldsejlet. Han nåede ikke at lægge kortene først. Det var, hvad hun så. Og måske var det netop det, der blev den sidste dråbe.
Thomas slog øjnene ned først.
Fint, sagde han. Køl af. Vi snakker i aften.
Det bliver nu.
Jeg går ingen steder uden Martin.
Du går alene.
Styr dig, Signe.
Pak nu, Thomas.
Han havde fået en protest klar, men i det øjeblik lød barnets stemme dæmpet fra soveværelset. Martin var vågen. Signe rejste sig med det samme. Thomas ville følge, men hun løftede hånden, og han stoppede.
Nej. Jeg klarer det.
Hun gik ind, løftede Martin, fik ham ind til sig, indåndede den beroligende duft af babycreme, lun hud, søvn. Han gned kinden mod hendes hals nok til at holde hende sammen. Signe stod med Martin, vuggede, og så på babymonitorens grønne lys i køkkenet. Hvor mange gange havde Thomas set hende sådan? Hvor mange gange havde han lyttet til denne hverdagslyd, der burde tilhøre kun dem?
Sidst på formiddagen havde Thomas pakket en taske.
Ikke hans liv. Til det rakte hverken fantasi eller vilje. Syv skjorter, opladeren, barbermaskine, papirer. Han søgte at fylde luften med ord, som for at stoppe hende.
Du ødelægger familien for én samtales skyld.
Signe stod med Martin, uden at svare.
For én samtale! gentog han, som om gentagelsen gav ham styrke. Du forsøger ikke engang at forstå.
Jeg har forstået alt.
Nej, ikke alt!
Det er rigeligt.
Og hvad fortæller du folk?
Sandheden.
Han smilede tørt.
Hvilken sandhed? At jeg satte en babymonitor op?
Ja.
Og så?
Kameraet filmede ikke barnet.
Thomas tog hårdt fat i taskens strop.
Du vil fortryde det her.
Måske. Men ikke, at jeg lyttede.
Han sagde ikke mere.
Yderdøren gik stille i. Ikke et brag, ikke storladent drama. Bare klik, elevatoren brummede, nogen hostede i opgangen og huset lignede sig selv. Men inde i huset stod tingene nu forkert som møbler efter omrokering. Samme vægge, samme krus, samme bord. Men linjen mellem alting var forskudt.
Om dagen lavede Signe næsten ingenting.
Hun gav Martin mad, skiftede hans sokker, pakkede lidt børnetøj. Hun ringede til sin mor: Thomas bor et andet sted et stykke tid. Moren blev stille og spurgte, om de kom forbi senere. Måske i aften, sagde Signe. Ikke flere forklaringer. Det tager tid. Først kommer stilheden: At gå trygt fra rum til rum uden at glemme at slukke for elkedlen.
Henad aften gik hun igen ind i børneværelset.
Det lignede sig selv. Lyseblå body med raket strakte sig på tørrestativet. Det grå tæppe lå på lænestolen. Kameraet stod på kommoden, sort plastik, lille linse, grønt lys. Signe gik tættere på, og kiggede længe som stod nogen stadig og kiggede igen.
Hun tog kameraet op.
Fingrene rystede ikke længere. Det overraskede hende mest. To døgns kulde, søvnløse timer, indre bearbejdning, og hænderne havde simpelthen fået nok. Signe drejede kameraet, fandt stikket og trak det ud.
Det grønne lys slukkede øjeblikkeligt.
Og pludselig blev der så stille i børneværelset, som der kun bliver, når ingen længere lytter med på hverdagen.
