Lugten af plejehjemmet
Ved du, hvad du lugter af? Plejehjem. Kamfer og alderdom. Jeg kan ikke holde det ud længere.
Karen stod ved vinduet og kiggede ud i gården, hvor naboens kat forsigtigt krydsede en pyt i små, beregnende skridt. Hendes mands ord ramte hende som igennem vat. Hun vendte sig ikke straks om. Men så gjorde hun det alligevel.
Jens stod midt i køkkenet i en ren skjorte. Netop den lyseblå, hun havde købt til ham i april på torvet på Gammel Torv, fordi han havde sagt, han manglede noget luftigt, der ikke krøllede. Hun havde stået længe og følt på stoffet og spurgt til materialet. Imens sad Jens i bilen og hørte P4.
Hører du, hvad jeg siger? spurgte han.
Ja, svarede Karen.
Hendes stemme lød rolig. Det overraskede hende selv.
Jens satte en sportstaske på stolen. En stor blå en med et mærke, hun kendte udmærket den lå ellers bagerst i pulterkammeret under skiskoene, der ikke havde været brugt i otte år.
Jeg går nu, sagde han. Vi ved jo begge, det har været på tide længe.
Karen kiggede først på tasken, så på hans hænder. De var rolige; han pillede ikke ved skjorten og skjulte ikke sit blik. Han havde besluttet sig for længst det var blot ordene, der gjorde det virkeligt.
Længe, gentog hun.
Ja, sagde han og trak på skuldrene. Karen, jeg ønsker ingen dramatik. Det fungerer ikke mellem os. Du er her hele tiden. Med din mor, procedurer, den her lugt. Jeg kan ikke mere.
Lugten. Hun tænkte på lugten. Fem år. Fem år havde hun stået op klokken seks, fordi Ellen Kirstine vågnede klokken seks, fordi sådan arbejdede en syg krop, der havde sine egne ur, sine egne regler. Fem år med kamferolie, bleer, som nu blev kaldt engangsunderlag. Fem år med hoste fra værelset og natlige opkald til vagtlægen. Fem år hvor hendes eget arbejde samlede støv i mapperne ude i atelieret, hvor hun sjældnere og sjældnere kom for ingen andre kunne tage over. Karen, der er ikke andre, det forstår du jo selv.
Hun forstod.
Skal du gå nu? spurgte hun.
Ja.
Okay, sagde Karen.
Han ventede et øjeblik som om han forventede noget andet. Tårer måske. Eller skrig. Eller: hvor går du hen?. Hun spurgte ikke. Ikke fordi svaret ikke var åbenlyst, men fordi det virkede ligegyldigt nu.
Jens tog tasken og stod lidt ved døren.
Jeg lægger nøglerne i entréen.
Læg dem bare, nikkede hun.
Nøglen klikkede. Døren til opgangen smækkede, fire etager ned lyden kendte Karen bedre end sit eget hjerteslag. Nu var der stille. Ikke bare stille, næsten mat som når man slukker fjernsynet, der har kørt så længe i baggrunden, at støjen først anes, når den ophører.
Karen så på nøglerne på det lille bord. Stolen, hvor tasken stod tasken var væk.
Hun gik tilbage til køkkenet og fyldte mere vand i elkedlen.
Det var fem år siden, Ellen Kirstine blev ramt af en blodprop ved spisebordet, mens de fejrede Jens fødselsdag. Karen havde bagt kirsebærtærte, svigermor sagde det smager dejligt”, tabte gaflen, så på Karen med et blik, der var nok. Det var Karen, der ringede 112. Sad med i ambulancen, holdt en lam hånd, der ikke svarede igen.
Jens var til firmafest. Tog først telefonen tredje gang.
Lægerne sagde, venstre side var lammet delvist, at opsvinget blev langt, at plejen krævede konstant nærvær. Du arbejder jo ikke rigtig fuldt nu, Karen, dine projekter… det er jo ikke hovedindkomsten, havde Jens sagt. Hun argumenterede ikke. Lagde mapperne med tegninger væk i en kasse i atelieret.
Kedlen kogte. Hun lavede te og stod ved vinduet katten var væk, pytterne blev.
De første tre dage forlod Karen næsten ikke lejligheden. Ikke af udmattelse, men fordi hun ikke forstod, hvad hun skulle derude. Kroppen var blevet rutine: seks op, halv otte morgenrutine, ti morgenmad, et frokost, fire balkon-udluftning i kørestol, syv putning. Nu var der ingen rutine, og kroppen anede ikke hvad den skulle.
Hun gik mellem rummene og betragtede det hele. Kørestolen ved væggen i stuen, dyngen med bleer under sengen, medicinkassen i entreen alt mærket med hendes skrift: morgen, aften, ved tryk. Ellen Kirstine var væk for tre måneder siden, fredeligt, sovende men alt stod, som det stod. Jens rørte det ikke. Karen kunne ikke.
Fjerde dag fandt hun tre sorte affaldssække frem og gik i gang.
Systematisk, uden hastværk. Bleer, urinposer, handsker, engangsunderlag. Medicin, pakke for pakke. Kørestolen tog længst hun huskede turene på stien, Ellen Kirstines blik i trækronerne, som man kun ser, når man ved, det er sidste gang. Hun adskilte stolen og bar den ud i tre omgange.
Bagefter stod hun længe under det varme brusebad.
Spejlet viste det, som hun ikke havde set længe: sig selv. Ikke plejer, ikke hustru, ikke datter-på-papir. Bare en 52-årig kvinde med fugtigt hår, begyndende gråt, som hun længe ikke havde haft overskud eller grund til at farve.
Næste morgen ringede hun til frisøren.
Frisøren hed Solvej, var i start-30erne, hurtige, sikre hænder. Karen forklarede, at hun ville have det kortere og noget med farven. Solvej stillede ingen spørgsmål, undersøgte hende i spejlet som en god læge, nøgternt.
Dit naturlige hår er pænt. Et par striber og lyse stykker vil få det grå naturligt med. Det er moderne. Klip det op, ikke for kort, så nakken er fri du har en flot nakke.
Gør det, sagde Karen.
To timer sad hun og så en anden kvinde komme frem i spejlet. Ikke ny, men renset, som om noget længere havde klistret sig fast på hende og nu var vasket væk.
Da hun gik ud, blæste oktober-vinden. Den ruskede i hendes korte hår og Karen tænkte, at det var længe siden hun havde mærket vinden sådan. Altid på farten: apoteket, hjem, læge, hjem igen.
Men ikke denne dag.
Hun købte en kaffe og gik en tur. Bare sådan.
Skilsmissen tog fire måneder.
Jens mødte op med en ung advokat i dyrt jakkesæt. Karen alene, ikke som demonstration, bare fordi hun ikke fandt grund til advokat hun havde intet at kæmpe om.
Anden retsdag fulgte hun med Jens. Hun så hende straks i ventesalen de var vel 35, måske yngre, lyst hår i hestehale, ternet frakke, hæle. Hun stod lidt for sig selv, øjnene limet til mobilen. Hun og Jens udvekslede et blik, ligegyldigt som man ser fremmede i Netto.
Ingen overlegenhed. Bare en fremmed.
Karen, sagde Jens lavt. Vi burde tale om lejligheden.
Jeg har kun brug for atelieret. Mit gamle. Resten du bestemmer, sagde Karen.
Er du sikker?
Absolut.
Advokaten noterede. Jens så ud, som om han ventede, hun ville forhandle, minde ham om plejen af Ellen Kirstine, om ofrene, alle de år. Det gjorde hun ikke. Ikke af mangel på ret, men fordi hun ikke ønskede samtalen. Ikke villet ydmygelse eller drama, og ikke engang tårerne, som endnu var på afstand.
Atelieret lå på Nørregade, anden sal i et gammelt hus. 22 kvadratmeter, højt til loftet, ét stort vindue mod nord. Købt tilbage som 34-årig, efter arkitektuddannelsen, for opsparede kroner. Bordet stod stadig derude, det gamle tegnebræt også, reoler med mapper, planter i vindueskarmen, ufatteligt upåvirkede af alt.
Hun overnattede første gang, da dommeren havde skrevet under.
Lå på den gamle sovesofa og stirrede i loftet: Hvad nu?
Der var intet svar. Men det skræmte hende mindre, end hun havde troet.
Første opkald gik til Grøn Perspektiv, hvor hun havde arbejdet tidligere. Sekretæren blev glad, forbandt hende straks med Morten. Han talte venligt, roste hendes gamle arbejde, især børnehaveparken. Men fem år er langt. Markedet skiftet. Nye softwarer, nye kunder. Vi mangler folk, der kan nu.
Jeg forstår, sagde hun.
Vi ringer, hvis noget ændrer sig.
Det vidste hun, de ikke gjorde.
Næste opkald gik til en privat tegnestue. En gammel klassekammerat, Birgitte, var sød og venlig, men efter fem minutters snak begyndte hun også at tale om andre krav, unge med nye værktøjer, konkurrencen er hård.
Tredje gang ringede Karen egentlig uden at tro på det den kommunale forvaltning for byens parker. De sagde, at alle stillinger var besat.
Hun lagde mobilen ved vinduet, så ud: novembergade, nøgne træer, folk med kraverne oppe. Fem år var meget ikke i hende, men udenfor. Mellemrummet hun havde efterladt, var fyldt op af andre nu.
Hun åbnede computeren og gik i gang med at lære nye landskabs-programmer. Sad til efter midnat, læste, skrev noter. Noget var nyt, andet bare blevet omdøbt.
I december fik hun job. Ikke drømmen, men dog arbejde: assistent i et lille gartneri i en forstad. Indehaveren, fru Vera, var lavstammet og bestemt man var kun god nok, hvis man trak sin vægt.
Kan du finde ud af planter? spurgte hun første dag.
Det kan jeg.
Du får ikke meget i løn, men det er levende arbejde.
Det var sandt. Karen stod op klokken otte, pottede om, rådgav kunder, jorden mellem hænderne, lugten af vådt løv og muld, rækker med grønne spirer.
I gartneriet hørte hun om drivhuset.
Fru Vera nævnte i forbifarten, at der i en gammel park på Strømsvej stod et forladt drivhus, og at den nuværende leder kæmpede for at gøre noget dér, men ingen hænder havde.
Karen tøvede længe, men søndag, hvor gartneriet havde lukket, tog hun overtøjet på og cyklede derhen.
Drivhuset lå i hjørnet af parken, bag træerne glas overalt, mat, ikke vasket, mørkt og diffust liv bagved. Metalstellet var rustent flere steder, flere glas sektioner var erstattet med krydsfiner. Stien op var skjult under blade.
Indeni.
Karen åbnede den tunge dør, varm og fugtig luft strømmede hende i møde. Gik indenfor.
Rod, men et levende rod. Planter voksede som de ville; noget søgte lyset, noget havde fældet sig om naboplanter, en lian slyngede sig op til taget. Mandarintræer stod med små frugter, palmer i store tønder for længst vokset over mål, orkidéer på vinglende hylder engang indsat med kærlighed, nu overladt til sig selv.
Karen stod stille noget i hende, hårdt spændt, begyndte at give sig.
Har du bestilt tid?
Hun vendte sig. En ældre mand kom frem fra siden uldtrøje, briller hvilende i panden, hænder mærket af havearbejde.
Nej, undskyld… jeg så bare døren, og gik ind. Jeg går, hvis det ikke må være.
Hvorfor skulle du ikke måtte? sagde han. Jeg hedder Niels Blicher, bestyrer her hvis det ord altså dur.
Karen Mikkelsen. Landskabsarkitekt.
Han tænkte lidt.
Arkitekt, siger du.
Med en fem års pause.
Han betragtede hende. Ikke vurderende bare tænkende.
Kom, jeg viser dig rundt.
To timer gik de rundt. Niels viste hende stedet, fortalte hvad der var mislykket, hvad han gerne ville. Drivhuset havde været lukket syv år for midlertidig reparation, ledelsen skiftede, ting gik i stå.
Niels havde opnået lov at arbejde der men havde ingen hjælp. Kom hver dag selv og vandede, gødede, passede temperaturen. Alene.
Jeg vil gerne hjælpe, sagde Karen.
Lønning kan jeg ikke tilbyde, endnu.
Det ved jeg.
Han kiggede længe på hende.
Kom på torsdag.
Hun dukkede op torsdag, så fredag. Snart dagligt. Slap gartneriet, fru Vera var ikke fornærmet: “Du er til andet end potteplanter.”
Drivhuset blev hendes første rigtige projekt efter de fem år.
Systematisk begyndte hun oversigt over alle planter, deres stand, placering, behov. Tre uger tog det; hun førte notater om alle. Dernæst rumovervejelse: 400 kvadratmeter, kaotisk fordelt blot potter uden logik. Karen tegnede skitser på papir, som i studiet det hjalp hende at tænke.
Niels nikkede.
Her tænker jeg citruszonen, sagde Karen. De kan tåle tørre zones og duften…
Duften! sagde han. Intet som citrus når man træder ind vintermorgen.
Midten, høje palmer for rum, under dem buske og småt. En sti.
Stier, ja! Så folk kan gå.
De skal nok komme, sagde hun.
Hun troede på det. Kendte det fra byrum hvor der er tænkt for mennesker, strømmer de til.
Vinteren gik med arbejde. Hun slæbte hjem planter indkøbt for egne penge (de sidste, der var til overs fra skilsmissen, men det rakte). Hun fik lavet glas og fandt håndværkere. Niels var altid der og gjorde, hvad han kunne: plejede, snakkede med planterne som kun folk gør, der forstår at det ikke er sært, bare ærligt.
I januar ringede hun for første gang i mange år til en gammel veninde, Rikke.
Rikke kendte hun tilbage fra studiet, havde længe inviteret, men opgav da Karen konstant sagde: Ellen Kirstine, jeg kan ikke forlade hende. Rikke tog telefonen tredje ring, var længe stille:
Er du… okay?
Ja, jeg lever.
Pyha, pause. Hvor blev du af?
Lang historie. Er du hjemme?
Ja, sidder og spiser frikadeller. Kom forbi.
Karen kom, de sad i køkkenet med te, senere noget stærkere, og Karen fortalte. Rikke lyttede uden at afbryde, kun stedvis små nå eller klart. Det var rart, præcis det hun manglede.
Din Jens, ved han du er i drivhuset?
Hvorfor skulle han?
Det var bare. Rikke hældte mere te op. Men hvordan har du det?
Karen tænkte sig om.
For første gang i lang tid: okay.
De vendte aldrig tilbage til emnet.
Februar bragte overraskelser.
Karen hentede nye planter geranier og et stort rosmarinkr, fundet billigt. Niels var i anden ende. Hun arrangerede potter, målte afstande. Da gik døren op.
En mand stod i åbningen.
Omkring 58, jakke, tegneplade under armen. Skulderbred, med det blik og sindighed, folk får af at arbejde under pres.
Undskyld, Niels her?
Længere fremme, bag palmerne.
Tak. Han så sig omkring. Det er blevet flot. Så det for et halvt år siden, meget anderledes.
Det håber jeg.
Det er dig?
Niels og mig.
Din idé, sagde han, ikke som spørgsmål.
Hun kiggede på ham han så på hendes planteopstilling, forståelse for struktur.
Og du er…?
Peter Frost. Ingeniør, vi laver tagrenovering, trejde og syvende sektioner var slemme.
Ja, svarede hun.
Hvordan ved du det?
Jeg er her hver dag.
Han gik, kom tilbage 20 minutter senere, sagde farvel, ventede i døren.
Må jeg spørge… de mandariner dér, blomstrer de til forår?
Bør de, hvis temperaturen holder.
Kan man se det? Når de er klar?
Det spørgsmål havde hun ikke ventet.
Små mørkegrønne knopper svulmer. Så tre uger efter blomstring.
Tak.
Niels smilede senere.
Han er god, Peter. Han hjælper os hvert år, selv gør alt, overholder tider.
Karen nikkede og gik til rosmarinen.
Peter kom igen ugen efter. Mere arbejde, han blev længere, gik rundt, noterede, gik gennem planterne. Så mødtes de ved citronerne.
Undskyld.
Det går.
En pause.
Har du arbejdet med andet?
Byliv, byrum og landskab.
Det er tydeligt.
På planterne?
På måden du forstår bevægelser. Ikke bare pænt, men funktionelt.
Karen smilede. Hvornår havde nogen sidst omtalt hendes arbejde præcist ikke smukt med alle blomsterne, men sagligt.
I marts åbnede de uofficielt. Satte et opslag på porten og i lokalgruppen på nettet. Syv mødte den første dag. Ugen efter 30. Folk gik rundt, duftede, fotograferede. Ældre dame stod længe ved rosmarinen og sagde, at sådan voksede det også hos hendes mormor.
Det virker, sagde Niels.
Ja, nikkede Karen.
Jeg har overbevist ledelsen om en deltidstilling. Ikke stor løn, men fast.
Hvilket job?
Grøn specialist. Det gør du jo allerede.
Det er godt, svarede Karen.
Det lille godt fik ny betydning for hende nu. Ikke bare nok men faktisk godt.
I april inviterede Peter hende på kaffe.
Ikke romantisk, bare: Lad os holde lidt pause, du har arbejdet uden stop i en time nu. De gik ned af gaden, han fortalte om sin voksne datter i Aarhus, skilsmisse for otte år siden, et job der førte ham rundt og det kunne han lide.
Hvorfor gamle bygninger? spurgte Karen.
Fordi de rummer historier. Man ser sporene fra forskellige hænder én har tænkt, én har udført, én har beskyttet. Bygningen er en samtale over årtier.
Karen kiggede ud.
Og drivhuset?
Det er specielt. Samtalen pågår stadig. Det er ikke dødt.
Levende, gentog hun.
Hans blik var åbent, ufordømmende.
De snakkede en time. Han fulgte hende tilbage til drivhuset.
Jeg kigger på trejde sektion i morgen, sagde han.
Fint.
Han gik. Karen så efter ham og mærkede en lethed ved at have et menneske omkring sig. Ikke fordi han skulle noget men fordi han var der.
Rikke forlangte detaljer i maj.
Tager du det alvorligt? spurgte hun.
Jeg ved det ikke endnu.
Og ham?
Har ikke spurgt.
Karen Mikkelsen! Sagde Rikke dramatisk. Du, 53 år…
Snart 54.
Endnu mere: Spørg dog!
Karen lo for første gang uden grund. Det føltes ubekymret.
Hun hørte om Jens ad omveje, især fra fælles bekendte.
Først ringede Hanne fra opgangen.
Hans nye kæreste, hun er rejst. Tog tingene og forsvandt. Han ville have børn, hun ville ikke. Eller måske omvendt. Ved ikke helt.
Okay, sagde Karen.
Hvad tænker du?
Ikke noget, men tak du sagde til.
Senere ringede en tidligere kollega, Anders, som måtte fortælle at Jens var blevet opsagt fra arbejdet for tre måneder siden.
Og du ringer til mig fordi…
Stilhed.
Han har ringet flere gange. Han har det svært.
Anders, det er godt du er hans ven. Men jeg kan intet gøre.
Efter samtalen gik Karen ud i drivhuset. Juni syren blomstrede udenfor, indenfor susede blæsere, mandarinerne voksede, palmerne stod ranke.
Hun tog vandkanden, gik ad stien.
Tænkte hun på Jens? Indimellem. Minder både gode og dårlige første år var fine, så gled tingene, usynligt, med små skridt. Mindre opmærksomhed, mere irritation, færre spørgsmål om hvordan har du det. Og hun forsvandt også lidt, for meget op i pleje, blev usynlig hjemme.
Men de ord. Du lugter af plejehjem.
Hun satte vandkanden fra sig og betragtede citrontræets blade. Skinnende, levende.
Det var hårdt sådan siger man ikke, hvis man blot skal gå. Sådan siger man, hvis den anden skal føle sig skyldig.
Hun gik videre.
Peter kom stadig i ny og næ. Nogle gange arbejdede de sammen, snakkede om job, byen, bøger. En dag havde han figen med fra markedet måske de kunne få den til at gro? Niels blev begejstret, Karen forklarede…
Og pludselig mærkede hun, at han lyttede. Rigtigt lyttede.
I juli gik de på arkitekturudstilling. Peter kendte hver tredje udstiller, Karen lyttede til historier om fejl, løsninger, mennesker bag. Hvor længe har du lavet bevaring? spurgte hun. Siden jeg var 40. Tidligere tegnede jeg nyt. Det blev kedeligt. I det gamle er der fejl menneskelige fejl. Det skaber forbindelse til folk fra fortiden.
Karen tænkte; måske burde man se på fortiden sådan ikke kun fiasko, men forståelig menneskelig fejl.
August blev varm. Drivhuset blev samlingspunkt. Børneklasser kom, skolelærere lavede forløb. Niels strålede.
Det er dig, Karen. Alt dette.
Det er os, korrigerede hun.
Alligevel, det blev hendes projekt, hendes plan, Niels var manden med vandet.
Hun søgte penge til udbygning: nabobygningen kunne rumme undervisningslokaler. To fonde kunne måske bidrage. Niels læste ansøgningen igennem alvorligt, som forskere gransker tekster.
September. En fredag aften ringede Jens.
Hun havde ikke slettet nummeret. Mobilen brummede.
Ja.
Karen… har du tid?
Nej. Hvad gælder det?
Jeg… jeg har brug for at tale.
Vi taler nu.
Nej, personligt… Jeg trænger, Karen.
Hun så ud på folk, der på vej hjem fra arbejde. September skumring.
Jens, hvad skulle vi tale om?
Alt. Det går dårligt. Jeg… vil du mødes?
Hun tænkte sig om.
Drivhuset på Strømsvej. I arbejdstid.
Og lagde på.
Han kom i oktober. En tirsdag, klokken lidt over tolv. Hun var i gang med at stille orkideer op. Døren lød, hun vendte sig.
Jens gik forsigtigt op mellem planterne. En buket i hånden krysantemum, pakket hos Netto, til cirka tredive kroner.
Hun så på blomsterne, hans hænder, usikre det var tydeligt han ikke var vant til at give blomster.
Hej, sagde han.
Hej.
Han så sig omkring.
Der er virkelig blevet flot.
Jeg ved det.
Han rakte blomsterne.
Her… til dig.
Karen tog imod. Tak. Vi kan sætte os herovre.
De satte sig ved det lille bordeområde hun havde indrettet til gæsterne to fletstole, borde, blade om havebrug. Niels forsvandt diskret.
Du ser godt ud, sagde Jens.
Tak.
Nej, jeg mener det. Du… du har aldrig set så levende ud.
Jeg er den samme.
Nej… det er du ikke.
Karen var stille. Hun kiggede på manderintræerne i skæret ventede.
Karen… jeg ved at jeg gjorde dig ondt. Det jeg sagde dengang… det var uretfærdigt.
Ja, svarede hun blot.
Jeg… jeg vidste ikke hvad jeg lavede. Troede jeg trængte til noget andet. Men… han standsede.
Du blev bange, sagde hun stille.
Han lod ordene sidde.
For hvad?
For at vi bliver ældre. For sygdom. At livet ikke er som i reklamen. Det er menneskeligt.
Vidste ikke du tænkte sådan.
Det lærte jeg først senere.
De sad i stilheden, vindens blæst mod glasset.
Karen… jeg vil gerne komme tilbage. Det lyder forkert, men kan du overveje det?
Karen mærkede svaret helt fremme.
Jens, jeg er ikke vred længere. Bare… lettet, tror jeg. Du valgte som du kunne.
Så der er håb?
Nej.
Tavshed.
Hvorfor?
For jeg har valgt noget andet.
Hvad?
Alt dette. Drivhuset. Planterne. Mig.
Der var intet ondt i hendes stemme.
Og ham… Niels sagde der kommer en ingeniør her jævnligt.
Niels snakker gerne.
Er du sammen med ham?
Jens, det er ikke dit spørgsmål mere.
Han nikkede til sidst.
Gode jer. Du var den bedste hustru. Jeg forstod det ikke.
Jeg ved det. Karen rejste sig. Jeg skal arbejde. Vil du rundt?
Nej. Tak. Jeg går.
Godt.
Han gik mod døren, tøvede.
Karen, du… Han opgav Farvel.
Farvel.
Karen stod lidt, satte krysantemummerne i en vase, fyldte vand de holder længe, gode blomster.
Niels dukkede op, som om han ikke havde hørt noget.
Te?
Ja tak.
De sad over te og snakkede om citrus-sommerfugle, som Niels havde læst passede til at indføre til sommer, hvis klimaet håndteres. Karen tænkte, børnene ville elske det.
Oktober gled over i november. Karen søgte om fondsstøtte til udvidelse, fik positivt svar. Niels blev så glad, han købte en lagkage de sad midt i drivhuset med kagestykker og grinte over krummer i skitserne.
Peter kom oftere. Ikke altid for at arbejde.
En dag havde han gløgg i termokande.
Det er november, sagde han.
Hvordan vidste du jeg ville have?
Det vidste jeg bare.
De sad i fletstolene, drivhuset mod parkens efterårstræer. Peter hældte op, duften af nellike og appelsin.
Fortæl om udvidelsen, sagde han.
Hun fortalte længe, med skitser. Han spurgte, forklarede, viste hvordan de kunne løse fugt med dobbelte ruder sådan havde han set det i en finsk botanisk have.
Og bærende konstruktioner?
Skal beregnes, men det er muligt. Skal jeg lave et overslag?
Meget gerne.
Han så på hende.
Karen… jeg nyder vores samtaler.
Karen holdt blikket.
Og jeg.
Noget ændrede sig udenfor sne begyndte at dale. De tynde fnug smeltede næsten, men dækkede bænke, træernes grene, stier. Lyset var anderledes, blødt.
Sne.
Ja.
Inde i varmen, citrus og gran, vinterskumring et sted, med plads til liv selv mens det er koldt udenfor. Måske var det netop beskrivelsen af, hvad hun havde skabt dette år: Et sted, hvor det indenfor forblev varmt.
Tænker du på noget? spurgte Peter sagte.
Ja, sagde hun.
Noget godt?
Hun så på sneen, mandarinerne, de lange rækker orkideer, palmerne mod glastaget hvor sneen landede og næsten lige efter smeltede.
Ja, svarede hun. På noget godt.
Peter nikkede, skænkede mere gløgg, og de sad sammen, i den varme, duftende oase, mens den første sne faldt udenfor.
