Mor Katrine
Hvad er det, du piber sådan over? Du sætter dig bare her og græder, og der er i forvejen så fugtigt udenfor!
Den store, fyldige kvinde satte sig ved siden af mig på bænken ved Nørreport Station. Hendes høje kindben lyste, og hele hendes væsen fyldte rummet ud.
Hold op, hvor er det lummert i dag! Regnen begyndte jo i morges, og nu er det, som om vi sidder i sauna. Kun halv dag gået, og jeg er allerede gennemblødt. Man skulle tro, det var Roskilde Festival.
Hun hev en flaske vand op fra sin slidte stofnet, fik låget løsnet og rakte den til mig.
Vil du ha? Folk siger, det virker beroligende med en tår vand. Det passer så ikke på mig. Jeg kunne drikke en hel liter, uden at det hjælper.
Jeg sad stiv som en pind og kiggede på hende. Hvad havde jeg gjort for at fortjene det her? Ud over alle mine andre problemer, skulle jeg nu også finde mig i selskab med denne kvinde?
Jeg har altid haft det svært med store mennesker. Kunne ikke forstå, hvorfor de lod stå til og ikke tænkte på dem omkring sig. Det var ikke æstetisk, syntes jeg. Jeg kom til at tænke på engang, jeg var i badeland med veninderne og så en kvinde i samme størrelse.
Jeg gider ikke i bassinet. Det er mere end nok for mig i dag! sagde Maja, min veninde fra studiet. Tynd og brun, hele hendes krop et produkt af mange kilometer på løbebåndet.
Hvorfor nu det? Vi havde jo netop glædet os hele dagen, spurgte jeg.
Med hende der? sagde Maja og nikkede irriteret bagud. Jeg kan knap holde ud at se på det!
Jeg var ikke enig, men turde heller ikke sige imod. Sandheden var nok, at jeg forstod lidt, hvad Maja mente. Der kunne ikke være rigtigt, tænkte jeg, at nogen bare lod stå til.
Og nu sad jeg her, på en bænk i København, ved siden af en kvinde endnu større end kvinden i svømmehallen. Jeg orkede ikke engang rejse mig. Jeg havde siddet her i flere timer først grædende, nu bare stirrende tomt ud på gaden.
Hun begyndte at tale til mig, trak sit store hoved closer på mig.
Du ser så pæn ud. Ingen kuffert, ikke engang en taske. Du rejser ikke, ventende på nogen? Eller har du bare intet sted at tage hen?
Jeg kunne ikke lade være med at kigge op. Hendes ansigt var venligt, kinderne solide og røde som gamle rødbeder. Da jeg skulle til at svare, knækkede stemmen over og endnu engang græd jeg hæmningsløst. Hun lagde en arm om mig, og jeg mistede helt forbeholdet. Jeg lugtede ikke sved, kun et svagt floralt duft af vild kornblomst. Jeg kæmpede mig fri fra hendes favn, overrasket over mig selv. Netop som jeg blev fri, kom minderne om min mor snigende. Den duft, som sad i hendes hænder, savnet, jeg næsten havde glemt. Mor døde i et trafikuheld, da jeg var fem, og det eneste jeg huskede, var hendes hænder, der bandt blomster og duftede så mildt.
Hvem har gjort dig ondt? spurgte Katrine med sin varme stemme.
Jeg rystede bare på hovedet først, men nikkede så.
De fjolser! Hvordan kan man opføre sig sådan? Sagde hun, hev et stykke rugbrød og et æble op af sin taske. Kan du klare lidt mad?
Duften af skinke og koldt smør fik maven til at suge sig sammen. Jeg havde ikke spist i næsten et døgn, og mine lommepenge var brugt op.
Tag nu! Det er kalkunskinke. Jeg har selv lavet det. Spis så, du er jo så tynd, man bliver helt bekymret.
Jeg spiser ikke kød mumlede jeg, men hun rakte blot maden ind foran mig og delte æblet.
Spis nu. Og fortæl. Hvorfor sidder du her uden ting og uden penge, ikke sandt?
Tårerne kom igen, men jeg prøvede at tage mig sammen og nikkede. Der var ikke nogen muligheder tilbage kun sandheden. Jeg trak vejret dybt og begyndte at fortælle.
Dagen forinden havde min far fortalt mig, at jeg ikke var hans datter, og at min “rigtige” lillesøster nu var på vej. Manden, der havde opdraget mig, var altså slet ikke min biologiske far? Mine forældre skilte sig, mor døde, og stedmor, Malene, kun fem år ældre end mig, havde aldrig set mig som sin. Jeg kunne ikke mere. Midt om natten pakkede jeg min jakke, stak af hjemmefra uden retning og endte her.
Da jeg var færdig, rakte Katrine mig et lommetørklæde.
Lad os lige se på det. Har du brug for at tale med din far?
Min mobil er død.
Hun gravede et gammelt klaptelefon op fra tasken.
Lån min. Skriv, at du har det godt. Ingen grund til at give ham hjerteflimmer.
Jeg sms’ede, at jeg var okay. Katrine rejste sig op og trak blusen på plads.
Jeg hedder Katrine. Jeg bor lidt uden for byen, i Ganløse. Har du ikke lyst til at tage med ud til mig? Jeg har rigeligt plads.
Hvorfor hjælper du mig? spurgte jeg mistroisk.
Hun smilede bredt og tog mit ansigt mellem hænderne.
Fordi ingen børn skal være alene. Og fordi du ligner én, der mangler lidt omsorg.
Resten af vejen i S-toget sov jeg. Da vi nåede Ganløse Station, blev vi taget imod af en høj, ranglet kvinde.
Mor Katrine, du kommer sent i dag! Er alt vel med Ninna?
Alt godt, Anne. Lad nu være med alle de spørgsmål. Vi er sultne.
Jeg leende for mig selv over den lasede, malede Toyota Corolla.
Hov! Det er altså min brors værk! udbrød Anne stolt. Hun var Katrines datter altså, ikke rigtig datter, men mere som jeg selv: adopteret.
Der var børn overalt, da vi nærmede os Katrines hus. Store, små, nogle blond, andre mørkhårede, men alle sammen glade.
Alle mine! grinede Katrine. Men tag det roligt, jeg bor alene. De kigger altid forbi, og huset er derfor altid fyldt med liv.
Jeg brugte en uge på at lære alle at kende. Det tog tid at forstå, hvem der var søskende, halv- eller plejebørn. Anne forklarede mig det hele, mens vi sad i hendes hyggelige køkken. Håndbroderede gardiner, kat på sofaen dansk hygge, som man forestiller sig det.
Katrine har aldrig fået egne børn, sagde Anne pludselig, og hendes helbred har heller ikke været til det. Hun har været igennem meget. Men hun har reddet os alle. Og hun holder sammen på os som en rigtig mor.
Hvordan ender børn hos jer?
Forskelligt. Min mor var alkoholiker, så Katrine tog mig ind, da jeg var tretten. Hun kæmpede for at få forældremyndighed, men det lykkedes ikke. Så adopterede hun mig i stedet.
Jeg mærkede noget i hjertet. Katrine havde altså åbnet sit hjem for mange som mig, uden at tøve. Det ramte mig, hvor lidt relation og blod havde at sige i hvad man kaldte familie.
Det er ikke kun blodsforhold, der gør et hjem, du forstår det med tiden, sagde Anne, mens hun satte kaffe over og vaskede op.
Om eftermiddagen stødte alle til om spisebordet. Latter, børnestemmer, voksne der skiftedes til at rose Annes hjemmebag eller nu fniste over deres dag. Jeg sad stille og kunne ikke holde tårerne tilbage.
Anne lagde armen om mig: Det skal nok gå. Du er hjemme her.
Det blev aldrig helt det samme med min far igen. Jeg var taknemmelig for alt han havde gjort, men noget var ændret. Han hjalp økonomisk, til jeg var færdiguddannet og jeg blev en af byens mest efterspurgte børnepsykologer. Men det var Katrine, der havde lært mig, hvordan man samler stykkerne sammen, og genfinder sit eget værd.
Da Katrine blev syg, var jeg den første, der smed alt og tog hjem for at hjælpe hende. Omsorg blev gengivet med omsorg. Selvom Katrine aldrig kom helt til hægterne, var huset stadig fyldt, og hendes selvbyggede bænk ved lågen blev hendes nye trone. Børn og børnebørn sværmede om hende, grinede og pjattede:
Hvordan sidder hendes majestæt i dag? Skal vi hente te, mor Katrine?
Jeg blev i Ganløse, til hun havde det bedre. Og da jeg endelig skulle giftes, sad hun selvfølgelig på første række, i blomstret kjole, lugtende af vild kornblomst, og nikkede:
Jeg er her. Og vil altid være her, mit barn.
I dag kan jeg se, at familie er mere end blod. Jeg har lært, at ingen børn skal føle sig forladt, og at det stærkeste bånd er det, man selv knytter.
