En smuk eftertanke ord rækker næsten ikke
For mange år siden levede en dansk kvinde, som havde et trist og anstrengt forhold til sin mand. Hun fik pludselig et hjertestop, og mens hun svævede mellem liv og død, viste en engel sig for hende og sagde, at hendes gode og dårlige gerninger endnu ikke vejede op, så hun kunne ikke komme i himlen. Englen tilbød hende dog at vende tilbage til jorden i nogle dage for at udrette de manglende gode handlinger. Hun accepterede og vendte hjem til sin mand. Han talte slet ikke til hende de havde været fjender længe.
Hun tænkte ved sig selv:
Jeg burde forlige mig med denne mand. Han sover på sofaen, og jeg har længe ikke lavet mad til ham. Nu står han og stryger skjorte til arbejdet Måske skulle jeg overraske ham.
Da han gik ud ad døren, begyndte hun at vaske og stryge alle hans skjorter. Hun lavede en lækker middag, satte blomster og levende lys på bordet, og på sofaen lod hun en seddel ligge:
Jeg tror, du ville sove bedre i sengen, der engang var vores. Sengen, hvor vores børn blev til i kærlighed. Hvor vi så mange nætter holdt om hinanden og fandt tryghed hos hinanden. Kærligheden er stadig derinde og venter på os. Hvis du kan tilgive alle mine fejl så mød mig der.
Din hustru
Men da hun skrev sidste sætning: Hvis du kan tilgive alle mine fejl, tænkte hun:
Er jeg blevet vanvittig? Er det mig, der skal undskylde? Det var jo ham, der kom vred hjem fra gaden, da han mistede sit arbejde på Bryggeriet og ikke kunne finde nyt. Det var mig, der skulle få de små kroner til at række, og oveni tåle hans vrede. Han begyndte at drikke, sad i timevis i lænestolen og bad børnene holde op med at lege. Han råbte ad mig, når jeg sagde, at vi ikke kunne fortsætte sådan. Han ødelagde alt og nu skal jeg bede om tilgivelse?
I vrede rev hun brevet i stykker, men da lød englen stemme:
Glem ikke: Få gode gerninger til, og himlen er din. Ellers forbliver døren lukket.
Hun tænkte over det:
Er det det værd?
Hun skrev brevet igen, denne gang med flere varme ord:
Jeg forstod ingenting, dengang. Jeg så ikke din angst, da du stod udenfor arbejdsmarkedet efter så mange trygge år. Du må have haft det så svært. Jeg husker dine drømme om, hvad vi skulle bruge pensionistårene på. Jeg kunne have hjulpet dig til at forfølge dem, i stedet for at presse dig ud i job som taxachauffør, du ikke ønskede.
Jeg husker den aften, hvor jeg ødelagde dine kærestebreve og brændte dine lærreder. Jeg blev vred, når du lukkede dig inde for at male eller skrive digte til mig brugte penge på maling. Jeg kunne have hjulpet dig med at sælge dem, for de var virkelig smukke. Jeg var også bange. Jeg følte mig kun tryg, når du havde fast arbejde. Jeg så ikke din smerte.
Tilgiv mig, min elskede. Jeg lover, at alt bliver anderledes nu. Jeg elsker dig.
Din hustru
Da manden kom hjem fra arbejdet, mærkede han straks, at noget havde ændret sig. Duften af mad, stearinlysene på bordet, hans yndlingsmusik og sedlen på sofaen.
Kvinden trådte ud fra køkkenet med fadet i hænderne og så ham stå grædende som et barn. Hun stillede maden på bordet og omfavnede ham. De behøvede ikke sige noget. Tårerne løb på dem begge, og han løftede hende op og bar hende ind i soveværelset. De elskede med samme lidenskab som på første dag.
Senere spiste de sammen, lo og mindedes sjove øjeblikke fra børnenes opvækst.
Da dækket var ryddet, og hun stod i køkkenet, så hun gennem vinduet englen i haven. Hun løb ud, med tårerne trillende:
Kære engel, lad mig blive lidt endnu. Jeg vil hjælpe ham tilbage til maleriet, genopbygge alt det, jeg har ødelagt. Jeg lover, snart bliver han lykkelig. Så kan jeg tage med dig.
Englen svarede:
Jeg har ikke længere grund til at tage dig med. Du er allerede i himlen. Du har gjort dig fortjent til det. Husk blot helvedet, du har levet i og husk, at himlen oftest er nærmere, end vi tror.
Da hørte hun sin mands stemme inde fra huset:
Elskede, det er koldt, kom ind og lig dig. I morgen gryr en ny dag.
Hun tænkte:
Ja Gud ske tak og lov, i morgen kommer en ny dag.
Eftertanke:
Du, der klager over det, du mangler har du overvejet, hvor meget du selv giver?
Du, der lider har du set, hvor meget smerte du påfører andre?
Du, der dømmer andres viden har du kigget på din egen?
Du, der fordømmer fejl ser du dine egne?
Du, der siger, du er en ærlig ven er du også ærlig mod dig selv?
Du, der klager over mangel mærker du, hvor meget du har?
Du, der kritiserer verden har du gjort noget for at gøre den bedre?
Du, der længes efter himlen hvor meget har du gjort for at lette helvede på jorden?
Du, der hævder at være ydmyg er du virkelig beskeden?
Du, der fordømmer ondt spreder du selv godhed?
Du, der klager over ligegyldighed viser du selv kærlighed?
Du, der frygter fattigdom bruger du det, du har, med omtanke?
Du, der sårer dig på torne planter du selv roser?
Du, der frygter mørket tænder du et lys?
Du, der kun ser dig selv tager du dig af andre?
Du, der føler dig lille prøver du at vokse?
Du, der frygter ensomheden giver du nogen din tilstedeværelse?
Du, der frygter sygdom tager du vare på dit helbred?
Du, der ønsker forsoning prøver du selv at bygge bro?
