Udsat liv
Mor, må jeg tage et stykke slik fra æsken? Bare ét! Vær nu sød! Lise snoede sig som en ræv rundt om køkkenskabet, hvor Helle med besvær havde gemt de vigtige julegodter.
Nej! Det er til julebordet. Hvis du spiser det nu, er der ikke noget tilbage til nytår.
Lise skulede. Hvad gjorde det, hvornår man spiste et stykke slik? Hun bad jo ikke om hele æsken, bare ét stykke! Hvorfor skulle mor altid sige sådan? Hvis det var noget lækkert, skulle det gemmes til senere, og hvis det var noget fint tøj, var det “til fest”. Men Lise ville så gerne tage et stykke chokolade, tage den nye kjole på, som hendes far havde købt med hjem fra København, og gå på besøg hos Signe. Af en eller anden grund måtte Signe gerne have nyt tøj på i børnehaven. Lise havde engang overhørt, at Signes mor selv syede det, for hun købte ikke tøj. Pyha men Signe så altid festligst ud på stuen, og Lise rendte rundt i den slidte blå kjole med prikker, som hun var blevet fuldstændig træt af.
Den gang anede Lise ikke, hvor svært det var for hendes forældre at få fat på godter og nyt tøj. Moren arbejdede på Fyns hovedbibliotek, og faren var tekniker. Hele hendes barndom havde Lise tit hørt ordet “skaffe”. Det betød, der snart kom noget nyt, noget der ikke kunne købes i Brugsen. Sådan fik Lise sine fine små sko, og mor de læderstøvler, hun havde drømt om. Men de kostede mange penge og en måned spiste de næsten kun pasta og kartofler. Mor gik dog lykkelig rundt, og støvlerne stod tit bare til pynt til at starte med. Det var underligt, hvor stærkt de støvler brændte sig fast i Lises barndom, så hun som voksen stadig kunne huske hver ridse og hvert hak i hælen.
Men tiden gik, og meget ændrede sig hurtigt. Nu fandtes alt i butikkerne, og det var ikke længere varens mangel, men pengepungen, der blev udfordringen. Lise gik i 8. klasse, da hendes far en dag kom glad hjem fra arbejde:
Jeg har fået det!
Da forstod hun endnu ikke rigtigt hvad, men det smittede, at forældrene var så glade. Det viste sig, at far var blevet ansat i en dansk-norsk virksomhed, der lavede elektronik hans evner fandt pludseligt ny værdi, og han blomstrede op. Han blev leder, og familien fik bedre tider.
Mor sad ikke længere med notesbogen om aftenen og regnede på, om der mon blev råd til nye bukser til Lise. Der kom jeans, sneakers og meget andet flot. Lise droppede tanken om at tage på teknisk skole for at få arbejde hurtigt og besluttede at tage gymnasiet og læse videre. Forældrene støttede hende. To år brugte hun seriøst på lektier, droppede fester, og klarede sig derefter så godt til eksamen, at hun kom ind på sit drømmestudie. Nu kunne hun vel slappe lidt af, men hun trak sig selv op: uddannelse først, så karriere, så resten. Og det lykkedes. Med et rødt eksamensbevis fik hun via farens netværk et forrygende job. Nu! Nu kunne hun endelig tænke på sig selv og måske sin egen familie. Men Lise valgte igen karrieren hun ville aldrig mere bekymre sig om tøj og tag over hovedet… Det nåede hun også, så forældrene var pavestolte: Klog, succesfuld, hun købte selv sin andelslejlighed og en lille Audi. Ferier sydpå. Bare… alene.
Men det rørte ikke Lise. Hun havde altid haft bejlere nok, men faste, dybe forhold udsatte hun. Hvorfor nu? Hun var jo stadig ung der var nok at nå. Og børn kunne altid komme senere.
Først da hun var 35, fik hun sit første alvorlige forhold. Hendes kollega, Viktor, havde siddet væg til væg med hende i årevis, men de talte ikke andet end nødvendigt. Hun havde aldrig troet, han var interesseret. Han var i øvrigt nydelig, klog og vittig det Lise satte højest. Viktor tøvede længe med sine følelser, men da Lise lidt muntert hvilede sit hoved på hans skulder til firmafesten, slog han pludseligt til:
Gift dig med mig. Vi har succes, og vi har alderen imod os. Det er tid. Du har altid tiltalt mig. Lise, jeg elsker dig.
Hun lo lavt:
Viktor, hvad er det for noget pjat? Vi har da masser af tid!
Men næste morgen, da hun så på ham, hørte hun sig selv svare stille:
Ja. Det vil jeg.
En stor bryllupsfest, en grædende lykkelig Helle, og tre år senere indså Lise, at alle hendes tidligere sejre var ligegyldige sammenlignet med det, hun nu havde opdaget at have udsat det vigtigste af alt.
Det er slut, mor… Jeg har ikke mere fremtid… Lise holdt knugende lægens papirer i hånden og kunne ikke engang græde. Hvorfor var jeg så dum?
Kære Lise, vent nu. Det er kun ét hospital. Medicinen udvikler sig. Ting kan forandre sig.
Men hvornår?! Lise kastede papirerne væk, de landede spredt på stuegulvet.
Forældrenes hus var næsten som dengang, hun var barn. De ville ikke tage imod penge til møbler eller istandsættelse, selv om far var syg og for længst stoppet med at arbejde og mor næsten ikke turde forlade hjemmet. Lise hjalp, hvad hun kunne, men det blev mest til, at køleskabet blev fyldt op, og den gamle sofa fik nye betræk efter endnu en omgang ombetrækning. Retro, ja. Lise fik dog lavet en større renovering for 10 år siden, og nu, da hun stirrede på væggen, tænkte hun, at tapetet måske igen skulle fornyes, og parkettet slibes. Tænk at hjernen kredser om småting, når alt andet smuldrer…
Mor, kan du ikke se det? Det er tid, jeg ikke har mere af
Mor og datter sad tavse, indtil skumringen faldt på, uden at høre telefonen ringe. Lise græd, blev tavs, og ville ikke tale mere. Til sidst, mørket faldende, sagde hun stille:
Tak, mor.
For hvad, min pige?
For at lytte… Der er ingen andre, jeg kan snakke med om det her mere. Hvem har ellers brug for mig?
Hvad er det for noget vrøvl? Helle lagde hånden blidt på hendes læber. Vi har brug for dig! Far har brug for dig! Viktor har!
Ikke længere.
Hvorfor ikke, Lise?
For det her er MIT problem, ikke hans. Han har også travlt og han kan stadig nå at få børn.
Lise rejste sig, omfavnede moren, lyttede ikke til protesterne og tog afsted.
Du skal ikke bekymre dig, mor. Jeg klarer mig. Lise sendte et luftkys og smækkede døren. Helle sank sammen på køkkenstolen. Hvorfor, Gud? Hvorfor min pige?
Lise havde ikke lyst at tage hjem, så hun drejede ned mod havnepromenaden. Det var efterårskoldt og forblæst, folk var få; kun et par hundeluftere og et ældre ægtepar med kraverne oppe mod blæsten. Hun så efter dem og følte tårerne løbe. Engang drømte hun om netop dette at blive gammel sammen, forstå hinanden uden ord, have alt fælles… Det kom aldrig til at ske. Lise mærkede skarpt, at hun elskede Viktor hun havde bare udskudt at mærke det, som så meget andet. Men nu betød det ikke længere noget. Når man elsker, er det ikke sig selv, men den anden, man skal tænke på.
Hun så ud over den kolde og fremmede å, og mindedes søndagene i barndommen, hvor de gik ture hvordan hun trak ud af øjeblikket, hvor hun fik sit ene is, det eneste søde der var råd til. De købte altid is, også om vinteren og hun fik aldrig ondt i halsen, selv om det var midt i januar. Sådan ville hun ikke komme til at gå med sine egne børn…
Hun løftede hovedet, rystede på sig. Nok nu! Selvmedlidenhed ændrer intet. Videre må hun finde noget, der kan give mening. Hendes karriere betød nu ingenting hun forstod, at ingenting kunne give hende det tabte igen. Hun måtte bare lede efter noget andet… Men hvad? Det vidste hun ikke. Men én ting skulle løses nu: Hvis hendes tid tilhører hende, så gør Viktors ikke.
Da Lise gik mod bilen, standsede hun brat. Cirka fem drenge stod omkring bilen. Hun skævede tomt for folk. Hvis noget skulle ske, var der ingen der kunne hjælpe. Men hun blev mærkeligt vred og ligeglad. Hvad betød det nu?
Hun stak hænderne dybt i lommerne og gik over.
Hvad sker der her?
Drengene, omkring seksten år, vendte sig mod hende.
Er det din bil?
Ja.
Der! Under motorhjelmen! Vi så… de talte i munden på hinanden, og Lise forstod, de ikke ville hende noget.
Vent lidt, jeg forstår ingenting. Kan én af jer forklare? Hvad er der under hjelmen?
De så på hinanden. Den mindste trådte frem. “Lederen,” tænkte Lise.
Der sidder en killing. Vi så den kravle ind under bilen og så op. Måske sidder den på et hjul, måske længere oppe. Den må ud, ellers bliver den skadet.
Hun løftede overrasket øjenbrynene.
Du er sikker?
Ja! Det er koldt, så katte kravler ind for varmen.
Lise trykkede på nøglen, bilen bippede, og hun åbnede motorhjelmen.
Hold da op! udbrød hun, da drengene hev en kulsort, hvæsende killing op.
Den bider fandeme! grinede lederen og rakte katten til hende. Tag du den!
Mig? spurgte Lise forsigtigt, idet hun modtog killingen, der nu faldt til ro. Jeg har aldrig haft kat.
Du skal nok lære det. Bare giv den mad.
De grinede og gik videre. Men Lise fandt en 50-kroneseddel frem fra lommen og rakte dem.
Tak sådan siger min mor, man altid skal give lidt, når man får et dyr.
Tak! sagde de, vinkede og forsvandt.
Lise satte sig ind og stirrede på killingen.
Og hvad gør jeg så med dig?
Killingen lagde sig straks sammenrullet på hendes skød og spandt højlydt.
Nå… Så blev jeg hende den gamle med kat Fint så Lise spændte selen. Kom, vi kører hjem.
Samtalen med Viktor udsatte hun til morgendagen hele aftenen gik med killingen.
Hvor har du dog fået alle de lopper fra? For pokker! Hvordan lod jeg mig overtale til det her? Lise vaskede katten, mens Viktor hentede håndklædet.
Mærkeligt
Hvad?
De fleste katte hader vand, men den bliver bare siddende. Og den spinder!
Lise tørrede killingen, der straks blev meget mindre.
Så! Nu skal du have mad!
Senere, da killingen sov på sofaen, spurgte Viktor til sidst:
Hvordan gik det hos lægen?
Lise sukkede dybt. Hun ville egentlig vente, men nu var der alligevel ingen grund til at trække pinen ud.
Vi skal skilles, Viktor.
Hvad?! Hvorfor det?
Jeg kan ikke få børn. Det er min skyld. Men du kan stadig nå det at blive far.
Viktor så på hende, som om han først nu forstod hende.
Sådan beslutter du bare? Synes du, jeg er lavet af sten? Tænker du slet ikke på, at jeg elsker dig? At det ikke er afgørende for mig at få børn, men at DU er det vigtigt? Men du HAR allerede besluttet dig
Han tog den søvnige kat og sagde hårdt:
Jeg tager sofaen i nat. Godnat.
Lise nikkede tavst og ventede, til døren var smækket bag ham. Så kom tårerne. Men tvivlen sneg sig også ind. Han siger det nu men hvad med om et par år?
Tankerne kørte natten igennem. Hun gennemgik deres liv, men holdt fast ved beslutningen. Lidt ædelmod nu kan give meget fortrydelse senere og Viktor ville aldrig nævne det, for han er god.
Hun sov hen på morgenen, krøllet i lænestolen med benene trukket ind under sig. Hun hørte ikke Viktor stå op, fodre katten og gå. Først til middag vågnede hun, under et lunt tæppe. På bordet lå en seddel: “Kommer hjem. Vi skal tale. Tro ikke, du kan slippe væk fra mig. Jeg slipper dig ikke! Elsker dig.”
Killingen sad og stirrede med grønne øjne.
Hvad? Lise rejste sig stift. Kaffe? Skal du med?
For første gang i dage smilede hun til katten, der lynhurtigt løb ud i køkkenet.
Du er sørme hurtig til at føle dig hjemme
Da hun satte kaffen over, kom hun til at tænke, at hun følte sig letter end dagen før. Om det var Viktors seddel, eller bare tiden, vidste hun ikke. Men det var knap så tungt. Hun anede spor af håb.
Lise ringede til arbejdet og sygemeldte sig. Hun bestilte tid til frisør og manicure, iførte sig regntøj og gik ud.
Regnen piskede ned biler sejlede gennem bymidten men hun gik beslutsomt. I salonen bladrede hun i et blad, faldt på et opslag om børn og forældreskab. På billedet så hun en dreng med grønne øjne, og hun kunne ikke tage blikket fra ham det var, som hun kendte ham.
Hun læste teksten under billedet.
Frisøren så sig om med undren Lise var væk, og bladet forsvundet.
Viktor løftede et bryn, da Lise kom susende ind på hans kontor så ophidset havde hun aldrig været.
Se! Hun smed bladet foran ham og pegede.
Hvem er det?
Jeg ved det ikke, Viktor. Bare navn og alder står der. Men se!
Hun trak ham over til de store glasruder og holdt bladet op: Minder det dig om nogen?
Viktor stirrede på drengens ansigt, så op og fik et chok. Hans eget spejlbillede, bare tre årtier ældre.
Utroligt, ikke? Lise holdt vejret. Svaret betød alt.
Mere end du tror Er du sikker?
Nej. Jeg ved intet. Bladet er ikke nyt. Måske har han familie nu. Jeg ved kun, at det umulige står foran mig og jeg vil aldrig mere sætte livet på pause!
Et halvt år senere hentede de drengen, som fik navnet Anton, fra børnehjem. To år efter fandt Lise et billede af en pige i samme slags blad på den måde blev Mathilde deres datter. Hun havde kun haft Lise som mor og Lise blev alt for hende. Fem år senere troede Lise, hun var i overgangsalderen men lægen overraskede hende, og lille Frida kom til verden.
Helle nåede at se sit barnebarn blive født, inden sygdommen tog hende et år senere. Hun lagde alt sin kræft i at være sammen med børnebørnene.
I er min glæde I jer lever jeg videre
Da Lise sorterede mors tøj, fandt hun bagerst i skabet en kasse og brød hulkende sammen, da hun så de gamle, brune støvler. Hun græd ud, og børnene fór sammen.
Mor! Hvad er der? Anton styrtede hen til hende.
Lise holdt om støvlerne, tårene løb, og sorgen gled stille ud, hun havde holdt sig da mor døde, holdt sig til begravelsen men nu gik det ikke mere.
Hvorfor græder du? Mathilde satte sig ned foran hende, forsøgte at kigge hende i øjnene, og krammede hende, da det ikke lykkedes. Frida stemte i, mens Viktor kom ud fra køkkenet.
Så, så! Lise, hvad sker der?
Pigerne tav straks og vendte sig afventende mod ham. Nu skulle mor nok holde op.
Åh, Viktor… De støvler Hun gemte dem, kan du forstå? Hele tiden.
Lise fandt også alt det, hendes mor forsigtigt havde syet og lagt til side. Håndklæder, lagener med duft af lavendel, broderede duge, aldrig brugt alt gemt med kærlighed. Og nu faldt det hende ind:
Hvorfor? Hvorfor gemmer vi alt, venter altid på det rigtige øjeblik? Hvorfor lever vi ikke nu?
Viktor krammede hende tavst.
Frida nussede sin mor og så op med sine grønne øjne:
Mor!
Lise stivnede, ikke troende sine egne ører. Viktor nikkede smilende, og hun satte sig.
Sig det igen?
Mor! Frida kravlede op og krammede Lise. Mor…
Anton og Mathilde klappede begejstret i hænderne:
Hun sagde mor! Du vandt, far!
Så må vi i zoo.
Hvornår? Mathilde sprang rundt.
Hvorfor vente til weekenden? Lise kyssede sin datter og rørte næse mod hendes. Man skal ikke udsætte det, man kan gøre i dag. Lad os tage af sted!
Hun kiggede bare flygtigt på alt det, der lå spredt ud. Det kunne vente.
Bag rattet lyttede hun til børnenes latter, og tænkte: Hun vidste ikke, hvordan hun skulle gøre børnene fuldstændigt lykkelige. Det ved ingen. Men hun ville lære dem én ting: Sæt ikke livet på pause. For det der senere det er lunefuldt. Tror man, øjeblikket er nær, glider det væk, og det bliver måske aldrig til noget.
Må vi få is?
Nu? Anton så overrasket op. Mor, vi har endnu ikke spist frokost!
Det kan vente lidt. Hvad siger I?
Ja! børnene klappede, Viktor smilede.
Forkæler du dem, mor?
Det hører da med, far! Hvornår, hvis ikke nu?
