LIDSE
Søren Vestergaard kiggede utilfreds på bukserne og skjorten og smed dem arrigt tilbage i stolen.
Hvordan skal jeg tage ud i det her?! Bukserne er så krøllede, at pressen ikke kan anes, de skinner lidt på bagdelen, og jeg har tabt mig fem kilo, så de hænger som en sæk. Skjorten – ja, den var blå engang, nu er den blevet sådan lidt mat grålig, manchetterne er slidte, og kraven har mistet al facon pinligt! Lidse ville ikke engang have sendt mig i Brugsen iført den skjorte, og her skal jeg på universitetet og holde forelæsninger for professorer. Jeg har aldrig gået op i mit tøj, men altid set anstændig ja, nærmest smart ud. Ikke nu længere!
Tidligere tænkte jeg aldrig over, når der kom nye skjorter, jakkesæt, slips, smarte sko. Jeg skulle bare lægge hånden ind i skabet, eller nævne for Lidse at jeg skulle præsentabel…
Åh, Lidse, hvad var det du fandt på? Jeg havde aldrig troet, du ville svigte mig sådan! Og du var jo yngre end mig med næsten ti år, aldrig alvorligt syg, og denne gang var der heller intet, der tydede på noget. Hun var bare lidt småsyg, havde feber et par dage og den der dumme hoste. Hun ville sikkert ikke engang have gået til en læge, bare taget sine urter som altid, men hun skulle have fornyet sundhedsbogen inden skolestart. Så hun tog forbi Lægehuset sammen med de andre lærere.
Helt rutinemæssigt, men allerede der sendte de hende akut videre til sygehuset og så gik det bare hurtigt, som i et mareridt, og til nytår var det forbi. Søren forstod med hovedet, men hadede den lokale Lægeklinik nærmest som om, det var stedets skyld selvom de faktisk havde været dem, der reagerede i tide! Men det føltes bare, at det hele var deres skyld, bare fordi det startede der.
Han og Lidse havde mødt hinanden, da han var ung ph.d.-stipendiat og underviste førsteårsstuderende i integralregning, og Lidse førsteårsstuderende var en af hans elever. Underligt, at hun overhovedet fangede hans opmærksomhed!
Han var normalt tiltrukket af farverige, højrøstede kvinder. Lidse var mere som et barn, rød i kinderne af kulde, fregnet som en aprilwalk, og de små, buttede fingerspidser havde altid blæk på og var i øvrigt bidte ned. Det var de hænder, der væltede ham omkuld!
Han syntes, de var så rørende, at han før han vidste af det, fulgte hende hjem, hjalp hendes mormor med at lave æbleskiver, og så var der jo kun ægteskabet tilbage. Selvom Lidse i de efterfølgende fyrre år fordoblede sig i størrelse, klippede sine fletninger af, begyndte at ryge cigaretter som skorsten og blev inspektør på matematikskolen, huskede Søren de samme barnehænder og de nedbidte negle, og ingen anden kunne hamle op.
Men det betød ikke, at deres liv blev et eventyr. På fyrre år skete der ting og sager. Søren havde sine fejltrin, et par alvorlige og mange små, hvor han var smuttet hjemmefra. Lidse havde også sine perioder, hvor hun i tre år løb på hemmelige stævnemøder med direktøren fra metalfabrikken, der støttede hendes skole. Men de havde to døtre, og det var deres anker i alle stormene.
Det var egentlig uretfærdigt: først var de fattige og boede nærmest oveni hinanden, så var det døtrene, små piger, med alt for mange skoler almindelig, musikskole og kunstundervisning, skøjteløb og børnesygdomme hele tiden. Og nu, hvor lejligheden er kæmpestor, døtrene bor for sig selv, lever helt deres eget liv og kommer kun forbi med børnebørn til jul eller påske netop nu har Lidse valgt at tage afsted Og hun efterlod ingen brugsanvisning til, hvordan man overlever.
Søren var så forbløffet over, at Lidse skulle dø fra ham, at han først slet ikke forstod, hvad der var sket, og til mindehøjtideligheden sad han nærmest og smilede, som om det var hendes fødselsdag og det lagde folk mærke til, og de mente, at han nok ikke sørgede rigtigt. Men de tog fejl. Han forstod det bare først rigtigt tre måneder senere, da foråret kom. Han blev mat, sygnede hen, tabte sig igen og kunne ikke være alene hjemme, uden at væggene krøb ind på ham.
At flytte sammen med døtrene var udelukket den ene var altid på farten og passede delfiner i Kattegat eller fugletræk i Vadehavet, og den anden havde sin mand og sit barn, hvor morfar ikke rigtig indgik i planen. Så Søren gik i stedet på besøg hos gamle venner.
Man kan knap kalde det besøg: han dukkede op før frokost, åd glubsk løs, døsede i lænestolen, drak kaffe eller te og knaseboller, efterlod krummer i både skjorte og på bordet, og sad tavs, indtil han ikke længere kunne blive, uden at det var pinligt, og slæbte sig hjem for at komme igen næste dag.
Hjemme spiste han næsten ikke mere, selvom han i alle de fyrre år havde lavet maden. Han havde bare ingen lyst til at lave mad bare til sig selv. Og det kunne ses: han var grånet og rynket og næsten skrumpet sammen, så vennerne blev enige om, at han måtte hjælpes på ret køl og det hurtigt!
Så nu skulle han igen i aften med en eller anden Anne Kristiansen i teatret. Det ville ikke føre til noget, det vidste han. Med Lidse var han engang imellem gået med i teatret mest for hendes skyld. Han fandt det forstilt, kedeligt og ofte talentløst. Men hun nød det, gemte programmer, talte længe efter om forestillingen og derfor kunne han jo ikke sige nej.
Nu blev han igen og igen udstyret af vennerne med billetter, og så slæbte han sig afsted over sjappet sne med tilfældige kvinder til åndssvage opsætninger, sad med smertende ryg i stive sko tre timer i et støvet sæde, halvt kvalt af fremmede parfumer, serverede juice og tørre brunkager til gamle damer i pausen og længtes efter bare at ligge hjemme i sengen, hvor puderne stadig, syntes han, kunne dufte af Lidse. Men man kan ikke altid tillade sig at skuffe gamle venner, og han forstod jo også, at han ikke magtede at være alene, selvom han ikke helt vidste hvorfor.
Dagens Anne Kristiansen var overraskende yngre end ventet og temmelig appetitlig. Søren tænkte, at for ti år siden havde han givetvis flirtet voldsomt. Hun var femten år yngre, lille, velsoigneret, kvik og havde styr på det hele socialt.
Ved siden af hende følte han sig endnu ældre og mere sølvgrå. Men hun lagde ikke skjul på, at hun gerne ville ses igen og begyndte at planlægge weekenden for dem.
Og stykket var til at holde ud kort og uden pause. Ulempen var bare, at nu måtte han jo invitere på café efterfølgende, da de ikke havde fået noget i pausen. Men heldet var med ham:
Anne Kristiansen nævnte, at hun bor lige ved teatret, at hun havde lavet god dansk oksesteg og æblekage, og hun ville blive glad, hvis han ville spise med. Søren vidste da godt, at det var planlagt, men han trængte sådan til duften af hjemmelavet mad og et hyggeligt spisekøkken, at han straks sagde ja og tog med.
Her blev han faktisk budt velkommen som en konge. Den lille hyggelige, næsten marcipan-agtige lejlighed duftede af kanel og vanilje, ejeren selv skiftede hurtigt til uformelt joggintøj, hvilket fik hende til at virke endnu yngre og lettere, hun kredsede om ham i køkkenet og bød på selvlavede delikatesser, smalltalken flød nemt, og pludselig tænkte Søren, at han egentlig sagtens kunne blive her i det her lille honningkagehus, hvor fortiden ikke maste på hver aften, og hvor en ny begyndelse måske kunne startes.
Han trak ikke hjem før langt over midnat, og de havde allerede aftalt at tage på udstilling sammen i Museet for Privatsamlinger, købe nyt tøj til ham, så han ikke blamerede sin nye veninde, og i weekenden blev det til hjemmelavet frokost med Annes barnebarn. Egentlig ville hun gerne tage ham med ud til sit sommerhus, men datteren havde spurgt, om de lige kunne hente barnebarnet fra Sankt Annæ Skole et par timer, så nu skulle de have frokost og spille bordspil i stedet, og sommerhuset blev en anden dag.
Lørdag morgen var Søren forbi frisøren, og straks så han fem år yngre ud. Han trak i den nye, ternede, smarte skjorte og de bløde fløjlsbukser, købte blomster og chokolade til barnebarnet og tog afsted til Anne.
Op ad opgangen duftede der af stegt and og kanelsnegle, og Søren greb sig selv i at nynne og smile til sig selv i spejlet i den gamle elevator.
Anne tog imod ham glad og kærligt, som om han var vendt hjem fra havet, og førte ham straks ud i køkkenet. Hvor er barnebarnet? spurgte Søren. “Hun kommer om lidt, hun er lidt genert, sidder inde på værelset,” svarede Anne. Søren satte blomsterne i en vase, åbnede vin og saftevand, skar brød ud og satte sig til bords.
Mød min barnebarn, Søren! Hun hedder Lidse!
Han så ind i store, klare øjne, lyserøde kinder og lette fregner på den lille næse. Lidse så mistroisk på ham og gnavede nervøst på neglen på tommelfingeren. “Bare jeg ikke falder død om lige her,” tænkte Søren og gik hurtigt ud i gangen for at tage sig sammentænkte Søren, men trak i stedet vejret dybt.
Han smilede til hende, sådan som han engang havde lært at gøre, og rakte skålen med jordbær over bordet.
Kan du lide jordbær, Lidse? spurgte han forsigtigt.
Hun nikkede, lod hånden dykke ned i skålen, og bange, afventende øjne mødte hans. Netop dér, mellem brødet, kaffen og stearinlysene, syntes tiden et øjeblik at hænge frit en kærlig hånd, et nyt navn, en lille pige med negle bidt ned, som livet havde sendt ham, netop da han troede, han aldrig skulle finde vej igen.
Søren mærkede, hvordan noget gammelt forsvandt med duften af kaffe, og noget nyt begyndte. Han lo stille, tog en bid brød sammen med den lille pige, og lod for første gang i lang, lang tid sorgen og glæden sidde tæt sammen ved et bord dækket til tre.
