Du er min verden
Søren sad ved siden af børnesengen og så på lille Alma, der sov trygt. Hun lå på siden, den lille mund halvt åben, og kun et stille åndedrag forstyrrede værelsets ro. I halvmørket kastede hendes lyse øjenvipper fine skygger på kinderne, og det pjuskede hår lå strøet ud på puden. Søren kunne ikke lade være at smile i de øjeblikke syntes han, hun lignede en lille engel, sendt ned fra himlen kun for ham.
Udenfor var skumringen ved at falde over København. Dagen bøjede under for natten, og oppe på den mørkeblå himmel dukkede de første stjerner forsigtigt op først svage og få, og siden flere og kraftigere, som om de havde glemt at de egentlig var jyske og ikke behøvede gøre så meget stads ud af sig selv.
Sørens blik gled mod stjernerne, og tankerne slog en omvej til fortiden. Tre år tidligere havde alting været anderledes. Dengang fyldte Idas varme og klukkende latter lejligheden. Han huskede stadig, hvordan hendes blide hænder gled hen over hans skuldre, og hvordan hendes blik lyste af omsorg, hver gang hun så på ham eller Alma. Nu var Ida kun minder og den her lille pige i sengen, deres datter, som han var nødt til at holde sammen for.
Sygdommen sneg sig ind ligesom sne, man ikke når at skovle væk fra trappen. Først klagede Ida over træthed bare lidt ekstra travlhed på arbejdet, hun trængte til en fridag, sagde hun. Så kom hovedpinen, som hun til at begynde med gav pendlerlivet skylden for, dårlig søvn og stress. De nåede omkring flere lægekonsultationer og analysesvar end en gennemsnitlig dansk kommune på udkig efter årsregnskabets mangler, men ingen kunne finde ud af, hvad Ida fejlede og behandlingen virkede ikke. Tiden gik, og hun blev værre.
Da diagnosen endelig kom, var det alt for sent. Søren tænkte sig ikke om to gange. Han sagde straks sit arbejde op; selv om kollegerne i Nordhavn forsøgte at lokke ham tilbage med en ekstra portion frokostordning, var der ikke tvivl. Det vigtigste var at være tæt på Ida. Heldigvis havde de sparet lidt op til en ny Toyota de penge blev nu brugt på alt muligt andet, og han slap midlertidigt for at tænke på økonomien.
Efter det blev hans liv en parade gennem hospitalernes sterile lyserør, lægeværelser, ventelister og særprægede behandlingsformer. Han kørte Ida til Rigshospitalet, sad ved siden af hende i venteværelset og holdt fast i hånden, når hun var bange. Hjemme læste han hendes yndlingsbøger op, når hun ikke kunne stå ud af sengen. Nogle dage sad han bare tavs, mens han lyttede til hendes vejrtrækning og frygtede hvert lille forandring. Han lærte, at kærlighed ikke kun handler om sommerfugle i maven, men om at blive hængende, når verden smuldrer, og holde fast, selv når ens egen styrke føles som et gammelt rugbrød i forsommerheden.
Da Ida døde, gik tiden nærmest i stå. Dagene flød sammen i ét langt, udstrakt stykke grålig suppe, hvor det eneste lyspunkt var Alma. Alt, han gjorde, kredsede om at sikre, at Alma havde det godt at hun mærkede, hendes far var til og aldrig ville forsvinde.
Kort tid efter begravelsen trådte Idas mor, Karen, ind ad døren. Hun gik stille ind i lejligheden, men blikket opsnusede straks alt legetøjet på gulvet, mandagstallerkenerne i vasken, den uredte seng. Karen rettede på tasken over skulderen og sagde bestemt:
Søren, du trænger til at hvile dig. Jeg tager Alma med hjem til mig. Du kan ikke klare det her alene.
Søren sad midt på det farvede tæppe ved børnesengen og så på et stykke af sin dyne, som om det kunne give ham svar. Hans stemme lød låg på, men fast og uden tvivl:
Nej. Alma bliver hos mig.
Karen gik tættere på, bekymringen lyste fra hendes rynkede pande.
Du MÅ da kunne se dig selv Du ligner ikke dig selv længere. Hvis du kigger i spejlet nu, ser du en fremmed mand. Alma har brug for tryghed, ro, struktur, ikke en far der hænger med hænderne og ikke kan stå op uden kaffe. Hun fortjener orden, ikke det her… hun kastede et blik omkring sig, men lod resten stå i luften.
Søren rettede sig op og vendte sig mod hende. Der var smerte i hans øjne, men også stålfast vilje, der kunne få en vestjyde til at fremstå som blød i kanterne.
Jeg er hendes far. Og det bliver ved med at være mig, der opdrager hende. Det ville Ida have ønsket. Jeg har lovet det. Uanset hvad.
Karen trak vejret dybt og stoppede diskussionen. Hun kunne se, hvordan hans hænder rystede, og at poserne under øjnene var blevet permanente men det var lige meget. Den der stædige nærmest provinsielle vilje, kunne hun ikke røre ved. Hun sukkede og løsnede stemmen lidt:
Hvis du får brug for hjælp, så ring. Jeg er her altid. Du ved det vel.
Hun gik roligt mod døren, kastede et sidste blik i retning af de to, og lukkede den stille bag sig. Så var Søren alene med Alma og den særlige stilhed, der kun brydes af barnets vejrtrækning.
Søren satte sig tungt i stolen, lod hånden hvile omkring Almas lille hånd. Hendes varme og rolige puslen var det eneste, der holdt ham fra at lette mod de evige marker, hvor der vist ikke var hverken god kaffe eller legetøj. Han vidste godt, at der ventede svære dage, men havde nu ét mål: passe på Alma, på det lys og det lune, Ida havde sat i verden.
Deres liv ændrede sig nu var det kun Sørens og Almas stemmer, der fejlede rundt i lejligheden. Om morgenen vågnede Søren op med fornemmelsen af at stå i supermarkedet uden indkøbsliste og alt skulle læres forfra: at skifte ble uden at forvandle barnet til ulv i grantræ, at trøste en pige midt om natten, at lave andet end scrambled eggs fra Wefood.
De første måneder kunne have været et realityshow om den uvidende forælder på slap line i Valby. Søren søgte råd på nettet, læste artikler, ringede diskret til Karen (så hun ikke skuede hans fortvivlelse) og jublede indvendigt over hver mikro-sejr: Et brusebad hvor Alma ikke fik kolde tæer, at kunne klippe en negle uden at sætte plaster på, en grød der ikke ligneede savsmuld.
Stille og roligt ikke uden et par slåskampe med blød bamse lærte han at sortere tøj, folde små sokker, varme mælk op til rette temperatur og lave simple retter. Om aftenen sang han vuggeviser, læste højt og prøvede virkelig at få sin indre drage frem uden at skræmme barnet søvnløs. Senere flettede han forvirret hendes lyse hår det så ikke ud af meget i starten, men øvelse gør… tja, ikke mester, men bedre.
Nu var Alma fyldt fire, energisk og evigt spørgende, susende gennem lejligheden med latter og et arsenal af hvorforer, der kunne matche ethvert ministerium. Hendes latter var Søren dyrebarste lyd. Når hun lo til hans platte jokes, kunne han mærke lykken vokse stille og varmt som en rigtig dansk sommerdag, der alligevel holder tørvejr hele vejen igennem.
**************
En aften sad Søren i stuen, fortabt i minder. Han så for sig dengang, han og Ida valgte børneseng til Alma. Hvordan de opdagede, at ingen af dem anede, hvordan man vikler et spædbarn ind i et håndklæde. At de forestillede sig Alma vokse op, tryg og elsket. Tankerne summede, lige indtil en stemme kaldte ham tilbage:
Far! Alma smilede stort, spredte armene mod ham fra sengen. Skal vi lege?
Søren smilte uvilkårligt, tog hende op i favnen og knugede hende blidt.
Selvfølgelig, lille stjerne, sagde han, mens han kyssede hende på panden. Hvad har du lyst til?
Prinsesse! Alma klappede i hænderne. Jeg vil være prinsesse, og du skal være min ridder!
Søren kunne ikke holde latteren tilbage. Han løftede hende op, snurrede rundt, og hun fnisede så højt, at selv genboen sikkert grinede med.
Så skal vi jo finde et slot! Hvor skal det være?
Alma kiggede sig omkring og pegede med krum hals mod hjørnet med legetøjet.
Herovre! Det er mit slot!
De satte sig på gulvet, byggede tårne og mure med klodser. Drager blev besejret, tryllestave viftet med, og Søren forsøgte at være dramatisk uden at blive uhyggelig. Almas øjne lyste, og hun supplerede glædesstrålende hans eventyr med egne påfund. Søren mærkede en stille glæde boble op Ida ville have været stolt af dem, tænkte han, og den tanke varmede, som en kop kakao mellem hænderne på en frostklar dag i december. De klarede sig. Sammen.
Hen mod frokost begyndte han at gøre klar til en tur på legepladsen. Han samlede tasken yndlingslegetøjet, drikkedunk, våde servietter og et ekstra sæt tøj.
Alma spjættede af forventning og hev energisk sin overgangsdragt ned fra knagen.
Jeg kan selv! sagde hun stædigt og famlede efter lynlåsen.
Søren grinede og hjalp hende i, knappede omhyggeligt og sørgede for, at huer og vanter sad rigtigt.
Klar? spurgte han og rakte hånden ud.
Klar! jublede hun og hoppede på stedet.
Turen til legepladsen i baggården tog kun få minutter. Det var et rigtigt dansk område: sandkasse, gynger og en lav rutsjebane. Mødre med barnevogne stod og snakkede, bedsteforældre passede børnebørn, og de større børn rendte rundt med lidt for meget energi.
Søren kendte allerede rutinen og kendte alle faste besøgende. Nogle så medlidende på ham, andre nysgerrigt, enkelte nærmest dømmende men han havde lært at ignorere det. Så længe Alma havde det godt, var alt andet ligegyldigt.
Straks de trådte ind, kastede to damer blikke og begyndte at hviske men Søren gav sig selv et mentalt spark og skyndte sig videre mod sandkassen.
Far, jeg vil bygge sandkager! Alma havde allerede opdaget det farvede sandgrej og gravede ivrigt i tasken.
Fint, nikkede Søren og satte sig på kanten, mens Alma gik i gang med at komprimere det tørre sand til noget nær verdens mindste sandkageværksted.
Se far! råbte hun, da første mesterværk stod klar. Er den flot?
Den er fantastisk, løj han charmerende. Den kan sagtens komme med på Lagkagehuset.
Alma grinede, han var hendes publikum og storbeundrer. Mere behøvedes der ikke.
Senere satte Søren sig med udsyn til sandkassen. Alma arbejdede koncentreret og så op nu og da for at sikre sig, at hendes far stadig så på. Hver gang han sendte hende et smil, blomstrede hun op.
En ung kvinde kom hen og smilede venligt:
Hej! Jeg hedder Josefine. Vi er her tit. Jeg har lagt mærke til jer. Din pige er så glad, og hun elsker at lege det kan man se.
Søren, hilste han og smilede tilbage. Ja, Alma kunne bo i sandkassen, hvis hun måtte.
Josefine satte sig, holdt øje med sin dreng på cirka fem, der allerede havde slået pjalterne sammen med Alma om sandkageproduktionen.
Er du alene om det? spurgte hun, venligt og lidt forsigtigt.
Ja, svarede Søren, dæmpet men ikke trist. Min kone døde for tre år siden.
Årh Josefine så pludselig ud som om, hun havde tabt en liter kærnemælk på gulvet. Det vidste jeg ikke. Du klarer det virkelig flot.
Jeg gør egentlig bare, hvad jeg skal, lød Sørens svar.
Jeg har en eksmand, der ikke engang vil tage sin dreng i weekenden. Han siger, det er for hårdt. Du gør det ordentligt.
Det havde Søren egentlig ikke behov for at kommentere. Han så på Alma, der sammen med drengen nu diskuterede sandkage-æstetik på børnesprog.
Vi kunne følges i parken engang, foreslog Josefine pludseligt. Det er hyggeligt, og børnene leger bedre sammen.
Søren så på hende hun var sympatisk, så rar ud, sikkert en god mor. Men hans hjerte stod stille ikke nu, måske aldrig.
Tak, det er venligt, svarede han. Men jeg er ikke klar. Lige nu har jeg bare brug for at være sammen med Alma. Give hende tryghed.
Helt forståeligt, svarede hun og smilede forstående. Hvis du får lyst, er vi her som regel.
Josefine gik tilbage til sin søn, og Søren trådte igen ind i Almas verden. Alma klappede hænderne, pegede på sin stolt opsatte række sandkager og råbte:
Se, far! De er til dig!
Han bøjede sig ned for at beundre hver enkelt og greb en med et voksent anerkendende mmm.
Flot, lille skat. Det er da den bedste sandkage i hele landet!
Alma hylede af grin og kastede sig straks over sit næste mesterværk. Søren så på hende og forestillede sig, hvordan Ida ville have siddet på en bænk, smilende og stolt, mens hun delte et vidende blik med ham.
Om aftenen, da Alma sov dybt, gik Søren ud i køkkenet, tændte den dæmpede belysning, satte en elkedel over, og fandt fotoalbummet frem. Han bladrede langsomt. Her var Alma som spæd på Hvidovre Hospital, her var Ida udmattet, men glad med datteren på armen. En første tur i Fælledparken, en træt familie, men forelsket i deres nye projekt.
På et billede bar Ida Alma og smilede bredt, Alma forsøgte at smile tilbage usikkert men rørende. Søren så længe på billedet, så sagde han lavt:
Vi klarer det, Ida. Vi klarer den faktisk.
Udenfor trommede regnen på ruden, og inde spredte duften af te og hjemmebagt brød sig. Søren lukkede albummet, satte koppen på bordet og kiggede ud i natten. I morgen ventede endnu en dag med havregrød og rosiner, gemmeleg, park, latter. Det var alt, han ønskede. Bare at være der. Bare leve.
************
Dagen efter traskede de atter ned på legepladsen. Alma skulle straks op på gyngen, ville så højt op at selv mågerne så fornærmede ud. Søren gyngede hende, hun hujede og råbte: Mere! Højere!
Josefine sad ovre på bænken med sit strikketøj, kastede et smil, men beholdt ellers respekten for privatlivet.
Hun så, hvordan Søren tålmodigt instruerede Alma i at holde fast, forklarede hvordan man selv kunne svinge benene frem og tilbage, og hele tiden var klar, hvis hun skulle glide ned. Hun kunne også se, hvordan Alma konstant søgte sin fars blik, forvisset om at han var der, tryg ved at give sig hen til legen.
Josefine forstod pludselig, at Søren ikke havde brug for hendes medfølelse eller forslag om fælles ture. Han havde allerede alt, hvad han havde brug for. Hans lille verden bestod af Alma. Og det var nok mere end nok.
************
Månederne gik, uden at Søren rigtigt registrerede det. Først kom efteråret landende med gyldne blade i Søndermarken, så blev de brune, regnen tog til, og til sidst lagde frosten et knasende lag is på fortovsfliserne. Morgenerne blev kolde, og Søren klædte nu Alma på i vinterjakke, strømpebukser og hue for lufferne var enten forsvundne eller stak ud af ærmerne, for det var altså sjovere uden.
En kølig dag på vej hjem fra legepladsen hørte de pludselig et: Søren! bag sig. Karen kom traskende i stor frakke, uldsokker og favnen fuld af en absurd stor indkøbstaske med diverse gaver, huset gemte på.
Hej, pustede hun. Jeg ville bare lige komme forbi med lidt til Alma der er trøjer og sokker i ren uld og et par nye bøger med billeder. Jeg har også bagt æblekage til dig
Søren nikkede. Forholdet til Karen var ikke ligefrem blevet hjerteligt. Hun bedømte stadig diskret hans valg, forsøgte at regne ud, hvad Ida mon ville have sagt men havde med tiden accepteret tingenes tilstand.
Tak, sagde Søren. Alma, hvad siger man?
Tak, bedstemor! kvitterede Alma, dykkede ned i tasken og trak bøgerne op. Se, far, om kaninen med kasket!
Karen smilede og satte tasken fra sig på bænken, tog sig tid til at pakke tingene pænt ud. Der var trøje med rensdyr, nogen sokker og en sjov hue med kvast. Alma lyste op, bladrede febrilsk i bøgerne og fortalte Karen alt om kaniner og prinsesser.
Æblekagen var pakket ind i sølvpapir med en sirlig note. Skal vi lave te og spise kage nu? spurgte Karen.
Søren nikkede, og sammen gik de op, mens Alma agerede æresgæst med bøgerne klemt under armen. Karen hjalp på køkkenet; hun kiggede på Søren, hans mekaniske bevægelser og opmærksomhed mod Almas stemme derude fra stuen. Pludselig så hun det han var ikke perfekt, men han prøvede. Virkelig. Og det var faktisk alt, der krævedes.
Undskyld, sagde hun inde fra køkkenet senere. Alt det, jeg sagde dengang Jeg var bare bekymret for Alma. Jeg tvivlede på, om du kunne give hende det, hun havde brug for. Men det kan du. Mere end jeg regnede med.
Søren tav længe, mærkede roen. Så sagde han lavt:
Jeg prøver bare at gøre mit bedste. Og give Alma kærlighed så hun mærker, at både jeg og Ida elsker hende. Vi vil så gerne have, hun bliver glad.
Karen tørrede en lille tåre væk.
Du er sej. Må jeg tage Alma lidt oftere? Bare for hendes skyld, så hun mærker, hun har familie.
Søren så på datteren, der blødt læste på sofaen. Noget lettere trykkede i brystet.
Kun hvis hun vil. Det er vigtigt.
Jeg vil! Alma stak straks hovedet op over sofaen. Bedstemor, du læser eventyr for mig, ikke?
Jo, min skat, det kan du tro.
Søren nikkede, og mærkede for første gang i lang tid at skuldrene sank et par centimeter. Måske var det vejen frem. Måske skulle alt ikke hvile kun på ham.
Den aften, da Alma var lagt i seng, sad Søren med et gammelt billede i hånden, hvor Ida bar en lille Alma og smilede så stort, som kun nyslåede mødre kan.
Kan mor se os? mumlede Alma halvt i søvne.
Ja, svarede Søren. Hun er her altid. I dig, i dit grin, i dine eventyr og sange.
Jeg elsker hende.
Og hun elsker dig, sagde han blidt. Mere end noget andet.
Alma nikkede og forsvandt ind i søvnen. Søren sad i mørket, lyttede til hendes vejrtrækning og vidste: De skulle nok klare den, sammen.
Ude i gangen standsede han et øjeblik, fyldt af tilfredshed, før han listede ud i køkkenet. Tændte for elkedlen, fandt sin blå Royal Copenhagen kop, to lidt tørre småkager ikke fancy, men nok. Han satte sig ved vinduet og så på de første fnug, der dansede i gadelyset. De satte sig på kastanjetræets grene, på fliserne, på altanen, tøvende, som om vinteren ikke helt turde buldre ind gennem byen.
Han tænkte tilbage på de første år. Hvordan han havde stået håbløst med en skrålende spæd, bange for at gøre noget forkert. Hvordan han havde været bange for, at han ikke kunne være nok ikke kunne erstatte det, Alma manglede.
Men nu nu forstod han. Han kunne ikke erstatte, og det behøvede han heller ikke. Han var bare hendes far. Ham, der lavede morgenmad, syede knapper i, hørte på livets evighedsspørgsmål, læste historier, og altid var der, når der blev grædt, grinet, eller verden skulle forklares.
På bordet lå hans slidte notesbog, fyldt med kluntede, kærlige hverdagsskatte. Han åbnede den og skrev:
15. oktober. Alma har selv bundet snørebånd. Kiggede stolt op og sagde: Jeg er stor nu! Bagefter hviskede hun: Men jeg er stadig din pige. Smiler endnu.
Han bladrede tilbage, lo over gamle historier og mærkede varmen brede sig. Lukkede bogen, satte kop og tallerken væk.
I morgen var der ny dag. Med mælk og havregryn, med pind og sten fra legepladsen, med gemmeleg, måske tårer, helt sikkert knus og et jeg elsker dig.
Med livet. Med kærlighed.
Det var det vigtigste.
