En smuk erindring… så stærk, at ordene næsten slipper op
Der var engang en kvinde, Anna Mortensen, der levede dårligt sammen med sin mand, Jens Mortensen. Deres hjem i Odense havde gennem årene været fyldt med kulde og tavshed. En vinteraften oplevede Anna et hjertestop, hvor livet forlod hende, og hun svævede mellem verdener. I denne gråzone dukkede en engel op, hvidklædt og mild, og sagde, at hendes gode og dårlige handlinger endnu ikke var i balance hun kunne ikke komme ind ad Himlens port. Hun fik derfor lov til at vende tilbage til livet i nogle dage for at fuldende sine gode gerninger. Anna accepterede beskeden og vågnede i sin seng, til duften af filterkaffe og de skarpe vinterstriber over stuen.
Jens sagde ikke et ord til hende de havde længe levet som to fremmede. Han sov på sofaen, og Anna havde for længst opgivet at lave mad til ham. Nu stod han der og strøg sin skjorte, tavs og fjern. Anna så på ham og tænkte:
Jeg burde tage det første skridt. Manden sover på sofaen, jeg har ikke engang taget mig sammen til at koge en kop kaffe til ham de sidste måneder. Jeg tror, jeg vil gøre noget uventet for hans skyld.
Da Jens tog frakken og gik ud i kulden, fandt Anna hans beskidte skjorter frem og begyndte at vaske og stryge dem alle. Hun lavede frikadeller og brunede kartofler, dækkede bordet med blomster og levende lys og lagde en seddel på sofaen:
Jeg tror, du ville ligge bedre i sengen, der engang var vores. Sengen hvor vores børn blev født i kærlighed, og hvor vi om natten holdt om hinanden, glemt frygt og mærkede den anden tæt på. Den kærlighed findes endnu og venter bare på os. Hvis du kan tilgive mig alle mine fejl, kan vi finde tilbage hertil sammen.
Din hustru
Da hun skrev den sidste sætning: Hvis du kan tilgive mig alle mine fejl, tænkte hun:
Er jeg blevet helt fra den? Skal jeg undskylde ham? Han kom hjem bitter fra fabrikken, efter han blev fyret, og kunne ikke finde andet arbejde. Jeg skulle få vores opsparing til at række, og oveni det bære hans vrede. Han begyndte at drikke, sad i lænestolen i timevis, og skældte ud, når børnene legede. Han råbte, da jeg bad ham vågne op og tage ansvar. Han ødelagde det hele… og nu er det mig, der skal sige undskyld?
I vrede rev hun brevet i stykker. Da hun slap papiret, hørte hun englen viske:
Husk: kun få gode gerninger mere, så kan du komme til Himlen. Ellers forbliver døren lukket.
Hun stod længe stille.
Er det det værd?
Hun skrev brevet igen, denne gang fyldt med varme ord:
Jeg forstod ingenting dengang. Jeg så ikke din frygt, da du mistede jobbet efter så mange år. Du må have været nær knust indeni. Jeg husker, hvad du drømte, dengang vi talte om alderdommen; jeg kunne have hjulpet dig mod de drømme i stedet for at presse dig til taxakørsel, som du hadede.
Jeg husker natten, hvor jeg rev dine kærlighedsbreve itu og brændte dine malerier. Jeg kunne ikke klare, at du lukkede dig inde med dine pensler og digte, brugte penge på lærred og farve. Jeg skulle have set, hvor smukke dine billeder var, og hjulpet dig med at sælge dem. Jeg var også bange. Jeg følte mig kun tryg, når du var på fabrikken. Jeg så aldrig din smerte.
Tilgiv mig, elskede. Jeg lover dig, alt bliver anderledes nu. Jeg elsker dig.
Din hustru
Da Jens kom hjem, mærkede han straks, at noget var forandret. Duftene fra maden fyldte huset, stearinlysene glimtede, hans yndlingssange spillede, og brevet lå ventende på sofaen.
Anna kom ud fra køkkenet med fadet i hænderne og så ham sidde og græde tårer som ved barnets fødsel. Hun stillede maden fra sig og omfavnede ham. Ordene var overflødige. De græd sammen, han løftede hende op og bar hende ind i sengen, hvor kærligheden blev genvakt med al den varme, som på den allerførste dag.
Efter maden drak de kaffe sammen og grinede over sjove barndomsminder med deres børn.
Senere, da Anna stod og vaskede op, så hun gennem ruden englen stå i haven. Hun løb ud med tårer på kinderne:
Kære engel, må jeg ikke få lidt mere tid? Jeg vil hjælpe Jens i gang med at male igen, jeg vil genskabe det, jeg har ødelagt. Jeg lover, snart bliver han glad. Så kan jeg følge dig.
Englen smilede blidt:
Du behøver ikke tage med mig. Du er allerede i Himlen. Husk bare helvede, som du engang levede i og at Himlen ofte er tættere på, end vi tror.
I det samme råbte Jens inde fra huset:
Skat, kom ind, det er koldt udenfor. I morgen er en ny dag.
Og Anna tænkte:
Ja, tak Gud for, at der kommer en ny dag.
Til eftertanke:
Du, som klager over alt det, du ikke får har du tænkt på, hvor meget du selv giver?
Du, der lider har du overvejet, hvor meget lidelse du selv påfører andre?
Du, som bebrejder andre deres uvidenhed hvornår målte du din egen?
Du, der fordømmer fejl ser du dine egne?
Du, der siger, du er en oprigtig ven er du ærlig over for dig selv?
Du, som klager over mangel har du blik for alt det, du allerede har?
Du, der kritiserer verden har du gjort noget for at gøre den bedre?
Du, der drømmer om himlen hvor meget gør du for at mindske helvede omkring dig?
Du, der siger, du er ydmyg er du i sandhed beskeden?
Du, som fordømmer ondskab spreder du selv godhed?
Du, der klager over andres ligegyldighed rækker du selv ud i kærlighed?
Du, som frygter fattigdom forvalter du det, du har, med omtanke?
Du, som såres af tornene planter du roser?
Du, der frygter mørket tænder du lys?
Du, som kun ser dig selv tager du dig af andre?
Du, der føler dig lille prøver du at vokse?
Du, som frygter ensomhed giver du nogen din tilstedeværelse?
Du, der frygter sygdom tager du vare på dit helbred?
Du, som ønsker forsoning bekæmper du konflikten?
Vi glemmer let at Himlen måske ikke er længere væk end det næste varme ord.
