Jeg ved bedst
Hvad sker der dog, jeg satte mig tungt på hug foran min datter, mens jeg betragtede de lyserøde pletter på hendes kinder. Igen…
Fireårige Regitse stod midt i stuen, tålmodig og alt for alvorlig for sin alder. Hun havde vænnet sig til de her undersøgelser, til de bekymrede ansigter fra os forældre, til de endeløse salver og piller.
Anne rykkede tættere på og satte sig ved siden af mig. Hun strøg forsigtigt en hårlok væk fra Regitses ansigt.
De her mediciner virker ikke. Overhovedet. Som om det bare er vand, vi giver hende. Og lægerne på klinikken… de er hverken fugl eller fisk. Tredje gang de ændrer behandlingen, og intet hjælper.
Jeg rejste mig og gned mig over næseryggen. Udenfor var det gråt, og dagen tegnede bleg præcis som de forrige. Vi blev hurtigt klar Regitse blev pakket ind i varm jakke, og en halv time senere sad vi allerede hos min mor i hendes lejlighed.
Inge sukkede, rystede på hovedet og strøg barnebarnet over ryggen.
Så lille, og allerede proppet med medicin. Det er da et pres på sådan en lille krop, hun tog Regitse op på skødet, og den lille pige klemte sig ind til sin mormor, som hun plejede. Det gør ondt at se på.
Vi ville helst lade være med pillerne, Anne sad ude på kanten af sofaen og klamrede sig sammen med hænderne. Men allergien går ikke væk. Vi har fjernet alt. ALT. Hun spiser kun basisvarer og hun får stadig udslæt.
Og hvad siger lægerne?
Ikke noget konkret. De kan ikke lokalisere det. Vi tager prøver, får lavet tests, og resultatet… Anne slog ud med hånden. Det sidder stadig på kinderne.
Inge sukkede og rettede lidt på Regitses krave.
Måske vokser hun fra det. Det sker med børn, at allergi forsvinder. Men lige nu er der ikke håb at finde.
Jeg kiggede stille på min datter. Lille og spinkel. Store, vågne øjne. Jeg strøg hende over håret, og minderne rullede ind barndommens lørdage i køkkenet, hvor min mor bagte boller, hvor jeg tryglede om slik og spiste syltetøj med ske direkte fra glasset. Men min egen datter… Kogte grøntsager. Kogt kød. Vand. Ingen frugt, ingen søde sager, ingen rigtig børnemad. Fire år og hendes kur er strammere end mange mavesyge har.
Vi aner ikke, hvad vi skal tage væk næste gang, sagde jeg lavt. Der er næsten intet tilbage i hendes kost.
Vi kørte hjem uden ord. Regitse døsede hen på bagsædet, og jeg kiggede til hende i bakspejlet. Sov fredeligt. Klør sig ikke i det mindste.
Min mor har ringet, sagde Anne pludselig. Hun vil gerne have Regitse næste weekend. Hun har billetter til dukketeatret, og vil tage barnebarnet med.
Teater? jeg skiftede gear. Det er en god idé. Hun har brug for at komme lidt ud.
Præcis. Hun kunne godt bruge lidt afveksling.
…Lørdag morgen parkerede jeg foran svigermors hus og tog Regitse ud af autostolen. Hun blinkede søvnigt, gned øjnene med knytnæverne vi havde vækket hende tidligt, og hun var træt. Jeg løftede hende op, og hun puttede straks næsen ind i min hals, varm og let som en spurv.
Birthe kom ud på trappen i sin farvestrålende morgenkåbe og slog hænderne sammen, som om hun så en redningsløs skibbruden, og ikke sit barnebarn.
Åh, lille skat, mit lille solskin, hun hev Regitse ind til sig og trykkede hende ind til sin store favn. Hun er så bleg og tynd. Kindbenene stikker ud. I har pint hende med de diæter, I gør barnet helt syg.
Jeg stak hænderne i lommen og måtte holde min irritation tilbage. Det var jo det samme hver gang.
Det er for hendes bedste. Vi gør det ikke for sjov, det ved du vel.
For hendes bedste? Birthe kneb læberne sammen og så på Regitse, som om hun lige var kommet hjem fra et fangelejr. Hun består kun af hud og knogler. Hun skal vokse, og I sulter hende.
Hun bar Regitse ind i huset, uden et blik tilbage, og døren lukkede blidt efter dem. Jeg blev stående i indkørslen, mens tankerne kradsede bag i hovedet en formodning pressede sig på, men gled væk, som morgendis. Jeg gned panden, ventede endnu et minut, lyttede til den stille have. Så rystede jeg på hovedet og gik tilbage til bilen.
Weekenden uden barn var et mærkeligt, næsten glemt fænomen. Lørdag tog Anne og jeg i supermarkedet, skubbede vognen rundt og handlede ind for ugen.
Hjemme brugte jeg tre timer på at fikse en utæt vandhane i badeværelset den havde drillet i over to måneder. Anne gik i gang med skabene, ryddede ud og lagde gamle ting i poser til genbrug. Alt det hverdagsagtige, men uden en barneopstemt stemme, føltes lejligheden forkert, tom.
Om aftenen bestilte vi pizza den med mozzarella og basilikum, som Regitse ikke måtte røre. Vi åbnede en flaske rødvin. Sad i køkkenet og snakkede om alt og intet som vi ikke havde gjort længe. Om arbejde, ferieplaner, om renoveringen vi aldrig blev færdige med.
Det er dejligt, sagde Anne pludselig og bed sig i læben. Altså… du forstår, bare roligt og stille.
Jeg forstår, jeg lagde min hånd over hendes. Jeg savner hende også. Men vi har brug for lidt ro.
Søndag hentede jeg Regitse sidst på dagen. Solen gik ned og lagde et gyldent skær over vejene. Svigermors hus lå gemt bag gamle æbletræer, og i skumringen var det næsten hyggeligt.
Jeg stod ud af bilen, skubbede lågen op hængslet knirkede og frøs midt i et skridt.
På trappen sad min datter. Birthe med det lykkeligste ansigt havde sat sig på trinet ved siden af. Hun holdt et stort, gyldent franskbrød, smurt med smør, og Regitse spiste. Kinderne var smurt ind, krummer dryssede ned på hagen, og øjnene strålede sådan havde jeg ikke set hende siden før allergien.
Et øjeblik stod jeg bare og stirrede. Så væltede varmen og vreden op i mig.
Med et par raske skridt var jeg oppe ved dem, og jeg rev brødet ud af svigermors hånd.
Hvad er det, du laver?!
Birthe blev så rystet, at hun trådte bagud, rød i hovedet fra hals til hårrod.
Hun rystede med hænderne, som om hun kunne slippe for min vrede.
Det var jo kun et lille stykke! Det skader ikke, bare lidt brød…
Jeg lyttede ikke. Jeg tog Regitse op hun blev stille af forskrækkelse, krøb ind i min jakke og bar hende hen til bilen. Placerede hende i autostolen, spændte sele mine fingre rystede af frustration. Regitse kiggede op med store øjne, læben bævede hun var lige ved at græde.
Det går nok, skat, sagde jeg og strøg hende over håret, lod stemmen lyde rolig. Sid lidt, far kommer straks.
Jeg smækkede døren og gik tilbage til huset. Birthe stod stadig på trappen, gned på morgenkåben og var rødblussende.
Mads, du forstår det ikke…
Forstår ikke!? Jeg var to skridt foran hende, og mit temperament slap. Seks måneder! Seks måneder har vi jagtet årsagen! Undersøgelser, prøver, tests ved du hvad det har kostet os? Hvor mange nerver, hvor mange søvnløse nætter?!
Birthe trak sig baglæns.
Jeg gjorde det for hendes eget bedste…
For hendes bedste!? Jeg tog endnu et skridt. Vi har holdt hende på vand og kogt kylling! Fjernet ALT! Og så sniger du dig til at give hende smørrebrød og bagevarer?!
Jeg prøvede at styrke hendes immunforsvar! svigermor rankede nakken. Gav lidt ad gangen, så kroppen vænner sig. Snart ville alt have været overstået, takket være mig! Jeg ved altså bedst, har jo opdraget tre børn!
Jeg stirrede på hende genkendte hende næsten ikke. Kvinden jeg havde holdt ud for familiens skyld hun havde bevidst forgiftet mit barn, troede hun var klogere end lægerne.
Tre børn, gentog jeg stille, og Birthe blev hvid i ansigtet. Men alle børn er forskellige. Og Regitse er min datter, ikke din. Du får hende ikke at se mere.
Hvad?! hun greb fat i gelænderet. Det kan du ikke tillade dig!
Det kan jeg.
Jeg gik tilbage til bilen, hendes råb lød bag mig. Jeg vendte mig ikke. Satte mig ind, startede og så henne i bakspejlet, hvordan hun kom løbende ud til lågen, fægte med armene. Jeg trådte speederen ned.
Hjemme ventede Anne i entreen. Da hun så mit ansigt og Regitse, der havde grædt, forstod hun alt på et sekund.
Hvad er der sket?
Jeg forklarede kort, tørt, uden brods vreden var blevet i svigermors have. Anne hørte efter, sagde ikke et ord, men hendes ansigt blev hårdt. Hun greb telefonen.
Mor. Ja, han har fortalt det. Hvordan kunne du gøre sådan?!
Jeg tog Regitse med ud på badeværelset vaskede hendes kinder for brød og tårer. Gennem døren lød Annes stemme, skarp og fremmed. Hun irettesatte sin mor, som jeg aldrig havde hørt hende før endte med et klart: Indtil vi ved, hvad hun fejler får du hende ikke at se.
Der gik to måneder…
Søndagsfrokost hos Inge var blevet tradition. I dag var der lagkage: svampet, med creme og jordbær. Og Regitse spiste. Selv, med ske, cremen over hele ansigtet. Ingen pletter på kinderne.
Hvem skulle have troet det, Inge rystede på hovedet. Solsikkeolie. Den allergi er godt nok sjælden.
Lægen sagde, det sker én ud af tusind, Anne smurte sig et stykke brød med smør. Lige så snart vi fjernede solsikkeolien og skiftede til olivenolie forsvandt udslættet på to uger.
Jeg kunne ikke få nok af at se på min datter. Røde kinder, glimtende øjne, creme på næsen. En glad pige, der igen kan spise rigtig mad. Lagkager, småkager alt, så længe det er uden solsikkeolie. Der findes faktisk ret meget, hvis man leder.
Forholdet til Birthe var køligt. Hun ringede, undskyldte, græd. Anne talte kort og fattet. Jeg svarede slet ikke.
Regitse rakte igen ud efter lagkagen, og Inge skubbede tallerkenen nærmere.
Spis, lille du. Spis og vær glad.
Jeg lænede mig tilbage i stolen. Udenfor silede regnen, men indenfor var der varmt og duftede af bagværk. Min datter har det godt igen. Resten betyder intet.
