Julies hævn
Efterårssmåregnen dryssede dvask og ensomt, uden at kunne tage sig sammen til et ægte skybrud, som om dråberne forsigtigt landede for ikke at vække nogen. Julie betragtede det snavsede minibus-vindue, hjemad, som aldrig rigtig pegede på landsbyen længere; hendes hjem var jo Aalborgs travle gader, torvet udenfor hendes etværelseslejlighed højt oppe i Himmerlandshusenes skæve betonkrop. Hjemme, i ordets gamle betydning Hvad var det nu? Forældre, barndommens hukommelse, skramlende cykler, men det føltes så fjern som en gammel sagfil.
Hun var stolt, Julie, for ikke mange på syvogtyve kunne prale med straks at være medicinstuderende fra Aarhus Universitet, nu fastansat i et anset skønhedsklinik på Boulevarden, og altid på kursus eller til weekend-seminar. Hun havde ikke engang haft lyst til at vende hjem nu, hvis ikke det var for uroen i stemningen mellem hendes forældre, når hun ringede. For når hun talte med sin mor, var far der aldrig. Ringede hun til far, gik mor rundt som under en paraply uden at ville ud.
Mor, hvad er der dog galt hjemme? spurgte Julie men hans svar var vattede, undvigende: Åh, alt vel, vi har det da som vi plejer.
Fra Aalborgs Lufthavn tog det kun to timer med bussen, og distance var efterhånden dagligdag for Julie, så køreturen føltes kort. Minibussen rullede ind på Randers rutebilstation alt så ud, som den drømmeagtige barndom huskede det: Kun det gamle bageri havde fået omdøbt sit navneskilt, og rækkerne af træer stod løsrevet men ældre. På trods af årstiden brød morgensolen forundrende igennem skyernes moderne gråhed.
Taxachaufføren, halvsovende bag rattet, gad knapt løfte en hånd da han slæbte Julies kuffert mod bilen. Hvor kører vi hen? brummede han i den flade dialekt og stirrede ud i horisonten.
Sønderskovvej 52, svarede Julie med velkendt vægt.
Det solide gule murstenshus åbnede sine blåmalede skodder, ligesom det havde gjort i hendes barndoms somre. Der voksede stadig en vildtvoksen hæg uden for, og ved lågen stirrede tre birketræer plantet af hendes far, da hun havde afsluttet folkeskoleåret.
Juliane! Olena kastede sig ud over dørtrinnet, tøvende mellem latter og gråd, da hun så datterens ansigt falde på plads i regnen.
Mor, nu overdriver du altså hvorfor skulle du da græde?
Det er lykke, skat, jeg har ikke set dig i tre år.
Efter at have sparket støvlerne af og droppet kufferten ved døren, satte Julie sig til rette i den slidte sofa, Olena tæt omkring hendes skuldre, og de blev bare siddende sådan: helt ordløse, kun blik mødes, fyldt af drømmens bløde tåge.
Endelig tog hun tilløb: Mor, hvor er far? Er han slet ikke hjemme?
Du skal da have mad først vejen er lang, og vi kan snakke bagefter.
Julies blik flakkede over den broderede dug, det nye blomstret porcelæn, som om hendes forældres hjem pludselig var fremmed: Derhjemme i byen var der minimalisme og sort stål. Men maden var umiskendeligt Oles kartoffelfrikadeller, gulerodssalat, hjemmegjorte osteboller, endeløse fade med små syltede ting.
Mor, er far sendt i byen eller noget? Hvorfor er du så hemmelighedsfuld?
Olena sukkede, blev alvorlig: Han er på forretningsrejse og Julie, der er noget vi har udskudt lidt for længe. Vi har ja, altså, vi gik fra hinanden, din far og jeg.
Det kan da ikke passe? Julie satte koppen, hun allerede havde drukket halvdelen af, fra sig. Hun åbnede døren ind til det gamle soveværelse alle farens skjorter og bukser var borte.
Hvor er han? Hvor blev han af?
Sæt dig nu, ven
Olena gik i stykker i stemmen, men fortsatte: Folk glider jo også fra hinanden efter mange års ægteskab, Julie. Vi blev bare enige om at stoppe. For din skyld skulle det ikke gå ud over dig du betyder alt for os begge.
Er han flyttet hjem til farmor i Brabrand?
Ja, huset skulle jo ikke stå tomt.
Jeg må snakke med ham straks! Julie var allerede ved døren.
Vent Han er væk to dage med Svend han er hjemme i morgen.
Mor, det her giver ingen mening: Er han sammen med en anden?
Olena sagde næsten lydløst: Ja. Men der er ikke noget usædvanligt i det. Han er ikke så gammel endda
Undskyld mig hvor gammel er hun? Halvt så gammel som dig?
Slet ikke, bare ti år yngre
Det ændrer ikke noget. En forræder er en forræder.
Olena kunne mærke tåren stige, fortsatte ikke, men så bare ind i væggen, mere opgivende end vred. Julie rejste sig, tog sine sneaks, lukkede jakken ordentligt til om kroppen, forlod huset for at mærke de gamle velkendte stier om hendes drømmefulde barndom.
Mor, jeg går ned til vandet et øjeblik.
Der trækker op, pas på du ikke bliver for våd…
Går hurtigt, det lover jeg.
Det gamle bondehus stod mat og vindbidt, men stadig stolt lige efter svinget: Hun gik ind gennem den knirkende havelåge, op ad trappen. Inde i bryggerset duftede det af gas og suppe; en kvinde, måske lidt over fyrre, stod og rørte i en gryde.
Så du er den nye domptør her i farmors hus? Julie så på hende med et blik der var koldere end oktoberregn.
Du må være Julie, sagde kvinden håndfladerne glatte af forlegenhed. Vladimir har vist mig billeder Kom ind bare.
Du skal ikke tro, jeg kender dig. Det her er mit barndomshjem, ikke dit. Regn ikke med at du bliver her længe.
Kvinden blev mishaget, men svarede tyst: Vladimir tog mig med. Jeg kan ikke lægge noget sammen uden ham.
Da kom hendes søn, omkring tolv år, ind og så forbløffet på den fremmede pige. Hans himmelblå øjne var uendelige, tvivlende og lidt sårbare.
Mads, gå ind på dit værelse nu!
Men jeg ville bare ud og lege, mor
Det kan du, men skynd dig nu.
Mads sneglede forbi, betragtede Julie nysgerrigt, gik så ud. Julie sendte endnu et køligt blik mod Irina. Bare vent, jeg skal nok få dig ud herfra.
Hun forlod huset farens arv, men nu under fremmede tag og slæbte sine følelser gennem klamme gader hjem. Det var næsten for nemt for faderen: At efterlade hendes mor, at lade fremmede bo hjemme. Hun havde lyst til at kaste sand i maskineriet, gøre noget. Men det gik op for hende, hun ingen magt havde her: Og det gjorde hende gal, som man kun kan blive i drøm.
Siden Julie flyttede til byen, var hendes hjerte blevet hårdere, tempoet i Aalborg havde hærget hendes bløde sider. Hun var blevet hurtig, handlekraftig, og aldrig hjemme. Men netop nu forstod hun, hvad der manglede hjemmets varme, trygheden, forældrenes kærlighed. Forældrenes skilsmisse føltes, selv nu, som et spark i maven. Selvom hun var selvstændig voksen, blev hun lille igen. Og følte kun ét: Hævn; at ville se den kvinde i øjnene, som havde stjålet hendes far.
Hvor har du været? Olena knugede datteren i entréen. Du skulle jo bare ned til åen og tilbage?
Jeg så hende og hendes søn. Nu skal far også lege papfar for en fremmed.
Olena sank sammen og greb sig om halsen.
Hvorfor… Hvorfor kunne du ikke lade være, Julie? Jeg bad dig jo ikke.
Måske ikke, men du virker følelseskold, mor! Er du ikke vred? Du har levet med ham over 25 år!
Olena sagde stille: Juliane, jeg har for længst forsonet mig ingen grund til ballade. Vi to elskede dig begge, men måske aldrig hinanden sådan rigtigt
Du prøver bare at skyde skylden på dig selv
Det er sandt, Julie. Jeg var den, der jagtede ham i gymnasiet. Jeg pressede ham. Vi fik dig senere, du blev elsket. Så gik årene, vanen tog over. Da du forlod reden, var kun du tilbage som det fælles.
Julie kunne ikke lade være at føle sig forrådt hele hendes opfattelse af familie lå i grus.
Måske skulle I have rejst sammen, gået til en psykolog?
Her tager folk stadig kaffen sammen, ingen psykologer her. Byens vaner er noget andet end landsbyens.
Julies skulder blev tung, men hun smilede træt: Mor Jeg troede altid, I var min klippe. Nu nu føles alt tvivlsomt. Selv mit forhold. Hvad skal jeg tro på?
Olena svarede, med et glimt: Dit liv skal nok gå. Der er flere slags kærlighed. Vid, at jeg måske selv har mødt én… Kan du huske Sofie fra din klasse?
Sofie! Tykke, grinende og altid med krøller. Julie for første gang den aften smilede rigtigt.
Sofie har barn nu bor med sin far, din barndomsven.
Sådan gik snakken, langsomt klistrede hjemmets tråde sig sammen som duggen i græsset en dansk morgen. Men Julie nægtede fortsat at se sin far.
Vladimir blev forsinket med tre dage. Han ringede, men Julie tog ikke telefonen. Hun vidste, det var stolthed, men den holdt hende rank.
Da han endelig kom hjem, var han ældet, hans ansigt mere slidt end nogensinde.
Vil du slet ikke tale til mig? Ikke engang give din gamle far et kram? spurgte han, som om han talte i drømme.
Nej. Du har jo fået en ny familie.
Det er ikke mit barn, Julie det er Irinas dreng. Du er min datter, altid.
Farvel, far, sagde hun og gik ind i sit værelse.
Den sidste dag, før hjemrejsen mod byen, gik Julie faktisk til åen. Undervejs så hun nogle drenge drøne på cykel, og pludselig lød et skrig. Mads, Irinas søn, lå på et bræt med et søm gennem benet. Julie tøvede ikke; lagde sin jakke under hans hoved, gav førstehjælp, og ringede straks efter sin far.
Efter fem minutter tøffede Vladimir ind i UAZen. Irina kom løbende hendes søn var hendes verden. Julie sagde kort, at han skulle på hospitalet.
På Randers Sygehus kom lægevagten springende og tog over. Julie bemærkede stille, at Far nikkede hende taknemmeligt til. Hun gik hjem, uden at sige mere. Det mærkelige var, at hun kun følte varme, ikke længere had.
Dagen efter var afrejsen kommet. Hun og Olena stod på rutebilstationen, under et blygråt skyhimmel.
Ud af en bil steg en bredsmilende kvinde Sofie, barndomsveninden og hendes far. De nåede lige at sige goddag, udveksle telefonnumre, alt imens den gamle UAZ igen tøffede op med far, Irina og Mads, nu med stivnet ben men smilende mund.
Julie, se jeg står næsten selv! råbte Mads stolt.
Det gjorde du flot, smilte Julie, og mærkede et pludseligt, uventet strejf af håb og familie.
Irina hviskede: Beklager, jeg var hård i går Mads betyder alt for mig. Og du er også alt for Vladimir.
Til sidst kom bussen. Olena græd lavmælt, Vladimir tog Julie op, krammede hende, som da hun var lille, kyssede hende på næsen.
Kom igen, ikke? hviskede han.
Det skal jeg nok, svarede hun, mens bussen begyndte at glide ud i morgentågen. Gennem regnvåd rude vinkede hun til dem og hun hviskede stille, halvt i drøm, halvt i virkelighed:
Jeg kommer tilbage. Det ville være helt, helt forkert ikke at gøre det.
Solen brød frem, sendte stråler ned som om alle i den lille by skulle mærke dens varme. Drømmen sluttede dér, under birketræernes genskær i den danske sensommer.
